Når en ideologi pludselig forsvinder

03. februar 2014

Kommunismens kollaps i Sovjet og den følgende transitionsproces har ikke ført til det bedre, mener debattøren (Foto: Jens Malling).

TRANSITIONSDEBAT | Fotojournalist Jens Malling dokumenterer forfaldet efter Sovjets sammenbrud i sine billeder. Kommunismens fald har ikke medbragt demokrati i Rusland og andre eks-sovjetrepubliker, men i stedet diktatur og korruption.

TRANSITIONSDEBAT | Fotojournalist Jens Malling dokumenterer forfaldet efter Sovjets sammenbrud i sine billeder. Kommunismens fald har ikke medbragt demokrati i Rusland og andre eks-sovjetrepubliker, men i stedet diktatur og korruption.

Når jeg fotograferer, er det ofte for at prøve at indfange det dramatiske og uhyggelige i, at et højt udviklet industrisamfund bryder sammen nærmest fra den ene dag til den anden. Derfor er motiverne for eksempel fra spøgelsesbanegårde, forladte kemiske fabrikker, nedlagte sporvognsremisser og hullede svævebanegondoler.

Jeg interesserer mig for, hvad der sker, når en ideologi pludselig forsvinder, og alt det som mennesker tror på og som giver mening med et slag er væk. Det kan have voldsomt traumatiske konsekvenser, som den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj også beskriver i sin seneste bog.

Jeg kan godt lide at rejse i de tidligere sovjetrepublikker fordi det fascinerer mig, at der for relativ kort tid siden fandtes en hel civilisation bygget op omkring fuldstændig anderledes værdier end dem, der sidenhen har fået monopol med globaliseringen. Det sætter fantasien i gang. Tankerne bevæger sig ud over min egen kulturs dogmer: økonomisk vækst, frit marked, uhæmmet forbrug osv.

Positiv udvikling i Sovjet
Der har længe været en meget idyllisk opfattelse i Vesten af hvad overgangen fra kommunisme til kapitalisme betød.

I lighed med alle andre former for social organisation i verdenshistorien var Sovjetunionen ikke perfekt. Til gengæld var det 1980'erne, trods vestlige politikere og journalisters fordomme og dæmonisering, en moderne industrination med en højtuddannet befolkning, hvor der var arbejde til alle og samfundet tog hånd om sine svageste. Der var tilmed en meget positiv udvikling i gang, idet Mikhail Gorbatjov var nået langt med at gennemføre omfattende demokratiske reformer.

Da unionen fik dødsstødet i 1991 gik alt dette tabt med katastrofale følger. Samfundet sank ned i en spiral af lovløshed, alkoholisme, fattigdom, kaos og borgerkrige.

Jeltsins kup
En ung fyr jeg interviewede for nylig i Georgien huskede, hvordan han som barn gennem syv år læste lektier i lyset fra en petroleumslampe. Ingen radio. Intet fjernsyn. Elforsyningen kunne ikke opretholdes. Alt var brudt sammen, så om vinteren måtte de i hans familie strejfe rundt i oplandet på jagt efter brænde.

Disse erfaringer deler millioner og atter millioner af indbyggere i de tidligere sovjetrepublikker. Derfor er det ærgerligt at kommentatorer som Flemming Rose og Kasper Elbjørn i den danske debat uimodsagt får lov til at udråbe en af de hovedansvarlige for denne udvikling, nemlig den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin, til en stor demokrat, som om han overvejende har haft en positiv indflydelse.

Blandt andet for at udmanøvrere Gorbatjov i spillet om magten underskrev Jeltsin i dyb hemmelighed sent i 1991 den traktat, der hen over hovedet på 293 millioner sovjetborgere opløste unionen. Det skete uden nogen form for demokratisk mandat under kup-lignende omstændigheder, som ekspert i postsovjetiske forhold, Stephen F. Cohen, har gjort opmærksom på.

Oligarker overtager ungt demokrati
Da der et par år senere i det nye Rusland forståeligt nok opstod betydelig modstand mod hans økonomiske politik, fordi den indebar, at landets enorme rigdomme var ved at overgå til en lille håndfuld oligarker, mens resten af befolkningen var på randen og ud over af at kunne opretholde et eksistensminimum, løste han problemet ved i oktober 1993 at give ordre til at bombe det demokratisk valgte parlament. Hundredvis af mennesker døde. Alligevel fik han støtte og opmuntring i Vesten, herunder af danske politikere og journalister.

Det er meget populært at pege fingre af Putins styre de her år. Han er antidemokratisk, autoritær osv. Men angående den postkommunistiske udvikling i Rusland, så er det vigtigt at have in mente, at efter Gorbatjovs ambitiøse reformer, så blev demokratiet reelt afmonteret allerede i 1993 af Jeltsin.

Naiv opfattelse a Jeltsin
Efter han havde aflyst russernes korte eksperiment med folkestyre ved at forvandle parlamentsbygningen i Moskva til en rygende ruinhob, gav daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtryk for, hvor dedikeret danske politikere var til demokrati i Rusland ved at sige:

”Jeltsin kan regne med fortsat støtte fra Danmark, selv om han skulle opløse også de lokale parlamenter i den russiske føderation.” Præcis dette gjorde Jeltsin fire dage efter.

Vestlige iagttagere har ofte svært ved at forstå, hvorfor Putin ”pludselig” førte Rusland i autoritær og antidemokratisk retning, men det skyldes deres naive opfattelse af Jeltsin.

Voldsom korruption i Ukraine
Det er ikke kun Rusland, der er endt i korruption i stedet for demokrati. Et særlig kendetegn ved Ukraine, som jeg har beskæftiget mig en del med journalistisk, er politikeres motivation for at få indflydelse: Den er snæversynet og egoistisk. Politikere er forretningsmænd, som kæmper for at beskytte deres private interesser og køre konkurrenter inden for samme branche ud på et sidespor ved hjælp af den magt de har opnået. Korruption gennemsyrer alt og gør at grænserne mellem politik, erhvervsliv og organiseret kriminalitet hviskes ud.

Det siger sig selv, at det ikke er til gavn for den ukrainske befolkning. Men problemet med massiv korruption hjemsøger desværre en række tidligere sovjetrepublikker.

Olie gør Alijev mindre ond
Af de lande jeg har været i, er den politiske situation værst i Aserbajdsjan og Hviderusland. Graden af politiske undertrykkelse er mere eller mindre den samme, men det er sjovt at lægge mærke til, hvordan EU og Nato forholder sig forskelligt til to lande.

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mødes hellere end gerne med den aserbajdsjanske præsident Ilham Alijev og fortæller ved de lejligheder om, hvordan Aserbajdsjan er en fast og pålidelig partner for Nato. På grund af landets forekomster af olie og gas er EU's kritik også meget lavmælt.

Anderledes med Hviderusland. Præsident Lukasjenko er ”Europas sidste diktator”.

Hans land ligger strategisk ikke særlig vigtigt, og han har ikke meget at gøre godt med, når det gælder naturressourcer. Derfor tøver EU ikke med at indføre sanktioner og kritikken af Hviderusland er helt anderledes løssluppen.

Jens Malling er fotojournalist og østeuropaskribent på bl.a. Kristeligt Dagblad. Se flere fotos på hans hjemmeside jensmalling.dk

Af Jens Malling


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her