Børn der opdrages til at hade andre børn

19. november 2013

Billede fra Elvir Muminovic's film "Neverending Story"

INTERVIEW | Den bosniske filminstruktør Elvir Muminović forsøger gennem filmkunsten at påtage sig sin del af ansvaret for at skabe en bedre fremtid for Bosniens opvoksende generationer. Magasinet rØST har talt med ham om nationalisme, krig og film som et middel til at diskutere politik.

INTERVIEW | Den bosniske filminstruktør Elvir Muminović skammer sig over at leve i et land, der ikke har gjort op med den nationalisme, der forårsagede krigen i 1990’erne. Gennem filmkunsten forsøger han at påtage sig sin del af ansvaret for at skabe en bedre fremtid for Bosniens opvoksende generationer. Magasinet rØST har talt med ham om film som et middel til at diskutere politik.

Ser man bort fra den bestemte artikel, forbinder de fleste sikkert titlen Neverending Story med en eventyrlig film og ditto popsang fra 1980’ernes fagre populærkultur-katalog. Googler eller søger man efter titlen på Youtube, støder man nemlig på en fyr med navnet Limahl, der synger om at finde svaret – på en historie uden ende.

Nu er det dog ikke fantasy-genren (hverken den musikalske eller filmiske), denne artikel skal handle om, men derimod en helt, helt anden og mere realistisk Neverending Story (Priča bez kraja), instrueret af den i Danmark debuterende bosniske filminstruktør Elvir Muminović, der var aktuel på Itching Scratching-filmfestivalen i Aarhus i begyndelsen af november.

Elvir Muminović, der er bosiddende i Sarajevo vandt tidligere i år prisen for bedste kortfilm ved dette års filmfestival i Tuzla, Bosnia-Hercegovina, mens han sidste år deltog ved den New York-baserede Bosnien-Hercegovinske Filmfestival, hvor Neverending Story havde sin amerikanske debut.

Neverending Story er instruktørens afgangsfilm. Den fortæller på dramatisk vis historien om, hvordan barnløshed og adoptionsdrømme ender i store spørgsmål om krigens mange fortrængninger og forsøg på forsoning.  Hovedtemaet er den menneskelige evne – og mangel på samme – til at se ud over egne sandheder, og der stilles spørgsmålstegn ved, hvordan den ældre generations manglende selvransagelse påvirker det efterkrigssamfund, hvor en opvoksende generation af børn of unge skal vinde fodfæste.

Hvilke observationer, der ligger til grund for en sådan skildring, har vi spurgt Muminovic om.

Det handler om, hvordan det absurde bliver til grusom virkelighed, når en skoleklasse på vej til Spanien pludselig finder sig selv i skovene omkring Sarajevo, mens de holder udkig efter snigskytter, ligesom det handler om, hvordan den uhellige alliance mellem nationalisme, populisme og penge udgør en trussel – ikke bare for (film)kunsten, men også for almindelige menneskers muligheder for at omgås uden om de særlige nationale kategorier, som korrupte politikere gør brug af i forsøget på at holde fast i magten.

Findes surrealismen i virkeligheden?
”Jeg tror, denne historie er vigtig: Det var lige før, jeg fyldte 18, og jeg var på vej til at afslutte gymnasiet. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været på studietur til Spanien, en tur til Lloret de Mar, hvor vi alle sammen var med, fordi vi blev færdige med skolen. I stedet fandt jeg mig selv i skoven omkring Sarajevo. Vores fjender havde på det tidspunkt nået byen, og alle udveje var blevet lukket. Jeg flygtede gennem tunellen, der på det tidspunkt var den eneste kommunikationsvej mellem Sarajevo og omverden – mellem Sarajevo og alt andet. Så i stedet for i Lloret de Mar fandt jeg pludselig mig selv uden for Sarajevo, i skoven, på vagt over for fjender.”

Sådan begynder Elvir Muminović at fortælle om de tanker, der lå bag Neverending Story, som er inspireret af erfaringer fra et Bosnien, der stadig i dag kæmper med de fysiske og psykiske traumer efter krigen i 1992-1995. Krigen vendte op og ned på hverdagen for befolkningen, i hvad der indtil udbruddet i 1992 var kendt som Jugoslavien. Muminovic betegner selv netop denne erfaring som det egentlige udgangspunkt for sin filmproduktion:

”Krigen er en erfaring, som jeg ikke ønsker for nogen. Gennem årene finder du ud af, hvor utroligt det er. Når jeg kigger tilbage, tænker jeg, at det surrealistiske ikke findes. Forstået på den måde at det absurde, det uvirkelige, ikke findes, fordi det er virkeligt – i krig. En af mine venner sagde engang til mig, at når man først har åbnet sine øjne, er det umuligt at lukke dem igen. Jeg har åbnet mine øjne, og jeg kan ikke lukke dem igen”, siger Muminović og fortsætter:

”Det var den egentlige årsag til, at jeg besluttede at lave en film som denne. Først og fremmest er det en film om menneskelige fejl, om menneskelig dårskab, kan man sige. Dårskaben tager mange former og er selvfølgelig ikke kun et bosnisk fænomen. Den findes til alle tider, alle steder og blandt alle mennesker. Det er derfor, den hedder ’Neverending Story’. Men det er også min måde at fortælle mennesker omkring mig, at noget i vores samfund er galt.”

Adoptionsformularen
Krigen i Bosnien, der formelt sluttede med Dayton Fredsaftalen i 1995, gør sig på mange måder stadig gældende i hverdagen for en stor del af befolkningen. Landet er nu delt i to administrative enheder, der i hovedsagen afspejler frontlinjernes placering ved krigens afslutning. I praksis har opdelingen af landet i den primært bosnisk-serbiske enhed Republica Srpska og Føderationen, der primært bebos af landets bosniakker og kroater, således sikret adskillelsen mellem de tre befolkningsgrupper (bosniakker, kroater og serbere).

Herudover lever mange stadig med erindringerne fra krigen, hvilket som udgangspunkt gør det svært at overkomme modstridende nationale forestillinger om henholdsvis den ene og den anden part som værende henholdsvis ven eller fjende. Fordi de nationale skel også understøttes administrativt, sker det ofte, at selv dagligdagssituationer, som ellers er ganske normale, udgør en påmindelse om, at landet er delt i to. Dette er også med til at reproducere forestillinger om, at man nødvendigvis ikke blot kan være for eksempel et barn eller en elev i en skoleklasse, men at man også må tilhøre en bestemt national kategori, forklarer Muminovic og giver et eksempel:

”Historien, som jeg behandler i filmen, tager udgangspunkt i en erfaring, som nogle af mine venner har gjort sig i Bosnien, da de ville adoptere. Jeg var på udkig efter min historie, og sammen med min mentor besluttede jeg, at jeg ville fortælle noget om nationalisme i Bosnien-Hercegovina. Mine venner præsenterede mig for den adoptionsformular, man skal udfylde, når man ønsker at adoptere et barn fra Bosnien. I formularen var der en rubrik – et spørgsmål – der gik på, hvorvidt man ønskede et barn fra Republica Srbska eller fra Føderationen á la: ”Ønsker du at adoptere fra RS/FiBH”. Min veninde blev rædselsslagen, mens jeg i første omgang tænkte, at det da bare var normalt – indtil det gik op for mig, at det afspejlede det allermest absurde i nationalismen, nemlig det med, at den bliver videregivet som noget naturligt, selv i spørgsmål som hvilket barn man ønsker. Det er derfor, det skulle være dét, min film skulle handle om.”

Nationalismens mudder
For virkeligt at forstå filmens budskab har det været nødvendigt at gøre brug af arketyper, siger Muminovic, der godt er klar over, at hver af hovedpersonerne på mange måder repræsenterer forskellige aktører i Bosniens efterkrigstid, hvor det internationale samfund, herunder EU, også har spillet en ikke uvæsentlig rolle. De relativt letlæselige roller har dog primært været taget i brug for at demonstrere kontrasten mellem det at skabe forandring, selv ovenpå forfærdelige krigstraumer, og så de skadelige effekter som aggressive nationalismer fører med sig i et samfund. Muminovic fortæller om hovedpersonerne i filmen:

”De er jo i virkeligheden alle arketyper. Kirsten er tysker, og hun repræsenterer, lad os sige: ’den rette etiske standard’ i verden. Selvom tyskerne jo har en historie med massedrab og har forårsaget så mange forbrydelser, så har de virkelig formået at ændre sig, at skabe forandring. Samtidig er hun ’det uniformerede Europa’, disciplineret og etisk korrekt. På denne måde repræsenterer hun ikke bare tyskernes forandringshistorie, men også Europas, det vil sige tyskerne som Europas magtfulde etiske fyrtårn.”

”Emir på den anden side er arketypen på folk her (i Bosnien-Hercegovina), måden hvorpå man er begravet i nationalismens lort! Heroverfor står Kirsten som eksemplet på, hvordan det er muligt for hele nationer at forandre sig i en positiv retning. Noget som vi stadig ikke er nået til her i Bosnien-Hercegovina. Det er derfor, Emir er bosniakken, der stadig sidder fast i – er dækket til i –nationalismens mudder.”

”Jasmina er den virkelige heltinde. Hun repræsenterer alle børn i verden og minder os om, hvad vi som voksne har glemt, nemlig at vi også har været børn. Og om at vi alle steder finder Jasmina’er, fordi historien fortsætter i, hvad der kan synes som en gentagelse af sig selv.”

Skammen
Særligt én scene i filmen skabte særlige udfordringer, nemlig en scene hvor de to hovedpersoner Kirsten og Emir sidder på en café og skændes om hvem af dem, der har ret til at belære den anden, om hvem der er offer og bøddel, og ikke mindst om hvornår man kan tillade at kræve, at en krigs implicerede parter skal komme til forsoning:

”Den scene var den sværeste at skrive ned. Fordi den er en banal samtale om krig. Men som også skal vise, hvordan parterne netop ikke lytter til hinanden. Og hvordan de sidder fast. De forsøger ubevidst at skade hinanden – der sker en vekselvirkning mellem deres forstokkethed og deres sårede ego’er”, siger Muminovic og fortsætter:

”Det er en meget politisk film, der viser, hvordan nationalisme og fascisme udøves mod verden og dermed imod vores egne børn. Det er jo en film om, hvordan samfundet påvirker vores bevidsthed. Vi glemmer ofte, at børn i Bosnien, du ved, børn, der er født efter 1995, og i det hele taget dem, som er ca. 20-25 år gamle i dag, de forbryder sig mod hinanden, dræber hinanden. Det har vi især set i forbindelse med sportsbegivenheder (refererer til de senere års etnisk motiverede voldsepisoder i forbindelse med bosniske sportsbegivenheder red.). Og det skammer jeg mig over. Jeg skammer mig over at leve i et Bosnien, hvor man ikke kan andet end at skamme sig over både mennesker og politikere, især bosniske politikere. Sidstnævnte skærer ikke halsen over på os som i krig – de dræber os ganske langsomt.”

Muminovic forklarer selv denne noget ekstreme udtalelse med det faktum, at de bosniske politikere, der i dag sidder ved magten i landet, er de værste til at komme med nationalistiske udtalelser, og at netop dette er med til at reproducere opfattelser af, at vold mod andre etniske grupper er legitimt. Han peger dog også på, at nogen jo har stemt på selvsamme politikere, hvorfor den voksne generation også bærer en del af ansvaret.

Det er de voksne, der bestemmer
”Den ældre generation har helt sikkert svigtet den yngre generation i Bosnien. Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, om den er klar over det. De stemmer på vores politikere, politikerne gør hvad de gør, og det, de gør, er at producere had. For dem handler det mest af alt om penge, magt og – for nogles vedkommende – om religion”, fortæller Muminovic og forklarer, hvordan det bosniske skolesystem, også kendt som ”to skoler under samme tag”-systemet er med til at reproducere fjendeforestillinger selv blandt de helt unge og børn:

”Her i Bosnien har vi for eksempel et skolesystem, hvor unge mennesker bliver indpodet, at de er enten serbere, bosniakker eller kroater, og som resultat får vi unge mennesker, der lærer at hade. Med det følger selvsagt muligheden for at reproducere de ældres fejltagelser og dermed nye krige – en risiko som ikke er så lille, som man kunne have ønsket”, fortæller Muminovic og fortsætter med en henvisning til Jasmina, den yngste hovedperson i Neverending Story:

”Karakteren Jasmina for eksempel. Hun er et meget godt symbol på – og jeg vil også mene en realistisk skildring af, et barn, børn i det hele taget, der opdrages til at hade andre mennesker, selv andre børn. Det, jeg gerne vil, er selvfølgelig at stille spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige. Forstået på den måde at jeg vil spørge, hvad vi som voksne kan gøre for hende, for at hun får den opvækst, som ethvert barn bør have. Det er os som voksne, der kan beslutte, hvilken fremtid hun og andre børn skal have. Den fremtid kan så blive enten forunderlig eller forfærdelig, og jeg skal ikke kunne forudsige, hvordan den bliver. Jeg ved bare, at jeg selv var det barn, der skulle have været på ferie med mine kammerater, men som tog i krig i stedet.”

”Det er op til os, og vi bærer ansvaret for at sikre den nye generation en sikker fremtid. Måske er det derfor, jeg valgte at gå ind i kunsten. I stedet for at kurere min egen frustration på en aggressiv og hadefuld måde har jeg valgt at diskutere politiske emner, som jeg finder vigtige, gennem mine film. De her emner er dem, der interesserer mig. Og jeg ønsker virkelig at afspejle verden med en positiv tro på, at vi som mennesker kan gøre det bedre for vores børn. Jeg har selv et, og jeg tror stadig på, at det kan lade sig gøre. Det er jo ikke verden som sådan, der ikke er egnet for børn, men netop denne verden, som er skabt af mennesker, og som vi derfor har muligheden for at lave om på.”

 

Læs også Annemarie Majlund Jensens anmeldelse af Neverending Story

 

Annemarie Majlund Jensen er specialestuderende ved Europastudier på AU og har gennem de seneste tre år beskæftiget sig med Bosnien, hvor hun også har boet af flere omgange.

Af Annemarie Majlund Jensen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<