Valgets taber er det bulgarske folk

17. oktober 2014

Stemmesedlen dumpes i boksen. Foto: Helle Thomsen Dalgaard

VALG | Regeringsforhandlingerne efter forrige søndags parlamentsvalg i Bulgarien åbner efter nogen tøven op for dannelsen af en stor koalitionsregering. Det er på høje tid, for bulgarerne har hverken tålmodighed eller råd til endeløse politiske kævlerier. Helle Thomsen Dalgaard analyserer.

VALG | Deltagelsen ved forrige søndags parlamentsvalg i Bulgarien var på knap 50 %, og vælgerne stemte i alt otte partier ind, som tilsammen repræsenterer ca. 44 mindre grupperinger. Regeringsforhandlingerne startede i mandags, og lederen af det største parti GERB, Bojko Borisov, har efter nogen tøven åbnet op for at danne en stor koalitionsregering. Det er på høje tid, for bulgarerne har hverken tålmodighed eller råd til endeløse politiske kævlerier. Helle Thomsen Dalgaard analyserer valgresultatet.

Parlamentsvalget i Bulgarien den 5. oktober bragte med en stemmeprocent på 49,6 otte partier i parlamentet. Otte partier, som, når de spredes ud, består af i hvert fald 44 mindre grupperinger. Det er lidt uoverskueligt.

Det faktum, at kun hver anden stemmeberettiget har afgivet sin stemme, er en indikator for befolkningens manglende tro på, at det nytter noget at gå til urnerne – som for øvrigt er gennemsigtige plasticbeholdere. Og hvis man skal begynde med valgets store taber, så må det siges at være det bulgarske folk. Halvdelen har ikke stemt, og de, der stemte, har fået et grumset parlament.

GERB – Borgere for Europæisk Udvikling i Bulgarien
Valgets ”lille” vinder blev som forventet partiet Borgere for Europæisk Udvikling i Bulgarien, GERB, med 33,6 % af de afgivne stemmer svarende til 84 mandater ud af parlamentets 240 pladser. Godt og vel 1 mio. stemmer fik partiet. Ikke et overbevisende flertal.

Ganske vist er det en forøgelse på godt 3 % sammenlignet med valget sidste år i maj, men partileder Bojko Borisov havde på forhånd sagt, at han forventede 110-115 mandater, og hvis ikke det mål blev nået, ville partiet ikke danne regering.

Den udtalelse blev lige oven på optællingen af stemmer ændret til en mulighed for en mindretalsregering, hvilket igen i ugen efter valget er blevet til en mulig koalitionsregering. Men de 84 mandater til GERB er, sammenlignet med de 117 mandater partiet fik i 2009, ikke den tilslutning, som partiet behøvede.

Dog kan man sige, at der er tale om en vis stabilitet, som ellers ikke er set i bulgarsk politik efter 1990, i og med at det samme parti ved tre valg i træk har fået flest stemmer, og altså over 1 mio. Partiet fik ligeledes flest stemmer fra bulgarske stemmeberettigede statsborgere i udlandet.

Vælgerundersøgelser, som er foretaget af den nationale tv-kanal, viser, at knap 40 % af partiets vælgere har en lang uddannelse, mens 38 % har en mellemlang uddannelse. Langt den overvejende del af partiets vælgere er under 60 år.

Sorg og smerte
Den serbiske forfatter Ivo Andrić har et sted sagt, at man må leve med et smil på læben, som stewardessen, der ved, at der er noget galt med flyet, og til trods for det smiler til passagererne. Men som en af min bekendte sagde: ”Jeg prøver at gøre som stewardessen, men i stedet for smil, er mit ansigt mærket af sorg og smerte”.

Flyet er både forsinket og på vej ned, men selv hvis det trods alt lander uden problemer, så bliver det på en anden flyveplads, end den man håbede på. Kort og godt, hvis de bulgarske politikere ikke snart tager sig sammen og får banket en samlingsregering på plads, ender flyet helt uden for flyvepladsen.

Bulgarien har ikke tid og økonomi til at gå i gennem endeløse politiske kævlerier nu, for slet ikke at tale om nyvalg, som på et tidspunkt var et tilbagevendende statement fra det vindende partis leder Bojko Borisov. Vel nok taktik for at banke mulige partnere på plads, men også et udtryk for høj cigarføring fra ”generalens” side. Politikerne skal nu finde en konsensus, et ukendt ord på disse breddegrader, de skal enes om at løse de påtrængende opgaver.

Manglende kontinuitet
Der skal sammensættes en regering med et konkret program eller nedfældes en slags håndfæstning, som fokuserer på de primære opgaver, der skal løses med løfte om borgfred og opbakning. Det er parlamentet, der skal regere, som en kommentator på en af tv-kanalerne sagde. Sådan har det ikke været i mange år, ikke siden den højre-liberale Ivan Kostovs regeringsperiode 1997-2001. Der mangler kontinuitet, samtidig med at det er kræfter uden for regering og parlament, der har trukket i trådene, ikke mindst i socialisternes regeringsperioder.

Ingen partier har ved dette valg, i modsætning til ved valget i maj 2013, klaget over valgresultatet. Ved valget i 2013 var der ret meget ballade omkring falske stemmer, afdøde vælgere, pludseligt opdukkede ikke registrerede stemmesedler etc.

Men også ved dette valg har der været mange signaler om valgsvindel, og derudover har der været en del protester fra flere kommuner over resultater, der skyldes en ny valglov, som ude i de mindre valgkredse har forårsaget uforståelige skævheder i mandatfordelingen. Endelig er antallet af registrerede ugyldige stemmer mere end fordoblet sammenlignet med valget i 2013, nemlig fra 99.000 til 218.000.

Valgets absolutte taber – BSP, Det Bulgarske Socialistparti
Valgets store taber er det indtil juli måned regeringsdannende bulgarske socialistparti (i koalition med Bevægelsen for Rettigheder og Friheder, DPS). Socialistpartiets mandat er mere end halveret, fra ca. 900.000 stemmer til godt 400.000. 15,4 % af stemmerne og 39 mandater fik de. Til sammenligning fik de ved valget i maj 2013 26,6 % af stemmerne.

Socialistpartiets øverste ledelse er i stor krise, og der vil givetvis blive udskiftninger i partitoppen. Partiledelsen har meldt ud, at man ikke vil deltage i et regeringssamarbejde, men går i opposition. Socialisternes vælgergrundlag er primært bulgarere over tres, mange med en fortid i den forsvundne industriproduktion, og det menes, at den lave stemmeprocent skyldes den traditionelle BSP vælgergruppes utilfredshed med partiets manglende indsats i den afgåede koalitionsregering. Ikke mindst regeringens store afhængighed af den meget omtalte multimillionær og mediemogul, demagogen Deljan Peevski, et centralt medlem af partiet DPS.

En bankkrise, som er blevet håndteret meget mærkværdigt, og hvor netop Deljan Peevski er indblandet, har også øget utilfredsheden, og endelig er folk forbitrede over myndighedernes manglende hjælp til skadelidte i forbindelse med oversvømmelser og ødelæggelser, forårsaget af voldsomme regnskyl.

Så socialistpartiets faste vælgerskare har straffet sit parti.

Den ”store” vinder – DPS, Bevægelsen for rettigheder og friheder
Valgets store vinder må siges at være det andet regeringsdannende parti fra juni 2013 til slut juli 2014. DPS, som tilbage fra sin grundlæggelse har været kaldt en ’bevægelse’, da partier ifølge den bulgarske grundlov ikke må basere sig på etnisk tilhørsforhold. Partiets vælgergrundlag er den tyrkiske befolkning og landets romaer. Til trods for bulgarernes utilfredshed med den afgåede koalitionsregering er DPS gået frem fra 11 % ved valget i 2013 til 13,5 %.

DPS får 38 mandater. 88 % af vælgerne i de muslimske områder har stemt på partiet, der definerer sig selv som et liberalt centerparti. Partiet har ifølge mange iagttagere brugt ulovlige metoder til at nå dette valgresultat. Der er lagt pres på vælgerne, købt stemmer, og man har hentet bulgarske statsborgere, bosat i Tyrkiet, til Bulgarien på valgdagen, efter at de først har stemt i Tyrkiet. Flere ID-kort lydende på samme person spiller også en stor rolle. Det skal her tilføjes, at bulgarske vælgere ikke modtager et valgkort, men deres identitet tjekkes dog på valglister. Ikke desto mindre er det åbenbart muligt at omgå systemet.

DPS er grundlagt i 1990, og har haft en central rolle i de senere års monopolisering af det bulgarske samfund og af landets økonomi. Nogle taler om en etnificering af det bulgarske samfund. Partiet er ifølge flere politiske iagttagere en meget kompliceret konfiguration med store kapitalinteresser, og partiets ledere er ofte blevet anklaget for korruption. Nogle kalder partiet for ”Korporationen”, hvormed antydes, at det mere er en forretning end en politisk enhed.

Når korruptionskortet spilles fra politiske kommentatorers side, er partiets modsvar: ”Forfølgelse af det etniske mindretal”. Politiske kommentatorer advarer mod en ”libanonisering”, hvor valg i fremtiden ikke vil handle om venstre-højre modstilling, men om en etnisk opdeling.

Bojko Borisov, lederen af GERB, det største parti i parlamentet, har meddelt, at han under ingen omstændigheder vil have DPS med i regering, hvilket af mange vurderes til at være en destabiliserende faktor. Men partiet blev som det tredjestørste parti ikke desto mindre indkaldt til forhandlinger den 14. oktober.

Regeringsforhandlingerne
Man kan sige, at Bojko Borisov udadtil har spillet primadonna indtil fredag den 10. oktober, hvor GERB holdt den første pressekonference efter valget – når vi ser bort fra valgnattens udtalelser. Han har undgået journalisterne, sikkert med god grund, da han konstant ville blive konfronteret med sine udtalelser om nødvendigheden af majoritet, om ikke at ville danne en koalitionsregering, om nødvendigheden af et nyt valg osv.

Borisov har været i modvind, og partiet BBT, ’Bulgarien uden Censur’, som fik 6 % af stemmerne, krævede hans afgang som betingelse for at indgå i regeringsforhandlinger. Den 10. oktober udtalte Borisov til den nationale tv-kanal, at GERB går efter en regering med delt ansvar, hvor de partier, som støtter regeringen, vil få ministerposter – altså en koalitionsregering.

Han sagde, at der skal laves en slags håndfæstning, med tydelig specificering af hvilke opgaver, der skal løses her og nu. Partiledelsen har udpeget en tre-personers forhandlingsgruppe, bestående af tre af GERBs topdamer: den tidligere parlamentsformand, en økonom og en sociolog. Forhandlingerne startede i mandags, den 13. oktober, med det næststørste parti i parlamentet, socialisterne.

Noget tyder dog på, at Borisov er blevet kaldt til orden af sit partis ledelse. Han er blevet lidt mere ydmyg i sine udtalelser, og tilsyneladende er der lagt en konstruktiv plan. Men samtidig har han udtalt, at det inden for de næste ti dage vil være klart, om der kan dannes regering, eller om der skal udskrives valg igen. Endvidere har Borisov oplyst, at han, da Angela Merkel ringede for at lykønske ham, forhørte sig om den tyske regeringsmodel.

Mulige regeringspartnere
To mulige regeringspartnere er Reformblokken og Den Patriotiske Front. Reformblokken, som overvejende har fået stemmer i de store byer, har sine vælgere blandt de veluddannede, velinformerede bulgarere. Partiet, som er stiftet i december 2013, fik et valg over al forventning: 8,8 % af stemmerne svarende til 19 mandater.

Reformblokken er en pro-europæisk center-højre koalition, bestående af fem mindre partier, som rummer rester af tidligere demokratiske og liberale partier som fx SDS (UDK) Unionen af Demokratiske Kræfter og Demokrater for et Stærkt Bulgarien, Det Bulgarske Folkelige Landbrugsforbund (BZNS). Reformblokken mangler en fælles leder og en fælles takt, og partikoalitionen er allerede i splid med sig selv omkring holdningen til eventuel deltagelse i en regering.

Den Patriotiske front fik 7,2 % af stemmerne svarende til 16 mandater. Også denne partidannelse er en gruppering af flere små partier og interessegrupper og blev stiftet i al hast op til valget den 5. oktober. Bl.a. indgår de nationalistiske partier Den Nationale Front for Bulgariens redning og VMRO, og hovedformålet med koalitionsdannelsen er ”genfødelse af den bulgarske økonomi, af den bulgarske selvfølelse, kamp mod monopolerne og kamp for reelt demokrati”.

Borisov skal sluge sit store ego
Den Patriotiske Front vil gerne støtte GERB, men problemet for GERB er, at partiet i sin grundholdning er anti-europæisk og meget nationalistisk orienteret, selv om der er fornuftige personer i partiledelsen. Under alle omstændigheder udgør de tre partier tilsammen ikke et flertal.

Her kommer den tidligere præsident Georgi Pörvanovs parti ABV, Alternativet for Bulgariens Genfødelse ind i billedet, et parti som blev stiftet i 2013 af utilfredse medlemmer af socialistpartiet. Partiet har fået 11 kandidater ind i parlamentet og er et pro-europæisk parti.

Partiet har meldt ud, at det ønsker en bred og åben regering, men at Borisov skal sluge sit store ego, hvis ABV skal gå med i den regering, som det er Borisovs ansvar at få dannet. En repræsentant for partiet, tidligere højt placeret i socialistpartiet, Ivajlo Kalfin, har gjort opmærksom på, at vinteren nærmer sig, og der skal tages hurtige beslutninger, så det ikke kommer til optøjer igen som i januar-februar 2013.

En ting synes dog sikker, nemlig at det brun-sorte parti ATAKA med den fascistoide og aldeles utilregnelige Volen Sidorov ved roret, som med 4,5 % af stemmerne fik 11 mandater, ikke kommer i betragtning som regeringspartner. I 2013 fik partiet 7 % af stemmerne. Utvivlsomt er en del af ATAKAs tidligere vælgere gået til Den Patriotiske Front i utilfredshed med partileder Volen Sidorovs uhæmmede udgydelser og adfærd, bl.a. et verbalt og næsten fysisk overfald på en fransk diplomat i et indenrigsfly.

Krise mellem Sofia og Moskva
Op til valget kom det til en større skandale mellem Sofia og Moskva. Velizar Sjalamov, forsvarsminister i den overgangsregering, som har siddet siden Oresjarski-regeringen gik af sidst i juli måned, offentliggjorde i september en vision om ”Bulgarien i NATO og det europæiske forsvar 2020”, som bl.a. indebærer en forøgelse af forsvarsbudgettet.

Denne vision indeholdt i sin konklusion kritik af den russiske indblanding i Ukraines interne forhold samt et udfald mod Rusland for at føre mediepropaganda mod Bulgarien. Men en af de direkte konsekvenser af visionen var, at Bulgarien ikke skulle fortsætte med at få vedligeholdt sine gamle MIG-jagere i Rusland. MIG’erne er stadig det bulgarske flyvevåbens maskiner. Den midlertidige forsvarsminister foreslog de gamle MIG-jagere udfaset over fem år. Visionens forøgelse af forsvarsbudgettet dækkede bl.a. over køb af nye jagerfly i Vesten.

Forsvarsministerens vision resulterede i en nedladende, arrogant note fra den russiske vicepremierminister Dmitrij Rogozin, som udviser en total mangel på respekt for bulgarske statsinstitutioner. I noten hedder det: ”En eller anden Sjalamov har overtalt Bulgariens premierminister Bliznasjki (midlertidig) til nok engang at forråde Rusland”. Og denne ”en eller anden” er altså den bulgarske forsvarsminister.

Præsident Plevneliev udtalte sin utilfredshed med russisk indblanding i bulgarske interesser på et internationalt møde i sidste uge, mens den midlertidige statsminister har udtalt, at Rusland fortsætter med at forholde sig til Bulgarien, som til en slags vasalstat, og han støtter præsidenten i, at den russiske side i konflikten udviser en unødvendig nervøsitet. Bojko Borisov har udtalt, at bulgarerne klart går ind for et godt forhold til Rusland, og at en midlertidig minister ikke må glemme, at han kun er en embedsmand, udnævnt af præsidenten.

Brød og skuespil
Og midt i alt dette festede bulgarerne i det sydvestlige Bulgarien, hvor man markerede 1000-året for den store hærfører tsar Samuils død. En drøm om fortidens bedrifter og om landets forgangne storhed blev her overbragt til folket i form af skuespil.

Folket skal have andre skuespil end de politiske, og der blev ikke sparet på underholdningen og ritualerne. Godt ½ mio. leva svarende til ca. 2 mio. kr. blev fyret af til skuespil, hornmusik og fyrværkeri, sat af på budgettet af den i juli måned afgåede koalitionsregering. Vi får se, hvem der skal fejres med fyrværkeri næste gang.

Til slut et citat af den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov, som er europæer med stort ’E’, (da. ”En Naturlig Roman”, Husets forlag 2005) i forlængelse af valget: ”Havde denne krise blot været politisk, men det er den ikke. Ikke endnu. Det politiske kommer senere. Vi skal ikke overvurdere os selv. Lige nu er der tale om ganske almindelig talentløshed, om en modbydelig kynisme og meget dårlig smag på grund af de dårlige omgivelser, der er tæt på. Det politiske behøver en anden distance, en anden etnicitet, en anden ratio. En skønne dag når vi måske dertil”.

 

Læs også Helle Thomsen Dalgaards analyse forud for valget den 5. oktober: http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1243

 

Helle Thomsen Dalgaard er cand.mag. i russisk og bulgarsk, pensionist og oversætter.

Af Helle Thomsen Dalgaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<