http://www.magasinetroest.dk/ Seneste tema fra Magasinet rØST da http://www.magasinetroest.dk/typo3conf/ext/tt_news/ext_icon.gif http://www.magasinetroest.dk/ 18 16 Seneste tema fra Magasinet rØST TYPO3 - get.content.right http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss Thu, 10 May 2012 07:22:00 +0200 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=943&cHash=4999ec75065675ddba57ff3a362168a1 TEMA OM SERBIEN | Magasinet rØST går i dette tema dybere ind i Serbien. Læs analyser om serbernes jugoslaviske fortid, om relationer med EU, om tennisstjernen Novak Djokovic og vi har en hel sektion om den snigmyrdede premierminister Zoran Djindjic. Hent udgivelsen som PDF til print eller til at læse på skærmen. LÆS UDGIVELSEN PÅ DIN SKÆRM HENT UDGIVELSEN SOM PDF Magasinet rØST har kastet et blik på landet, der med stormskridt er forvandlet fra bombemål for NATO til kandidatland til EU. Kom med til trompetfestival i Guca, kom på rejse på landet i Serbien, læs om serbernes jugoslaviske arv, lær tennisstjernen Novak Djokovic at kende, og læs vores særlige sektion om den snigmyrdede reformator Zoran Djindjic.]]> Serbien Tema Thu, 10 May 2012 07:22:00 +0200 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=298&cHash=7843e5d9afbe8b9938009be85ba3625e TEMA OM USBEKISTAN | Magasinet rØST har kastet et blik på det centralasiatiske land Usbekistan. Med interviews, rejsebeskrivelser og analyser kan du her få et unikt møde med det mystiske land i øst. Hent udgivelsen som PDF til print eller til at læse på skærmen. Hent udgivelsen i PDF-format her: TO SIDER AF USBEKISTAN I dette tema kan du blandt andet læse interview med forfatterinden Dina Yafasov, rejsebeskrivelser fra Samarkand, Bukhara og Tasjkent, beretning fra urolighederne imellem usbekere og kirgisere i byen Osj, portrætter af præsidentens datter Gulnara Karimova og den mongolske erobrerkonge Timur Lenk.]]> Tema Tue, 01 Feb 2011 11:52:00 +0100 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=86&cHash=724e3687129a8246514176613c9b82bc OPINION | Denne artikel af Baltikum-specialisten Peter Kyhn er fra vores temanummer om Baltikum. Magasinet rØST havde stillet Peter Kyhn spørgsmålet: er Baltikum en region? Dette på baggrund af en automatisk antagelse hos mange danskere; at Baltikum er en homogen naturligt sammenhængende region. Denne artikel af Baltikum-specialisten Peter Kyhn er fra vores temanummer om Baltikum. Magasinet rØST havde stillet Peter Kyhn spørgsmålet: er Baltikum en region? Dette på baggrund af en automatisk antagelse hos mange danskere; at Baltikum er en homogen naturligt sammenhængende region. Spørgsmålet i rubrikken er stillet forkert, for naturligvis er Baltikum en region. Spørgsmålet er blot, hvilken type region. De baltiske stater fik deres selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991, og naturligvis måtte videnskabelige forfattere have styr på, hvad det var for nogle lande, der kom til verden. Denne tradition var stærk inden for statskundskab og stærk i Norden, hvor der samtidig var politisk fokus på landene, bl.a. med nordisk-baltisk samarbejde. Der var i denne litteratur en tendens til at kvantificere landenes historie og baggrund og udglatte forskelle og landenes unikke erfaringer, så man fik etableret en region, som var til at arbejde med for politologer. Karakteristisk for denne litteratur, hvoraf meget var så generel, at det nærmede sig almindelig historieskrivning, var, at forfatterne ikke mente, at det var umagen værd at bruge kilder på de lokale sprog, endsige tilegne sig de lokale sprog. Som regel brugte man engelsksprogede kilder - og dem var der til at begynde med ikke mange af - og til nød russisksprogede kilder. Det var alt sammen meget problematisk, for de lande, der var kommet til verden, var dybt forskellige og forestillingen om at have noget til fælles var ikke stærk. Deres egne nationale erfaringer stod i centrum for deres selvopfattelse og en del af den litteratur, der kom frem i begyndelsen af 1990'erne ignorerede disse forskelle. På det politiske plan var der grund til at advare mod at spejle Baltikum i Norden. For Norden og Baltikum har ikke meget til fælles. I modsætning til Norden har de baltiske lande begrænset fælles historie, meget begrænset intern sproglig forståelse, ingen fælles religion og i begyndelsen af 1990'erne næsten ingen fælles økonomi. Estland var på mange områder længst fremme i udviklingen, og det var meget vigtigt for opfattelsen af Baltikum, at EU ved optagelsesforhandlingerne signalerede, at man ikke ville tillægge det regionale nogen vægt, men at man begyndte forhandlingerne først med esterne i 1997 - og så måtte de andre to lande pænt vente til 1999. En fortsættelse af denne politik ser vi i den nylige beslutning om at give Estland adgang til eurozonen fra 1. januar 2011. Det enkelte lands økonomiske resultater har været afgørende for bedømmelsen. I Estland slog den nuværende præsident Toomas Hendrik Ilves (daværende udenrigsminister) sig i slutningen af halvfemserne op på at mene, at Estland egentlig ikke hørte til Baltikum, men bedre passede ind i en nordisk kontekst. Det medførte mange syrlige kommentarer fra Letland og Litauen, hvoraf den morsomste var en karikatur i det lettiske dagblad Diena, der viste et kort over Østersølandene med Estland klistret på et sted i Mellemsverige. Ilves fokuserede på sprog, historie og religion, men også på anvendelsen af IT, når han argumenterede for, at Estland havde mere at gøre med Sverige-Finland end med Litauen. Nu er tingene på en måde mere normaliserede. Den økonomiske integration mellem de baltiske lande, herunder turisme, samhandel og gensidige udenlandske investeringer, har nået et betydeligt omfang. Derfor kan man med rette sige, at Baltikum er mere region i dag, end det var det for 15 år siden. Men sammenlignet med Norden er den regionale identitet meget svag; den mentale identifikation med de andre baltere eksisterer ikke i nogen nævneværdig udstrækning, og de konstituerende faktorer for en region (historie, kultur, religion, sprog), som jeg nævnte ovenfor, er uforandrede sammenlignet med begyndelsen af halvfemserne. Baltikum er en region, ja, men regionaliteten manifesterer sig mest inden for økonomi og meget begrænset inden for f.eks. politik, kulturel interaktion eller folkelig identitet. Peter Kyhn er cand. mag. i historie og uddannet i estisk ved Lunds Universitet, hvor han har undervist i de baltiske landes historie og sprog. Er redaktionssekretær ved Northroup Newsletters og redaktør for Dansk-Estisk Selskabs medlemsblad. Desuden er han forfatter til 'Turen går til Estland, Letland og Litauen' (Politikens Forlag) og ’De baltiske lande’ (Fyrdenlund), ligesom han har oversat ’Deporteret til Sibirien’ af Silvi Teesalu. Find hele temanummeret om Baltikum her.

]]> Østeuropa Estland Letland Litauen Analyser Sat, 26 Jun 2010 19:18:00 +0200 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=78&cHash=a21d2c9d00cf2dc17231da5ddc92bc6a TEMA OM BALTIKUM | Så er vores tema på gaden. Magasinet rØST har sat fokus på de tre lande Estland, Letland og Litauen med dybdegående interviews og analyser. Hent udgivelsen i PDF til print eller læs den på skærmen. Find udgivelsen i PDF-format her: Magasinet rØST, tema om Baltikum Du kan læse et interview med den russiske borgmester i Riga, en reportage fra den selvudråbte republik, Uzupis, en artikel om russiske mindretal, økonomiske analyser, en oversigt over situationen for homoseksuelle i Litauen, en klumme fra én af Danmarks største Baltikum-eksperter - og meget mere. Supplerende materiale: Læs også, at 98 % af litauerne taler russisk, selvom 84 % er etniske litauere; at ca. 21 % af Litauens befolkning afgav stemme ved EU-Parlamentsvalget i 2009; og at 52 % af befolkningen i Vilnius tager bil eller motorcykel på arbejde mod 19 % i København, imens 12 % cykler eller går imod 66 % i København. Lær alt dette - og meget mere i datahæftet om Litauen, som man kan finde her.]]> Tema Østeuropa Estland Letland Litauen Tue, 15 Jun 2010 23:59:00 +0200 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=20&cHash=5de6b5ef80de5c75f5b6c2778ccdb471 TEMATEASER | Magasinet rØST udkommer den 15. juni med et temanummer her på siden om de tre baltiske lande. I den forbindelse bringer vi op til udgivelsen en række Baltikum-teasere. Nedenfor kan man finde en dansk oversættelse af forfatningen for den selvudråbte republik Uzupis, der ligger midt i Vilnius.

1. Enhver har ret til at leve ved floden Vilnelë, og floden Vilnelë har ret til at flyde forbi enhver.
2. Enhver har ret til varmt vand, varme om vinteren og et teglstenstag.
3. Enhver har ret til at dø, men det er ikke en forpligtigelse.
4. Enhver har ret til at begå fejltagelser.
5. Enhver har ret til at være unik.
6. Enhver har ret til at elske.
7. Enhver har ret til ikke at blive elsket, men ikke nødvendigvis.
8. Enhver har ret til at være almindelig og ukendt.
9. Enhver har ret til at dovne.
10. Enhver har ret til at elske og tage sig af katten.
11. Enhver har ret til at kigge efter hunden, indtil én af dem dør.
12. En hund har ret til at være en hund.
13. En kat er ikke forpligtiget til at elske sin ejer, men skal hjælpe i svære tider.
14. Enhver har ret til sommetider at være uopmærksom på sine pligter.
15. Enhver har ret til at være i tvivl, men det er ikke en forpligtigelse.
16. Enhver har ret til at være glad.
17. Enhver har ret til ikke at være glad.
18. Enhver har ret til at være stille.
19. Enhver har ret til at tro.
20. Ingen har ret til vold.
21. Enhver har ret til at være taknemmelig for sin ubetydelighed.
22. Ingen har ret til at stræbe efter evigheden.
23. Enhver har ret til at forstå.
24. Enhver har ret til ikke at forstå noget.
25. Enhver har ret til at have en hvilken som helst nationalitet.
26. Enhver har ret til at fejre eller ikke fejre sin fødselsdag.
27. Enhver skal huske sit navn.
28. Enhver må gerne dele det, som han eller hun besidder.
29. Ingen kan dele det, som vedkommende ikke besidder.
30. Enhver har ret til at have brødre, søstre og forældre.
31. Enhver må gerne være uafhængig.
32. Enhver er ansvarlig for sin frihed.
33. Enhver har ret til at græde.
34. Enhver har ret til at blive misforstået.
35. Ingen har ret til at gøre en anden person skyldig.
36. Enhver har ret til at være individuel.
37. Enhver har ret til ikke at have nogle rettigheder.
38. Enhver har ret til ikke at være bange.
39. Lad være med at tilintetgøre.
40. Slå ikke fra dig.
41. Giv ikke op.

Forfatningen blev skabt en aften i slutningen af juli 1998 af Thomas Chepaitis og Romas Lileikis. Magasinet rØST har interviewet Romas Lileikis, og trykker en reportage om Uzupis i vores temanummer om de baltiske lande, der udkommer gratis på denne side den 15. juni. Desuden har vi skrevet en artikel om Uzupis til Magasinet NOTAT, der udkommer 1. maj 2010. ]]> Litauen Thu, 29 Apr 2010 00:00:00 +0200 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5Btt_news%5D=8&cHash=be9fbf8d4fcf1354d05ea20b29d5a0b9 REPORTAGE | På cykel gennem Bosniens sårede bagland, hvor geder græsser på posthuset, og historien lurer bag hvert et hårnålesving. Hyrden befinder sig midt i mængden. Vi kender efterhånden synet: Med vandrekæp, bondeskørt og tørklæde driver hun sin hjord med et minimum af gestik. Alligevel får vi noget af en overraskelse, da vi hilser hendes skæggede ansigt: Det er den samme kvinde, vi passerede for snart to timer siden. De samme geder! Nok er vi kørt galt et par gange (der er ingen skiltning i området), nok har vandløb krydset vejen, og nok er vi punkteret – men alligevel: hvordan kan hun have overhalet os? Ingen forklaringer synes sandsynlige, før vi tjekker speedometeret: 6 km i timen – nedad bakke! Cyklerne er pudsede og udstyret på plads, men denne dag føles de tætsiddende Telekom-trikoter mest som en hån. Vi skramler og bumler ad hullede grusveje med en langsomhed, så hver en krumrygget bondekone vil kunne følge med. Af en anden tid Det er en uge siden, vi med kuppeltelt, kogeblus og kurs mod Istanbul
kørte ud af Budapest. Men først her i Bosnien føler vi os for alvor
langt væk hjemmefra. De sidste par dage har vi fulgt små bjergveje, der
langs bunden af en floddal har bugtet sig ind i det centrale af landet.
Undervejs er vi kørt igennem, hvad der må være nogle af Europas
smukkeste bjergområder. Dalen har snart været smal og dyb, en sprække
mellem glinsende klippevægge, og snart åbnet sig op i lysegrnne lommer
med bløde bakkedrag og spredte landsbyer. Denne morgen er vi vågnet op
på en bakketop, hvor vi dagen før slog lejr under fjerne minareters
aftenbøn. Formiddagen har ført os gennem landdistrikter, der er som af en
anden tid. Høsten fylder markerne, hvor unge som gamle går til hånde med
møggreb og le; håndbyggede høstakke tårner sig op, mens højtlæssede
hestevogne og udtjente traktorer konkurrerer om grusvejene.
Selvom markerne myldrer af liv, skal man dog ikke tage fejl:
Arbejdsløsheden er tårnhøj i hele Bosnien, og landbruget er ikke det
eneste sted, hvor tiden står stille. I et land, hvor op mod 40% str uden
beskæftigelse, kan ledigheden således mærkes helt ud i de små
landsbyer: I hver en flække er baren byens centrum, og store dele af den
mandlige befolkning synes at henslæbe halve liv i tomgang på de lokale
beværtninger. Måske om tredive år Det burde ikke overraske os. For på bagagebæreren hænger endnu resterne
af den lufttørrede skinke, som familien Begovic gav os med rejsen, da vi
med hoveder tunge af slivovic vinkede dem farvel for nogle dage siden. Vi
sov hos dem den nat, vi krydsede ind i Bosnien, og allerede her stiftede vi
bekendtskab med et par af landets problemer. Huset havde tre sønner,
hvoraf de to blev vores venner for en nat, og den tredje var faldet under
krigen. Af de levende var den ældste, Sasha, på sommerbesøg fra sit nye
hjem i Tyskland, den yngste i en alder af toogtredive endnu arbejdsløs og
hjemmeboende, og den døde, hvis portrætter hang over hele huset, én man
mindedes, men ikke snakkede om.
Det stod hurtigt klart, hvem der havde bukserne på i familien. Sasha,
der er slagteriarbejder i München, vækker tydeligvis opsigt med sin nye
Volkswagen, som har kørt ham hertil hele vejen fra Bayern. Det er ham, der
giver omgange, ham, der kan engelsk, og ham, der trækker piger til bordet,
da vi om aftenen bliver trukket med på bar. Broderen, derimod, synes at
glide mere og mere ind i sig selv, som natten skrider frem. Lediggangen
plager ham, forklarer Sasha; der er intet arbejde i området, ingen fremtid
i landet. ”Mon ikke der kommer jobs om nogle år?”, forsøger vi os
lidt akavet for at live stemningen en smule op. Da brødrene ryster på
hovedet, prøver vi igen: ”Måske om 10 år …?. Lillebroderen ser
tænksom ud et øjeblik, men ligner allerede en midaldrende, da han svarer:
”Maybe in 30 years.” Moskeer på samlebånd Der er ellers rigeligt at tage fat på. For selvom vi så skudhuller og
ruiner i Kroatien, var det noget af et chok at køre ind i Bosnien. Elleve
år efter krigens afslutning præger krigen endnu landskabet. Overalt ser
vi krigsramte huse; nedbrændte, sønderskudte og forladte. Hist og her
hele spøgelsesbyer eller fordrukne ruindynger, hvor kun værtshuset synes
at have tag over hovedet.
Ud fra en naiv betragtning skulle der således være gode muligheder i
byggebranchen. Men fjernt fra de store byer synes kun moskébyggeriet for
alvor at have damp under kedlerne. Med en fart, som var de støbt p
samlebånd, skyder hvide minareter op i hele den muslimske del af landet,
mens store dele af den almindelige boligmasse endnu ligger i grus eller kun
nødtørftigt er genoprettet.
Selv her, dybt inde i bjergene, hvor fåreflokke regerer, ligger
ruinerne tæt. Efter fire dage i landet, er vi dog ved at vænne os til
ødelæggelserne. Synssansen svækkes, og bombetomter kan efterhånden
vurderes på linje med klipper og træer. Således også denne formiddag,
hvor vi, efter definitivt at have sat hyrdekonen på en nedkørsel, holder
hvil i skyggen af et sammenstyrtet hus. Taget er væk, og væggene sodet af
røg. Men vi ænser kun floden, der i al ubemærkethed styrter tre meter
fra en klippe. Uden tøven smider vi tøjet og kaster os i det brusende
vandfald. Spøgelser Afkølede og oplivede kører vi videre. Det er frokosttid. Vi er på udkig
efter en købmand. Snart når vi frem til noget, der ligner en mulighed: en
række udbrændte biler, en lille vej ind til venstre og et gennemhullet
byskilt. Sultne og nysgerrige triller vi ind i byen. Den møder os som en
ruin: I krigshærgede huse græsser får i flere etager. En bygning, hvis
førstesal mangler, ser ud til at fungere som kostald. Tavsheden er
spøgelsesagtig, indtil en halt mand højrøstet indleder en samtale med
sig selv. Her bor altså mennesker. På byens beværtning str opvasken
stablet i stakke. En stank af råd hænger tungt i lokalet, mens
cafémutter sætter vand over til kaffe. Med sin opgivende attitude falder
hun i ét med sine omgivelser. Her synes ikke at være andet tilbage end
tomme øjne og landsbytosser. En enkelt dreng kører rundt i cirkler på en
gammel cykel. Rundt og rundt i den mudrede hovedgade, hvis sammenstyrtede
posthus fuldender billedet af verdensfjern isolation. Postskiltet er p
serbisk; vi er i Republika Srpska, tæt på Srebrenica, hvor Ratko Mladic
gennemførte krigens største massakrer. En pludselig gru giver os synet
tilbage. Hvad er denne bys historie? Hvilken hemmelighed gemmer sig bag
dens resignerede ansigter? Kaffe med Mladic Forstenede af stedets trøstesløshed forlader vi byen. Vi vil gerne nå
til Sarajevo inden aften, indlogeres på et hotel, men et voldsomt
tordenvejr tvinger os til at søge ly på en bar langs indfaldsvejen til
hovedstaden. Det er højlys dag, men stedet ligger hen i mørke. I et
fjernt hjørne sidder værtinden ved et bord sammen med fire midaldrende
mænd. De laver tilsyneladende ingenting, snakker ikke, drikker ikke. Selv
da vi stiller os dryppende midt i lokalet, ænser de os knap nok. Uden for
når en konvoj af italienske FN-tropper at køre forbi i regnen, inden
værtinden med et nik lader os tage plads. Det er første og eneste gang
på vores tur, at vi ikke føler os velkomne. Først nu bemrker vi en
række serbiske flag, der hænger på væggen bag os; det må være en
beværtning for gamle veteraner. Under flagene hænger Mladic og Karadzic
portrætteret som helte i store rammer: Et vandkæmmet billede af dem hver,
og ét, hvor Balkans mest eftersøgte krigsforbrydere foreviges i et
broderligt kram.
Det er ikke første gang, vi har forvildet os ind på et af de steder,
hvor nationalister plejer krigens bitre drømme. Faktisk var vi knap nok
kommet ind i Bosnien, før vi uforvarende spurgte efter vand til
cykelflaskerne på ”Bar Serbija”, en skummel bodega, viste det sig,
hvor alkoholikere i slidte uniformer mindedes gamle dage. Vi grinede
dengang med den unge pige bag baren, da hun flirtende påstod ikke at kende
betydningen af den tohovede ørn på sin kasket.
Den hænger også her, Serbiens dobbeltørn, men midt i et område, der
tydeligvis er forsøgt etnisk udrenset, slår nationalsymbolet os denne dag
som en brutalitet. Vi drikker hurtigt ud og kaster os ud i regnen. De andre På vores videre færd gennem Balkan bliver vi advaret om alt fra slanger
til landminer. Men først og fremmest advarer lokalbefolkningerne os alle
vegne mod ”de andre”: Serbere advarer mod kosovoalbanere,
kosovoalbanere mod serbere,
makedonere mod albanere, albanere mod makedonere og alle mod sigøjnerne.
Med voldsomme håndkantsslag forklarer en serbisk montenegriner os, hvordan
Kosovo vrimler med banditter og terrorister: Vi må vælge en anden vej; de
kapper hovedet af os dernede! Da vi endelig når Kosovo, hører vi præcis
den samme svada – blot med modsat fortegn. I øvrigt vil albanere tage os
som gidsler, sigøjnere hugge vores cykler og makedonere fylde vores tasker
med smuglervarer.
Da vi efter fire uger på landevejen når Istanbul, har vi dog stort
set ikke mødt andet end hjælpsomme og bemærkelsesværdigt åbne
mennesker. Man har givet os mad, husly og olie til cyklen overalt, vi er
kommet frem.
Vi erindrer Sashas diktum fra en sen nattetime: “There are good guys
and there are bad guys. It’s the same everywhere.” Kun ruinerne gav ham
ret. For sjovt nok hørte vi aldrig nogen proklamere, at de tilhørte
gruppen af bad guys.]]> Bosnien-Hercegovina Analyser Sun, 21 Mar 2010 02:51:00 +0100