Rapport: Demokratiet i krise i Øst

04. juli 2013

Foto: Aziz Karimov for Freedom House

ANALYSE | Transition er ikke en lineær proces fra diktatur til demokrati. Processen kan også gå i stå eller tilbage. Det fremgår af dette års tilstandsrapport fra Freedom House over den tidligere østblok. Peter Zacho Søgaard har læst rapporten.

ANALYSE | Transition er ikke en lineær proces fra diktatur til demokrati. Processen kan også gå i stå eller tilbage. Det fremgår af dette års tilstandsrapport fra Freedom House over den tidligere østblok. Peter Zacho Søgaard har læst rapporten.

Hvad skete der egentlig med den demokratiske bølge i den østeuropæiske region? 24 år efter murens fald og kommunismens sammenbrud burde liberalisme, kapitalisme og demokrati jo for længst have sejret og “historien” være afsluttet, som Francis Fukuyama så storladent forudsagde i 1990erne? eller hvad?

Well, noget gik galt et sted på vejen. Optimismen i 90erne endte for mange stater ikke med en konsolidering af demokratiet, men mere med stagnation i en gråzone, et sted på vejen i mellem diktatur og demokrati. Dette kan konkluderes hvis man læser den seneste rapport fra den amerikanske institution, Freedom House, om demokratiets tilstand i verden: “Nations in Transit”. En efterhånden dårligt passende titel, for “transit” implicerer på sin vis en bevægelse frem eller tilbage, og ikke en dansen på stedet. Men uanset titlen, der blev formuleret i de optimistiske 90ere, er Freedom Houses kritik af den østeuropæiske og eurasiske region ikke til at tage fejl af: Det går ikke fremad med demokratiet i regionen, det går tilbage.

Freedom House’ demokratiskala går fra 1 til 7, hvor 1 er det perfekte demokrati, 7 et diktatur, og baserer sig på landenes opførsel på syv parametre, hver især essentielle for et levedygtigt og solidt demokrati: Disse parametre er: 1. Valg og valgproces 2. Korruption 3. Civilsamfundets tilstand 4. Mediernes uafhængighed 5-6. Demokratisk regeringsførelse på nationalt og lokalt niveau samt 7. Domstolenes uafhængighed. Gennemsnittet af disse ratings giver en samlet score imellem 1 og 7.

Eurasien vender (stadig) den tunge ende nedad
Værst ser det ud i den eurasiske region (det tidligere Sovjetunionen), der tegner sig for den laveste gennemsnitsscore på imellem seks og syv. Med undtagelse af Ukraine, Georgien, Moldova og Armenien ligger alle de eurasiske stater klumpet sammen her. Det gælder lande som Kasakhstan, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Kirgisistan, Usbekistan, Hviderusland, og måske overraskende for nogen: Rusland.

En kendetegnende trend for 2012 i staterne i den tunge ende af skalaen er, at de alle har slået ned på civilsamfundet og indskrænket dets muligheder for indflydelse, uafhængighed og protest. Det skyldes, skriver Freedom House, at det arabiske forår og facebookrevolutionerne verden over har øget paranoiaen i regeringskontorerne. Her har Rusland i 2012 under Vladimir Putin vist sig som et foregangsland. I Rusland er straffene for uautoriserede demonstrationer blevet skærpet og udenlandske NGO’er der opererer i landet, som USAID, og UNICEF igennem chikane og sagsanlæg blevet presset til at lukke og forlade landet.

Samtidig er lokale organisationer, der arbejder imod valgsvindel og for pressefrihed blevet forhindret i at modtage de udenlandske donationer de er afhængige af, med mindre de lod sig registrere som udenlandske agenter. En sådan registrering ville igen begrænse deres rettigheder. Ydermere er straffen for injurier sat op.

Fladmaste civilsamfund
Hvor Rusland leder vejen, følger andre efter: Et lignende mønster af undertrykkelse af deres i forvejen fladmaste civilsamfund genfindes hos Ruslands autokratiske naboer mod syd: Kasakhstan, Aserbajdsjan, Tadsjikistan og Hviderusland.

To øvrige lande er her i en kategori for sig selv på bunden: Turkmenistan og Usbekistan holder sig stabilt på scoren 7 i repressionen af civilsamfundet og ethvert skin af demokrati synes at være opgivet. Begge landes ledere har for længst givet sig hen til bygning af marmorpaladser, springvand og roterende guldstatuer af sig selv.

For Alle 12 stater i den eurasiske region gælder det, at deres score i dag er værre end den var for 15 år siden. Kun Kirgisistan har vist fremskridt i de senere år efter en voldelig revolutionen i 2010, der væltede præsident Kurmanbek Bakijev og indtil videre har medført et demokratisk lokalvalg og tre år i træk med en forbedret demokratiscore.

Fremgang i Kaukasus - tilbagegang i Ukraine
I mellemkategorien fra 3 til 5 på demokratiskalaen har signalerne været blandede. I Ukraine har stigende pres på ngo’er og medier ikke indtil videre forhindret deres virke, men på den anden side heller ikke afholdt regimet fra at bruge administrative ressourcer til egen fordel ved parlamentsvalget i 2012. Ugennemsigtig kampagnefinansiering, bestikkelse og håndplukkede valgkommissioner, der optalte stemmerne til fordel for regeringens parti, gjorde valget til en farce. Og oppositionens leder Julia Timosjenko er stadig i fængsel.

Georgien og Armenien har til gengæld begge gennemført frie valg under nye valglove, der har forbedret den lige adgang til kampagnemidler og mediedækning for alle partier, og ikke mindst forbedret repræsentativiteten i sammensætningen af deres parlamenter. For Georgiens vedkommende var valget det første fredelige magtskifte igennem demokratiske valg i landets historie.

Korrupte Balkan og blandede bolsjer i Centraleuropa
I mere velkendte farvande længere mod vest finder Freedom House to tendenser. Balkanlandene befinder sig over en bred kam i det nedre lag af, hvad der kan kaldes demokratiets 2. division, med score fra 3,5 i Kroatien og Serbien, der begge er på vej ind i EU, ned til score på 4,2-4,3 i Albanien, Bosnien-Herzegovina og bundskraberen Kosovo med en score på over 5. Korruption er hovedfjenden på tværs af regionen, hvor politiske interesser og forretningsinteresser mødes i uigennemsigtige privatiseringseventyr og hvor journalister, der forsøger at afdække affærerne ofte finder sig selv i truet position.

I de mere etablerede demokratier i Centraleuropa er demokratiets valghandlinger, pressens og civilsamfundets frihed rodfæstet. Disse EU medlemmer har demokratiscore under eller omkring de 2 med Slovenien, Estland og Letland i førertrøjen, efterfulgt af Tjekkiet, Polen og Lituauen. Slovakiet ligger midt i feltet med 2,5, og omkring de 3 finder vi Ungarn, Bulgarien og til sidst Rumænien på sidstepladsen i EU med 3,5. Generelt for denne gruppe kan siges at krisen kradser, og de medfølgende nedskæringspolitikker og skattestigninger flere steder har fået befolkningens tålmodighed med den politiske klasse til at slippe op med store demonstrationer, regeringskriser og skandaler til følge.

Baglæns transition
Ungarns fald fra en score omkring de 2 i 2008 til 2,89 i 2013 er et skræmmeeksempel på at udviklingen ikke er forudbestemt til at gå fremad. Premierminister Victor Orbán og hans nationalkonservative Fidesz parti har med sine to tredjedels flertal i parlamentet øget statens magt over medierne og domstolene, samt ændret forfatningen så deres beslutninger om kultur, religion, moral og økonomi fremover kun kan ændres med to tredjedels flertal. Hvilket kan vise sig at være tæt på umuligt i fremtiden. Forfatningsdomstolen i Ungarn er den sidste skanse imod Orbáns magtsyge.

Det er dog ikke skidt det hele: Flere steder har institutionernes bolværk mod korrupte aktører vist sig at holde: I Tjekkiet har ikke mindre end 12 ministre måtte træde tilbage i løbet af 2012 i en flodbølge af korruptionssager og konflikter internt i regeringskoalitionen.

Premierministeren Petr Nečas så længe selv ud til at gå fri, indtil han i sidste måned blev fældet af en saftig sag om sin egen elskerindes påståede misbrug af den militære efterretningstjeneste ydelser. Hun skulle have brugt tjenesten til bl.a. at udspionere Nečas kone. At antikorruptionsinstitutioner på den måde gør deres arbejde i Tjekkiet har forbedret landets rating hos Freedom House med 0.25 points.

På vej mod en illiberal verdensorden?
Freedom Houses konklusion er en løftet pegefinger til vestens liberale demokratier: Ser I igennem fingre med, hvordan Eurasiske stater i de senere år systematisk har slået ned på ytringsfrihed, pressefrihed, domstolenes uafhængighed og forsamlingsfriheden, baner I i sidste ende selv vejen for en illiberal verdensorden, hvor magt har agt, og det ikke skeles til menneskerettigheder og demokratiske forhold i samspillet mellem lande.

Ser man bort fra flere EU-landes lidt forkølede protest mod værtslandet Ukraines fængsling af Julia Timoksjenko under EM i fodbold sidste år, har det ellers ikke skortet på anerkendelse af autoritære stater i det internationale samfund. Især ikke når det kommer til tildeling af folkelige sports og kulturbegivenheder.

Rusland afholder i 2014 en højt profileret vinterolympiade i Sotji - tæt på et sprængfarligt Kaukasus. Hviderusland er tildelt verdensmesterskabet i Ishockey i 2014 og autoritære Azerbaijan afholdt i 2011 Det internationale Melodigrandprix. Man kunne tilføje at VM i fodbold i 2018 er gået til Rusland og til Qatar i 2022.

Udemokratiske demokratiforkæmpere
Mere bekymrende end FIFAs vurderingskriterier for værtslande er måske, at flere illiberale stater er blevet formænd for internationale fora hvis specifikke formål er at promovere menneskerettigheder og frie valg som f.eks. Kasakhstan der blev tildelt formandskabet af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i 2010.

Der er derfor tegn på at Vesten har glemt at demokrati og liberale værdier ikke fremmes af sig selv men kræver en konstant indsats. Måske affinder Vesten sig med situationen pga. sin egen økonomiske og moralske krise. Det mener statskundskabsprofessoren Georg Sørensen, der peger på, at liberale regioner som USA og Europa både er hæmmet af den økonomiske krise der tvinger dem til at vende blikket indad, men også af en moralsk krise efter et årti med krig mod terror og krige i mellemøsten.

Droneangreb og spionageskandaler svækker billedet af den liberale model som overlegen og der eksisterer klare autoritærer alternativer til der synes at blive stærkere og stærkere. Den økonomiske vækst i fremtiden vil ligge i regioner der domineres af illiberale lande som Putins Rusland, Kina og Golfstaterne. Alle er eksempler på økonomisk udvikling uden medfølgende politiske frihedsrettigheder og det er en udfordring for den demokratiske model.

Læs rapporten fra Freedom House HER


Af Peter Zacho Søgaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<