Sand fra et dødt hav

06. oktober 2014

Skibsvrag i det der engang var Aralsøen. (Foto: Mia Tarp Hansen)

REJSEREPORTAGE | Aralsøen i Centralasien var engang verdens 4. største sø. Nu er den en af verdens største menneskeskabte miljøkatastrofer og en skygge af sin fordums storhed. rØSTs Centralasien kender, Mia Tarp Hansen, har været på besøg i spøgelsesbyen Aralsk, hvor sandet møder havnens rustne kraner.

REJSEREPORTAGE | Aralsøen i Centralasien var engang verdens 4. største sø. Nu er den en af verdens største menneskeskabte miljøkatastrofer og en skygge af sin fordums storhed. rØSTs Centralasien kender, Mia Tarp Hansen, har været på besøg i spøgelsesbyen Aralsk, hvor sandet møder havnens rustne kraner.

Vi stiger ud af nattoget i byen Aralsk midt ude i ørkenen i det vestlige Kazakhstan. Husene omkring os er små, revnede og krakelerede, og mange af husene er op mod hundrede år gamle. Det er tidlig morgen. Byen er ved at vågne, og i enkelte huse brænder ensomme lamper. Vinduer åbnes for frisk morgenluft. Vejene er dækket af et fint lag sand, og der er ikke meget asfalt tilbage. Et par fulde knægte passerer os på gaden, stopper op, kigger tilbage. ”Turister”, tænker de nok. Vi indlogerer os i det gamle sovjetiske hotel – hvor der lige akkurat er rindende vand. Men det er iskoldt, så vores længe ønskede bad må vente. Her lugter af afføring og kemi. Betjeningen er uvenlig. Vi føler os som de eneste udlændinge i hele regionen...

Havnebyen i ørkenen
Aralsk var indtil for fyrre år siden en vigtig havneby i Sovjetunionen. Her var fiskeri, pakkerier, fabrikker og masser af industri, som byens indbyggere ernærede sig ved. Efter sovjetisk standard var livet ved havet midt i ørkenen ikke dårligt.

Men pludselig begyndte vandet at forsvinde. Kystlinjen trak sig tilbage, vandet fordampede og fiskene døde. - På få år mistede byen hele sit livsgrundlag.

På den anden side af søen, i Usbekistan, var tusindvis af bomuldsplantager blevet etableret midt i ørkenen. Planterne var tørstige, og en kvik person havde fundet på den smarte idé at omlægge floderne og bygge vandingskanaler fra Aralsøen til plantagerne. Men man havde ikke beregnet konsekvenserne ved at omlægge floderne. I takt med at bomuldsproduktionen steg, faldt vandstanden i søen, og det gik for alvor galt, da søen svandt så langt ind, at de to tilløbende floder, som forsynede Aralsøen med vand, ikke længere nåede søen. Livlinen var kappet. Søen blev for salt, fiskene døde, og søen var dødsdømt.

Sandhavet
Indtil 1991 sørgede Sovjetunionen for at holde fiskefabrikkerne i gang ved at importere fisk fra Østersøen til forarbejdning her. Men da Sovjetunionen brød sammen, mistede byens beboere denne mulighed. Aralsk blev en skygge af sig selv.

Jeg møder Liza på byens eneste restaurant. Hun er servitrice, og den eneste i byen som kan tale engelsk. Hun er en veluddannet ung pige – har læst kinesisk og engelsk i regionens hovedstad Kyzyl-Orda. Men hun kan ikke komme videre. Der er intet arbejde at få, så hun må arbejde her og passe på sin familie, indtil nogle bedre muligheder åbner sig.

Vi går videre ned på Havnen i Aralsk, som ligner det den er – en ruin. Rustne sovjetiske kraner knejser over os. De ligner fugleskeletter. Togskinner fører ind i fabrikker med knuste ruder. Man skal passe på, hvor man træder for ikke at få glasskår i fødderne fra de mange knuste øl- og vodkaflasker, som ligger og flyder på jorden. Havnen er ikke fyldt med vand. Den er i stedet en tør ørken, der rækker langt med rustne skibe, som spøgelser på den døde havbund, der vidner om den enorme katastrofe, som er sket her. En ung dreng passer os op – han er måske 10 år. Han spørger os på russisk, hvor vi kommer fra. - Vi svarer.

 ”Men hvad vil I her? Der er jo ingenting at se. Havet er jo væk.”

Jeg får lyst til at græde.

Resterne af Aralsøen
Vi kører ud i ørkenen i en gammel jeep. Zigzagger os igennem et uhyggeligt månelandskab af tørre buske og muslingeskaller, som vidner om den økologiske katastrofe, som er sket her – søen som næsten tørrede ud. Vi kører 60 kilometer på denne måde over tør, gammel havbund, til vi langt om længe rammer vandet. Resten af Aralsøen. Lugten er rådden, og der ligger døde fisk i det våde sand. Vores chauffør går barfodet ud i det giftige vand. Sopper lidt. Går så ind på land igen og ryger en cigaret. Hans ansigt trækker ikke en mine.

Bagefter kører vi længere ud, ud til skibskirkegården. Rustne store kuttere bemalet med graffiti og i selskab af kameler og vilde heste. Det er så smukt og så sørgeligt..

Yderligere information, satellitbilleder og baggrund om Aralsøen kan findes på NASA´s hjemmeside:  http://earthobservatory.nasa.gov/IOTD/view.php?id=84437

 

Af Mia Tarp Hansen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<