<?xml version="1.0" encoding="iso-8859-1"?>
<rss version="2.0" xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/">
	<channel>
		
		<title>Seneste analyser fra Magasinet rØST</title>
		<link>http://www.magasinetroest.dk/</link>
		<description>Seneste analyser fra Magasinet rØST</description>
		<language>da</language>
		<image>
			<title>Seneste analyser fra Magasinet rØST</title>
			<url>http://www.magasinetroest.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif</url>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/</link>
			<width>18</width>
			<height>16</height>
			<description>Seneste analyser fra Magasinet rØST</description>
		</image>
		<generator>TYPO3 - get.content.right</generator>
		<docs>http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss</docs>
		
		
		
		<lastBuildDate>Tue, 15 May 2012 12:08:00 +0200</lastBuildDate>
		
		
		<item>
			<title>Serbiens dobbeltspil i Bosnien-Hercegovina</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=947&#38;cHash=556514487dbc34db63c6c26e6c94d136</link>
			<description>ANALYSE | Det er i år 20 år siden krigen i Bosnien-Hercegovina brød ud. Jesper Lindholm har set på hvorledes Serbiens relationer til Bosnien har udviklet sig i denne periode. Beograds rolle er spaltet.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>ANALYSE | Det er i år 20 år siden krigen i Bosnien-Hercegovina brød ud. Jesper Lindholm har set på hvorledes Serbiens relationer til Bosnien har udviklet sig i denne periode. Beograds rolle er spaltet.</b>
Her 20 år efter krigen brød ud i Bosnien-Hercegovina, synes det være på sin plads at gøre status over, hvordan det går med forsoningsprocessen mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina, samt hvorledes relationerne mellem de to lande har udviklet sig helt frem til i dag. Mens de to nabolande er uenige i forhold til, om krigen i Bosnien var en konventionel krig eller en borgerkrig, er der ligeledes divergerende opfattelser af, hvilken rolle Slobodan Milosevic og styret i Beograd reelt spillede under den blodige konflikt, som kostede over 100.000 menneskeliv og sendte millioner af bosniere på flugt.
2010 var på mange måder et skelsættende år, og muligvis en indikation på en optøning af det i$skolde forhold mellem de to nabolande på Vestbalkan, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Det var nemlig året, hvor det serbiske parlament vedtog den såkaldte Srebrenica-resolution, der fordømte massakren på mere end 7000 bosniakkiske drenge og mænd. Dog udelod man at omtale hændelsen som et folkemord. 
2010 var også året, hvor den tidligere bosniske premiereminister og fredsforhandler under Dayton Fredsaftalen, bosniakken Haris Silajdzic, for første gang i 20 år satte sine ben på serbisk jord i forbindelse med et statsbesøg i Beograd og året efter blev den sidste store krigsforbryder fra krigen i Bosnien Ratko Mladic pågrebet i Beograd. 
Men hvad kan vi egentlig lægge i de seneste begivenheder udover en symbolsk tilnærmelse mellem Beograd og Sarajevo? Og hvordan ser perspektiverne ud for fremtiden? Det er dét denne artikel vil forsøge at belyse. Først er der dog et behov for at gå lidt historisk til værks for at fremme forståelsen af, hvorfor der i årtier, på trods af Dayton-aftalen, har været gensidig mistro og dæmonisering mellem Bosnien og Serbien.<br /><br /><b>Krigen i Bosnien-Hercegovina<br /></b>På tærsklen til krigsudbruddet i Bosnien i 1992 bekendtgjorde den daværende serbiske præsident, Slobodan Milosevic, over for vestlige medier, at ”we are not supporting any military action in Bosnia-Herzegovina and we are not provoking or supporting hostilies”. Ifølge Milosevic var konflikten i Bosnien en borgerkrig, hvorfor Serbien derfor ikke kunne drages til ansvar for blodsudgydelserne. 
Efterfølgende har Den Internationale Domstol dog fastslået, at krigen i Bosnien-Hercegovina var en konventionel international konflikt, der involverede flere nationer, herunder Serbien. I forbindelse med retsagen mod Slobodan Milosevic ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal, også kaldet ICTY, blev offentligheden præsenteret for adskillige beviser, der påviste at regeringen i Beograd på flere forskellige niveauer havde en signifikant indflydelse på den væbnede konflikt i nabolandet, trods det faktum, at Serbien officielt trak sig ud af krigen i Bosnien i forsommeren 1992. 
Kort tid efter at et flertal i det bosniske parlament havde vedtaget, at Bosnien-Hercegovina skulle løsrives fra Jugoslavien, valgte de bosnisk-serbiske medlemmer, hovedsageligt SDS-partimedlemmer, at forlade parlamentet i Sarajevo. I stedet udråbte de nationalistiske politikere deres egen selvstændige republik: Republika Srpska (RS). Serberne oprettede deres administrative og militære hovedkvarter i skisportsbyen, Pale – et militærstrategisk vigtigt punkt i forhold til den bosnisk-serbiske belejring af Sarajevo. Den bosnisk-serbiske entitet var en realitet allerede før, at beslutningen om Bosnien-Hercegovinas uafhængighedserklæring var blevet sendt til folkeafstemning. Kort efter brød krigen ud.
Fra Beograd var der tæt kontakt til Pale, og præsidenten for den nye bosnisk-serbiske republik, Radovan Karadzic. Den jugoslaviske forbundshær, JNA, som gradvist var blevet mere og mere serbisk domineret, kæmpede i begyndelsen af krigen side om side med de bosnisk-serbiske styrker og diverse paramilitære grupperinger, der havde krydset grænsen fra Serbien. Blandt disse var de berygtede ”Tigre” under ledelse af Zeljko Raznatovic, bedre kendt som Arkan, og de såkaldte ”Sesejlvici” eller ”Sesejls Chetnikker” om man vil, som den nu krigsforbryderanklagede serbiske ultranationalist, Vojislav Sesejl, stod i spidsen for. Ifølge Sesejl selv blev de paramilitære grupper fra Serbien ikke beordret, men ”bedt” af Milosevic-styret om at drage til Bosnien-Hercegovina, som et led i krigsførelsen og for at skræmme og uddrive ikke-serbere fra områder, der var tæt placeret på grænsen til ’moderlandet’ Serbien. 
Hos styret i Beograd ville man for alt i verden undgå at blive anset som en aggressor i krigen i nabolandet, hvorfor man i stedet for åben støtte, støttede Republika Srpska økonomisk, blandt andet ved at udbetale lønninger til de bosnisk-serbiske militære styrker og være garant for våbenleverancer. Ydermere foregik der i krigens første måneder en forflytning af serbiske JNA-soldater, som i stedet bidrog til etableringen af den bosnisk-serbiske hær, VRS, der var under ledelse af hærchef Ratko Mladic. Endnu værre var det, at et legitimt statsoverhovede angiveligt indsatte og koordinerede illegale paramilitære enheder, herunder Arkans Tigre og De Røde Baretter med flere. Disse handlinger har Milosevic udtrykkeligt benægtet på trods af adskillige belastende beviser for det modsatte, hvilket blev fremført af anklagemyndigheden under krigsforbrydersagen mod den tidligere serbiske præsident ved ICTY.<br />Fredsforhandlingerne
Efter at den første fredsplan var faldet på gulvet i 1992, besluttede man fra international side, at fokusere presset på Milosevic, og man sendte EU’s og FN’s forhandlere til Beograd. Med udsigten til eventuelle EU-sanktioner mod Serbien såfremt, at fredsforslaget ikke blev accepteret i Beograd såvel som i Pale, valgte den serbiske præsident at støtte det internationale fredsinitiativ, der blev kendt som Vance-Owen-planan. Nu var det således op til Milosevic-styret at få den bosnisk-serbiske ledelse overbevist. Ved en efterfølgende fredskonference i Athen samme år, hvor lederne fra alle de involverede parter var til stede, var Radovan Karadzic særdeles tøvende over for forslaget. 
Få måneder senere mødtes internationale repræsentanter og den serbiske top, herunder præsident Milosevic, i Pale i et sidste desperat forsøg for at få de bosniske serbere med i aftalen. Radovan Karadzic gav udtryk for, at planen var en decideret katastrofe for Republika Srpska, men at han var villig til at acceptere aftalen. Kort før mødet var slut og Karadzic’ underskrift af aftalen var nær, dukkede en rasende Ratko Mladic op. Med sig havde han et yderst detaljeret landkort, hvorpå de serbiske territoriale erobringer var skitseret. For den bosnisk-serbiske ledelse blev det nu endnu mere tydeligt, at Vance-Owen planen absolut ikke var til serbisk fordel, idet man ved indgåelse af aftalen ville være nødsaget til at opgive store territoriale områder, som var blevet erobret på den bosniske slagmark. Karadzic kaldte sine folk i enrum, og kort efter stod det klart, at de to serbiske forhandlere i form af Milosevic og den montenegrinske præsident, Momir Bulatovic, måtte rejse fra Pale med uforrettet sag. 
Fra serbisk side var irritationen mod Republika Srpska nu til at tage at føle på, og man havde i hvert fald udadtil, vist det internationale samfund, at man fra serbisk side ville freden. Meget tydede nu på, at Beograd var ved at miste kontrollen med de serbiske brødre mod vest.
Først i 1995 i kølvandet på NATO-bombardementet af den serbisk-okkuperede del af Sarajevo, var Milosevic tilsyneladende i en position til endelig at kunne sætte sig igennem over for den politiske ledelse i Republika Srpska, som nu var under et gevaldigt pres efter den amerikansk-ledede militære intervention i Bosnien-Hercegovina. Milosevic blev efter en lang periode med tovtrækkeri officielt udnævnt til at være fredsforhandler på vegne af de bosniske serbere. Få måneder senere var Milosevic sammen med den bosniske præsident Alija Izetbegovic og den kroatiske præsident, Franjo Tudjman, med til at underskrive Dayton-fredsaftalen – en aftale hvori Milosevic blandt andet var medvirkende til at arrangere den territoriale inddeling af Bosnien-Hercegovina som vi kender i dag, der betød store territoriale tab for Republika Srpska.
<b>Efterkrigstidens tidlige år<br /></b>I efterkrigstidens første år var det småt med kontakten mellem Beograd og den statslige regering i Sarajevo. En massiv international intervention i Bosnien-Hercegovina og Beograds fornyede spændinger med landets sydlige provins, Kosovo, synes at være en stor del af forklaringen på, hvorfor der fra regionalt hold ikke var et særligt fokus på at bløde op på det anspændte forhold mellem Bosnien og Serbien i efterkrigstidens første år. 
Især fra Sarajevo blev der set med stor mistro på Beograd, og den kolde luft de to lande imellem kulminerede i 2006, hvor Bosnien-Hercegovina ved Den Internationale Domstol i Haag anklagede Serbien og Montenegro for som stat at have stået bag et utal af krigsforbrydelser mod ikke-serbere. Kravet fra Sarajevo var klart: krigsskadeerstatning i millionklassen. Under den første behandling af sagen udtrykte den bosniske advokat følgende, hvilket også tegner et godt billede af, hvorfor forsoningsprocessen mellem disse to lande bevægede sig i snegletempo i det første årti efter Dayton Aftalen var indgået: 
”Myndighederne i Beograd havde vel vidende ført ikke-serbere i Bosnien-Hercegovina på vejen til helvede, en vej overstrøet med lig, ødelagte familier, fortabte unge, en tabt fremtid og ødelagte kultursteder og religiøse tilholdssteder.” 
På trods af gensidig mistillid mellem Beograd og Sarajevo siden krigen i Bosnien, blev forholdet alligevel forværret markant netop i 2006. Ikke nok med at Bosnien-Hercegovina krævede krigsskadeerstatninger fra Serbien, var der ligeledes andre faktorer, der skulle vise sig, at få en negativ indflydelse op de to landes relationer. Samme år indgik Serbien den såkaldte Agreement on Special Relations med Bosnien-Hercegovina. Der var bare lige det ved det, at aftalen kun var gældende for den serbisk dominerede region i Bosnien, Republika Srpska. Især fra bosniakkisk side blev denne aftale mødt med massiv kritik, idet man i Føderationen (den bosniakkisk-kroatiske del af Bosnien) mente, at denne aftale blot understregede i hvor høj grad Beograd favoriserede det store serbiske mindretal i Bosnien, og samtidigt ville gå langt for at diskriminere netop bosniakkerne. 
Ydermere var der i Sarajevo i forvejen en enorm utilfredshed med de skiftende serbiske regeringer, der i 2006 endnu ikke havde været i stand til eller villige til at fange de krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Ovenstående faktorer kombineret med det faktum, at Beograd siden krigens afslutning havde spillet en toneangivende rolle i den nye bosnisk-serbiske de facto hovedstad, Banja Luka, gjorde ikke forholdet mellem Bosnien-Hercegovina og Serbien bedre. 
<b>Beograds dobbeltrelation med Bosnien-Hercegovina<br /></b>Siden Dayton Aftalen blev underskrevet i 1995 har Serbien haft en dobbeltrelation til Bosnien-Hercegovina. Især efter den seneste præsident, Boris Tadic, kom til, og hvor Serbien samtidig har bevæget sig mod en langt mere vestlig og pro-europæisk politik, har Beograd gjort store fremskridt i forhold til at fremme forsoningsprocessen med Sarajevo. 
Dog har der fortsat eksisteret, i lighed med perioderne under blandt andet præsident Milosevic og præsident Kostunica, såkaldte dobbeltrelationer med Bosnien, hvor Serbien på den ene side har været en varm fortaler for regional forsoning og opretholdelse af Dayton-aftalens bestemmelser, men samtidig haft et tæt politisk bånd med administrationen i Banja Luka, hvis politiske ledelse under den nuværende præsident, Milorad Dodik, længe har advokeret for en unilateral løsrivelse af Republika Srpska – hvilket er i klar strid med Dayton Aftalen. Man kan derfor i høj grad hævde, at styret i Beograd ofte har talt med to tunger når det har drejet sig om Bosnien-Hercegovina. 
På trods af at Serbien siden Boris Tadic blev valgt til præsident i 2004 har vist begyndende initiativ til at bløde op på forholdet til Bosnien, har visse politiske kredse i Sarajevo og i Bruxelles, kritiseret Beograd for ikke at bidrage nok til forsoningsprocessen mellem Bosnien og Serbien, såvel som mellem Føderationen og Republika Srpska. I kritikernes optik har man simpelthen ikke ment, at Serbien ikke har ageret konstruktivt i forhold til at skabe regional stabilitet på Vestbalkan. Det altoverskyggende kritikpunkt har været Beograds dobbeltrelation med henholdsvis Sarajevo på den ene side og Banja Luka på den anden side. Uagtet den kritiske røst disse dobbeltrelationer har frembragt, især hos bosniakkerne, må man blot konstatere, at Serbien generelt har optrådt i henhold til bestemmelserne i Dayton Aftalen, idet der heri blev anført, at både Føderationen og Republika Srpska hver især har ret til at indgå særlige bilaterale aftaler med signatorerne af Dayton--aftalen, dvs. Serbien og Kroatien.
I 2004 besøgte præsident Boris Tadic Bosnien-Hercegovina, som den første serbiske præsident siden krigens afslutning. Dette havde naturligvis en signifikant symbolsk betydning og var et udtryk for den første spæde tilnærmelse mellem de to lande. Siden da har de serbiske toppolitikeres besøg i Bosnien oftest været rettet imod den SNSD-ledede regering i Banja Luka. I RS’ præsident Milorad Dodiks verden, må Serbien siges, at være den eneste naturlige allierede. Således er også den brede forståelse i Serbien, hvor den folkelige opbakning til Republika Srpska ikke er blevet mindre de senere år i takt med Kosovos løsrivelse og den ydmygelse serberne har følt som konsekvens af dette. Faktisk forholder det sig sådan, ihvertfald i følge rundspørge i Serbien, at et stort flertal af de adspurgte er af den overbevisning, at Milorad Dodik er ”den sande serbiske leder”. 
På trods af at præsident Tadic har haft et overordnet udenrigspolitisk mål om, at Serbien skal tilnærme sig det euro-atlantiske samarbejde, så har den serbiske præsident ligeledes været nødsaget til at opretholde et særdeles godt forhold til Dodik og SNSD-regeringen i Banja Luka. Selv om Serbien synes at være på en irreversibel kurs mod EU, har Tadic ofte givet udtryk for sin store støtte til regeringen i Republika Srpska. Vel at mærke en regering som gentagne gange har truet med løsrivelse, tilbagetrækning af statslige reformer og benægtet Srebrenica-massakren med flere – aktioner, som i den grad må siges at have en destabiliserende effekt ikke bare i Bosnien-Hercegovina, men flere steder på Vestbalkan. 
Tadic’ gentagne støtteerklæringer til Banja Luka kan umiddelbart virke meget paradoksale. Ifølge en rundspørge blandt eksperter, der beskæftiger sig med politik i Bosnien-Hercegovina om, hvorfor Tadic har bragt sig selv i et sådan dilemma, har svaret&nbsp; oftest været, at Tadic ligefrem har brug for Dodik for at holde de mere national-konservative elementer i Serbien i ro. Man skal tænke på, hvilket ramaskrig de seneste anholdelser af blandt andet Radovan Karadzic og Ratko Mladic, samt tabet af Kosovo har givet i visse kredse af de højrenationale miljøer i Serbien, og derfor har det været nødvendigt at opretholde et tæt forhold med den politiske ledelse i Banja Luka. En form for kompensation, kan man sige. De selvsamme analytikere jeg talte med under min tid i Sarajevo hævdede dog ligeledes, at Tadic de senere år har befundet sig i en særdeles penibel situation, idet at han kan stå til klar tilbagegang ved præsidentvalget (2. runde), hvis hans egne vælgere de senere år har set større serbiske fremskridt i Banja Luka end i Bruxelles.
<b>Fremtidsperspektiver<br /></b>Selv om forholdet mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina siden krigene er gået op og ned, har der dog været en vis fremgang de seneste par år. Under de seneste moderate regeringer i Serbien er forholdet til Bosnien gradvist blevet forbedret, og de diplomatiske forbindelser har langsomt taget til i styrke. De officielle statsbesøg fra politiske ledere i begge lande er der naturligvis en vis symbolsk effekt i, men der har også, som tiden er skredet frem, været en ganske konstruktiv dialog mellem Beograd og den statslige regering i Sarajevo. Serbiens dybe engagement med Banja Luka giver dog stadig panderynker i Sarajevo og Mostar, hvorfor der fra Bosniens side til stadighed er en vis skepsis rettet imod Beograd. 
En af de mere positive indikatorer for, at forholdet er på rette kurs kom til udtryk ved det seneste topmøde mellem de to lande i form af den såkaldte Istanbul Deklaration i 2010. Ved dette tyrkisk-ledede trilaterale møde nåede parterne til enighed om en deklaration, hvori begge lande tilkendegav behovet for at den regionale udviklingspolitik skal baseres på en gensidig garanti af sikkerhedssituationen, en permanent politisk dialog samt en styrket indsats for at bevare de multietniske, multireligiøse og multikulturelle karakteristika, som kendetegner regionen. Regeringen i Republika Srpska afviste dog deklarationen med argumentet at: ”en sådan aftale er skadelig for Republika Srpskas egeninteresser”.
Netop Republika Srpska kan meget vel være den sten i skoen, der i de kommende år kan forpurre de gode relationer mellem Bosnien og Serbien. Selv en moderat og pro-vestlig regering i Beograd har de senere år erklæret sin støtte til en etno-nationalistisk ledelse, der har udvist truende adfærd i forhold til Bosnien-Hercegovinas integritet og suverænitet. Den nuværende præsident og regeringen i Serbien er nået langt i forhold til at bringe landet tættere på EU og det vil være svært at forestille sig, såfremt regeringen beholder magten, at man vil lade Dodik og SNSD komme i vejen for det. Der hersker ingen tvivl om, at man fra Beograd ønsker at udvise politisk ansvarlighed for så vidt angår den regionale udvikling på Vestbalkan, hvilket i sidste ende kan få betydning for SNSD-regeringen i Banja Luka, som uden Serbien som tæt alliancepartner kan risikere at blive isoleret.
I skrivende stund er forholdet mellem Bosnien og Serbien fortsat omgærdet af en vis kompleksitet, men med Serbiens tilnærmelse til EU in mente, er der trods alt grobund for en vis optimisme.<br /><br /><b>Jesper Lindholm er Cand.soc. i Udvikling og Internationale Relationer</b>
<i>Læs også Jespers analyse om medier i Bosnien:</i>
<link http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=867 - external-link-new-window "Opens external link in new window">Fra forsoningsværktøj til propagandamaskine</link>]]></content:encoded>
			<category>Bosnien-Hercegovina</category>
			<category>Serbien</category>
			
			
			<pubDate>Tue, 15 May 2012 12:08:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>En minimalistisk regeringsrokade i Ungarn</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=946&#38;cHash=908f68120380693d51a355775da9c458</link>
			<description>BAGGRUND | Ungarns Viktor Orbán har endelig, halvvejs i regeringsperioden, gennemført sin bebudede regeringsrokade. Udover et strammet centralt greb om magten byder rokaden ikke på meget nyt. Krisztina Vas Nørbæk analyserer.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>Ungarns nationalkonservative styre er nået halvvejs i sin valgperiode. Premierministeren Viktor Orbán har længe overvejet en ministerrokade. Første gang, han nævnte den, var i et interview i et regionalt dagblad den 13. April 2012. Rokaden lod vente på sig, og det kan skyldes flere omstændigheder herunder skandalen omkring Præsident Schmitt’s doktorafhandling, som endte med, at Schmitt trak sig fra posten. Fra flere sider rapporteres desuden, at Orbáns ministeremner tøvede med at tage imod tilbuddet fra</b><b> regeringschefen om ministerposter, før deres respektive krav blev indfriet</b><b>. </b>
<b>Superministerier og magtkoncentration</b><br /> Siden 2010 har der været en ny regeringsstruktur i Ungarn, hvor flere områder er samlet i såkaldte superministerier. I forhold til den europæiske tradition, hvor de forskellige ministerier er sidestillede og forholdsvis uafhængige af hinanden, har den ”nye ungarske model”, Orbán og justitsminister Navracsics’s opfindelse, en mere centraliseret opbygning. 
Der er 10 ministre (to uden portefølje), 8 ministerier, hvoraf ca. fem kan betragtes som superministerier <i>(se faktaboks nedenfor)</i>. Og øverst er premierministeren, som ikke blot fastlægger de generelle retningslinjer for regeringens politik, men også kan påvirke udformningen af enkelte lovforslag.&nbsp; 
Et godt eksempel er ”Ministeriet for nationale ressourcer”, som i de fleste andre lande ville danne 5-6 selvstændige ministerier. I Orbáns regering dækker dette ministerium flere vigtige områder, såsom sundhed, social- og familiepolitik, ungepolitik, undervisning/uddannelse, kultur og sport. Disse ”underministerier” ledes ikke af viceministre, men derimod af såkaldte ”statssekretærer”, som refererer til ministeren. Udover disse politisk udpegede embedsmænd er der to yderligere statssekretærer, den ene er departementschef og den anden står for koordinationen med parlamentet. 
<b>Orbáns præst ny superminister</b> <br /> Det ovennævnte superministerium for ”nationale ressourcer” var indtil midten af maj ledet af Miklós Réthelyi, dr.med., universitetsprofessor og af mange betegnes som en loyal og pragmatisk embedsmand, der holdte sig langt væk fra politisk spin. Han meddelte imidlertid for en uge siden, mens Viktor Orbán var på officielt besøg i Kazakhstan, sit ønske om at træde tilbage. 
Regeringschefen sendte så besked fra udlandet, at posten overtages af Zoltán Balog, Orbáns personlige præst, der kommer fra et embede som statssekretær i Justitsministeriet. Hans ansvarsområde var her ”romaernes integration”, men analytikere kan ikke finde nogle vigtige initiativer, som kunne betegne hans embedsperiode der. 
Der er flere reformer i gang og på vej i Ministeriet for nationale ressourcer, blandt andet nationalisering af skoleområdet, og eksperter diskuterer, hvilke udskiftninger der vil ske på satssekretærniveau. Balog forventes at forfølge en mere fokuseret politisk linje end sin forgænger og har meddelt, at ministeriets navn bliver ændret til ”Ministerium for Humane Ressourcer”.
<b>Indpisker bliver ny central koordinator</b><br /> Den anden vigtige ændring er, at Fidesz’ dynamiske gruppeformand János Lázár bliver udnævnt til statssekretær i statsministeriet, og hans ansvarsområde udvides med en funktion af koordinering mellem ministerierne. Det regeringsvenlige dagblad Magyar Hirlap har oplysninger om, at denne funktion skal sikre Orbán en større kontrol over ministeriernes lovgivningsarbejde. János Lázár er den rigtige mand til posten, eftersom han har bevist sine evner som Orbáns ”indpisker” i gruppeformandsrollen. Det er et tydeligt tegn på, at Orbán fortsat vil samle magten om sin egen person.
HVG og andre nyhedsmedier har peget på, at ansvaret for efterretningstjenesterne også flyttes over til den nyudnævnte János Lázár, men det er endnu ikke blevet bekræftet.
Antal Rogán bliver ny gruppeformand for den enorme Fidesz-fraktion, og han forventes at gøre det som en samlende figur i en mildere, kompromissøgende stil. Han er dog også kendt for sine kontroversielle lovforslag, og er bl.a. ophavsmand til den internationalt omdiskuterede medielov. 
Statsministeriet bliver desuden yderligere forstærket med en statssekretær for juridiske anliggender – Tibor György – og med en anden statssekretær for premierministerens forbindelser og opgaver i udlandet, Péter Szijjártó, der fungerer som Orbáns ordfører indtil udgangen af maj. 
<b>Internationalt anerkendt ny 'IMF-forhandlingsminister' – uden portefølje<br /> </b>Det var Mihály Varga, tidligere finansminister i Orbáns regering 1998-2002, som brugte den længste betænkningstid, før han takkede ja til en ministerpost uden portefølje. Han efterfølger Tamás Fellegi og får ansvaret for de kommende forhandlinger med IMF. Hans udnævnelse blev modtaget med betydelig lettelse i internationale finansielle kredse, han er uden tvivl en bredt anerkendt politiker. 
På den anden side står György Matolcsy, Ungarns minister for nationaløkonomi, som bliver siddende i sit embede. Det kan tænkes, at han kommer til at forvolde en del hovedpine for Varga, som skal balancere mellem IMF’s og EU’s krav og Matolcsy’s uheldigt sammenflikkede økonomiske politik. 
Ifølge den politiske analytiker Zoltán Somogyi er det sandsynligt, at Varga har fået stillet Matolcsy’s ministerium i udsigt, som tak for de ”snart” afsluttede forhandlinger med Valutafonden. Ellers er det svært at f<a name="_GoBack"></a>orestille sig, at han ville påtage sig en opgave af så midlertidig karakter. Socialistpartiet fra oppositionen har tidligere krævet Matolcsy’s afgang, og de er langt fra de eneste, som har ytret utilfredshed med regeringens økonomiske politik.
<b>&quot;Fortsat usikkerhed, magtkoncentration og mangel på faglighed</b>&quot;<br />Den finansielle ekspert Péter Róna i ATVs baggrundsprogram ”Egyenes beszéd” har eksempelvis udtalt, at der mangler faglighed bag regeringens økonomiske politik. Der er ingen spor af konsekvensundersøgelser, som man almindeligvis bruger til forberedelse af - og argumentering for nye tiltag og lovforslag som øget beskatning m.m.. Alle love bliver hastet igennem. 
Ved siden af den tydelige politiske vilje savner Róna egentlig faglig ekspertise. Den økonomiske politik virker ikke, markedets tillid vil ikke vokse og IMF-støtte til Ungarn vil være forgæves, hvis regeringen ikke kan sikre vækst og solide finansielle konstruktioner. 
Der er udsigt til en ny periode med regeringen i offensiven, men de fleste analytikere er enige om, at retningen er den samme, fortsat usikkerhed omkring den økonomiske politik, og fortsat magtkoncentration til fordel for Fidesz og Orbán. Med andre ord, ingen væsentlig forandring…
<table style="border-collapse:collapse; border:none" border="1" cellpadding="0" cellspacing="0">  <tbody><tr>   <td colspan="3" style="width:488.9pt; border:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="652">   <h4><b><span>Orbán-regeringens   ministerliste (29.5.2010-)</span></b></h4>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h5><b>MINISTER </b><b><br />(* = superministerium)</b></h5>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h5><b>NAVN </b><b><br />(kursiv = ny minister)</b></h5>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h5><b>OMRÅDE</b></h5>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Premierminister</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Viktor Orbán</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <p>&nbsp;</p>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Statssekretær, Premierministerens   departement</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">      <h6><b>Mihály Varga (-31.5.2012)</b></h6><h6><b><i><span>János Lázár (1.6.2012-)</span></i></b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <p>&nbsp;</p>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>*Justitsminister og minister   for offentlig forvaltning</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Tibor Navracsics Dr.   (vicestatsminister) </b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Justitsministerium, kirkelige/trossamfunds anliggender, valg,   ”regerinskontorernes” landsdækkende organisation, etniske minoriteter,   regeringskommunikation, nationalpolitik</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>*Indenrigsminister</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Sándor Pintér Dr.</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Kommuner, statsborgerskab, immigration, national sikkerhed, by- og   boligstyrelsen, internationale politisamarbejde</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>*Minister for nationaløkonomi</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>György Matolcsy Dr.</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Finans og økonomi, skat, beskæftigelsespolitik, vækst og innovation,   industri- og handelspolitik, turisme, boligudvikling, små og mellemstore   virksomheder</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>*Minister for de nationale   ressourcer </b></h6>   <h6><b><i>Nyt navn: <span>Ministeriet for humane ressourcer</span></i></b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">         <h6><b>Miklós Réthelyi Dr.   (-14.5.2012)</b></h6><h6><b><i><span>Zoltán Balog (15.5.2012-)</span></i></b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Sundhed, social og familie, ungepolitik, undervisning/uddannelse,   kultur, sport</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>*Minister for national udvikling</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217"><p>   </p><h6><b>Tamás Fellegi Dr.   (-14.12.2011)</b></h6><h6><b>Fru Lászlóné Németh (15.12.2011-)</b></h6>   <p></p></td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Fordeling af EU-støtte, statsligt indkøb, IT-udvikling, klima og   energi, transport, infrastruktur</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Udenrigsminister</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>János Martonyi Dr.</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>EU-formandskab 2011, Udenrigspolitik, Diplomati, sikkerhedspolitik</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Forsvarsminister</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Csaba Hende Dr.</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Forsvar, militært samarbejde, forsvarsøkonomi, m.m.</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Minister for udvikling af landdistrikter</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Sándor Fazekas Dr.</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>Landbrug, fødevarer, jagt og fiskeri. udvikling af landdistrikter, Natur-   og miljøbeskyttelse, vandressourcer, vandløbs- og søpolitik</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Minister uden portefølje med   ansvar for nationalpolitik</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Zsolt Semlyén Dr.   (vicestatsminister)</b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6>?</h6>   </td>  </tr>  <tr>   <td style="width:162.95pt; border:solid black 1.0pt; border-top:none; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <h6><b>Minister (uden portefølje) med   ansvar for kontakten til bestemte internationale finansielle organisationer</b></h6>   </td>   <td style="width:162.95pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">         <h6><b><span lang="EN-US">Tamás Fellegi Dr. (15.12.2011-31.5.2012)</span></b></h6><h6><b><i><span lang="EN-US">Mihály   Varga dr. </span><span>(-1.6.2012)</span></i></b></h6>   </td>   <td style="width:163.0pt; border-top:none; border-left:   none; border-bottom:solid black 1.0pt; border-right:solid black 1.0pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt" valign="top" width="217">   <p>&nbsp;</p>   </td>  </tr> </tbody></table>]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>EU</category>
			<category>Centraleuropa</category>
			<category>Ungarn</category>
			
			
			<pubDate>Mon, 14 May 2012 21:40:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Udfordring for sekulariseringens højborg</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=944&#38;cHash=c7246a3bce94700fc845994a7fbb19a2</link>
			<description>ANALYSE | Værten for årets udgave af Eurovision er kendt for sin olie, sin gas og sit diktatur. Men Aserbajdsjan er også kendt for at være en sekulær, muslimsk stat. PhD Sofie Bedford forklarer her, hvorfor statens religionsundertrykkelse ikke lykkes. Artiklen er bragt i samarbejde med den svenske blog Världen Österut.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>ANALYSE | Værten for årets udgave af Eurovision er kendt for sin olie, sin gas og sit diktatur. Men Aserbajdsjan er også kendt for at være en sekulær, muslimsk stat. PhD Sofie Bedford forklarer her, hvorfor statens religionsundertrykkelse ikke lykkes. Artiklen er bragt i samarbejde med den svenske blog Världen Österut.</b>
Få har vel undgået at lægge mærke til, at finalen i årets Schlager-EM løber af stablen i Baku, Aserbajdsjan. Om Aserbajdsjan overhovedet ligger i Europa, kan diskuteres – landet fremstilles ofte som bro imellem øst og vest, mellem Mellemøsten og Europa. 
<b>Sekulære muslimer</b><br /> Et interessant aspekt af dette noget spaltede regionale tilhørsforhold er relateret til aserbajdsjanernes muslimske identitet. På papiret er ca. 90 pct af befolkningen i landet muslimer. Majoriteten er shiamuslimer, som det også er tilfældet i nabolandet Iran. Men meget mere til fælles har disse to lande ikke i denne sammenhæng. Religion og politik betragtes af magthaverne i Aserbajdsjan som noget, der er livsfarligt at kombinere, som med alle midler bør bekæmpes, og Iran fremstilles som et skræmmeeksempel. Også naboen i nord, Dagestan i Rusland, hvor radikale islamister kæmper for selvstændighed fra Moskva, er et skrækeksempel. Lighederne findes snarere med en anden nabo: Tyrkiet, der stræber efter at opretholde sin sekularitet og Atatürks antireligiøse politik.
70 års sovjetstyre har gjort stærkt indtryk, og Aserbajdsjan er blevet beskrevet som ”sekularismens højborg”. I det sovjetiske system betragtedes religion som en farlig fjende, hvor idéer kunne lokke folk til at afvige fra den sande vej. Religionen blev undertrykt, manipuleret og isoleret, og som et resultat af dette blev Islam i de muslimske sovjetstater nærmere et nationalt kendetegn end en trosretning. 
<b>Post-sovjetisk undertrykkelse af Islam</b><br /> Efter selvstændigheden så mange i Aserbajdsjan muligheden for at vende tilbage til Islam, men det viste sig hurtigt, at også det nye styre frygtede religionens mulige indflydelse og satte dermed en kæp i hjulet. Selvom landets forfatning stipulerer religionsfrihed, har myndighederne i princippet genindført statsligt monopol på religionen. Officiel registrering påkræves for alle religiøse samfund, og religiøs udøvelse, litteratur og undervisning oplever stram statslig kontrol. Hver eneste trosretning skal på klassisk sovjetmaner underordne sig et højere ”råd”, der overvåger dens virksomhed.
Denne rigide kontrol anses af styret for at være nødvendig for at holde styr på religionens mulige mobiliseringskraft. Følgelig er religiøse partier blevet forbudt, og religiøse organisationer og religiøse ledere har fået forbud imod at engagere sig politisk. Efter 11. september har myndighederne i Aserbajdsjan, ligesom i mange andre lande, benyttet frygten for indflydelse fra ”radikale” (læs: politiske) udgaver af islam i befolkningen som argument for at intensivere kontrollen af – og restriktionerne for – religionsudøvere. Det er svært at bedømme, hvor virkelig denne trussel er, men frygten er virkelig og har indflydelse på politiske diskurser og attituder. 
<b>Af med sløret og ud med symbolerne</b><br /> Et godt eksempel på skismaet ”religion vs. politik”, som godt nok har nogle år på bagen, er fængslingen af den åbenmundede imam Ilgar Ibrahimoglu i 2004. Han var ikke blot uddannet i Iran, hvilket blev betragtet med skepsis fra myndighedernes side, men han vovede også at registrere sin menighed, og han deltog i politiske demonstrationer. Det ironiske er, at Ibrahimuglu er en af Aserbajdsjans mest verbale demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere og betragtes lige så meget som politiker, som hvilken som helst ikke-religiøs medborger.&nbsp; 
Et andet eksempel på, hvordan styret i Baku forsøger at begrænse islams indflydelse, er myndighedernes uformelle slørforbud for piger i folkeskolen. Noget som blev mødt med voldsomme protester hos de troende, da lovændringen blev præsenteret i slutningen af 2010. Derudover er et antal moskeer blevet lukket eller revet ned gennem de seneste år, hvoraf flere befandt sig i løbende konflikt med myndighederne. Det seneste eksempel på sekularisering fra statens side er, at regeringen har beordret, at alle offentligt ansatte skal fjerne alle muslimske symboler fra deres kontorer.
<b>Muslimsk identitet er blevet styrket</b><br /> Til trods for de sekulære myndigheders ambitioner, synes trenden at være, at Islam, både <i>sunni </i>og <i>shia</i>, i stedet bliver mere vigtige for mange i befolkningen. Unge, dygtige og karismatiske imamer, uddannede i Iran, Saudi-Arabien eller andre muslimske lande, tiltrækker en yngre generation, der er desillusionerede over de såkaldte demokratiske reformer, der ingen steder fører, så længe det politiske lederskab ikke også reformeres.
Flere og flere deltager i Ramadanen og valfarter til Mekka. Reklamer for halalkød bliver mere og mere almindelige i döner-boderne, og flere banker har introduceret ”sharia-venlige” lån, blot for at give nogle illustrerende eksempler. Det bemærkelsesværdige er, at i stedet for at begrænse islams indflydelse i samfundet, har myndighedernes undertrykkelse ført til en styrkelse af forskellige muslimske gruppers kollektive identitet. Det er blevet vigtigt at vise sit tilhørsforhold, og på denne måde er islam blevet synlig som samfundspolitisk kraft i det ellers meget sekulære Aserbajdsjan.
<i>Sofie Bedford disputerede 2009 i statskundskap ved Stockholms Universitet med afhandlingen ”Islamic Activism in Azerbaijan: Repression and Mobilization in a Post-Soviet Context”. Hun besidder også en magistergrad i freds- och konfliktkundskap fra Uppsala Universitet. Som postdoktor ved Centrum för Rysslandsstudier, Uppsala Universitet kører hun nu et forskningsprojekt med fokus på online-aktivisme i Aserbajdsjan.</i>
<b>Världen Österut er en blog om den tidligere &quot;Østblok&quot; redigeret  af Sällskabet för studier av Ryssland, Öst- och Centraleuropa och  Centralasien. 200 eksperter og kommentatorer er tilknyttet. Magasinet  rØST samarbejder med Världen Österut om formidling og deler og refererer  desuden til hinandens artikler. </b>
Oversat fra svensk af Kristoffer Hecquet]]></content:encoded>
			<category>Aserbajdsjan</category>
			<category>Analyser</category>
			
			
			<pubDate>Fri, 11 May 2012 10:24:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Janukovitj' Ukraine: En familieforretning</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=941&#38;cHash=815c5bcea8c0564d8ca831815cdda415</link>
			<description>ANALYSE | Ukraines præsident bekymrer sig mere om sin egen magt end om landets ve og vel. Peter Zacho Søgaard ser nærmere på styret i Ukraine.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>ANALYSE | Ukraines præsident bekymrer sig mere om sin egen magt end om landets ve og vel. Peter Zacho Søgaard ser nærmere på styret i Ukraine.</b>
EM i fodbold løber af stablen om under en måned og naturligt nok er vestens øjne rettet imod de to værtslande. Polen er en solstrålehistorie, der under den genvalgte premierminister Donald Tusk udviser økonomisk vækst og politisk stabilitet i et ellers krisepræget Europa. Flot på alle måder når man sammenligner med de økonomiske og politiske skandaler, der plager så mange andre post-kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien for at nævne nogle.<br /><br />Man skal dog op en helt anden skala for at nå tilstanden i Ukraine, Polens medvært til EM. Ukraine er langt fra mediernes overskrifter til daglig, men nu hvor EM nærmer sig er europæerne nødt til lægge mærke til hvilken retning Præsident Janukovitj har ført landet i, og det er ikke et kønt syn, der møder dem.<br /><br /><b>Timosjenko-sagen</b><br />Lad os tage det det fra en ende af: Den tidligere premierminister Julia Timosjenko er sat i fængsel for at handle over sit mandat som premierminister og forhandle en ufordelagtig gasaftale på plads med russiske Gazprom (og hermed Kreml) uden at spørge parlamentet tilstrækkeligt først. Da den ukrainske forfatning sjældent bliver gransket med lup af siddende politikere for at overholde alle regler og procedure, er det en udbredt opfattelse hos iagttagere, at dommen reelt er bestilt af præsident Janukovitj til at sætte Timosjenko ud af spillet frem til præsidentvalget i 2015. Men resultatet blev, at frem for at gøre hende tavs har man gjort hende til martyr og har fået Europa på nakken.<br /><br />Timosjenko er dog kun toppen af isbjerget af retssager imod tidligere politikere. Tidligere indenrigsminister Jurij Lutsenko er idømt fire års fængsel for embedsmisbrug på lige så fiktive anklager som Timosjenko, og flere andre tidligere ministre har fået arrestordre på halsen og er flygtet ud af landet i tide før de blev anholdt. <br /><br /><b>Udenrigspolitisk kollaps</b><br />Resultatet af denne indenrigspolitiske udmanøvrering af oppositionen igennem domstolene er en forvirret ukrainske udenrigspolitik uden et klart mål.&nbsp; Janukovitj har ladet stå til, mens EU har ladet en økonomisk associeringsaftale falde på gulvet pga. Timosjenko-sagen, der kunne øge ukrainsk eksport og tiltrække tiltrængt udenlandske investeringer. På trods af dette hævder man stadig at europæisk integration er målet, og man slår armene i vejret over, at man uretfærdigt bliver straffet for at gøre noget ved korruptionen i landet (arrestere Timosjenko og Lutsenko). <br /><br />Er forholdet til Europa køligt, er forholdet til Rusland heller ikke for godt. Rusland ønsker kun et samarbejde med Ukraine, hvor de selv sidder i førersædet. Det har længe været et russisk mål at slå de ukrainske og russiske gasselskaber Naftogaz og Gazprom sammen til ét selskab, og opnå ejerskab over det ukrainske netværk af gasledninger, der sørger for den russiske gaseksport til Europa. Man har forsøgt at afpresse Ukraine til dette salg ved nedlukning af gasleverancer under påskud af manglende betaling, men det er ikke lykkedes. Samtidig ønsker man ukrainsk deltagelse i en Russisk domineret toldunion igennem det bedagede SNG samarbejde. Begge dele har Ukraine afslået. <br /><br /><b>Magten frem for alt</b><br />Det bedste forklaring på Janukovitj (manglende) udenrigspolitik er derfor, at den står i anden række i forhold til hans eget ønske om at bevare magten, og at dette mål går forud for alt andet, lige med undtagelse af at sælge landet til russerne. Men selv det er der en slags selvopholdelse i, for hvad er der sjovt ved at være præsident for en russisk lydstat? Nej vel? Man er vel præsident for noget.<br /><br />Hvis man ser på hvordan Janukovitj har placeret sine loyale støtter og familiemedlemmer på centrale poster i statsapparatet, tegner der sig et billede af et styre, der først og fremmest handler for at berige sig selv og sine nærmeste. Og for at kunne gøre dette uhindret har man snor i alle statens institutioner fra retsvæsen til skattevæsen. Der tegner sig omridset af en ”familie”, der beklæder offentlige poster, ikke ud fra kvalifikationer, men ud fra loyalitet overfor Janukovitj. For nylig gav den engelsksprogede avis Kiev Post en oversigt over Janukovitj netværk:<br /><br />
<ul><li>Chefen for efterretningstjenesten SBU har siden 2010 været Igor Kalinin, der tidligere var chef for Janukovitj personlige livvagter. </li></ul>
<ul><li>Statsanklageren Viktor Psjonka er nær allieret af Janukovitj fra den fælles hjemstavn Donetsk i Østukraine, og har kommet med uheldige udtalelser på TV om at han var en del af præsidentens ”hold”. Psjonka har afvist at undersøge anklagerne om overfald af Julia Timosjenko i fængsel og tilmed anklaget den ukrainske ombudsmand Nina Karpatjova, der bekræftede overfaldet overfor EU for drive politik i sit embede.</li></ul>
<ul><li>Andre væsentlige poster er beklædt med venner til Janukovitj ældste søn Oleksander Janukovitj, der er uddannet tandlæge. Dette har mærkeligt nok gjort ham til ekstraordinært velhavende bankejer, med en formue på over 100 mio. dollars. Han er officielt ikke en del af statsapparatet, men hans forretningsforbindelser, den 35 årige Sergej Abuzov og den kun 31-årige Oleksander Klymenko er blevet udnævnt til hhv. direktør for nationalbanken og direktør for det nationale skattevæsen. En tredje kammerat i dette team er 39 årige Jurji Kolobov der d. 28 februar i år blev udnævnt til finansminister. </li></ul>
<br />For de sidste tre gælder, at deres karriere har været rettet mod skyerne siden Janukovitj blev præsident, og at de med papirtynde CV'er og efter få år i den private ukrainske bankverden har kunnet sætte sig til rette i Ukraines højeste offentlige embeder. <br /><br /><b>Ukrainsk selvbedrag</b><br />Ukraine-ekspert og Senior Policy Fellow ved the European Council on Foreign Relations, Andrew Wilson, kommenterede for nylig på udenrigsminister Kostjantjin Krysjtjenko’s&nbsp; forsøg på at forklare Ukraines udenrigspolitik i en dagbladsartikel. Krysjtjenko forsøgte at sammenligne Ukraine med Tyrkiet, en stormagt der manøvrere på kanten af Europa med succes, og har fravalgt det europæiske spor da det for tiden er blokeret af krise og manglende vilje til udvidelse. Senere går han videre til at argumentere, at den kinesiske udviklingsmodel med masseeksport og en plads blandt BRIK landene er vejen frem for Ukraine. <br /><br />Begge dele er forfejlede sammenligninger, siger Andrew Wilson. Ukraine har ikke den stabilitet indenfor lovgivning og retsvæsen der på sigt udgør et tiltrækkende investeringsmiljø for udenlandsk kapital. Det har heller ikke et konfuciansk bureaukrati eller en oversøisk klasse af veluddannede&nbsp; entreprenører klar til at komme hjem til Ukraine og starte nye forretninger op som kinesere til Kina. Ukraines bureaukrati er derimod korrupt og ineffektivt.<br /><br /><b>Desperat brug for udenlandsk kapital</b><br />Ukraine er heller ikke Tyrkiet. Det er ikke en dynamisk regional magt med stærke historiske bånd til det mellemøstlige nabolag og Balkan, samt en tæt forbindelse til USA igennem NATO. Tyrkiet har en stor eksportsektor af mellemstore virksomheder, Ukraines eksport er koncentreret om råvareforarbejdning (stål), tung industri og et ineffektivt landbrug, der er ved at blive købt op af europæiske storbønder. <br /><br />For at udvikle sin økonomi har Ukraine desperat brug for at tiltrække udenlandsk kapital til at modernisere sit produktionsapparat. Associeringsaftalen med EU ville presse nødvendige reformer igennem og tillade ukrainske landbrugsprodukter at blive godkendt til europæiske fødevarestandarder, men i stedet for at lade sig skubbe hen imod vejen til reformer, vil præsident Janukovitj hellere vende det døve øre til Europa og pleje sit greb om staten, end bane vejen for økonomiske reformer og vækst. <br /><br /><br /><br /><br />]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>Ukraine</category>
			
			<author>peter@magasinetroest.dk</author>
			<pubDate>Tue, 08 May 2012 22:24:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Valg i Serbien: Hvor mange gange kan en præsident genopstille?</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=937&#38;cHash=baf03508577bfd375cee231819350dfa</link>
			<description>ANALYSE | I dag, søndag, afholdes der både præsident-, parlaments- og lokalvalg i Serbien. Magasinet rØST giver i denne artikel et kort indblik i den politiske arv fra Serbiens tidligere valg samt de ændringer i love og praksisser, der kommer til at præge valget.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>ANALYSE | I dag, søndag, afholdes der både præsident-, parlaments- og lokalvalg i Serbien. Magasinet rØST giver i denne artikel et kort indblik i den politiske arv fra Serbiens tidligere valg samt de ændringer i love og praksisser, der kommer til at præge valget på søndag.</b>
Siden den demokratiske omvæltning i år 2000 har Serbien haft tradition for frie og retfærdige valg, som i vid udstrækning har været i overensstemmelse med internationale standarder. Det gjaldt også for valgene i 2008, hvor serberne genvalgte præsident Boris Tadic og gav hans parti, det social-liberale og pro-europæiske DS, regeringsmagten. 
OSCE’s såkaldt begrænsede valgobservationsmission rapporterede efter parlamentsvalget i 2008, at mediedækningen generelt havde været neutral. Mængden af information om kandidaterne havde været tilstrækkelig og tilgængelig både på serbisk og minoritetssprog. Endelig fik Serbiens valgkommission ros for at have administreret valget professionelt samt med åbenhed og gennemsigtighed. 
Skønt valget forløb stort set eksemplarisk, noterede OSCE dog i sin rapport, at der havde fundet dødstrusler sted rettet mod enkelte højtstående politikere, heriblandt præsident Tadic. Sagen blev efterforsket og en person tiltalt.
<b>Reform af valgloven i 2011<br /></b>Trods Serbiens tradition for frie og retfærdige valg, har OSCE og Europarådet igennem flere år kritiseret to specifikke elementer i den serbiske valglov, der har været i direkte modstrid med europæiske standarder. For det første har loven legitimeret brug af ”partiadministrerede mandater”, hvilket vil sige, at et mandat ikke er personligt, men ’ejet’ af det parti en kandidat tilhører. Dette indebærer, at partiet egenrådigt kan fordele sine mandater efter valget, uafhængigt af partilisten. 
Derudover har valgloven legitimeret brugen af ”blanke opsigelser”, hvilket betyder, at nyvalgte parlamentsmedlemmer underskriver en udmeldelse af deres parti, allerede når de tiltræder deres mandat. Med disse to praksisser - partiadministrerede mandater og blanke opsigelser - kan et parti altså når som helst ekskludere et medlem og give dennes mandat til nøjagtig hvem ledelsen måtte foretrække i stedet. Set fra et Vesteuropæisk synspunkt er det naturligvis i direkte modstrid med almindelige demokratiske principper, at et mandat ikke er personligt. Efter gentagne anbefalinger og pres vedtog det serbiske parlament da også i sommeren 2011 at ændre valgloven, og dermed afskaffe disse to udskældte praksisser.
En anden og langt mere progressiv ændring af valgloven, var indførelsen af kønskvotering i parlamentet, således at kvinder sikres minimum 30 % af mandaterne. I det afgående parlament er kun 21 % af medlemmerne kvinder, så dette er en markant forbedring af kvinders indflydelse i et samfund, der stadig er meget mandsdomineret.
<b>Ingen lokalvalg i Kosovo<br /></b>En stor kontrovers ved valgene i 2008 var Serbiens beslutning om at afholde lokalvalg i de serbisk beboede områder af Kosovo. UNMIK (FN’s myndighed i Kosovo) havde ikke nogen indvendinger over for, at borgere i Kosovo med serbisk statsborgerskab fik mulighed for at stemme ved parlaments- og præsidentvalget. Men beslutningen om at gennemføre lokalvalg var i direkte modstrid med FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1244 og desuden en stærk provokation af Kosovos myndigheder. Valgene blev derfor erklæret ulovlige af UNMIK såvel som af Kosovos regering.
Forud for valgene den 6. maj i år har Serbien besluttet <i>ikke</i> at afholde lokalvalg i Kosovo. Beslutningen har dog udgjort et dilemma for regeringen. På den ene side går regeringen imod den serbiske forfatning ved ikke at afholde lokalvalg i Kosovo. Forfatningen er fra 2006 og erklærer entydigt, at Kosovo er serbisk territorium. Forklaringen på, at regeringen har ændret kurs, skal dog nok i virkeligheden søges i de politiske sider af sagen. 
Serbien opnåede lige akkurat at blive tildelt EU-kandidatstatus af det Europæiske Råd, inden valget skulle udskrives midt i marts. Forud var gået en hektisk periode, hvor EU havde presset den serbiske regering hårdt for at vise synlige forbedringer i forholdet til Kosovo som betingelse for den eftertragtede status. Hvis Serbien efter alt dette havde besluttet at gennemføre lokalvalg i Kosovo, kunne det betragtes som en grov underkendelse af de ganske solide resultater og aftaler, der er opnået med myndighederne i Pristina (Kosovos hovedstad<i>, red.</i>). Hvad værre er, at nogle EU medlemsstater måske kunne opfatte lokalvalg i Kosovo som en fornærmelse, lige efter at de under store interne diskussioner har besluttet at tildele Serbien kandidatstatus. Ikke mindst Tyskland, som har presset Serbien særligt hårdt det sidste halve år. 
Endelig er det næste skridt i Serbiens EU-tilnærmelser åbningen af optagelsesforhandlinger. Datoen for deres begyndelse afhænger af yderligere forbedringer i forholdet med Kosovo, og muligheden for at opnå disse kunne nemt være sat over styr – eller i hvert fald blevet væsentligt forsinket – hvis serberne havde besluttet at spille med musklerne og gennemføre lokalvalg i Kosovo.
<b>Præsidentvalget<br /></b>Præsidentvalget i 2008 var, som de andre valg, overordnet set i overensstemmelse med internationale standarder. Endvidere bar både første og anden valgrunde præg af forholdsvis høj valgdeltagelse, henholdsvis 60 % og 68 %. Valget var det første præsidentvalg, der blev afholdt efter Serbiens nye grundlov fra 2006, som blev lavet, efter Montenegro udtrådte af statsforbundet med Serbien. 
Ifølge grundloven må en præsident kun genvælges én gang. Man kan derfor undre sig over, at Boris Tadic, der blev valgt for anden gang i 2008, stiller op igen til det, der umiskendeligt ligner hans tredje præsidentvalg. Forklaringen ligger i føromtalte grundlov fra 2006, under hvilken Tadic kun er blevet valgt til præsident en enkelt gang (han blev valgt første gang i 2004). 
I Serbien bliver der tilsyneladende ikke stillet spørgsmålstegn ved præsidentens ret til at genopstille. Tadic’ ræsonnement er heller ikke lodret illegitimt – Statsforbundet Serbien-Montenegro var teknisk set en anden stat end den nuværende Republikken Serbien. Ej heller har EU, OSCE, Europarådet eller andre vægtige aktører problematiseret denne praksis. 
På dette ene punkt undlader omverdenen at blande sig i, monitorere og komme med anbefalinger til, hvordan serberne håndterer deres valg.
<i>Louise Buxbom, cand.scient.pol, har beskæftiget sig med serbisk politik gennem praktikophold på Danmarks ambassade i Beograd og i Europa-Kommission, samt skrevet speciale om effekten af EU's førtiltrædelsesbistand i Serbien.</i>
<i><b>Læs også Louise Buxboms politiske analyse af situationen&nbsp;Serbien:</b></i>
<b><link http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews%5btt_news%5d=926>Valg i Serbien: De nye nationalister kan tage magten i Serbien</link></b>
<b><link http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews%5btt_news%5d=930>Valg i Serbien: Fire års parløb med EU står ved en skillevej</link></b>
]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>Sydøsteuropa</category>
			<category>Serbien</category>
			<category>EU</category>
			
			
			<pubDate>Sun, 06 May 2012 11:00:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Oversigt over belejringen af Sarajevo 1992-1996 del 2</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=936&#38;cHash=a16ee613ab1b70b136b7037f157a0e4c</link>
			<description>KRONOLOGI | Magasinet rØST bringer i samarbejde med avis Pescanik en kronologisk oversigt over belejringen af Sarajevo, der begyndte for 20 år siden. Belejringen er den længste i moderne tid, og kostede over 11.000 af byens indbyggere livet. </description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>KRONOLOGI | Magasinet rØST bringer i samarbejde med avis Pescanik en kronologisk oversigt over belejringen af Sarajevo, der begyndte for 20 år siden. Belejringen er den længste i moderne tid, og kostede over 11.000 af byens indbyggere livet. </b>
<b>Artiklen er skrevet af&nbsp;Muharem Bazdulj, og blev bragt første gang på Pescanik i 2008. Artiklen er oversat fra bosnisk af Ismar Dedovic. </b>
<i>Den 6. april 1992, kunne Sarajevos borgere fejre endnu en årsdag for byens befrielse fra nazisterne i 1944. Samme dag anerkendte EF Bosnien-Hercegovina som uafhængig stat. </i>
<i>6. april 1992 var dog også dagen, hvor bosnisk-serbiske styrker, kraftigt støttet af den jugoslaviske folkehær (JNA), påbegyndte en belejring og beskydning af byen fra de omkringliggende bjerge. Belejringen varede, med varierende intensitet, frem til 1996 og er således den længste belejring af en by i moderne tid. 11.541 mennesker mistede livet, herunder omkring 1000 børn. </i>
<i>Den 6. april i år markeredes så 20. året for belejringens begyndelse på forskellige måder. Bl.a. afholdtes der en koncert for 11.541 tomme røde stole – med 1000 børnestole – for at mindes de døde fra krigen. </i>
<i>På Magasinet rØST bringer vi, i samarbejde med den serbiske netavis Pescanik, et uddrag af anden del af kronologien over belejringen af Sarajevo, der dækker begivenhedernes gang i perioden 1994-1996 (Introduktion skrevet af Ismar Dedovic).</i>
<b>Første del af artiklen, der dækker årene 1992-1993, </b><b>blev bragt den 21. april 2012 og kan læses <link http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews%5btt_news%5d=923>her</link>.&nbsp; <br /></b>
<b>1994:</b>
<b>Januar: </b>Som et tegn på hendes medfølelse med den forpinte by, afholdt operadivaen Barbara Hendrix en nytårskoncert i Sarajevo. Det besluttes, at pensionister skal have mel som erstatning for deres pensioner. Massakre mod børn, der kælker i bydelen Alipasino Polje.&nbsp;<b>&nbsp;</b>
<b>Februar: </b>Massakre på civile på fodboldstadionet i bydelen Dobrinja. Massakre mod civile på grønttorvet Markale i Sarajevos bymidte. Der er 66 døde og 197 sårede. Sarajevos borgmester, Muhamed Kresevljakovic, besøger gerningsstedet. Efter ordre fra Indenrigsministeriet, lukkes alle grønttorve i byen. NATO sender et ultimatum til de bosnisk-serbiske styrker: ”artilleriet skal fjernes mindst 20 km fra Sarajevo!”. 21. februar er sidste frist for fjernelse af de bosniske-serberes tunge våben. ”Luftbroen” oprettes igen. Livet begynder at vende tilbage til byen. Mennesker går tur på gaderne, børn leger. 
<b>Marts: </b>Der åbnes fire forskellige veje ud af Sarajevo. Der er meldinger om en ”åbning” af byen, hvilket kan mærkes på grønttorvene. Her falder priserne. 7. marts kostede et kilo kaffe 120 deutschmark, mens det den 21. marts kostede blot 40. Det er stadig muligt at betale med cigaretter eller bytte én vare for andre. Som følge af udviklingen i Sarajevo, udtaler FNs særlige udsending til Bosnien, Yasushi Akashi: ”Jeg kan se lyset for enden af tunnelen”. Madelaine Albright (USA's ambassadør i FN) besøger Sarajevo og udtaler, at ”USAs og jeres fremtid er uadskillelige. Denne ceremoni skal gøre dét klart for alle”. 
<b>April: </b>I anledning af, at det er 110 år siden Sarajevo først fik strøm, tændes der for samtlige gadelys i Marskal Titos gade, Ferhadijagaden [Sarajevos ”Strøget”] og på Befrielsespladsen. Sarajevo overdynges med granater. Meddelelse fra retsvæsenet: Skilsmisser gennemføres som aldrig før. Branko Mikulic [højtstående tidligere kommunistisk leder af Bosnien-Hercegovina] dør. Passagerer i en af Sarajevos sporvogne ramt af projektiler. Bystyret vedtager et forbud mod alkohol, pokermaskiner, hasardspil, videospil, live musik – alt hvad der skaber larm og forstyrrer ro og orden. Der smides flasker i Miljackafloden indeholdende beskeden: ”Dette er ikke en mur! Hej Europa, vi er en del af verden”.&nbsp; 
<b>Maj: </b>Taxapriser i Sarajevo: Fra centrum til Kosevohospitalet: en konservesdåse med fisk. Fra centrum til bydelen Otoka: 1 liter madolie og 1 kg. sukker. Borgerne fanger fisk i Miljackafloden for at kunne overleve. I håbet om at få visum ud af landet, danner borgerne enorme køer foran den kroatiske ambassade. Salman Rushdie skriver i <i>The Guardian</i>: ”Sarajevo eksisterer som en idé. Et forestillet Sarajevo, hvis ødelæggelse gør os alle til flygtninge”. Byens nye borgmester, Tarik Kupusovic, besøger Sarajevos søsterby, Venedig. Han tager 7 børn af forskellig nationalitet med sig. I Sarajevo er der mangel på vand. En appel udsendes til borgerne: ”Vask ikke jeres tæpper og vand ikke haverne”. 
<b>Juni: </b>Lederen for<b> </b>USAs Republikanske parti, Bob Dole, ankommer til Sarajevo. Borgerne får leveret vand om natten, da det sparer strøm. I ruinerne af det nedbrændte Nationale Bibliotek afholdes opføres Mozarts <i>Repuiem</i>. Dirigent: Zubin Mehta. Hovedsanger: Jose Carreras, der ønsker at mindes de døde i Sarajevo og hele Bosnien-Hercegovina. Sarajevos borgere flokkes til kurser i fremmedsprog. <i>Interlingua Service </i>arbejder under hele belejringen.&nbsp; 
<b>Juli: </b>En amerikansk ambassade åbnes i Sarajevo. Borgerne i Sarajevo begynder at tage på. På byens tage oprettes haver, der skal hjælpe byen med at overleve. Storbritanniens og Frankrigs udenrigsministre, Douglas Hurd og Alain Juppe, ankommer til Sarajevo i anledning af åbningen af den franske ambassade i byen. Bosnisk-serbiske styrker lukker ”de blå veje” [de humanitære linjer] omkring Sarajevo. 
<b>August: </b>Et velkendt billede i Sarajevos gader: en sporvogn står stille, passagererne læser avis, mens en snigskytte fra bjergene skyder løs mod bydelen Marijin-Dvor [”Marias Borg” i centrum af Sarajevo]. Når passagerer går ind i sporvogne vælger de den ”bedste” plads: den, hvor der er mindst chance for at blive ramt af en snigskytte – det er en Sarajevo roulette. Som følge af lukningen af ”de blå veje” er priserne på grønttorvene steget med 100&nbsp;%. 
<b>September: </b>Det bekræftes, at Paven vil besøge Sarajevo. I byens gader opstilles der plakater med Pavens billede og hans besked til Sarajevo: ”I er ikke alene. Vi er med jer!”. Paven kom aldrig. UNPROFOR kunne ikke garantere for hans sikkerhed. Priserne på grønttorvene stiger. Bananer koster 6 deutschmark. I gaderne opstilles igen metalcontainere som beskyttelse mod snigskytter. Der er mangel på træ til brænde i byen. 
<b>Oktober: </b>Den franske filosof, Bernard-Henri Lévys film, <i>Bosnien</i>, vises. I Folketeatret opføres premieren på børneversionen af <i>Romeo og Julie</i>. Instruktør: Olja Kostic. Der er ingen benzin i byen. Minimale mængder ankommer til Sarajevo til at dække UNPROFORs behov. Vejen over Igmanbjerget er ikke beskyttet. Den beskydes af bosnisk-serbiske styrker. Efter beslutning fra Paven udnævnes Vinko Puljic til kardinal. 
<b>November: </b>En gennemsnitsløn i byen udgør 2 deutschmark, mens en familie i gennemsnit skal bruge omkring 350 deutschmark om måneden for at overleve. En sporvogn rammes af granater: en passager omkommer, mens seks såres. Sarajevo udsættes for hårde artilleribombardementer. Det Franske Bibliotek åbner i Sarajevo. 
<b>December: </b>Serbiske styrker opstiller raketter mod fly omkring Sarajevo. Bosnisk-serbiske styrker lukker alle gasledninger der fører ind til byen. Et raketangreb rettes mod Bosniens Præsidenthovedkvarter. Et barn dræbes af snigskytteskud. En ny runde humanitærhjælp sendes til byen: 1 kg ris, 200 gram bønner, 150 gram madolie, 340 gram kød og 2 kg mel pr. familie. Der underskrives en våbenhvileaftale, der skal gælde i fire måneder og syv dage. Humanitære organisationer uddeler 50 år gammel kiks til borgerne.&nbsp; 
<b>1995</b>
<b>Januar: </b>Soros-fonden betaler for vaccination af hunde mod rabies. En appel fra akademikerforeningen ”Krug 99”: ”Sæt en stopper for forbrydelser mod tjetjenere”. 1000 dages belejring af Sarajevo markeres i byen.&nbsp; 
<b>Februar: </b>Granater og snigskytteskud slår ned over hele byen. Snigskytter skyder mod en sporvogn. Trafikselskabet GRAS har ikke råd til at betale sin strømgæld. GRAS mener ikke, at man kan tillade sig at tage betaling for transport, så de har ingen indtægter. USAs ambassadør i Bosnien, Viktor Jakovich, udtaler til foreningen ”Krug 99”: ”I Bosnien-Hercegovina forsvares den vestlige civilisations hovedværdier”. 
<b>Marts: </b>FN eskorterer sporvognene i Sarajevos centrum, for at yde dem beskyttelse mod snigskytter. Alpemælk bliver tilgængeligt i mejeriforretningerne. Siden vejen over lufthavnen igen er lukket, stiger priserne på grøntmarkederne. Der flyver ikke længere fly fra Sarajevo til Split. 
<b>April: </b>Irma Hadzimuratovic, pigen der blev ramt af et snigskytteskud og blev fløjet ud af Sarajevo for at få bedre behandling, dør i London. Endnu historie om ofre for snigskytter når verdensoffentligheden. En ung kvinde, Maja Djokic, bliver dræbt. Den bosniske hærs 1. Korps befrier toppen af Treskavica-bjerget. Som en gave fra Barcelona til Sarajevo, oprettes der en satellitforbindelse mellem Sarajevo, Barcelona og Verden. 
<b>Maj: </b>Donorerne leverer ikke den lovede olie. Busserne i Sarajevo kører ikke. Sporvognene kører kun på en kort rute mellem Cengic Vila og Alipasino Polje. Massakre i Butmir-kvarteret, i nærheden af Sarajevos lufthavn. En fransk soldat dræbes ved FNs hovedkvarter. Nødhjælpen til Sarajevo halveres. Bosnisk-serbiske styrker udfører et større angreb mod Sarajevo. I byen er der ingen transportmuligheder, næsten ingen gas og mangel på vand. 
<b>Juni: </b>Mel står ubrugt i Sarajevos lufthavn. FN har ikke mulighed for at bringe det ind til byen. Serbiske styrker beskyder konstant vejen fra Igman til byen. Der udstedes forbud mod forsamlinger i byen, da det er for farligt. Der er kritisk mangel på vand i Sarajevo. Bystyret udarbejder en strømforsyningsplan: enhver husholdning kan få strøm hver tredje dag. Bystyret bestiller et større parti betonplader, der vil kunne stilles op som værn mod snigskytter på forskellige steder i byen. Bosnisk-serbiske styrker bomber hovedkvarteret for Bosnisk Radio/TV. 
<b>Juli: </b>Barbariske mord på civile. Der dræbes 12 og såres 67 civile. Den 9. juli uddeles det sidste af nødhjælpen: 400 gram bønner, 300 gram ærter, 200 gram ris, 2 deciliter madolie og 1 kg. hvedemel. Maden er bragt til byen ad ”den alternative rute&quot; – gennem Tunnelen. 
<b>August: </b>Cykler kommer igen på mode i Sarajevo. En granat dræber den unge intellektuelle og journalist, Karim Zaimovic. Massakre mod civile på grønttorvet Markale. 35 bliver dræbt og 90 såret. FN tilkalder ikke NATO. Der igangsættes i stedet en undersøgelse. Denne viser, at granaten blev affyret fra bosnisk-serbiske stillinger. NATO påbegynder en række flyangreb mod serbiske stillinger. NATO indleder for alvor luftoffensiven ”Natangrebet”. I bydelen Mojmilo følger soldater fra den bosniske hær hele natten med i NATO-spektaklet. 
<b>September: </b>FN udsender et ultimatum til bosnisk-serbiske styrker: Artilleriet omkring Sarajevo skal fjernes mindst 20 kilometer, al beskydning af civile objekter skal indstilles og alle kamphandlinger skal ophøre. Serbiske styrker beskyder igen Sarajevo. Et par timer inden ultimatummet fra FN udløber, påbegynder serbiske styrker tilbagetrækningen. Husholdninger i Sarajevo får strøm hver fjerde dag. Granater rammer igen Sarajevo: otte bliver såret. United Colours of Benneton åbner en afdeling i Sarajevo. 
<b>Oktober: </b>Rusland går med til at anerkende Bosnien-Hercegovina og forsyne det med gas. En aftale om våbenstilstand gælder fra 10. oktober. Paven har et stærkt ønske om at besøge Sarajevo. Grønttorvet Markale åbnes igen. 
<b>November: </b>Fredsforhandlinger begynder i Dayton i USA. En fredsaftale underskrives i Dayton: Bosnien-Hercegovina forbliver en samlet stat med to entiteter og fællesstatslige institutioner. Sarajevo forbliver udelt. En aftale om udlevering af krigsforbrydere indgås. En del af UNPROFORs styrker skal trække sig tilbage, mens en anden del skal male udstyret lidt og indgå i NATOs styrker i Bosnien under navnet IFOR [International Force]. Den franske præsident, Jacques Chirac, forlanger garantier for den serbiske befolknings sikkerhed i Sarajevo. 
<b>December: </b>Sarajevo: Der skydes mod en sporvogn. Bosniske serbere demonterer fabrikker mens de trækker sig tilbage, de brænder huse ned i Grbavica-kvarteret og beder Michael Steiner om 1000 kister og 10.000 flyttekasser, så de kan få deres ting med sig, da de ønsker at forlade de dele af Bosnien som ikke kommer til at være under serbisk kontrol. De graver også deres døde op og tager dem med sig under tilbagetrækningen. Juleaften afholdes der midnatsmesse i den katolske domkirke i Sarajevo. 
<b>Marts 1996: </b>Bosnien-Hercegovinas hovedstad åbnes officielt for omverden af byens politistyrker i samarbejde med IFOR. Føderationens indenrigsminister, Avdo Hebib udtaler: ”Vi ønsker hermed at meddele alle borgerne, at Sarajevo er de-blokeret. Dette er et historisk øjeblik. I bydelen Ilijas fremvises den bosniske stats symboler. Skrækkelige scener i bydelen Grbavica: storstilede plyndringer; borgerne har barrikaderet sig i deres lejligheder. Skolen i Grbavica brændes ned. Flere bydele befries og reintegreres i byen. Trafikselskabet ”Centrotrans” fjerner containere fra byens gader. 380 genstande har været brugt til at beskytte borgerne mod snigskytter: biler, sporvogne, busser og betonplader.&nbsp; 
<b>Muharem Bazdulj er journalist, oversætter og forfatter og er til dagligt skribent for den kendte bosniske avis Oslobodjenje</b>. 
<i>© Pescanik og Magasinet rØST. Artiklen er oversat af Ismar Dedovic. </i>
]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>Sydøsteuropa</category>
			<category>Bosnien-Hercegovina</category>
			
			
			<pubDate>Sat, 05 May 2012 17:52:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Ukraines EU-diplomati sejler</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=935&#38;cHash=72ec47155ce6b446b4250c07d0a0ede5</link>
			<description>KOMMENTAR | Den truende europæiske boykot af EM i fodbold i Ukraine af europæiske statsledere med tyske Angela Merkel i spidsen har fået det regerende Regionernes Parti i Ukraine til at hyre et PR-bureau.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>KOMMENTAR | Den truende europæiske boykot af EM i fodbold i Ukraine af europæiske statsledere med tyske Angela Merkel i spidsen har fået det regerende Regionernes Parti i Ukraine til at hyre et PR-bureau.</b>
Partiet, der er Præsident Janukovitj politiske bagland har hyret det belgiske PR firma Burson-Marsteller til at tale sin sag i Bruxelles for at ”kommunikere [Regionernes Partis] aktiviteter som det regerende parti i Ukraine, såvel som forklare dets holdninger til Julia Timosjenko sagen”. 
Hjælpen er såre tiltrængt. Ukraines regering er kommet i voldsomt stormvejr efterhånden som den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko har gjort opmærksom på sin dårlige behandling i sin celle i Kharkiv, hvor hun afsoner 7 års fængsel. Hun er efter sigende gået i sultestrejke, efter en hårdhændet behandling, hvis ikke et regulært voldeligt overfald af fængselsfunktionærer der skulle have forsøgt at tvinge hende til at deltage i et retsmøde i en ny retssag imod hendes vilje. Det skulle være sket d. 20 april. Myndighederne nægtede først at Timosjenko talte sandt, men ombudsmanden på menneskerettighedsområdet i Ukraine, Nina Karpatjova, har bekræftet Timosjenkos version af historien overfor EU diplomater. 
At fængslingen af Timosjenko ville være en PR-katastrofe op til en så stor begivenhed som EM kan ikke komme som en overraskelse for nogen, og så dog alligevel måske for Regionernes parti og præsident Janukovitj. Ukraines udenrigsminister har udtalt, at han håbede Angela Merkels udtalelser om en mulig boykot måtte være en ”avis-and”, og at det ikke passede sig med den slags sammenblanding af sport og politik. Det hørte den kolde krig til. 
Men allerede før Timosjenkos sultestrejke gav dommen over hende problemer for Ukraines udenrigspolitik. En vigtig associeringsaftale imellem Ukraine og EU har lidt skibbrud og er indtil videre stadig strandet.&nbsp; Oveni kommer nu en mulig ydmygelse, hvis flere stats og regeringschefer ikke dukker op til fodboldkampene, der skal give Ukraine PR-valuta for de mange mia. landet har postet i nye stadions og infrastruktur. Tyskland og Holland overvejer stadig. 
Hvor amatøragtigt det ukrainske udenrigshold kan&nbsp;opføre sig&nbsp;blev afsløret d. 25 april, da vicepremierministeren Valerij Khorojkovskij udtalte til Euaktiv.com, at hvis alle problemer imellem EU og Ukraine blev løst, ville Timosjenko blive løsladt. Dette ville være ekstraordinært, medgav han, men hvis en lovændring kunne overkomme en sten på vejen imod EU, ville et flertal af parlamentarikere gå ind for den og løse Timosjenko fra fængselsstraf.&nbsp; Khorojkovskij sagde senere, at hans ord var taget ud af kontekst, men de afslører dog en væsentlig del af den ukrainske politiske elites mentalitet – alt kan forhandles;&nbsp;på tværs af lovgivning, regler og institutioner, hvis prisen bare er rigtig. Det gør det desto mere ironisk at Timosjenko sidder inde for magtmisbrug.
<link http://euobserver.com/15/114708 - external-link-new-window "EU observer">EU observer</link>
<link http://www.euractiv.com/europes-east/ukraine-tells-eu-set-tymoshenko-free-news-512367 - external-link-new-window "Euractiv">Euractiv</link>
<link http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-17892514 - external-link-new-window "BBC">BBC</link>
<link http://www.rferl.org/content/ukraine_tymoshenko_eu_quid_pro_quo/24562027.html - external-link-new-window "Opens external link in new window">Radio Free Europe</link>]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>Østeuropa</category>
			<category>Ukraine</category>
			
			
			<pubDate>Thu, 03 May 2012 17:04:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Danmarks centraleuropæiske tvilling</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=934&#38;cHash=220f7d0c71e315e10e51c865710ae5ce</link>
			<description>INTERVIEW | Lighederne vejer tungere end forskellene, når man sammenligner Danmark og Slovakiet. Det mener Radomir Bohac, der nu har været ambassadør i Danmark i et år. Magasinet rØST har mødt ham for at lære mere om det land han repræsenterer.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b>INTERVIEW | Lighederne vejer tungere end forskellene, når man sammenligner Danmark og Slovakiet. Det mener Radomir Bohac, der nu har været ambassadør i Danmark i et år. Magasinet rØST har mødt ham for at lære mere om det land han repræsenterer.</b>
Radomir Bohac har en lang diplomatisk karriere som ambassadør bag sig. Han har bl.a. været ambassadør i New Delhi, Nairobi, FN og Portugal og han har siden være generaldirektør for økonomisk samarbejde i det slovakiske udenrigsministerium. I dag er han Slovakiets ambassadør i Danmark, og Magasinet rØST har talt med ham i anledning af, at han har været her i et år.
<b>Brodernation</b><br /> Når Bohac skal karakterisere, hvad der er særligt ved Danmark, starter han med at aflive rygtet om den iskolde nordbo.
”Jeg har virkelig opdaget, mens jeg har været her, at danskerne er meget åbne, pragmatiske og hurtige til at være på fornavn. Samtidig har jeg aldrig set så mange mennesker, der bare løber og løber, og cykler og cykler,” smiler han.
Selvom han også bider mærke i, hvor fladt Danmark er i forhold til de slovakkiske højdedrag omkring Tatra og hvor højt skatteniveauet i Danmark er i forhold til den flade skat på 19 pct. i hjemlandet, er det ikke forskellene Radomir Bohac lægger vægt på, når han sammenligner de to lande.
”Lighederne imellem vores lande er faktisk slående. Vi er som tvillinger, når man ser på størrelse både på areal og befolkning og der er mange økonomiske og politiske overlap også. Vi har begge et lille internt marked, samt stor afhængighed af eksport og nærmest identiske holdninger angående international politik,” forklarer han, og tilføjer, at begge lande efter hans opfattelse er lige gale med sport.
<b>Luften er renset<br /> </b>For ganske nylig var der parlamentsvalg i Slovakiet. Landet har på kort tid oplevet store politiske omvæltninger og politik ser i dag ganske anderledes ud end for blot få måneder siden. 
”I Danmark findes traditionelt et spil imellem Socialdemokraterne og Venstre og mindretalsregeringer er meget hyppige. Dette kan man ind til videre kalde ”mission impossible” i Centraleuropa. Begge vores lande har nu en socialdemokratiskledet regering, men i Slovakiet har vi nu for første gang en et-parti-regering under premierminister Robert Fico,” fortæller Bohac.
En af årsagerne til den store tilslutning til Socialdemokraterne og Fico ved valget, var, at den tidligere centrum-højre-regering fik en alvorlig korruptionssag på halsen, kendt som Gorilla-affæren. Men Bohac mener ikke det har skadet slovakisk politik, nærmere tvært imod.
”Affæren har dramatisk ændret mange ting i Slovakiet: Mentalitet, politik og også mennesker. Det har renset luften. Det har været et meget klart signal til vores partier og politikere, at der ikke må opstå en lignende sag. Og man kan allerede se effekten, da den politiske kultur er ved at ændre sig. For eksempel er der indledt en kompromisløs kamp imod korruption,” forklarer ambassadøren.
<b>Sund økonomi <br /> </b>Et andet vigtigt politisk emne i forbindelse med valget har været økonomiske relationer med EU. Den forrige regering faldt på et mistillidsvotum i forbindelse med afgørelsen om det slovakiske bidrag til den fælleseuropæiske fond EFSF, der skulle redde Grækenland. Men det har ikke haft konsekvenser for slovakkernes holdning til EU eller euroen, som Slovakiet blev medlem af i 2009.
”Jeg tror omkring 99 pct. af slovakkerne er tilfredse med at være med i Eurozonen. Tænk på, at hvis du for ti år siden blev spurgt, hvem af de fire Visegrad-lande (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet,<i> red.</i>), der ville komme først med i Euroen, ville du blive betragtet som vanvittig, hvis du sagde Slovakiet. Efter selvstændigheden i 1993 (efter Tjekkoslovakiets deling) begyndte vi nærmest fra nul og vi havde nærmest ingen eksport, da 90 pct. gik igennem Prag,” siger Bohac. 
Siden har landets økonomi vokset kraftigt og sammen med Polen, Litauen, Letland og Estland, har Slovakiet haft en af de højeste vækstrater i Europa i 2011 på 3,3 pct. og Bohac regner med at væksten fortsætter i 2012 og 2013. 
<b>Til kamp imod arbejdsløshed</b><br /> Men selvom økonomien har været sund og landet har undgået at stagnere, er det ikke lykkedes at bekæmpe et af de store problemer, som hele Europa har været plaget af. Arbejdsløsheden er stadig omfattende, særligt blandt unge.
”Vores nye premierminister har netop været på sit første officielle besøg i Bruxelles. Ud over at vise sin fulde støtte til det europæiske projekt efter uklarhederne før valget, gjorde han også opmærksom på, ligesom Danmarks statsminister har gjort det, at Europa behøver vækst, jobskabelse og nye projekter, der kan genstarte Europas økonomi. Slovakiet har desuden lagt sig fast på at benytte alle midler fra EU – ca 300 mio. euro – på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed i landet,” fortæller ambassadøren.
Man er således godt klar over problemet i Bratislava. Tidligere regeringer har forsøgt forskellige initiativer mod arbejdsløsheden uden held, og den nye Fico-regering vil også lægge vægt på dette, når de fremlægger deres program i denne uge. Det kommer til at handle om offentlige investeringer i infrastruktur, energi og forskning.
<b>Invester i Slovakiet</b><br /> Det er ikke kun regeringen selv, der investerer i Slovakiet. Danmark er den 15. største udenlandske investor. Med 50 danske firmaer med produktion i landet giver danskere beskæftigelse til omkring 7000 slovakker. Og der er god grund til at investere i Slovakiet, men er Radomir Bohac.
”En af grundene til den slovakiske succes er vores mentalitet. Vi arbejder hårdt. Når vi arbejder – så arbejder vi. Og samtidig er har vi en relativt veluddannet og fokuseret arbejdsstyrke,” argumenterer han.
Desuden er landet oplagt at investere i, hvad angår grøn teknologi og affaldsbehandling. I øjeblikket består størstedelen af den slovakiske eksport til Danmark af køretøjer, fodtøj og især elektronisk udstyr. Sandsynligvis er alle Samsung- og Sony-fjernsyn i Danmark produceret i Slovakiet, som han siger.
]]></content:encoded>
			<category>Slovakiet</category>
			<category>Analyser</category>
			
			
			<pubDate>Thu, 03 May 2012 08:17:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Orbáns to tunger</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=932&#38;cHash=f9e785b4350938c6a6a2c56829778f34</link>
			<description>UNGARN-IMF-ECB | Den ungarske premierminister Viktor Orbán var sidste uge på besøg i Bruxelles hos blandt andet Kommissionsformand José Barroso. Det er dog vanskeligt at blive klog på, om der er sket et gennembrud i de vigtige forhandlinger mellem EU-Kommissionen og Ungarn, der skal sikre Ungarn en låneaftale med den Internationale Valutafond (IMF) og den Europæiske Centralbank (ECB). Der kommer modsigende ytringer fra de forskellige parter.</description>
			<content:encoded><![CDATA[<b><i>Den ungarske premierminister Viktor Orbán var sidste uge på besøg i Bruxelles hos blandt andet Kommissionsformand José Barroso. Det er dog vanskeligt at blive klog på, om der er sket et gennembrud i de vigtige forhandlinger mellem EU-Kommissionen og Ungarn, der skal sikre Ungarn en låneaftale med den Internationale Valutafond (IMF) og den Europæiske Centralbank (ECB). Der kommer modsigende ytringer fra de forskellige parter.</i></b>
Viktor Orbáns regering har brug for at lave en aftale med IMF og ECB inden længe, men IMF har betinget sig EU-Kommissionens godkendelse, før forhandlinger kan genoptages, og EU-Kommissionen har stillet tre betingelser: det ungarske parlament skal sikre nationalbankens uafhængighed samt ændre de for nylig vedtagne love om datatilsynet og domstolssystemet.
Sidste tirsdags møde&nbsp;mellem statsminister  Viktor Orbán og Kommissionsformand José Barroso ser imidlertid ud til at have bragt fremskridt med  sig. Det er vurderingen fra tidligere udenrigsminister Péter Balázs til interview- og baggrundsprogrammet &quot;Egyenes beszéd&quot;, som på hverdagsaftener vises på den private ungarske TV-station ATV. 
Orbán har i Bruxelles forpligtet sig til at sikre Nationalbankens uafhængighed, og  har lovet, at de nødvendige lovændringer bliver vedtaget i fuld  overensstemmelse med EU’s krav, og det ser ud til at have været nok til at tilfredsstille Kommissionen.
<b>Stor håndsrækning fra Kommissionen<br /></b>De to andre spørgsmål blev foreløbigt taget af bordet, og det er sandsynligt, at de først vil blive behandlet, når de kommer for EU-domstolen. Det er en velkendt diplomatisk praksis ved vanskelige forhandlinger, at man fokuserer på det vigtigste problem for at komme videre. Det var også en håndsrækning fra Barroso, som igennem flere måneder ventet på, at Ungarn fremsætter forslag om, hvordan de vil løse de kontroverser, som førte til en traktatbrudsprocedure.
EU-Kommission har ikke tid til at trække forhandlingerne med Ungarn, som står udenfor euroen, i langdrag. De står overfor vigtige beslutninger i forhold til eurozonens ”syge mand” Spanien, og det franske præsidentvalg kan også forvolde problemer, hvis den nuværende politik ændres radikalt. 
Kommissionens &quot;grønt lys&quot; til Ungarn betyder ikke, at stridspunkterne er  blevet løst. Sagerne bringes nu på forhandlingsniveau (med IMF), fordi  Orbán har offentligt forpligtet sig til at løse hovedproblemet. De  spørgsmål, som man ikke kunne nå til enighed i kommer så videre til  EU-domstolen. 
<b>Stålsat Orbán foran hjemmepublikum&#8232;<br /></b>Allerede fredag morgen, da han deltog i sit ugentlige fredagsinterview på den regeringsvenlige radiokanal MR1-Kossuth Rádió, fremkom Viktor Orbán dog med noget væsensforskellige signaler, da han klargjorde, at han ikke agter at ændre kurs: 
”Valutafonden er vores ven. Men jeg har hele tiden holdt ved det standpunkt, at vi intet fortryder, at vi ikke indstiller noget og forandrer ingen ting. Regeringen har nogle klare mål, og vi vil kun forhandle om, hvordan disse mål kan nås med andre redskaber og ved at tage nogle modificerede beslutninger” – sagde regeringschefen.
<b>&quot;IMF-forhandlinger vil bringe klarhed&quot;<br /></b>Tidligere på måneden sendte den ungarske regering sit ”konvergens-program” til EU-Kommissionen. Dette program behandler de besparelser og strukturændringer, som landet agter at gennemføre for at bremse den galopperende gældskrise. Kommissionen er ved at nærlæse og evaluere disse. 
Ifølge Péter Balázs vil forhandlingerne med Valutafonden bringe mere klarhed i regeringens økonomiske politik og afdække, om de lovændringer, Orbán har forpligtet sig til, bliver til noget. I forhandlingerne med IMF vil man nemlig gå mere i detaljer. 
Et af stridspunkterne er den &quot;flade skat&quot; (i modsætning til progressiv skat), som Orbán insisterer at indføre.
Andre politiske kommentatorer tror ikke på, at Orbán for alvor er engageret i at indfri EU’s forventninger ifm. Nationalbanken. 
Den ungarsk-amerikanske økonom, Péter Róna har i et interview med ATV bemærket, at der skal udpeges en ny formand for nationalbanken i 2013, når den nuværende András Simor’s mandat udløber. I denne forbindelse frygter han, at Orbán vil suspendere de for regeringen problematiske punkter indført i loven under Simor’s embedsperiode, og trække forhandlingerne yderligere med IMF. 
<b>Jagthistorier<br /></b>I det ovennævnte fredagsinterview sagde Orbán også, at selvom IMF bevilger et lån til Ungarn, agter han ikke at bruge pengene, fordi det ikke er sikkert, at det bliver nødvendigt.
Péter Balázs understreger, at Orbáns fremlæggelse foran det ungarske publikum af forhandlingerne med IMF og EU har karakter af ”en jagthistorie” hvis man holder den op overfor den kompromisvillighed, Orbán udviser i Bruxelles.
<b>Kilder:</b> 
<link http://www.hvg.hu/ - external-link-new-window "hvg.hu">hvg.hu</link>
<link http://www.atv.hu/ - external-link-new-window "atv.hu">atv.hu</link>
<table style="margin-left: 0.45pt; border-collapse: collapse; border: medium none; " height="68" border="1" cellpadding="0" cellspacing="0" width="418">  <tbody><tr style="height:63.0pt">   <td style="width:423.0pt; border:solid windowtext .5pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; height:63.0pt" valign="top" width="423">      <h6 style="margin-left:4.95pt">Premierminister Orbán holder   fredagsinterview hver uge. Det er live i MR1 Kossuth Rádió kl. 7.30. MR står   for Magyar Rádió (Ungarns Radio) og har tre kanaler: Kossuth, Petöfi és Bartók. De kan ikke betragtes som uafhængige nyhedsmedier.</h6>   </td>  </tr> </tbody></table>
<table style="margin-left: 0.45pt; border-collapse: collapse; border: medium none; " height="111" border="1" cellpadding="0" cellspacing="0" width="418"><tbody><tr style="height:72.0pt"><td style="width:432.0pt; border:solid windowtext .5pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; height:72.0pt" valign="top" width="432"><h6 style="margin-left:4.95pt">Péter Róna er født i 1942 og  i 1956 emigreret til USA. Efter endt universitetsuddannelse   (Pennsylvania University - økonomi og Oxford University - jura) har han arbejdet som advokat, i ministerier og derefter i banksektoren. Han var øverste chef i J. Henry   Schroders Bank i Storbritannien 1986-90. Han underviser på flere   universiteter. Han bor skiftevis i Ungarn og Storbritannien.</h6>   </td>  </tr> </tbody></table>
<table style="margin-left: 0.45pt; border-collapse: collapse; border: medium none; " height="103" border="1" cellpadding="0" cellspacing="0" width="418">  <tbody><tr style="height:81.0pt">   <td style="width:432.0pt; border:solid windowtext .5pt; padding:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; height:81.0pt" valign="top" width="432">   <h6 style="margin-left:4.95pt">Péter Balázs, f. 1941, er professor   i Internationale Relationer og Europastudier, oprindeligt økonom. Han er tidligere   udenrigsminister og EU-Kommissær, og har tillige et arbejdsliv som diplomat i   det ungarske udenrigsministerium bag sig. Han følger stadig aktivt med i   Kommissionens arbejde, dokumenter og pressemeddelelser og deltager i den   ungarske debat som udenrigsekspert.</h6>      </td>  </tr> </tbody></table>]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>EU</category>
			<category>Centraleuropa</category>
			<category>Ungarn</category>
			
			
			<pubDate>Tue, 01 May 2012 11:12:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
		<item>
			<title>Rusland - Nærmarkedet som danskerne ikke kan få øje på</title>
			<link>http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&#38;tx_ttnews%5Btt_news%5D=931&#38;cHash=8ccb423325454c1921736c20b44d3163</link>
			<description>ERHVERV | Rusland er Danmarks største nærmarked, men sjovt nok har danske virksomheder svært ved at få øje på det. Tendensen er dog ved at ændre sig, skriver Mette Bærbach Bas </description>
			<content:encoded><![CDATA[<b><i>ERHVERV | Rusland er Danmarks største nærmarked, men sjovt nok har danske virksomheder svært ved at få øje på det. Tendensen er dog ved at ændre sig, skriver Mette Bærbach Bas</i></b><i>&nbsp;<br /></i><br />Rusland er Danmarks største nærmarked, men sjovt nok har danske virksomheder svært ved at få øje på det. Det burde ellers ikke være så svært, da Rusland er det land på kloden med det største landareal og rent faktisk breder sig over 9 tidszoner. Alligevel er der en klar tendens til, at danske virksomheder går i en stor bue uden om Rusland og hellere satser på det fjernereliggende Kina eller de nærmereliggende østlande som f.eks. Polen, når der skal tænkes globalt rundt om i bestyrelseslokalerne.
Det er der selvfølgelig mange grunde til. Rusland kan godt virke lidt ufremkommeligt, og mange sidder stadig og putter med nogle forældede fordomme om, at det russiske marked er farligt, at Rusland er langt væk, og at landet er gennemkorrupt. &nbsp;
<b>Ny tendens<br /></b>Noget tyder dog på, at tendensen nu går i en ny retning. Den økonomiske krise motiverer danske virksomheder til at rette deres aktiviteter mod BRIK-landene i endnu højere grad end tidligere, for det er her, væksten er. Af de fire BRIK-lande er Rusland som nævnt vores nærmeste marked, og alene af den grund giver det god mening for dansk erhvervsliv at rette øjnene mod Rusland frem for Asien eller Sydamerika. Russerne ligner os da også mere end asiaterne og brasilianerne, både hvad angår kultur og historie. Når det så er sagt, er der imidlertid en række forskelle på dansk og russisk forretningskultur, som det er en god idé at have sat sig ind i, inden man prøver lykken på det russiske gigantmarked.&nbsp;
Rusland udmærker sig ved en stigende middelklasse, som bliver mere og mere købestærk. Denne købestærke voksende middelklasse er en attraktiv målgruppe for ambitiøse virksomheder, der producerer konsumvarer. Store danske virksomheder Arla, Carlsberg og Bisca er velsitueret på det russiske marked, mens andre virksomheder som f.eks. Jysk og B&amp;O ikke har formået at få afsat deres produkter.&nbsp;
<b>Rusland er enten knald eller fald<br /></b>Samhandlen mellem Danmark og Rusland udvikler sig stærkt i disse år, hvor vi har mere end 250 danske virksomheder repræsentereret på det russiske gigantmarked. Med denne udvikling er der opstået et behov for at forstå den russiske forretningskultur. For der er stor forskel på, hvordan vi gør forretning i Danmark, og hvordan russisk business går for sig. Det er sket, at danske virksomheder har brændt sig på Rusland. Især i de vilde 1990'ere. Også i de seneste år har vi set, at danske virksomheder søger lykken på det lukrative vækstmarked, men har måttet trække sig på grund af manglende forberedelse og manglende forståelse for forretningsgangen i Rusland.&nbsp;&nbsp;
Det er svært at svare på, hvorfor det er knald for nogen og fald for andre, men der er evidens for, at de virksomheder, som har tilpasset deres produkt og forretningsmodel til russiske vilkår ud fra en viden om forskellene mellem dansk og russisk forretningskultur, og som har sat sig ind i den russiske forbrugers måde at tænke på, generelt kommer bedre fra start. De formår i højere grad at styre uden om faldgruberne og få succes med deres forretning i Rusland.&nbsp;
<b>Relevante blogindlæg:</b>
<link http://ruslandseksperten.dk/danskernes-mentale-barrierer-pa-rusland/ - external-link-new-window "Opens external link in new window">Danskernes mentale barrierer på Rusland</link><br /><br /><link http://ruslandseksperten.dk/jysk-eksporteventyret-i-rusland-som-bare-ikke-vil-lykkes/ - external-link-new-window "Opens external link in new window">Jysk - eksporteventyret i Rusland, som bare ikke vil lykkes</link>
<link http://ruslandseksperten.dk/dansk-erhvervs-landeanalyse-af-rusland/ - external-link-new-window "Opens external link in new window">Dansk Erhvervs landeanalyse af Rusland</link>
<b>Om skribenten:&nbsp;<br /></b>Mette Bærbach Bas er cand.mag. i russisk og idéhistorie fra Aarhus Universitet og forsker i forskellen mellem dansk og russisk forretningskultur. Hun driver sitet Ruslandseksperten.dk, hvor hun samler erfaringer fra danske virksomheder i Rusland og blogger om nye tendenser inden for Rusland som eksportmarked. Herudover holder hun foredrag om forskellene mellem dansk og russisk forretningskultur og forbrugermentalitet.&nbsp;
Hvis du vil vide mere om danske virksomheders vilkår på det russiske marked, så gå ind på Ruslandsekspertens blog på <link http://www.ruslandseksperten.dk/blog - external-link-new-window "Opens external link in new window">www.ruslandseksperten.dk/blog</link>, hvor du kan fordybe dig i den spændende russiske forretningskultur. Her kan du også tilmelde dig Ruslandsekspertens Nyhedsbrev og få en gratis lydfil med de 5 mest almindelige begynderfejl, som danskere laver i mødet med russiske forretningsfolk.]]></content:encoded>
			<category>Analyser</category>
			<category>Rusland</category>
			
			
			<pubDate>Mon, 30 Apr 2012 09:00:00 +0200</pubDate>
			
		</item>
		
	</channel>
</rss>
