Et år efter melodigrandprixet forlod Aserbajdsjan

30. maj 2013

Melodigrandprixet kan give øget fokus på regimers undertrykkelse. Her ses sidste års grandprixvinder, svenske Loreen, sammen med aserbajdsjanske menneskerettighedsforkæmper Rasul Jafarov. Foto: Civil Rights Defenders

KOMMENTAR | Efter det europæiske melodigrandprixs besøg i Aserbajdsjan sidste år fik verden øjnene op for de rettighedsproblemer, aserbajdsjanerne oplever hver dag. Men hvordan står det til nu i landet et år efter?

KOMMENTAR | Efter det europæiske melodigrandprixs besøg i Aserbajdsjan sidste år fik verden øjnene op for de rettighedsproblemer, aserbajdsjanerne oplever hver dag. Men hvordan står det til nu i landet et år efter?

Da jeg for halvandet år siden besøgte Aserbajdsjan for første gang, var der to ting de lokale kunne sige på engelsk: ”Hello!” og ”Eurovision”. Folk var stolte. Den tidligere sovjetiske republik Aserbajdsjan havde for første gang vundet det europæiske melodigrandprix. Det betød, at  estimerede 125 millioner seere verden over ville rette blikket mod den sydkaukasiske stat, som før 2008 (hvor Aserbajdsjan blev optaget i sangkonkurrencen) ikke fyldte meget i den typiske europæers bevidsthed.

Melodigrandprixet var således en international begivenhed, som ikke bare betød, at kitsch sceneshow og europop ville komme til landet. Det betød også en oplagt mulighed for landets politiske aktivister til at rette verdens blik mod de demokratiske og rettighedsmæssige problemer, den aserbajdsjanske befolkning oplever hver dag.

Noget der i høj grad lykkedes for dem. DR sendte for eksempel TV-udsendelsen ”Melodi Grand Prix til falske toner” op til melodigrandprixet i maj 2012, og store nyhedsmagasiner som Al-Jazeera, The Guardian, Der Spiegel med flere skrev lange kritiske artikler.

Da kameraerne blev slukket
Men hvad skete der efter, den internationale presse slukkede kameraerne og drog med den internationale sangfest videre til Malmø? Ændrede melodigrandprixets tilstedeværelse i Baku noget?

Jeg har talt med den aserbajdsjanske menneskerettighedsforkæmper Rasul Jafarov. Rasul er en af hovedmændene bag kampagnen ”Sing for Democracy”, der havde stor succes med at få international opmærksom før, under og efter melodigrandprixet. Blandt andet fik kampagnen stor ros af den svenske melodigrandprix-deltager og vinder af konkurrencen i Baku, Loreen.

”Selvfølgelig løste det ikke alle problemer”, fortæller Rasul. Men der var bestemt resultater. Den internationale presses fokus på emner som menneskerettigheder og demokrati har betydet, at øjne også er blevet åbnet indenfor Aserbajdsjans grænser. Det er nu blevet lettere at mobilisere unge aserbajdsjanere til at være frivillige, og mange folk henvender sig også til Rasul angående personlige rettighedskrænkelser, de ønsker, der skal fokus på, fortæller han.

Han er derfor meget glad for at EBU, the European Broadcasting Union, ikke valgte at boykotte Aserbajdsjan tilbage i 2012, som der var en del politiske aktive rundt omkring i Europa, der advokerede før begivenheden. ”Det ville bare have gjort tingene værre”, siger Rasul og fortsætter: ”I stedet skal disse begivenheder ses som et værktøj til at skabe opmærksomhed. Værktøjer som vi mangler i hverdagen.” Han håber derfor også, at flere internationale begivenheder kommer til landet i fremtiden.

Lovændringer gør det svært for NGO’er
Det er nemlig langt fra let at være politisk NGO i Aserbajdsjan. En lovændring fra årsskiftet har betydet, at der er kommet en række restriktioner for ikke-registrerede NGO’er. At blive registreret NGO er en ikke-transparent og kompliceret proces. Noget som den svenske menneskerettighedsorganisation Civil Rights Defenders vurderer, i deres nyligt udgivne rapport om landet, er et undertrykkende værktøj til at få de kritiske organisationer til at lukke munden (http://www.civilrightsdefenders.org/files/No_sweet_songs_for_HRD.pdf).

En anden lovændring har betydet en indskrænkelse i forsamlingsretten. Bøden for at holde ikke-godkendte protester er nu på 500 til 1100 manat. Det svarer til godt 8400 danske kroner. ”Det er rigtig mange penge for en aserbajdsjaner” fortæller Rasul. Han vurderer, at ”situationen i dag er blevet værre og bliver stadig værre”.

Regeringen er igen begyndt at anholde journalister, oppositionspolitikere og kritikere. I månederne efter grandprixet var det ellers begyndt at gå fremad, fortæller han. Mange politiske fanger blev løsladt. Men siden november 2012 er regeringen igen begyndt at sætte kritikerne i fængsel. Og nu er der lige så mange politiske fanger i fængslerne som før melodigrandprixet.

Rasul nævner en af de mere absurde historier, hvor en ung fyr arrangerede et ”harlem shake dance-arrangement” i centrum af Baku og lagde det på YouTube. Fyren blev efterfølgende dømt med beskyldninger om hooliganisme (www.slate.com "Harlem Shake Video Lands Azerbaijani Activist in Jail for 'Hooliganism'"). ”Det viser realiteterne i Aserbajdsjan” fortæller Rasul mig. ”Det er blevet værre, og det hænger sammen med, at der er præsidentvalg i oktober i år”.

Manøvrerum på trods af afpresning
Rasul er dog fortrøstningsfuld. Jeg spurgte ham ind til, om det ville være sværere at få en kampagne som ”Sing for Democracy” op at stå i dag, end det var sidste år. ”Nej” siger han. Dengang de begyndte kampagnen, var regeringen også efter dem. Regeringen printede artikler, hvor de skrev, at folkene bag ”Sing for Democracy” var nationale fjender, der arbejdede for udlændinge.

Endda blev Rasul ringet op af den aserbajdsjanske efterretningstjeneste, der bad ham om at stoppe kampagnen. De fortalte, de havde deres øjne på ham. ”Det var ikke let” fortæller han. Dog har han hele tiden følt sig sikker. Helt fra start havde de kontakt til EBU og en række europæiske medier, og det har givet dem manøvrerum.

Rasul er da heller ikke stoppet med at føre an i kampen for menneskerettigheder og demokrati i Aserbajdsjan. I december 2012 var han med til at starte kampagnen ”Art for Democracy”. Her skabes et alternativt forum for kritiske aserbajdsjanske kunstnere. Til det kommende valg vil kampagnen endvidere også sætte fokus på vigtigheden i at stemme og journalisters og observatørers rettigheder under valget.

Præsidentens involvering i de manglende stemmer til Rusland
Aserbajdsjan er dog stadig langt fra at være et frit land. Rasul mener, det for eksempel kommer til udtryk ved den sag, der just har været oppe i de europæiske medier omkring præsident Ilham Alijev, der besluttede at undersøge, hvorfor Aserbajdsjan ikke havde givet Rusland nogle stemmer til melodigrandprixet. Han fandt, at der havde været fusk med stemmerne og Rusland faktisk skulle have haft ti point fra Aserbajdsjan.

”Hvis den øverste person i et land, præsidenten, giver ordrer om at man skal undersøge et sådant emne, så er det bullshit” siger Rasul. ”Det viser bare at vores regering er tæt på Rusland.” Han peger på, at det i øvrigt er en krænkelse af privatlivet, at myndighederne har givet adgang til, at de russiske myndigheder kan se stemmeresultaterne.

”Hvorfor har de aserbajdsjanske myndigheder overhovedet adgang til disse informationer?” spørger han. ”For regeringen i landet handler det mest om at vise deres magt til resten af Europa” tilføjer han. Han mener i øvrigt, at den aserbajdsjanske befolkning ikke har stemt på russerne.

Aserbajdsjans deltagelse viser, at melodigrandprixet er mere end blot at fejre vores fælleseuropæiske evne til at konkurrere om at producere mere og mere enslydende sange i vest til øst. Grandprixet kan også bruges til at skabe indsigt i, hvad der sker i andre lande i Europa, som Loreen skrev i et debatindlæg til SVT for et par uger siden (http://debatt.svt.se/2013/05/17/fler-artister-maste-sta-upp-for-manskliga-rattigheter/).

Rasul er i hvert fald ikke i tvivl. Der er behov for den internationale opmærksomhed i Aserbajdsjan. På den måde kan der nemlig gives informationer til landets regering om, at aserbajdsjanerne ønsker at være demokratiske og have et stærk land uden menneskerettighedskrænkelser.

Hermed er opfordringen givet videre til andre europæiske medier om at fortælle flere historier om, hvad der gemmer sig bag den glitrende facade i Aserbajdsjan – også selvom sangkonkurrencen med de storpolitiske undertoner drager mod Danmark næste år og ikke Aserbajdsjan.

 

LÆS MERE HER:

http://www.news.az/articles/eurovision/79910

http://www.civilrightsdefenders.org/files/No_sweet_songs_for_HRD.pdf

http://amazingazerbaijan.com/index.php/about/

http://www.aljazeera.com/indepth/opinion/2013/05/2013519690697916.html

http://debatt.svt.se/2013/05/17/fler-artister-maste-sta-upp-for-manskliga-rattigheter/

www.slate.com "Harlem Shake Video Lands Azerbaijani Activist in Jail for 'Hooliganism'"

LÆS OM RASULS ARBEJDE:

http://www.singfordemocracy.org/

https://www.facebook.com/Art4Democracy

http://humanrightsclub.net/?lang=en

Af Annika Maigaard Mogensen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<