Utopisten, der ændrede historien

06. november 2013

BOGANMELDELSE | Kurt Jacobsen: Lenin – En biografi. 382 sider. Informations Forlag (2013). 349 kr. Anmeldt af Jens Geisler.

BOGANMELDELSE | Kurt Jacobsen: Lenin – En biografi. 382 sider. Informations Forlag (2013). 349 kr. Anmeldt af Jens Geisler.

Lenin – for nogen nærmest et idol, for andre et foragtet navn, og ifølge denne biografi i hvert fald en aggressivt diskuterende, ubøjelig revolutionær, mens han ivrigt skrev om og diskuterede en revolution, der i næsten permanent landflygtighed må have virket som en drøm. Forbløffende er historien om en mand, der længe blot var et medlem (om end et betydende et) af en obskur politisk bevægelse i udlandet, repræsentant for en utopisk og radikal ideologi uden klangbund i det russiske bondesamfund, trods alle odds, sejrede og ændrede Europas historie. For uden ham ville det 20. århundrede have formet sig anderledes, da den Kolde Krig næppe ville have fundet sted, som det pointeres.

Forfatteren, Kurt Jacobsen, professor i virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School, står også bag den meget roste biografi om Aksel Larsen, stifteren af SF.

En stærk personlighed
Den kronologisk opbyggede biografi indledes med en beskrivelse af Lenins barndom og ungdom i provinsbyen Simbirsk, hvor den akademisk dygtige enspænder Vladimir levede et forholdsvist privilegeret liv i et oplyst lærerhjem. Men broderen henrettes af zar-styret, og den unge mands forvandling til glødende revolutionær beskrives med imponerende klarhed. De stærke personlige egenskaber, ikke mindst hans intense, ja, nærmest fanatiske, overbevisning om egen ret, kombineret med en tilsyneladende uophørlig energi, hvis hvirvelstorm drev mange foran sig og trak andre med sig i slipstrømmen, men også fremmedgjorde nogle, fuldender et overbevisende billede af en person med en usædvanlig og stærk personlighed.

Hvorledes de gode akademiske evner og det høje energi niveau også tilføjedes en uigennemtrængelig følelseskulde fastslås i beskrivelsen af det mangfoldige revolutionære politiske miljø, hvori hans politiske mentorer og inspiratorer, Martov, Pekhanov m.fl. fangede den unge mands opmærksomhed. Resultatet var en usvigeligt dedikeret revolutionær, for hvem intet måtte forsinke, hæmme, eller afspore arbejdet for den hellige sag, den socialistiske revolution, slet ikke petitesser som personlige følelser.  

Politik, politik, og lidt romantik
Det præcise portræt efterfølges af en lige så grundig gennemgang af næsten to årtiers landflygtighed i Zürich, Krakow og talrige andre steder uden for Rusland, hvor møder, kongresser, revolutionære skriverier, og tilbagevendende hårde politiske sammenstød med nære kampfæller om den helt rigtige politiske linje følges tæt. Debatternes politiske indhold, og årstal og præcise datoer for de talløse møder, noteres ansvarsfuldt og nøje, måske også lidt omstændeligt, og brydes kun i begrænset omfang op af få beskrivelser af de landflygtige revolutionæres miljø og anekdoter om Lenin, som fx havende en lidt rå humor.

Det præger ligeledes bogens sidste del, hvor Lenins hyppige sygdomstilfælde og lige så hyppige tilbagevenden til politisk arbejde er unødigt detaljeret beskrevet. I den sammenhæng liver Lenins romantiske forbindelse med Inessa Armand gevaldigt op, ja, virker nærmest kulørt, omfavnet af det faktuelle fagligt politiske indhold. Blod, seksualitet og følelser havde manden altså trods alt også.

”The French Connection” og Machiavelli
Men hvor biografiens første del meget jordbundet forholder sig til Lenins politiske liv får bogen noget mere luft under vingerne i anden del, hvor det ’Jakobinske tema’ trækker historiske tråde til den franske revolution i 1789 og dens leder, Robespierre, der ledte terroren mod revolutionens fjender – efterfulgt af en fascinerende refleksion om Lenin set i et Machiavellisk (magt- og statsteoretikeren Machiavelli 1469-1527) lys, der afslører tydelige ligheder mellem dennes ideal-fyrste, som opstillet i hans kontroversielle bog ”Fyrsten”, og Lenins optræden som revolutionsleder: Oprøreren, der med brutalitet og vold trods alt gør det moralsk rigtige.

For Revolutionsføreren Lenin førte uden at tøve regulær krig mod det selvsamme folk han ønskede at frelse, rystende illustreret af hans stærke ønske om at ødelægge den russisk-ortodokse kirke under sultkatastrofen i starten af 1920’erne, hvor den dybt religiøse bondebefolkning var tvunget i knæ, for udhungret til at kunne gøre modstand. Men netop deres fysiske sårbarhed skulle udnyttes til også at angribe deres endnu uskadte åndelige hjem, trossamfundet. Som når ræven æder de svage og forsvarsløse fugleunger når forældrene er ude af reden. Her forstår man med hjertet, hvorfor ordet ’tyran’ knyttes til navnet Lenin.

Kynisk idealisme kontra magtgalskab
Trods den nu anvendte føromtalte følelseskulde bemærkes det reflekteret, at Lenin dog havde øje for at folket ikke kun kan regeres med vold, hvilket forklarer at den ”røde terror” først for alvor kom til udtryk under borgerkrigen, som modsvar til den ”hvide terror” begået af zar-tilhængerne. Selvom det erkendes, at Lenin opstillede det system, som Stalins senere terror byggede på, argumenteres der for, at Lenin og Stalin ikke var to alen ud af et stykke, thi Lenin var en idealistisk kyniker, mens Stalin blot var kyniker, som ville magten for magtens egen skyld. En nylig udkommet bog, ”Stalins Curse” (Robert Gellately), ser dog Stalin et andet lys, så debatten om den rette forståelse af de to store sovjetiske diktatorer vil nok fortsætte en rum tid endnu.

Under alle omstændigheder tegnes udviklingen fra privilegeret ung mand, over fattig eksilrevolutionær, til brutal magthaver flot op, og, særligt med biografiens anden del in mente, udgør biografien en oplysende behandling af en af historiens mest betydningsfulde ledere.

Af Jens Geisler


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<