Dampens åbenbaringer

24. september 2014

Sandunovbadets interiør er i sandhed en zar værdig (Foto: sanduny.ru)

SAUNA | I en tid med kolde vinde mellem Rusland og Europa er det værd at minde om, at Rusland er andet og mere end Præsident Putin. Ruslandskender Caroline Bilde Krogh-Jensen har besøgt en russisk badstue i Moskva og rapporterer her om et mytisk sted, omspundet af stærke traditioner og sære historier

SAUNA | I en tid med kolde vinde mellem Rusland og Europa er det værd at minde om, at Rusland er andet og mere end Præsident Putin. Ruslandskender Caroline Bilde Krogh-Jensen har besøgt en russisk badstue i Moskva og rapporterer her om et mytisk sted, omspundet af stærke traditioner og sære historier

Jeg skal lægge krop til en klassisk russisk banja – en sauna eller badstue hvor krop og sjæl gennemgår en sindrig renselsesproces igennem ældgamle ritualer. Og det er ikke en hvilken som helst banja, jeg skal besøge, men derimod det navnkundige Moskva kompleks, Sandunov, der siden åbningen i 1808 er blevet en institution i russisk kultur.

Den historiske hovedbygning i neoklassicistisk beaux-arts stil finder man diskret tilbagetrukket i det fashionable kvarter omkring Bolshoi-teatret og KGB's gamle hovedkvarter Ljubjanka. Famlende førstegangsbesøgende må kante sig op ad en sidegade for at finde skiltet, der angiver at man er på rette vej. Reklame er der ikke brug for her, hvilket bekræftes af den regelmæssige strøm af Audi'er og Mercedes'er med tonede ruder og privatchauffør til og fra det labyrintagtige bygningskompleks.

Når man omsider finder hovedindgangen, slår man døren op til noget der mere minder om en teaterfoyer end om en offentlig badeanstalt. ”Less is more” har aldrig rigtig slået an i Rusland, og de hvælvede lofter og rigt udsmykkede søjler og paneler skinner i blå og gyldne nuancer. Gulvene er af marmor og prydet med ægte tæpper, og overalt myldrer folk i knitrende hvide kitler og hårnet frem og tilbage.

Det viser sig hurtigt, at jeg er blevet udstyret med en personlig tjenerinde, der skal føre mig gennem dagens program. Med moderlig mine og næsten grænseoverskridende servilitet skubber hun mig op ad trappen til første sal, hvor den Øverste Dameafdeling ligger. ”Der er næsten ligeså flot som i den Øverste Herreafdeling”, siger mit nye faktotum stolt.

I den Øverste Dameafdeling
Næppe når jeg ind i den Øverste Dameafdeling og får smidt tøjet (alt skal af), før tre banjadamer med hvert sit håndklæde eller bomuldslagen indfanger mig og med stor behændighed får viklet mit legeme ind, så jeg knap kan bevæge mig. Min tjener ifører mig til sidst en badekåbe og – ikke mindst – en banjahat. Det er en høj klokkeformet hat af tyk hvid filt, og den har i hvert fald to funktioner: dels at beskytte håret mod udtørring, dels at isolere så man bogstaveligt talt kan holde hovedet koldt i varmen.

Jeg er endnu kun i den tørre afdeling, der er beregnet til afslapning og restituering mellem de forskellige procedurer. Mahognibænke med bløde hynder står i lange rækker gennem hele den højloftede sal, og på de fleste sæder ligger salige og udmattede kvinder i hvide bomuldslagner og slumrer, læser romaner, venindesnakker og drikker te med syltetøj, der er meget populært i Rusland.

Min tjenende ånd nøder mig til te og småkager, indtil jeg bliver bedt om at følge med til den tilstødende våde afdeling. Det er ét stort flisebeklædt rum med store og små trækar, massagebrikse og baljer med birkeløv. Stemningen er livlig og jovial, kvinder farver hår og fører opbyggelige samtaler om boligindretning og børneopdragelse. Nøgne kropsdele i alle aldre, længder og bredder padler frem og tilbage i det tæt pakkede lokale.

Dampstuen
I hjørnet af rummet finder man en beskedent udseende trædør: Porten til det allerhelligste, til selve dampstuen. Her tager jeg afsked med min civiliseret påklædte tjenerinde og bliver overgivet til en dobbelt så gammel, tre gange så tung dame, der med et uimponeret blik og et knusende greb i min skulder trækker mig ind i dampen.

Rummet er beklædt med lyst træ og består stort set af en massiv platform under loftet, så man bedst muligt kan få glæde af den opadstigende damp og varme. Min nye saunadame har nok fornemmet min amatøragtige banjaform og sætter mig fra sig på trappetrinnet tættest på gulvet, hvor klimaet er ”mere svalt”. Øverst oppe ligger de mere hårdkogte typer og slænger sig som romerske kejsere, røde og ophovnede af varmen og slagene fra birkekviste, som de skiftes til at udsætte hinanden for.

Min saunadame åbner lugen til murstensovnen, og hele hendes massive korpus sætter sig i bevægelse, da hun med rytmiske bevægelser begynder at slænge vand på stenene. Dampen fylder omgående rummet, luften bliver tyk og sløret, og der breder sig en lugt af ubestemmelige urter.

Banjaen som ritual
Banjaens popularitet i Rusland har overlevet alle historiske omvæltninger, landet har været igennem. I et landområde, hvor adgangen til vand var begrænset, og hvor floderne var eneste middel til kommunikation med omverdenen, havde vandet en ophøjet status og blev betragtet som et symbol på genfødsel.

Brugen af banjaen kan genfindes helt tilbage i de tidligste skriftlige kilder. Ifølge den oldrussiske Nestorkrønike fra 1110 e.v.t. besøgte apostlen Andreas f.eks. engang det, der senere kom til at hedde Novgorod. Her oplevede han badstuerne:

”- Sære ting fik jeg at se i slovenernes [slavernes] land på min rejse hertil. Jeg så badstuer af træ. De varmer dem kraftigt op og klæder sig af og er nøgne. De overhælder sig med garvelud, og de tager unge kviste og slår sig selv med dem. Og så længe slår de sig, at de næppe er levende, når de kommer ud; de slår iskoldt vand over sig, og så lever de op igen. Og dette gør de alle dage, uden at nogen som helst tvinger dem dertil. De piner sig selv, - men de påstår, at det er en afvaskning, de foretager, ikke nogen pinsel”.

Om det stemmer, at apostlen Andreas nogensinde har været på disse kanter, er stærkt tvivlsomt, men beretningen giver et interessant billede af de eksotiske indtryk, som russernes afvigende sociale og kulturelle normer har efterladt hos besøgende.

Banjaen i sovjettiden var luksus
Sandunovbadet i Moskva blev et populært samlingssted og pusterum i Sovjettiden. Mange familier var dengang pga. boligsituationen nødsaget til at dele hjem, bad og intimsfære med 7-8 andre familier. Udover at danne ramme om afslapning og selvforkælelse, har banjaen gennem tiden desuden haft en vigtig funktion som forhandlingsarena, når der skulle træffes afgørende politiske eller forretningsmæssige beslutninger.

Forhandlingsarena er banjaen i et vist omfang stadig i nutidens Rusland, selvom det stigende antal kvinder i ledende stillinger har reduceret denne funktion, fordi Banjaen fortsat er kønsopdelt. Russerne værdsætter tætte personlige relationer selv i meget formelle sammenhænge, men at kvinder er forment adgang i Den Øverste Herreafdeling står ikke til diskussion!

Banjaen i litteraturen
I det 19. og 20. århundredes litteratur finder man talrige lovprisninger af banjaen og dens velsignelser. Russernes ubestridt største nationaldigter Pusjkin sværgede selv hertil, når han havde kvaler af fysisk eller åndelig karakter, og det siges at Dostojevskij skrev væsentlige dele af sine værker i den lokale banja.

En fremstilling af banjaens lyksaligheder finder vi hos Vladimir Vysotskij, der nok er det nærmeste man kommer en sovjetisk nationalskjald. Med bidende indignation, askebægerstemme og notorisk ustemt guitar var han kendt for at dissekere sovjetsystemet og udstille dets menneskelige ofre, men den russiske kultur stod ikke hans hjerte mindre nær af den grund.

[...]

”Alle dine pinsler fordamper

Og stiger tilvejrs, mod himlen

[...]

Og når du har smidt dine ting i forstuen

Skal du glemme al din mundering

Kvisten pisker alle ens

Så du kan ligeså godt lade være at puste dig op

Her er alle lige i den samme rigdom

Alle udholder let den brændende varme

Her fornemmer du i den uigennemtrængelige damp

En frihed og lighed med broderskabet”

Balladen om banjaen, 1971.

I banjaen er alle ens
Her er det især interessant at bemærke banjaens egaliserende effekt; en russisk badstue kræver – bortset fra saunahatten – total afklædthed, og der sker noget særligt, når uniformen efterlades i garderoben. Alle distinktioner og statussymboler lægges fra sig, og man indgår i et ligeværdigt magtforhold med de øvrige gæster.

Dette må anses som temmelig bemærkelsesværdigt i en kultur, der traditionelt baserer sig på stærkt hierarkiske strukturer, men måske er det især netop dette træk, der får folk til at holde fast i traditionen. Traditionerne vedrører i øvrigt ikke kun russerne selv, og jeg får at vide, at Naomi Campbell og Caroline Wozniacki er hyppige gæster. Den Øverste Herreafdeling skulle især blive frekventeret af John Travolta og Dolph Lundgren.

Genfødt
I tre timer svæver jeg i pendulfart mellem den dampende banja, de iskolde kar og sofaen, hvor tjeneren atter har gjort mig selskab og samvittighedsfuldt og uden ophør skænker ingefærthe og kold rugbrødssuppe med dild og radiser. Mellem svedeturene bliver jeg hevet til side af en håndfast centralasiatisk dame med et overudviklet konversationsgen. Hun smider mig på en briks, gennemælter alle muskler og myoser og gnider mig ind i salt og honning.

Først under min fjerde tur i dampen bliver jeg budt velkommen på den skoldhede øverste platform. Organismen har langsomt vænnet sig til det ekstreme klima, følelsen af at skulle besvime har aftaget væsentligt. Min zen-agtige tilstand afbrydes imidlertid af den solide saunadame, der med stor andægtighed befaler mig at lægge mig ned på bænken.

Så rækker hun ud efter to bundter våde birkekviste, og inden jeg når at overveje at protestere, bliver jeg gennempryglet fra fodsål til øreflip. Jeg har svært ved at afgøre om lidelse eller velbehag er den dominerende følelse, men begge tilstande bør tilsyneladende være tilstede i en vellykket renselsesproces.

Omsider vurderes det, at jeg er færdigbehandlet, og jeg vakler ud i det kølige, vitaliserende vand. Ikke alle nøjes med forsigtigt at dyppe sig i karret, og den for tiden så populære ice bucket-challenge mister sit anstrøg af vovet manddomsprøve, når man ser rækkerne af kvinder, der med overlegent pokerfjæs lader sig overhælde ikke bare af spande, men af hele badekar med isvand.

Pludselig står jeg igen ude på gaden i den regngrå hovedstad. Om en sand genfødsel har fundet sted, er jeg i min halvsvævende tilstand endnu ikke i stand til at vurdere, men jeg har næppe nogensinde følt mig så renskuret.

Caroline Bilde Krogh-Jensen er kandidatstuderende i russisk sprog og kultur på Københavns Universitet

Af Caroline Bilde Krogh-Jensen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<