Valg i Serbien: Stærke mænd, svage institutioner og hårde reformer

14. marts 2014

SNS-leder, Alexander Vucic, på vej mod en forrygende valgsejr.

VALG | På søndag går serberne til parlamentsvalg. Alt tyder på en jordskredssejr til det siddende regeringsparti SNS, som derved vil få et stærkt mandat til at gennemføre hårde reformer i de kommende år. Magasinet rØST’s sydøsteuroparedaktør er taget med organisationen SILBA til Beograd for at observere valget og bringer her en indledende analyse.

VALG | På søndag går serberne til parlamentsvalg. Alt tyder på en jordskredssejr til det siddende regeringsparti SNS, som derved vil få et stærkt mandat til at gennemføre hårde reformer i de kommende år. Magasinet rØST’s sydøsteuroparedaktør er taget med organisationen SILBA til Beograd for at observere valget og bringer her en indledende analyse.

Bussen fra Nikola Tesla Lufthavn skrumler afsted med lige godt 50 i timen på motorvejen ind mod Beograd. Det giver god tid til at nyde de utallige billboards med portrætter af kombattanterne ved søndagens parlamentsvalg i Serbien. Side om side skuer de visionært ind i Serbiens fremtid.

I selve Beograd hænger de store billboards næsten ligeså tæt som langs motorvejen. Det er de samme ansigter, der pryder dem – partiledernes ansigter. Når serberne fortæller, hvor de sætter deres kryds, siger de da også oftere navnet på en partileder end på et parti. Politik i Serbien er med andre ord stærkt personificeret og topstyret.

Et tydeligt eksempel på dette var, da forhenværende præsident og leder af Serbiens tidligere regeringsbærende parti Det Demokratiske Parti (DS), Boris Tadić, blev detroniseret efter partiets svidende valgnederlag i maj 2012. Frem for at finde sig i sin nye ydmyge rang startede han et nyt parti, Det Nye Demokratiske Parti (NDS), som til forveksling ligner det gamle.

Der hænger ingen valgplakater i lygtepælene i Beograd med billeder og navne på de mange menige partisoldater, som vi kender det i Danmark. Det hænger sammen med dyrkelsen af lederne, men også med det faktum, at serberne ganske enkelt ikke kan stemme personligt. Krydset skal sættes ud for et parti/partiledernavn, og partiet fordeler efter valget sine mandater oppe fra og ned på en i forvejen fastlagt valgliste.

Hver tredje kandidat på listen skal i øvrigt, ifølge en ændring af valgloven fra 2011, tilhøre det på listen svagest repræsenterede køn – kvinderne – som således sikres en repræsentation på 33 % i parlamentet. En stor forandring for det ellers mandsdominerede serbiske samfund.

Tidligt valg
Serbiens præsident Tomislav Nikolic udskrev parlamentsvalget den 29. januar – 8 dage efter regeringen startede optagelsesforhandlinger med EU i Bruxelles og under to år efter sidste valg i maj 2012.

Opfordringen til valg kom fra Alexander Vučić, lederen af det største regeringsparti, Serbiens Progressive Parti (SNS), der med det tidlige valg, ifølge ham selv, håber på et forstærket mandat til at gennemføre de hårde økonomiske og institutionelle reformer, som Serbien står overfor.

Reformerne er vigtige for optagelsesforhandlingerne med EU, som vil stille store krav til den serbiske regering i kommende år. Men vigtigere endnu er reformerne for Serbiens chancer for at komme ud af den dybe økonomiske krise, der har tynget landet siden 2009, og som er årsag til store frustrationer i befolkningen.

Vagtskifte på premierministerposten
Foruden disse noble motiver, ønsker Vučić formodentlig også at drage nytte af den tårnhøje vælgeropbakning, som hans parti får i meningsmålingerne. Et sted mellem 40 og 44 % spås han og hans progressive partisoldater. Sådanne meningsmålinger kan friste de fleste til at smide valgkortet.

Herudover ønsker Vučić formodentlig at få fingre i premierministerposten, som han måtte afgive til Socialistpartiet efter valget i 2012 i belønning for at de brød deres tidligere koalition med DS og gik i regering som mindretalsparti med SNS.

Man må således håbe, at afgående premierminister og leder af socialistpartiet Ivica Dačić har nydt magtens sødme de sidste to år, og antage at han allerede nu overvejer, hvilken taburet han realistisk set kan sætte sig på efter valget. Han har før siddet tungt på indenrigsministerposten og kan måske ventes at gå efter den igen. Indenrigsministeriet er dog et af de ministerier, der står over for de allermest gennemgribende reformer, og spørgsmålet er, om ikke der burde friskere, mindre systemopretholdende, kræfter til den opgave.

Vučić og de progressive
Da SNS vandt både regeringsmagten og præsidentposten i 2012 kom det som en overraskelse for de fleste. Partiet havde kun eksisteret siden 2008, hvor det blev dannet af en flok afhoppere fra Serbiens Radikale Parti’s (SRS) gruppe i parlamentet. SRS var – og er – et ultra-nationalistisk parti, der ledes er den krigsforbryderanklagede Vojislav Seselj. Det er kendetegnet ved indædt EU-modstand og en grov og ekskluderende nationalistisk retorik, begge dele noget som SNS har taget klart afstand fra.

Oven i den store sejr ved parlamentsvalget i 2012 vandt SNS’ daværende leder, Tomislav Nikolic, også det samtidige præsidentvalg. Han trak sig herefter som partileder og overlod posten til partiets næstkommanderende Alexander Vučić. Vučić’s formelle magt har været begrænset – han er hverken præsident eller premierminister, blot vicepremierminister.

Ikke desto mindre har han på meget kort tid opbygget en massiv reel magt, som er blevet forstærket af hans store folkelige popularitet. Dette skyldes i høj grad den føromtalte magt, det i sig selv er at være partileder. Vučić har som leder af det største regeringsparti fået størstedelen af æren for regeringens resultater. Vinder han premierministerposten efter valget på søndag, vil det således være en formalisering, men også en konsolidering, af hans magt.

Aftale med Kosovo og forhandlinger med EU
Hvis SNS’ valgsejr og regeringsdannelse i 2012 var en overraskelse, var det for intet at regne imod overraskelsen over den politik partiet resolut valgte at forfølge, og de resultater de har skabt de seneste knap to år. Fra sommeren 2012 til april 2013 forhandlede regeringen en historisk aftale med arvefjenderne i Kosovos regering om en normalisering af forholdet mellem de to parter.

Aftalen blev underskrevet den 21. april 2013 – under et år efter regeringens tiltræden – og implementeringen, der indebærer afvikling af serbiske parallelstrukturer i Nordkosovo, startede sidste sommer. Som belønning for indsatsen besluttede Det Europæiske Råde at give serberne den længe ventede startdato for optagelsesforhandlinger – nemlig den 21. januar i år.

SNS og regeringen har med andre ord leveret varen både over for EU, men også over for vælgerne. De har opfyldt EU’s krav om resultater i Kosovo-spørgsmålet, og de har tilfredsstillet befolkningens krav om fremdrift i spørgsmålet om EU-medlemskab. Hvad mere er, de har gjort det på uhyggeligt kort tid, og – måske mest overraskende – med opbakning fra en stor gruppe stærkt nationalistiske vælgere, som SNS har trukket med sig fra SRS.

Læg hertil en stor gruppe af nye vælgere, som selvsamme parti har formået at trække væk fra oppositionspartierne, der nu endegyldigt har mistet deres tidligere monopol på at være pro-demokrater, pro-europæiske og EU’s foretrukne legekammerater.

Pragmatisme og korruptionsbekæmpelse
Spørgsmålet der står tilbage er, hvordan det kunne lade sig gøre? Vučić er ofte blevet portrætteret iført supermandskostume på de sociale medier, og det lader da også til at være en nærmest overmenneskelig præstation, han og regeringen har begået.

En væsentlig forklaring er, at SNS valgte at bytte nationalistisk ideologi ud med pragmatisme og accepterede en pro-europæisk politik, ligesom alle andre mainstream-partier i Serbien. Derudover havde de lært at DS’ erfaringer som bærende regeringsparti mellem 2008 og 2012, at det at lægge en linje, der hedder ”EU og Kosovo”, er en umulighed i det lange løb.

Det betyder ikke, at SNS formelt vil anerkende Kosovos selvstændighed i den nærmeste fremtid, men de har forstået, at den brede serbiske befolkning er trætte af Kosovo-problemet og ønsker at deres politikere fokuserer på de kæmpestore problemer, der påvirker deres dagligdag.

Netop derfor satte Vučić sig allerede i starten af regeringsperioden i spidsen for et storstilet anti-korruptionsprogram, der har til formål at bekæmpe den udbredte systemiske korruption i landet. Et program der hurtigt førte til sigtelser af flere berømte forretningsfolk og medlemmer af oppositionen – og som er uhyre populært blandt befolkningen.

Skønt det åbenlyst fornuftige i Vučić’ anti-korruptionsprogram har det dog nogle bekymrende træk. Det er ikke hensigtsmæssigt, at korruptionsbekæmpelse i høj grad knyttes til en enkelt politiker og dennes vilje. Det helt afgørende for, at korruption forhindres på langt sigt, er, at Serbiens retsinstitutioner og deres uafhængighed styrkes. Ellers kan et velmenende program lynhurtigt udvikle sig til et politisk redskab for magthaverne til at få ram på deres modstandere.

Mod nye udfordringer
Hvorom alt er, har SNS spillet sine kort godt og effektivt i regering de sidste to år. Med fremragende meningsmålinger og en splittet og svækket opposition er der umiddelbart intet, der kan forhindre partiet i at blive den helt afgørende magtfaktor i serbisk politik efter valget. Om de kan slutte regeringsperioden af med et EU-medlemskab i 2018, som Vučić tror og håber, er dog en snert for optimistisk.

Når SNS vinder magten, for dét er der meget lidt tvivl om at det gør, venter de virkelige udfordringer imidlertid. Blandt de største er helt nødvendige reformer af retssystemet, som EU kommer til at lægge stor vægt på allerede i begyndelsen af optagelsesforhandlingerne.

Serbien gennemførte tilbage i 2009-2010 en komplet katastrofal domstolsreform, som blev annulleret af forfatningsdomstolen i 2012 med kaos til følge. Det er nu på høje tid, at en reel reform gennemføres, ikke mindst i lyset af Vučić anti-korruptionsprogram, der bør bakkes op af stærke og uafhængige retsinstitutioner.

Et særligt problem er, at Serbiens forfatning fastsætter parlamentets ret til at udnævne dommere og anklagere, hvilket i høj grad kompromitterer domstolenes uafhængighed. Forfatningen er også problematisk på en række andre områder, ikke mindst fordi den er en juridisk forhindring for en eventuel fremtidig serbisk anerkendelse af Kosovos selvstændighed.

Endelig er der økonomien, som er det helt store smertensbarn. Serbien står over for en alvorlig budgetkrise som konsekvens af politikernes langvarige modstand mod at gennemføre strukturelle reformer. Regeringen har tidligere afvist et IMF lån, da det betinges af offentlige nedskæringer i størrelsesordenen 400 millioner euro. Noget tyder dog på, at regeringen vil bruge et styrket mandat efter valget til at genoptage forhandlingerne med IMF og gennemføre de hårde nedskæringer, der kommer til at gøre ondt på serberne.

Af Louise Buxbom


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<