Bulgarerne er udslidte, trætte og vrede

25. marts 2013

Folkelige protester i Bulgarien i februar. Foto: Reuters

POLITISK KRISE | Februar måneds voldsomme folkelige protester i Bulgarien bevirkede regeringens pludselige afgang. Befolkningens vrede retter sig mod uigennemsigtige magtstrukturer og dårlige leveforhold. Cand.mag i russisk og bulgarsk, Helle Thomsen Dalgaard, giver her sin analyse af den politiske krise i landet.

POLITISK KRISE | Februar måneds voldsomme folkelige protester i Bulgarien bevirkede regeringens pludselige afgang. Befolkningens vrede retter sig mod uigennemsigtige magtstrukturer og dårlige leveforhold. Cand.mag i russisk og bulgarsk, Helle Thomsen Dalgaard, giver her sin analyse af den politiske krise i landet.

Bulgariens netop afgåede premierminister Bojko Borisov satte sig efter parlamentsvalget i juli 2009 i spidsen for en centrum-højre regering  efter fire år med en stadig mere belastet socialistisk regering.

Borisovs parti GERB (Borgere for Europæisk Udvikling i Bulgarien, grundlagt 2006), som til tider nærmest har fremstået som hans personlige ejendom, lovede i 2009 en målrettet kamp mod organiseret kriminalitet, magtmisbrug og korruption, men endte med kun at kunne bryste sig af nogle afsluttede motorvejsprojekter og en stram finanspolitik.

De væsentligste problemer forblev uløste – ikke mindst den organiserede kriminalitet og det grumsede retsvæsen – samtidig med at mange centrale administrative poster effektivt blev besat med GERB-folk.

EU-sympati for den stærke mand
EU har været tilfreds med Borisovs økonomiske politik, men embedsmændene i Bruxelles har ikke gjort sig klart, at der er en grænse for, hvor langt man kan spænde et folks livrem ind. Desuden har EU lukket øjnene for domstolenes afhængighed af politiske og økonomiske interesser og for magtmisbrug.

Europa og NATO kunne godt lide den stærke mand, som tilsyneladende havde styr på tropperne, men EU gik ikke i tilstrækkelig grad ind i kontrollen af magtorganernes urene spil. Bulgarien har ikke overholdt de gældende regler under Bojko Borisov og vicepremierminister og indenrigsminister Tsvetan Tsvetanov, og GERB-regeringen har spillet et velinstrumenteret dobbeltspil i sit forsøg på at skjule dette.

Som journalist Anthony Georgieff har skrevet: ”Han (= Borisov) har smadret civilsamfundet i en grad, som hverken tsar Boris den III ( død 1943) eller Filov (Bogdan, ministerpræsident 1940-43, reel regent/enehersker indtil det borgerlige regime blev kuppet i september 1944) eller nogen politiske ledere efter Todor Zjivkov har formået!”

”Vi sætter ild til monopolerne”
Den 13. marts 2013 blev sidste dag på taburetterne for premierminister Bojko Borisovs regering. Massive demonstrationer startede midt i februar, først som protester mod de stigende elpriser, siden som generel politisk utilfredshed med den stadig større elendighed i Bulgarien og derfor krav om regeringens afgang, og til sidst i høj grad protester for protesternes skyld.

Tusinder af mennesker var på gaden i Sofia og Varna. I Varna krævede borgerne GERB-borgmesterens afgang på grund af magtmisbrug. Det lykkedes, men med menneskelige ofre: Den første af seks selvantændelser fandt sted i Varna den 20. februar, og den 3. marts døde fotografen Plamen Goranov som den første af selvmordsbrænderne.

Siden er yderligere tre personer døde, men det er ikke noget, der har fået nogen særlig opmærksomhed i vestlige medier. Nogle læsere husker måske til sammenligning Jan Palach, som satte ild til sin benzinoverhældte krop i Prag i 1968, og medieopmærksomheden omkring denne tragedie.

Fra midten af februar samledes folk på centrale pladser i mindst 20 af Bulgariens større byer med slagord som: ”Vi sætter ild til monopolerne”, ”Mafia” og ”Vi bliver ved til I går af”. Og det gjorde regeringen så. Bojko Borisov meddelte den 20. februar, helt uventet for parlamentet, at han ville træde tilbage, og to dage senere blev regeringens tilbagetræden sanktioneret af det bulgarske parlament.

Karismatisk karatemester
Regeringspartiet GERB fik absolut flertal i 2009, efter at 1.7 mio. (= ca. 37 %  af de afgivne stemmer) af vælgerne havde stemt på partiet. Bulgarien har ca. 7.3 mio. indbyggere, hvoraf 6.9 mio. er stemmeberettigede. Heraf lever ca. 750.000 i diaspora. 4.3 mio. afgav deres stemme, dvs. ca. 62 %. Sådan bliver det næppe ved det ekstraordinære valg, som den bulgarske præsident Rosen Plevneliev har fastsat til søndag den 12. maj 2013. Der skulle egentlig have været afholdt ordinært parlamentsvalg den 7. juli 2013.

Bojko Borisov, den karismatiske karatemester med den bekymrede rynke mellem de smukke øjne, er uddannet brandingeniør. Han har en broget baggrund. Fra 1982 -1990 arbejdede han ved politiet. Han har undervist på Sikkerhedstjenestens officersskole og etablerede i 1991 et af de første private vagtværn i Bulgarien, hvor han blandt andet ”passede på” den tidligere kommunistiske diktator Todor Zjivkov og sidenhen sønnen af Bulgariens sidste tsar, Simeon af Saxen-Coburg-Gotha,  som blev statsminister i 2001.

Borisov etablerede en kæde af vagtværn, og dette forretningsimperium havde tætte kontakter til flere markante økonomisk kriminelle personligheder, et faktum som aldrig er blevet belyst. Han blev i 2001 udnævnt af præsidenten til politidirektør, og i 2007 blev han valgt til borgmester i Sofia for GERB, som han styrede indtil parlamentsvalget i 2009.

Borisovs strategiske medmenneskelighed
Borisov er manden, som den 20. februar annoncerede, at han ikke kunne stå i spidsen for et land, mens gaderne flød med blodet fra både uskyldige borgere og politi. Annonceringen var et strategisk tiltag for ikke at svække GERB i relation til det ordinære valg, som var sat til den 7. juli i år.

Demonstrationerne i februar udviklede sig vitterlig i flere omgange til blodige slag mellem almindelige mennesker og det politi, som Bojko Borisov selv har været chef for, før han gik ind i politik.

Borisov havde få dage forinden helt uhørt annonceret fyring af det tjekkiske el-distributionsselskab ChEZ (monopollignende koncession), og dermed sendt et dårligt signal til landets udenlandske investorer. Endelig havde den meget dygtige og nok derfor af befolkningen forhadte finansminister, Simeon Djankov, indgivet sin afskedsbegæring. Så situationen var problematisk.

Borisovs regering kom ud i en politisk storm, fordi folk spontant reagerede på elregninger på omkring 100 €, som skal relateres til en månedlig folkepension på højst I50 €. Dette var dog bare dråben, som fik bægeret til at løbe over.

I stedet for at tage kampen op valgte Borisov den populistiske vej og fremstillede sig selv som et følsomt og samvittighedsfuldt menneske over for en desperat befolkning. Det var meget opportunt at træde tilbage, på den måde han gjorde, som om det var et udslag af medmenneskelighed. I stedet for at få hold på begivenhederne, som udviklede sig fra rolig demonstration til ballade, valgte Borisov at gå. Man kunne mene, at det havde vært på sin plads, at premierministeren havde gjort noget ved politiets hårdhændede fremfærd og havde taget føringen.

Kaos-spillet
Der var provokatører imellem de demonstrerende, både almindelige ballademagere og politiprovokatører, og efter sigende også unge mennesker, som blev betalt af socialisterne for at skabe uro. Men den overvejende mængde af demonstranter var almindelige borgere.

Og fra at være ”protesterende borgere” blev mængden pludselig til ”folket”, som nedsatte komitéer, der udarbejdede manifester, fremsatte forslag om folkekontrol over politikerne og domstolene, nationalisering af hele energisektoren, indførelse af en ny forfatning, som skulle vedtages i et ”Storparlament”, genindførelse af kollektivbrug og forslag om et to-kammersystem – alt sammen urealistiske forslag fra neden, som viser omfanget af kaos.

Visse røster hævder, at socialisterne, BSP, har en meget stor finger med i dette kaos-spil. Protesterne fortsætter nu mod præsidenten og den provisoriske regering, som blev udpeget af præsidenten den 13. marts.

”… mafiaens sugekopper er overalt”
En blogger skriver i en kommentar til de seneste begivenheder i Bulgarien: ”Hvornår begynder den virkelige forandring? Måske aldrig. Lige meget hvor mange regeringer der falder, bliver resultatet det samme.”

En anden kommentar: ”Folk ser og forstår, hvad der sker, men de kan ikke gøre noget, for mafiaens sugekopper er overalt.”

Eller: ”Det er mit ønske, at Bruxelles udpeger et forretningsministerium, et parlament og et retsvæsen, og ingen af de udnævnte må have bulgarske rødder.”

Sådan er folkestemningen i Bulgarien pt., og det er tydeligt, at flere og flere borgere får en bitter smag i munden, når ord som demokrati, liberalisme og markedsøkonomi  kommer på tungen. Markedsøkonomi er på det nærmeste blevet identisk med monopoler for den almindelige bulgarer. Og hun/han tager ikke helt fejl. 

Oligarki-kapitalisme
At landet efter 1989 er blevet medlem af NATO og EU trækker mange på skulderen af. Som socialantropologen Kharalan Aleksandrov skrev i avisen 24 timer i oktober 2012, så oplever bulgarerne en pervers form af en statslig partistyret oligarki-kapitalisme.

Der er oligarker på alle niveauer fra det nationale til det lokale. For at få  økonomisk succes er det enormt vigtigt at være tæt på magten, som kontrollerer ressourcerne. Derfor er bulgarsk ”entrepreneurship” ikke et spørgsmål om at få ideer og realisere projekter, men om at gætte myndighedernes hensigter og indrette sig efter deres påfund. 

Bulgarien har haft 10 regeringer på 23 år. Kun tre regeringer har siddet et fuldt mandat. Ingen regeringer har siddet mere end en enkelt valgperiode. De første ”frie” valg i 1990 gav kommunisterne magten, derefter fulgte en borgerlig demokratisk regering, to provisoriske regeringer, socialister (= ekskommunister), demokrater, og siden vendte Simeon den 2.,  søn af Boris III ”hjem” fra eksilet i Spanien og blev ministerpræsident under en socialistisk præsident i 2001.

Derefter fulgte endnu en socialistisk regering, der blev smidt ud i 2009 af det borgerlige parti GERB, som altså nu er trådt tilbage. Imens spiller det nationalistiske parti ”Ataka” med musklerne og puster til hadet mod romaerne, socialisterne trækker i alle de tråde, de kan, og det tidligere Forbund af Demokrater er fuldstændig splittet.

De veluddannede er rejst
Fra 1990’ernes ekspressionistiske slagkraft, tårevædede romantik og forventninger om økonomisk vækst og et løft for den samlede befolkning, er den bulgarske hverdag blevet for svær at klare for alt for mange mennesker. 49 % af befolkningen lever under den af EU definerede fattigdomsgrænse. Alt for mange bulgarere i dag er udslidte, trætte og vrede.

Mens der i 1990 var en overvægt af uddannede mennesker, en slags middelklasse, på gaden til protestmøder – mennesker som var bevidste i deres ønske om demokratiske ændringer – så var mange af de mennesker allerede væk, da bulgarerne gik på gaden i vinteren 1996-1997 for at presse den socialistiske regering til at gå af.

De havde forladt Bulgarien. Under demonstrationerne i februar i år var andelen af veluddannede ifølge observatører endnu mindre. Måske derfor blev konfrontationerne i det lille Balkanland, med en ellers meget tålmodig befolkning, så voldsomme.

Et uretfærdigt retsvæsen
Alt for få ejer alt for meget i Bulgarien,  og ofte – som overalt i Østeuropa – på grund af kriminelle tilegnelser af tidligere statsejendom og en tvivlsom sammenblanding af politiske og økonomiske interesser.

Banker, forsikringsselskaber, pensionsselskaber, turisme, spillekasinoer, restauranter, supermarkeder, ejendomsmæglerfirmaer – alt er i en uskøn og uigennemsigtig proces blevet koncentreret på ganske få hænder. Og til trods for at den nu afgåede regeringschef havde lovet en markant indsats i kampen mod korruptionen,  er der lang vej igen.

Et af de store problemer er, at man har et dobbelt retssystem, således at der findes én slags ret for almindelige mennesker og en anden for de store kanoner, det være sig politiske aktører eller forretningsfolk i toppen af samfundshierarkiet. Der er ingen tvivl om, at det vil tage meget lang tid at få retssystemet tilrettet det EU-retslige grundlag, og det er ikke blevet bedre under den netop afgåede regering. Der er en klar overbevisning i befolkningen om, at systemet kun straffer de små fisk.

Folkets fravalg
Bulgarerne har mistet troen på det politiske systems evne til at forbedre landets situation, og det kan naturligvis give politikere og økonomer søvnløse nætter at tænke på manglende deltagelse ved det kommende valg. Man kan tvivle på, om man når de 62 % af de stemmeberettigede, som stemte i 2009.

I flere omgange har bulgarerne proteststemt. ”De har kun lært demokratiets første lektion: hvordan man fjerner dem, der sidder ved magten!” siger tidligere premierminister Ivan Kostov, borgerlig regeringsleder fra 1997 til 2001.  Han beder befolkningen om ikke at stemme på basis af, hvem der hyppigst vises i fjernsynet, men at vælge dem som ikke vil tillade, at fejlene fortsætter.

Kostovs regering blev selv offer for dette folkelige fravalg. Han fik indført en streng finanspolitik oven på socialisternes forbryderiske omgang med landets økonomi, og han fik i 1997 Bulgarien ind under IMF’s vinger. Der blev oprettet et Valutaråd, som betød at den bulgarske leva blev bundet til D-marken og siden til euroen, da den blev indført i 1999, i fast kurs.

Inflationsraten faldt fra over 1000 % til 22 %, og BNP steg drastisk. Men Ivan Kostovs  tiltag, som banede vejen for økonomisk stabilitet og førte Bulgarien mod Europa, var for hårde for befolkningen, så han blev stemt ud og blev lagt for had af store dele af befolkningen.

Symptomatisk mistro
Mange borgere i Bulgarien sidder fast i beklagelser over, hvor elendigt landets situation er, hvor dårligt alting fungerer, og hvor håbløst det hele ser ud. Beklagelser over politikere, som ”kører deres eget løb”, ikke interesserer sig for befolkningens behov, vedtager love, som er uigennemskuelige, og spilder skattekroner og ressourcer på konstante lovændringer.

Der er ikke mange samtaler, hvor der ikke falder et ord eller to om korrupte og kyniske, samvittighedsløse politikere. Men de fleste bulgarere kunne ikke forestille sig selv at gå ind i politik.

Den provisoriske regering, som den bulgarske præsident udnævnte den 13. marts, har karrierediplomaten Marin Rajkov i spidsen. Han hører til i reformlejren, er pro-europæer og får pæne anmeldelser, men det nævnes flere steder, at han familiemæssigt har rødder i den kommunistiske nomenklatura.

Denne mistro er symptomatisk for bulgarsk politik. Man vælger som bekendt ikke sine forældre, så jeg vil mene, at Rajkovs familiebaggrund  er mindre relevant.

Russiske interesser
Rajkov har været minister i en tidligere liberal regering, og han har gode eksperter på ministerposterne, men det er naturligvis begrænset, hvad hans regering kan udrette på to måneder. Den midlertidige regering skal primært forsøge at berolige den ophidsede befolkning og gennemføre et kompliceret valg, herunder overbevise de skeptiske vælgere om, at de bør gå til stemmeurnerne.

Endvidere skal regeringen holde styr på finanserne, forhindre et oligark-angreb på Valutarådet og sikre, at Bulgarien overholder EU's spilleregler. Et ikke uvæsentligt forhold er de russiske interesser i Balkanlandet og de mange økonomiske forbindelser mellem russiske og bulgarske firmaer, som i udstrakt grad er uigennemsigtige.

Koncentreret forbitrelse
Vælgernes vurdering af det politiske system, de lever under, er bundet op på holdninger og følelser, og følelserne bliver ikke mindre markante i et land, som i den grad i starten af 1990’erne var fuldt af håb og forventninger, optimisme og fremtidstro, og i den grad er blevet skuffet på grund af manglende politisk realisering. Visionerne var der, ordene var der, men – som mange bulgarere siger – når politikerne fik magten, var alle løfter glemt.

24 år efter det kommunistiske totalitære styres sammenbrud i Bulgarien har det bulgarske parlament, på grund af de folkelige protester, været lukket inde bag afspærringer, og der har været placeret snigskytter på nabobygningernes tage. Et halvtotalitært og magtliderligt økonomisk udsugende styre, som havde infiltreret alle niveauer af magtapparatet i Bulgarien, er trådt tilbage.

Nu skal en provisorisk regering forsøge at gyde olie på de oprørte vande, som er opstået af sammensparet og koncentreret forbitrelse, og give befolkningen troen på, at der er noget at stemme om. Valget til maj vil vise, om GERB-maskinen kommer til at køre igen, eller om socialisterne, i koalition med andre partier, kommer tilbage på arenaen.

 

 

Helle Thomsen Dalgaard er cand.mag. i russisk og bulgarsk, pensionist og oversætter.

 

Af Helle Thomsen Dalgaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<