Udenrigsministeriet udtaler til rØST - Danmark er IKKE ligeglad med Aserbajdsjan

11. november 2013

Heydar Alijev, plakat i Baku. Foto: Yuri Boyanin

KOMMENTAR | Udenrigsministeriet svarer her på Güllü Djangirovas og Magasinet rØSTs spørgsmål, omkring hvad Danmark vil gøre med den demokratiske udvikling i Aserbajdsjan.

Güllü Djangirovas forventninger fremsat hos Magasinet rØST
"Jeg forventer, at danske politikere vil reagere ligesom deres svenske kollegaer. Jeg forventer, at alle europæiske politikere sætter embargo for regeringen og vil boykotte den aserbajdsjanske regering fra nu af!

Jeg forventer, at Europa vil presse og straffe den aserbajdsjanske regering så meget, at Aserbajdsjans befolkning vil føle støtte fra Europa, får selvtillid til oprør og regeringen vil bukke sig for folkets krav.

Jeg forventer, at Europa sætter menneskerettighederne og menneskerne i Azerbaijan højre end billig gas og olie, som de køber hos den aserbajdsjanske regering."

  • Hvorfor har Danmark og udenrigsministeren ikke reageret eller kommenteret på de brud på demokratisk praksis og menneskerettigheder, der foregår i Aserbajdsjan? Dette er noget, som andre europæiske regeringer har kritiseret. Hvad er årsagen til Danmarks tavshed?
  • Har Danmark kommercielle interesser i det olierige land?
  • På Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at Aserbajdsjan er 'lavt prioriteret' i naboskabsprogrammet - hvad er årsagen til dette?
  • Er Aserbajdsjan og Aserbajdsjans demokrati eller mangel på samme permanent nedprioriteret i den danske udenrigspolitik?

 

Udenrigsministeriets svar til Magasinet rØST
Præsidentvalget i Aserbajdsjan den 9. oktober blev ifølge de foreløbige konklusioner fra OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) og OSCE’s Parlamentariske Forsamling (PA) undermineret af begrænsninger vedrørende ytrings,- forsamlings- og foreningsfriheden. Valgkampagnen var præget af påstande om intimidering af kandidater og vælgere og af restriktioner på medierne.

Det konkluderes, at væsentlige problemer blev observeret under alle faser af valgprocessen på selve valgdagen. Således blev der observeret 37 valgsteder, hvor der var klare indikationer på, at egentlig valgsvindel havde fundet sted. ODIHR’s og OSCE PA’s valgobservationsmission var baseret på et omfattende materiale indsamlet af 43 langtidsobservatører (13 eksperter i Baku og 30 ude i landet, heraf to danskere) og ca. 300 korttidsobservatører (heraf otte danskere).
 
Valget i Aserbajdsjan var genstand for en drøftelse i OSCE’s Permanente Råd den 17. oktober, hvor Danmark arbejdede for et fast og substantielt EU-indlæg, der støttede op om ODIHR’s og OSCE PA’s foreløbige konklusioner, og som opfordrede Aserbajdsjan til at adressere den rejste kritik med henblik på at efterleve sine internationale forpligtigelser. Tilsvarende har Danmark i Europarådets Ministerkomité støttet op om EU-repræsentantens kritik af de problematiske forhold ved præsidentvalget.
 
Aserbajdsjan er omfattet af Danmarks Naboskabsprogram, som i indeværende strategiperiode 2013-2017 bidrager med 200 mio. kr. årligt til udvikling i landene i det østlige Europa, sydlige Kaukasus, Tyrkiet og på det vestlige Balkan. Naboskabsprogrammet fokuserer Danmarks støtte på to overordnede områder: I) Menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse, konfliktløsning, ligestilling samt styrkelse af civilsamfund og medier, og II) bæredygtig og inklusiv økonomisk udvikling, herunder bæredygtig vækst, grøn teknologi og energieffektivitet. For at fokusere ressourcerne i Naboskabsprogrammet er udvalgt syv såkaldte prioritetslande, hvor der er særligt gode perspektiver for at fremme ovennævnte målsætninger. Aserbajdsjan er ikke blandt disse syv prioritetslande, men Danmark har ikke desto mindre en række naboskabsaktiviteter  i landet. Danmark har i regi af Naboskabsprogrammet to regionale projekter med sigte på henholdsvis anti-trafficking samt fremme af frie medier og demokratisering, som inkluderer aktiviteter i Aserbajdsjan.
 
Danmarks samhandel med Aserbajdsjan er forholdsvis beskeden: Aserbajdsjan aftog i 2012 for 233 mio. kr., hvilket svarer til 0,04% af den samlede danske vareeksport. Importen fra Aserbajdsjan beløb sig i 2012 til 115 mio. kr.
 
Danmark vil også fremover følge udviklingen i Aserbajdsjan tæt, det være sig såvel den politiske situation som det danske engagement i Aserbajdsjan gennem Naboskabsprogrammet.

Læs den oprindelige artikel af Güllü Djangirova her.

Af Mia Tarp Hansen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<