Animationsnostalgi fra det tidligere Sovjet

20. marts 2013

BAGGRUND | I mange tidligere sovjetlande finder man i dag en stærk nostalgi for sovjetisk tegnefilm og animation. På nogle måder kan de minde om populære tegne- og animationsfilm vi kender fra vesten, men sovjetanimationen adskiller sig på sin egen unikke måde.

BAGGRUND | I mange tidligere sovjetlande finder man i dag en stærk nostalgi for sovjetisk tegnefilm og animation. På nogle måder kan de minde om populære tegne- og animationsfilm vi kender fra vesten, men sovjetanimationen adskiller sig på sin egen unikke måde.

Ikke mange danskere ved det, men i det tidligere Sovjet havde man sine egne udgaver af de i vesten populære tegnefilm Tom og Jerry eller Peter Plys. Men ikke bare som billige efterligninger eller kopier men som originale stykker animationsfilm, der var enormt populære for Sovjetunionens børn, og som fortsat vækker nostalgiske minder hos voksne i dag, som så tegnefilmene som børn under sovjetregimet.

Sovjets svar på Tom og Jerry
Den sovjetiske tegnefilmserie ”Nu, Pogodi!” (”Bare vent!”) kan i år fejre sit fyrre års jubilæum. Serien kan på mange måder minde om Warner Brothers Tom og Jerry. Men i den sovjetiske pendant er scenen hensat til en lumsk ulvs ustandselige jagt på en uskyldig og retskaffen kanin.

Serien blev produceret fra 1969 til 1993 med 18 episoder, mens den i det tidlige 2000 fik en efterfølger. De oprindelige episoder blev produceret af Vjatjeslav Kotyonotjkin, mens hans søn Alexey har overtaget produktionen af den moderne opfølger.

For mange der voksede op i Sovjet, fremstiller ”Nu, Pogodi!” meget vel den kommunistiske hverdag sovjetborgere levede under i halvfjerdserne og firserne. Med seriens skildring af for eksempel varemangel, biler, telefonbokse, sodavandsautomater eller feriedestinationer, har serien for mange en form af retrocharme.

En rejse til 70- og 80’ernes Sovjet
På den internationale filmdatabase IMDb er serien hyldet med 8,8 point ud af 10, mens mange brugere i positive vendinger udtrykker deres glæde for den efterhånden ældre tegnefilmserie.

Som en IMDb-bruger henrykt beskriver serien: "Udover selve eventyret i jagten på kaninen ser man mange nostalgiske elementer af russisk by- og forstadsliv. Hvor ellers kan man finde en tegnefilm for børn, hvor den onde ulv ryger cigaretter, drikker øl, spiser saltede fisk og stjæler og ødelægger andres ejendom? Man kan ikke andet end at elske både helten og banditten.”

En anden ting der adskiller ”Nu, pogodi!” fra andre traditionelle tegnefilm er, at datidens populærmusik er anvendt som baggrundsmusik. Derfor vil man høre sovjetisk popmusik fra et givent år, alt efter hvilket afsnit man ser. For eksempel vil man i et afsnit fra senhalvfjerdserne se kaninjagten akkompagneret af diskomusik, mens man i et afsnit fra firserne kan nynne med til datidens moderne elektropop.

Lukningstruet af kommunisterne
Serien har dog ikke for alle været lige populær. Projektet blev af kommunistregimet lukningstruet efter kun få afsnit var blevet produceret. Årsagen var at en af manuskriptforfatterne, Felix Kamov, besluttede sig at flytte til Israel. Dog blev serien reddet af den dengang populære skuespiller Anatoly Papanov, som lagde stemme til ulven. Han klagede til en leder ved kommunistpartiet med argumentet om, at hans familie ville savne tegnefilmens hovedpersoner. Han fik medhold i sin klage, og serien kunne fortsætte med kun mindre ændringer.

Selvom “Nu, Pogodi!” ofte bliver sammenlignet med Tom og Jerry, skulle der eftersigende langt fra være tale om nogen form for plagiat eller kreativ inspiration. Seriens skaber, Vjatjeslav Kotyonotjkin, skulle ifølge hans søn have set et afsnit af Tom og Jerry første gang i 1987. Da var der allerede blevet produceret 16 episoder af den sovjetiske tegnefilm.

Peter Plys på russisk
Også Peter Plys findes i en udgave som sovjetisk tegnefilm. Peter Plys er oprindeligt udgivet som korte illustrerede børnehistorier forfattet af engelske Alexander Alan Milne i løbet af tyverne. Bedst kendt herhjemme er Peter Plys nok som tegnefilm i Disneys version. Dog findes der også en russisk fortolkning ud i tegnefilmsmediet instrueret af Fjodor Khitruk. Denne fortolkning adskiller sig dog væsentligt i både form og udtryk fra den amerikanske fortolkning.

De to første kapitler af Milnes bog om Peter Plys fra 1926 danner ramme for den første amerikanske animation fra 1966 og to afsnit af de første russiske animationer fra henholdsvis 1969 og 1971. Begge kapitler handler om Peters Plys’, eller Vinni Pukh som han kaldes på russisk,  hang til honning, og hvilke strabadser han må gå igennem for at få sin afhængighed styret. Men i den russiske fortolkning fremtoner den russiske Peter Plys væsentligt anderledes end fra den amerikanske fortolkning.

Vinni Pukh ikke som sin amerikanske tvilling
Den visuelle stil der bliver lagt an i Khitruks version er knap så naturtro som den amerikanske men har et todimensionelt og mere naivistisk udtryk, der har mindelser om en børnekridttegning. Man kan indvende at med dette stilvalg, er der i fraværet af realisme større spillerum for lakonisk og tør komik.

For eksempel antyder introduktionsscenens orgelmusik og fortællerstemme en munter stemning og et jævnt dramaturgisk tempo. Men Vinni Pukh selv er noget af det modsatte. Han både går og taler hurtigt og virker, især når han synger, resolut og en smule aggressiv.

Han viser heller ikke rigtig nogle ansigtsudtryk og ind i mellem stopper han op og kigger ud på beskueren, som om han tænker på, hvad han skal sige til os. På den måde virker hans fremtoning ufrivilligt komisk. Han virker også lidt utilregnelig og man er aldrig helt sikker på, hvad det er, han har af planer, for at få fat på sin honning. På den måde kan Vinni Pukh virke som en mere interessant karakter, fordi han ikke altid er så lalleglad som sin amerikanske tvillingebror.

Pindsvinet i tågen
I den sidste sovjetanimation vi her vil omtale, er de medvirkende karakterer også dyr. En af karaktererne er endnu en gang en bjørn, men hovedrolleindehaveren er et pindsvin. Kortfilmen hedder ”Yozhik v tumane” – ”Pindsvinet i tågen” og er instrueret af russiske Jurij Norstein i 1975

Animationens plot er egentlig meget simpelt: Pindsvinet er en aften på vej gennem skoven på vej til en af sine hyppige besøg hos sin ven bjørnen. Men denne aften er anderledes, idet en tyk tåge har lagt sig henover skovbunden. Pindsvinets vante omgivelser er som forvandlet til en ukendt og mystisk verden, hvor den kommer på et mindre eventyr og flere forunderlige møder med skovens øvrige beboere.

Men trods kortfilmens tilsyneladende enkle handling er den indhyllet i en stemning af mystik og melankoli, der giver filmen mange ubesvarede spørgsmål og mulige fortolkninger.

Melankoli og eksistentialisme
Under pindsvinets færd falder han i en bæk. Han prøver først at svømme men giver hurtigt op og beslutter sig i stedet for se, hvor strømmen bringer ham hen. Pindsvinet siger til sig selv: ”Jeg er pindsvinet. Jeg er faldet i floden.” En replik der nærmest har filosofisk karakter.

Handlingen lægger her sig nærmest op af et eksistentialistisk tema, idet pindsvinet helt opgiver selv at styre sin færden, men lægger sin skæbne i bækkens hænder. Men pludselig er der en ukendt men hjælpsom ”nogen” i vandet, der spørger pindsvinet, hvem han er og hvor han kommer fra. Atter spørgsmål der har en eksistentialistisk klang og en scene, der er omgærdet af mystik. For hvem er denne venlige ”nogen”, der ikke giver sig selv til kende?

Det lille pindsvin bliver hjulpet op af bækken og bliver genforenet med sin ven bjørnen. Pindsvinet glæder sig over, at han omsider er genforenet med sin ven efter sit eventyr i tågen og kan genoptage sin yndlingsbeskæftigelse sammen med bjørnen: At tælle nattehimlens stjerner. Men trods alting atter er som det plejer, er pindsvinet meget eftertænksomt og mærket af sine oplevelser i tågen. Navnlig tænker han på en hvid hest, han så der og tænker ved sig selv: ”Hvordan kan det være, den var dér … i tågen?” Pindsvinet er således også selv fuld af forbløffelse efter sine mystiske oplevelser i tågen.

Enestående håndværk
Teknisk er ”Yozhik v tumane” også noget af et kunststykke for sig. En stop-motion-teknik er anvendt, hvor filmens karakterer og scenografi er lavet af udklip af tegninger lagt på forskellige lag af glasplader, hvilket giver scenerne en tredimensionel dybde. Tågen er lavet ved at lægge meget tynde papirark over filmens scener og så ved langsomt, klip for klip, at løfte arkene mod kameraet, indtil alt bliver hvidt og tilsløret

Denne animationsteknik er fuldkommen manuel og er enormt arbejdskrævende. Norstein har derfor på grund af sit langsomme arbejdstempo fået tilnavnet Den Gyldne Snegl.

I 1986 blev han fyret fra Souyzmultfilm, Sovjets fremmeste animationsstudie, simpelthen fordi han arbejdede for langsomt. Efter sigende havde det taget Norstein og hans hold to år at producere ti minutters animation.

Internationalt hyldet
Nogle kritikere har beskrevet Norsteins langsommelige produktion som en sygelig stræben efter perfektion, mens andre priser ham for hans ekstraordinære lidenskab for sit håndværk og personlige vision, der går mod strømmen i en stærkt kommercialiseret filmindustri.

Den japanske animator Hayao Miyazaki, der blandt andet er kendt for filmene Chihiro og heksene og Min nabo Totoro, har omtalt  ”Yozhik v tumane” som en af sine yndlingsanimationsfilm. Derudover vandt historien om det lille pindsvin i Tokyo i 2003 prisen som Japans og verdens bedste animation nogensinde.

 

Her følger Youtube-links med eksempler på de omtalte tegne- og animationsfilm.

”Nu, Pogodi!”: www.youtube.com/watch

”Vinni Pukh”: www.youtube.com/watch

”Yozhik v tumane”: www.youtube.com/watch

Af Niels Mattias Jegind


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<