Rusland har tabt Ukraine

27. oktober 2014

Stemmerne tælles op i Ukraine. Syv partier ser ud til at komme i Radaen. (Foto:Wikipedia)

VALG | OPDATERET Et historisk pro-europæisk parlament er blevet valgt i Ukraine. Petro Porosjenkos blok fik den forventede valgsejr og ukrainerne afviste de mest nationale kræfter til fordel for ubesmittede antikorruptionspartier. Men kan det nye parlament indfri befolkningens høje forventninger? Det afgående kunne ikke.

VALG | OPDATERET Et historisk pro-europæisk parlament er blevet valgt i Ukraine, hvor Petro Porosjenkos blok fik den forventede valgsejr. Ukrainerne afviste de mest nationale kræfter og satsede i stedet på ubesmittede antikorruptionspartier. Men kan det nye parlament indfri ukrainernes høje forventninger til et beslutningsdygtigt og ikke-korrupt Ukraine? Det afgående kunne ikke.

Der var ingen tvivl om, at præsident Petro Porosjenkos valgforbund ville vinde parlamentsvalget i Ukraine. Spørgsmålet var mere hvor stort, og om hans valgblok ville kunne danne regering alene eller danne en koalitionsregering – og i så fald med hvem? 

Frygten for, at ukrainerne skulle flokkes om de mere ekstreme nationalistiske kandidater på stemmesedlen i en antirussisk national rus, ser ud til at være blevet gjort grundigt til skamme. Mainstream nationalisterne i partiet Frihed, "Svoboda", kunne ikke veksle udfaldene mod præsidentens forsøg på fred med Rusland til stemmer på valgdagen. Efter fintælling får Svoboda kun får 4,7 % af stemmerne og kommer hermed ikke ind.

Ultranationalisterne i "Højre Sektor", der førte an i voldelighederne under revolutionen, gør heller ikke, men det ser ud til, at partiets førstemand, militslederen Dimitri Jarosj, vinder et sæde i et enkeltmandskreds.

Populisten Ljasjko tabte pusten
Et mere overraskende resultat er det dårlige valg for nationalpopulisten Oleh Ljasjkos parti, der, efter længe at have ligget nr. 2 i meningsmålingerne, ser ud til at have mistet pusten på valgdagen med et skuffende resultat omkring 7,4 %. Ljasjko blev populær igennem en farverig kampagne, hvor han rasede mod korruption, kommunister og rige forretningsmænd, og sågar ved flere lejligheder tog loven i egen hånd ved at smide korruptionsmistænkte embedsmænd i offentlige skraldespande. Det var populært, men i sidste ende stemte ukrainerne på de mindre farverige, men seriøse kandidater.

Valgets store vindere er som ventet præsident Petro Porosjenkos valgblok, men sejren er ikke overvældende med 21,8 % af stemmerne. Under valgkampen lå hans parti til over 30 % af stemmerne i meningsmålingerne. Landets midlertidige premierminister Arsenij Jatsenjuks nye parti, "Folkefronten", ligger side om side med Porosjenko med omkring 22,2 % og derfor er det imellem de to, der skal dannes en ny regering. Det er positivt, at der hermed kommer et stærkt politisk alternativ til et nyt magtens parti, som Porosjenkos blok længe så ud til at blive. 

Julia Timosjenkos parti "Fædrelandet" synes derimod at have mistet sin masseappel i Ukraine for bestandig og kommer kun akkurat i parlamentet med opbakning fra 5,7 %. Men den grundsten af liberal nationalisme hun repræsenterer, står stærkere end nogensinde i Ukraine. Premierminister Jatsenjuk var længe en del af Timosjenkos parti, men brød i september ud herfra og dannede sit eget parti. 

Porosjenkos parti og Folkefronten behøver en tredje koalitionspartner i regeringen. Det bliver formentlig valgets store overraskelse, partiet Selvhjælp (Samopomitj) ledet af den vestukrainske by Lvivs borgmester, Andrej Sadovij. Partiet, der kun opstiller kandidater uden parlamentarisk erfaring, står for et totalt brud med fortidens type politikere i Ukraine, og er kommet ind med 11 % af stemmerne. Et stærkt signal fra de ukrainske vælgere. Det er første gang, partiet stiller op.

Prorussiske partier decimeret
Det pro-russiske "Regionernes Parti", der fungerede som eks-præsident Janukovitj gummistempel er gået i opløsning, og dets kandidater er enten blevet uafhængige eller er gået ind i partiet ”Opposition” under ledelse af Jurij Bojko. Partiet er kommet ind med 9,4 %, og repræsenterer forretningsinteresser i Østukraine.

Andre relativt pro-russiske partier som Serhij Tihipkos "Stærkt Ukraine", der kunne tiltrække de prorussiske stemmer, kom ikke ind, og det samme gælder det gamle kommunistparti, der kun er kommet ind på et par kredsmandater. Helt fri for kommunister bliver det nye parlament ikke, men deres betydning er ikke-eksisterende.

Det er afgørende nyt for Ukraine, at man hermed for første gang har en så entydig pro-europæisk linje i parlamentet. Østukraines borgere, der ikke støtter separatisterne, men ser med dyb skepsis på et vestvendt Kijev, er blevet hjemme i stedet for at tage i stemmeboksen.  Fra at have 30 % af vælgerkorpset, har disse holdninger nu opbakning fra 10 %. Et stort skred.

En forklaring kan findes i, at de to mest pro-russiske områder i Ukraine ikke har deltaget i valget. Krimhalvøen er ikke med, og de pro-russiske separatister i Donbasregionen boykotter naturligvis valget som illegitimt. De holder deres egen afstemning allerede i starten af november. Derfor kan der også kun vælges 423 medlemmer af parlamentet, og ikke 450 som normalt. Ukraine har i løbet af konflikten i Østukraine taget et kæmpe mentalt skridt væk fra Rusland. 

At den nye regering bliver pro-europæisk, hersker der derfor ikke tvivl om. Om den også bliver reformduelig og kan leve op til Euromaidanbevægelsens høje forventninger til et nyt ikke-korrupt Ukraine er derimod noget ganske andet.

Manglende reformer
Maidanbevægelsens erklærede mål er et nyt Ukraine. Et brud med fortidens måde at gøre tingene på. Et opgør med tyveri af statslige midler, et oppustet ineffektivt og korrupt bureaukrati, et opgør med en tyvagtig politisk kaste af millionærer med hver deres egen TV-station. Præsident Janukovitj’ regime var i den forstand blot en ekstrem udgave af, hvordan politisk og økonomisk magt er flydt sammen i Ukraine siden 1991. Han var ikke selve sygdommen, men blot et symptom på den. Virussen bor stadig i Ukraines krop og forlod ikke landet med præsidenten.

Præsident Petro Porosjenko og premierminister Arsenij Jatsenjuk har ikke holdt løfterne fra Maidanpladsen. Endnu er ingen blevet retsforfulgt for mordene på aktivister under revolutionen, hvor 128 personer blev dræbt, heraf de 110 aktivister. Det kan synes mindre vigtigt at sætte navne på de skyldige efter at mere end 3300 er døde i Østukraine, men for Maidanbevægelsen er retsopgøret over blodbadet d. 22 februar 2014 afgørende for landets genrejsning. Et nyt retssystem skal opbygges til at tjene borgerene og ikke magthaverne.

Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at det er den vej, det går. Ingen sager mod tidligere embedsmænd eller forretningsfolk for korruption under præsident Janukovitj er på vej gennem domstolene. Systemet synes at beskytte sig selv, når alle i toppen har noget at skjule. Man bør huske på, at Petro Porosjenko så sent som i 2012 var handelsminister i det tidligere regimes regering under nu eksilerede premierminister Mykola Azarov. 

Valgsystemet uændret
Et tegn på, at det stadig er stærke kræfter, der modarbejder forandring, er, at det ikke lykkedes at vedtage en ny valglov før parlamentsvalget. Et reformforslag blev fremsat i juli, der ville indføre et forholdstalsvalg til parlamentet på åbne partilister, men loven kunne ikke finde flertal og stødte på grund i parlamentet.

Derfor vælges parlamentets medlemmer stadig efter det gamle dobbeltsystem, der besætter 225 af Radaens 450 pladser igennem almindeligt forholdstalsvalg, 225 igennem enkeltmandskredse, hvor kun én kandidat i hver valgkreds kan vinde. Således får Porosjenkos parti 127 mandater og Jatsenjuks blot 80, selvom flest stemte på Jatsenjuks parti.

Enkeltmandskredsene har traditionelt været dér, hvor pengestærke kandidater havde muligheder for at påvirke resultatet igennem stemmekøb, intimidering af vælgere, kontrol med medier og almindeligt optællingsfusk. Derfor er de sårbare for bagmænd, der har ønsket at sponsorere et bestemt kandidatur. Og i et system, hvor taberen historisk set ikke var garanteret at kunne stille op næste gang, som det ukrainske har været, er der stadig gode grunde til at forsøge at hænge fast i taburetterne.

Regimets gamle mænd udelukkes
En ny omfattende ny lov betyder fx, at tidligere embedsmænd og statsansatte, der tjente under præsident Janukovitj, nu udelukkes fra offentligt embede. Loven blev vedtaget i september under stærkt pres fra demonstranter og Maidanbevægelsen og underskrevet af præsident Porosjenko i oktober. Den er grovkornet og omfatter alt for bredt alle, der aktivt såvel som passivt har støttet Janukovitj’ regering af landet. 

Det giver problemer, hvis alle højtstående dommere i Ukraine hermed udelukkes fra embede. Så bliver det svært at gennemføre nogen som helst form for retsreform. Medlemmer af parlamentet og præsidentens administration er undtaget fra loven, og hermed er en klassisk ukrainsk mekanisme bibeholdt. Den sikreste måde at undgå juridiske tilbageslag er at blive medlem af parlamentet. Det ser ud til at op mod 70 parlamentsmedlemmer, der stemte for antidemonstrationslovene d. 16. januar bliver genvalgt til parlamentet. Skal disse medlemmer forsat kunne være lovgivere i Ukraine?

Reformer eller et nyt Maidan
Ukraine har taget et afgørende skridt mod vest ved dette valg, men krigen i Østukraine må ikke blive en undskyldning for manglende reformer fra præsidentens og en ny regerings side. På trods af de vanskelige vilkår har Ukraine ikke en chance for at tiltrække vestlig støtte og investeringer, hvis ikke reformer gennemføres. Maidanbevægelsen vil ikke nøjes med erklæringer og ti-punktsplaner, og derfor er politisk uro og nye demonstrationer altid en risiko. Ukraine ligger på nr. 144 ud af 177 på Transparency Internationals index over korruption i verden.

Det afgørende er, at der nu er valgt et så overvældende flertal af national-liberale politiske kræfter ind i parlamentet. Fra at være i opposition til Janukovitj, er disse partier nu ved magten, og en reel modstander af en national pro-vestlig dagsorden er ikke i sigte.

Om der også kan leveres, når det kommer til at reformere økonomien og undgå den økonomiske afgrund, må tiden vise.

Af Peter Zacho Søgaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<