Kulturmøde gennem filmens æstetik

30. oktober 2013

FILM | Itching-Scratching Film Festival inviterer på fredag og lørdag til to dages gratis filmmarathon i Aarhus. Filmentusiaster samt andre interesserede og nysgerrige individer får mulighed for at tage på opdagelsesrejser i en verden af kortfilm og dokumentarfilm kreeret af talentfulde instruktører fra Danmark og Bosnien-Hercegovina. Dalila Tatarević introducerer.

FILM | Itching-Scratching Film Festival inviterer på fredag og lørdag til to dages gratis filmmarathon i Aarhus. Filmentusiaster samt andre interesserede og nysgerrige individer får mulighed for at tage på opdagelsesrejser i en verden af kortfilm og dokumentarfilm kreeret af talentfulde instruktører fra Danmark og Bosnien-Hercegovina. Dalila Tatarević introducerer.

Klokken 17.30 fredag den 1. november slår Itching-Scratching Film Festival for andet år i træk dørene op for en verden af inspirerende historier fortalt gennem film.

Arrangørerne af festivalen vil stå klar til at forære det interesserede publikum et par velkomstord, inden der lægges ud med Damir Bašić’s kortfilm Just to Take a Look (Samo da pogledam). En kortfilm med tryk på kort; filmen varer kun et minut! Og tro det eller ej, filmens budskab stikker dybt. Den vækker en refleksion, som vi ofte glemmer eksistensen af.   

Festivalens udvalg af kortfilm og dokumentarfilm er skabt af uafhængige, mindre etablerede, up-and-coming filminstruktører fra Danmark og Bosnien-Hercegovina. Og der er talenter at spotte; hver eneste af dem med sin egen historie at fortælle og sin egen stemme at benytte.

Men hvad går disse forholdsvis nyudklækkede filmskabere rundt og interesserer sig for? Hvad er det, som prikker til dem? Hvad vil de gerne fortælle, og hvilke fortælleteknikker og virkemidler benytter de sig af for at få deres budskab frem? Placerer de sig i mainstream-tendenser, eller tør de udfordre publikum til at se tingene fra usædvanlige vinkler? Med disse spørgsmål åbner festivalen op for en komparativ tilgang til to landes kulturer, som i dette tilfælde er eksponeret gennem filmens æstetik.

Filmscreeninger og diskussionsforum
Programmet byder på film med mange forskellige fortællinger. Der er film, som er rige på visuel kvalitet, og så er der film, som narrativt set udfordrer publikum til mentale flytninger. Unødvendigt er det at nævne, at hele udvalget fremlægger interessante historier og erfaringer, som publikum kan tage med sig hjem. Men når det så er sagt, er der nogle værker, som gør noget ekstra ved modtageren.

Af disse kan fremhæves kortfilm som Marie Grahtø Sørensens Daimi, Tobias Gundorff Boesens Et dukkehjem, Charlotte Madsens Engle hører til i himlen, Elvir Muminović's Neverending Story (Priča bez kraja) samt Tine Šmalceljs Orpheus (Orfej). Desuden kan fremhæves den prisbelønnede Some Other Stories (Neke druge priče), som er en samling af kortfilm af kvindelige instruktører fra fem ud af seks lande fra fortidens Jugoslavien.

I forhold til dokumentarfilm har Bosnien-Hercegovina en lang tradition med denne genre, og i år præsenterer festivalen et par stykker, som har potentiale til at provokere – ikke kun i forhold til det, som instruktøren fortæller i filmen, men også måden, der bliver fortalt på. Af disse eksperimenter inden for dokumentargenren kan fremhæves for eksempel Close Up In Total (Krupno u totalu) af Slaviša Mašić samt Magnet af Namik Kabil.

Af andre bemærkelsesværdige dokumentarfilmsinstruktører kan nævnes Vladimir Tomić, som oprindeligt er fra Sarajevo og nu bosiddende i København. På festivalen er han aktuel med My Lost Generation og Unfinished Journeys, hvori han på en gennemgribende og visuelt æstetisk måde arbejder med identitet som tematisk struktur.

Udover filmscreeninger er der også afsat tid til et diskussionsforum med den kvindelige, bosniske instruktør, Ines Tanović, som gæster dette års festival fredag den 1. november. Ines Tanović står bag dokumentarfilmen Day on the Drina (Jedan dan na Drini) – en film som har en evne til at fremkalde en magtesløs stilhed hos sit publikum. Hendes præsentation af filmen vil samtidig være udgangspunkt for en diskussion om dokumentargenren. Og publikum vil naturligvis have mulighed for at stille spørgsmål.

To filmtraditioner – én stor filmoplevelse
Ideen bag festivalen startede med en portion god vilje om at gøre noget for filmtalenter fra Bosnien-Hercegovina. Udgangspunktet for hele projektet var teorien om, at de bosniske filminstruktører ikke nødvendigvis har adgang til mange ressourcer for filmproduktion. Ikke desto mindre formår instruktørerne at overraske med fremragende og livsbekræftende fortællinger, som er værd at distribuere på disse kanter af verden.

Men konceptet blev udvidet til også at inkludere de danske filmtalenter. Udvidelsen af konceptet var især forbundet med nysgerrigheden for ligheder og forskelle i filmproduktioner i de respektive lande. Danmark har også en meget stærk filmtradition, som præsenterer kvalitetsrige film både i forhold til det narrative, men også det visuelle. Og det er disse to filmkulturer, festivalen ønsker at vise i en forenet kontekst, hvor erfaringer og oplevelser i forhold til filmproduktion sættes i dialog.

Itching-Scratching Film Festival er et non-profit og non-kommercielt projekt, og holdet bag festivalen arbejder på frivillig basis motiveret af ønsket om at bidrage til det inspirerende, tværkulturelle miljø i Aarhus og i Danmark. Visionen er at gøre festivalen til fast inventar i kulturlivet i Aarhus. Projektgruppen har ambitioner og ser udviklingspotentiale i projektet, men indtil videre stilles ideudviklingen på pause. For denne weekend skal varen leveres og publikum tilfredsstilles; et to-dages tætpakket program med intense filmoplevelser.

Hermed bydes der velkommen til et spændende og anderledes møde mellem to filmtraditioner, som smelter sammen til en omfattende filmoplevelse; en oplevelse som kan være med til at udfordre stereotype billeder og fordomme om film, men også stereotype perspektiver på livets omstændigheder.

 

Itching-Scratching Festivalen afholdes den 1. og 2. november 2013.

Sted: Remisen – Godsbanen, Aarhus

Mere info: itching-scratching.org

 

Af Dalila Tatarević


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<