Valg i Bosnien-Hercegovina: ”Det føles, som om tiden er gået i stå”

11. oktober 2014

Regeringsbygningen i BiH. Foto: Magasinet rØST

VALG | I morgen er der valg i Bosnien-Hercegovina. Og endnu engang præsenteres valget om værende af afgørende betydning for landets fremtid. Befolkningen synes dog ikke at være overbevist. Meningsmålinger peger på, at valgdeltagelsen kan falde til et sted omkring 55-60 %. Ismar Dedovic analyserer.

VALG | I morgen, søndag den 12. oktober, afholdes det sjette parlamentsvalg i Bosnien-Hercegovina siden krigsafslutningen i 1995. Endnu engang præsenteres valget af både de siddende politikere, oppositionen og det internationale samfund som værende af afgørende betydning for landets fremtid. Men befolkningen synes dog ikke at være overbevist. Nogle meningsmålinger peger på, at valgdeltagelsen kan falde til et sted omkring 55-60 %. Ismar Dedović analyserer situationen.

Befolkningens mistillid til det politiske system er ganske forståelig: Valget kommer på et tidspunkt hvor den økonomiske, politiske og sociale situation er på et lavpunkt siden 1995. De enorme oversvømmelser, der ramte landet i foråret, forårsagede skader, der endnu langtfra er udbedret. Desuden er der alvorlig mistanke om, at de politiske ledere har brugt både den humanitære hjælp og midler fra udenlandske donationer til kun at støtte områder, hvor deres partier har flertal.

Politikerne har heller ikke været lydhøre over for borgernes protester, der var usædvanligt store i en bosnisk kontekst, og ingen større økonomiske eller sociale reformer er blevet foretaget siden sidste valg i 2010.

Det meste af indeværende valgperiode synes i stedet at være blevet brugt på stridigheder partierne imellem. Efter sidste valg tog det således de 6 største partier 16 måneder at danne en regering på statsniveau. Og denne kollapsede efter 6 måneder, angiveligt fordi to af partierne ikke kunne blive enige om, hvordan de skulle fordele posterne i de store statsejede virksomheder.

Uklart hvem der reelt regerede
Og da Bosnien-Hercegovinas (BiH) forfatning ikke giver lov til at udskrive valg før tid, har samme konstellation af partier siden da forsøgt at danne stabile koalitioner igen. Dette med vekslende held, hvilket har betydet, at der har været perioder, hvor alle partier tilsyneladende var i opposition, og hvor det ikke var klart, hvem der reelt regerede i landet.

Det undrer derfor næppe nogen, at effektiviteten ikke har været misundelsesværdig. Ifølge hjemmesiden ”Istinomjer” (en art bosnisk pendant til DR-programmet Detektor) er kun 3 % af de 1941 afgivne valgløfter ved sidste valg blevet opfyldt. Og en del af disse valgløfter er endda, belejligt nok, blevet realiseret inden for de sidste måneder, således at de er i frisk erindring hos vælgerne.

Således blev en del af en nye motorvej indviet for blot nogle dage siden, og andre infrastrukturprojekter er skudt op i hele BiH inden for det sidste halve år. Bystyrerne i en række bosniske byer er også begyndt, om end noget halvhjertet, at tage sig af det stigende problem med gadehunde. Disse har været en landeplage i flere år, men helt akut blev det først omkring slutningen af september i år, hvor en række initiativer blev taget for at komme problemet til livs.

Konstanterne i bosnisk politik
Nu skal vælgerne altså igen til stemmeurnerne og tage stilling til, hvem der skal regere i de næste 4 år. Og der er kandidater nok at vælge imellem: I et land med lige under 4 millioner indbyggere er der 7877 kandidater, der kæmper om 518 poster på 3 regeringsniveauer (en statsregering, to entitetsregeringer og ti kantonregeringer). Der er 65 partier i 24 forskellige koalitioner samt yderligere 24 uafhængige kandidater.

Men trods dette virvar af kandidater og partier, der let kan overvælde både vælgere og analytikere, er der en række elementer, der ikke synes at have ændret sig i bosnisk politik, og som også vil præge udviklingen fremadrettet. Disse er: det eksklusivt nationale valgsystem, de debatterede emner og den ikke-institutionelle magt, som visse partier har.

Dayton-fredsaftalen, der i 1995 blev presset igennem af USA, og som ligger til grund for den nuværende forfatning og det heraf udsprungne politiske system, blev i høj grad bygget op omkring de nationalistiske politiske ledere, der fandtes i BiH på det givne tidspunkt. Deres underskrifter var afgørende vigtige, og derfor skulle de tilgodeses i aftalen.

Systemfejl
Blandt mange andre problemer, som dette har givet BiH, er det faktum, at landet ikke udgøres af én samlet vælgergruppe. I stedet er der tale om 3 fra hinanden adskilte vælgergrupperinger, der er baseret på deres (tænkte) nationale tilhørsforhold. Dette betyder, at langt de fleste partier ikke ser nogen grund til at udvikle budskaber, der kan appellere til mere end én nationalitet, da der næsten med garanti ikke vil være stemmer i dette.

I stedet fokuserer partierne på deres ”egne” nationaliteter og kæmper med andre partier inden for disse grupper. Her bliver den nationale overbudspolitik et afgørende trumfkort, og politiske ledere kæmper om at blive set som den ene eller den anden nations sande forsvarer. Dette kortslutter den demokratiske dialog mellem de etniske grupper, da systemet logisk driver partierne mod stadig mere yderligtgående holdninger.

Et godt eksempel på dette er den nuværende præsident for Republika Srpska (den serbiske entitet i BiH, red.), Milorad Dodik, der af mange ses som den største serbiske nationalist i BiH. Men Dodik var i starten af sin politiske karriere en antinationalist, der kritiserede Radovan Karadžić og Ratko Mladić, og som af samme grund blev støttet af det internationale samfund.

Dodik og hans parti opdagede dog ved valget i 2006, at de kunne få flere stemmer på nationalistisk retorik end på hårde økonomiske reformer og er siden da ikke fraveget den vej. Dodiks ofte gentagede udsagn om, at han vil forsvare Srpska og løsrive entiteten fra BiH, er blevet hans kendetegn, og en stor del af vælgerne tror ham trods 8 års misregimente i entiteten.

Det føles, som om tiden i BiH er gået i stå
Som følge af forfatningen, der er med til at fastholde opdelingen af landet, er de emner, der debatteres, også begrænset til næsten udelukkende at dreje sig om det nationale. Som den bosniske debattør, Emir Imamović, skrev i sidste uge, så føles det, som om tiden i BiH er gået i stå: De debatterede emner ligner dem fra 1996, 2000, 2006 etc., og selv mange af kandidaterne er de samme.

Både politikere og medier har interesse i at holde disse nationale emner på dagsordenen. Som beskrevet ovenfor giver de stemmer, de er nemmere at håndtere for politikerne end økonomiske og andre spørgsmål, og da politikerne ofte enten ejer eller på anden vis kontrollerer medierne, så vil disse følge politikernes tendens til altid at ville diskutere nationale spørgsmål.

Selv Socialdemokratiet i BiH, der tidligere ellers var kendt som en bastion for multikulturalismen, har i højere grad ladet sig dominere af bosniakkiske interesser end tidligere. Partiets formand, udenrigsminister Zlatko Lagumdžija, har desuden været i politik siden 1992 og har således mere end svært ved at overbevise vælgerne om, at han og hans parti kan stå for fornyelse i landet.

Mindre partier står for fornyelsen
Der findes naturligvis undtagelser: En række af de mindre partier i hver nationale gruppe har indset, at hvis de taler om økonomi og EU-integration frem for blot de samme gamle nationale spørgsmål, så kan de skabe en kant til regeringspartierne og samtidig måske få en række desillusionerede vælgere op af sofaen, hvilket vil øge deres chance for et godt resultat ved valget.

Stjerneeksemplet her er Martin Raguž fra det kroatiske parti HDZ 1990. Da partiet blev dannet i 2006, var det som en udbrydergruppe af HDZ BiH, der havde været de bosniske kroaters foretrukne parti siden 1991. I lang tid var HDZ 1990 dog blot en loyal lillebror til det oprindelige parti, da man ikke klart kunne finde ud af, hvordan man skulle profilere sig (bruddet mellem de to partier skyldtes nemlig et personopgør og ikke en egentlig ideologisk modsætning).

Men da Martin Raguž blev formand i 2013, begyndte han at tale mindre om yderligere deling af BiH og mere om oprettelsen af en reel multinational stat, der respekterede alle sine borgeres rettigheder, og om økonomisk bedring i landet. Han har desuden ført kampagne blandt kroaterne i Centralbosnien, der historisk har været mindre nationalistiske end deres frænder i Hercegovina hvor HDZ BiH har sin vælgerbase.

Spinkle tendenser til grøde i det politiske system
Ragužs forsonlige retorik har gjort ham til en interessant ny kandidat for kroatiske vælgere, mens også en række bosniakker har erklæret, at de kunne finde på at stemme på ham til Præsidentrådet. For tiden fører Raguž således solidt over sin gamle partiformand i HDZ BiH i kapløbet om at blive kroatisk medlem af det 3 mand store råd.

Dette og en række lignende tendenser peger således på nogen grøde i det bosniske politiske system. Men det kan være svært at spå om det endelige resultat og ikke mindst om dets betydning efter valget. For selvom befolkningen er godt træt af de siddende partier, så har de to trumfkort, som alligevel kan – og nok også vil – sikre dem gode resultater i morgen.

For det første har en række af de store partier imponerende valgmaskiner, der kan mobilisere vælgere og få dem til at komme til valgstedet, når det gælder. Dette kan ikke siges om oppositionen, der netop satser højt ved at appellere til desillusionerede vælgere, der også kan finde på at blive hjemme.

For det andet er der en stor gruppe mennesker, der er afhængige af disse partiers sejr, for at de kan beholde deres arbejde, kontrakter med staten/entiteten/kantonen eller på anden måde har interesse i at de nuværende folk bliver genvalgt. De vil, selvsagt, støtte disse partier både med deres stemmer og også økonomisk.

BiH styres i høj grad af uformelle organer
En illustration af dette blev givet af den nu afdøde formand for det bosniakkiske parti SDA efter sidste valg, Sulejman Tihić. Tihić sagde, at SDA var nødt til at komme i regering, idet omkring 3500 partisoldater var afhængige af regeringsdeltagelsen for at kunne beholde deres poster og kontrakter.

Og SDA er blot ét parti ud af 6 store partier, der alle har lignende patronageordninger. Det er klart, at denne lille hær af interessenter sikrer de siddende partier en stor magt, også selvom de skulle gå tilbage ved valget. BiH styres nemlig også i høj grad af uformelle, ikke-institutionelle organer, der kan være med til at blokere for politiske beslutninger, hvis de kommer fra partier, der ikke er del af disse uformelle organer.

Det er derfor tvivlsomt, om selv en valgsejr – medmindre den er usandsynligt overvældende – til de ikke-etablerede partier vil gøre meget for at rykke landet fremad, hvilket igen forklarer borgernes apati. Men, som en borger forklarede en reporter forleden: Håbet er der stadigvæk. Og selv små forandringer kan være tiltrængte i BiH på nuværende tidspunkt.

Af Ismar Dedović


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<