Lutva’s Kaffehus og Titos konference

14. november 2014

Død over fascismen - frihed til folket! Foto: Louise Buxbom

REJSE I BOSNIEN II | Efter at have dyrket krigsturismen i Sarajevo fortsatte jeg min rejse i historiens og de store fortællingers fodspor ind i Centralbosnien - med Ivo Andrić under armen. Læs her anden del af Deres Sydøsteuroparedaktørs rejseberetning fra Bosnien.

REJSE I BOSNIEN II | Efter at have dyrket krigsturismen i Sarajevo fortsatte jeg min rejse i historiens og de store fortællingers fodspor ind i Centralbosnien - med Ivo Andrić under armen. Læs her anden del af Deres Sydøsteuroparedaktørs rejseberetning fra Bosnien.

Det indre Bosnien, dets middelalderborge og osmanniske og socialistiske arvegods skulle være næste tema for min Bosnien-rejse. Og jeg væbnede mig ikke bare med Lonely Planet, næ, jeg armerede mig med ingen ringere end den bosnisk-serbiske Nobelprisvinder Ivo Andrić og hans intet mindre end fantastiske roman ”Forvist til Bosnien” (1945, da. 1979) i jomfruelig u-opsprættet udgave direkte fra antikvariat.

Romanens handling udspiller sig i byen Travnik i Centralbosnien, hvor Ivo Andrić selv blev født i 1892 og levede de første to spæde år af sit liv. Originaltitlen er, direkte oversat, ”Travnik Krøniken”, men for en sjælden gangs skyld synes jeg, at den danske oversættelse er mere rammende – romanens hovedpersoner føler sig netop, og ér i en vis forstand, forvist til Bosnien.

Travnik er i dag en ubetydelig by, men var i 1686-1850 sæde for den osmanniske vesir over Bosnien og dermed et magtcentrum på Balkan. Andrić’s roman udspiller sig i 1807-1814 under Napoleonskrigene, i det der flot kaldes konsulernes tid, hvor den franske og østrigske konsul boede og virkede i byen, og – i hvert fald i Andrić’ udlægning – døjede voldsomme kvaler med at tilpasse sig livet blandt de fjendtligt indstillede orientalere.

Rejsen fra Sarajevo til Travnik er i dag en behagelig bustur af et par timers varighed. Vejen snor sig mellem Centralbosniens helt utroligt smukke og frodigt grønne bjerge og for en stor del langs med den smaragdgrønne Bosna-flod. Det kan måske lyde, som om jeg smører tykt på, men det ligner faktisk noget nær et eventyrlandskab, og havde jeg spottet en enhjørning, havde jeg ikke nødvendigvis studset over det. Der er til gengæld en god grund til, at alt er så grønt: Det regner en hel del.

”Den herlige ro” i det tyrkiske Bosnien
Havde jeg forventet et sus af vesirens og konsulernes Travnik ved ankomsten – og det havde jeg nok – blev jeg en anelse skuffet. Det var delvist selvforskyldt, i og med at jeg havde reserveret et værelse på et motel langs hovedvejen, der leder ind til byen. Her sad jeg et par timer og kiggede ud af mit vindue på byen, der ligger klemt inde i en snæver dal. Ikke bare faldt regnen tæt, men en tyk dis hang mellem husene på bjergsiderne og henover den gamle borg, hvis oprindelse, ifølge min Lonely Planet, fortaber sig i middelaldergrums.

Da regnen stilnede af, begav jeg mig ud for at se på det hele – hvilket i grunden ikke er så meget. I udkanten af Travniks basarkvarter, neden for den kølige rislende Sumec-kilde, ligger en lille café ved navn Lutva’s Kaffehus. Den har ifølge Ivo Andrić ligget her, så længe nogen overhovedet kan huske tilbage, og det er her ”Forvist til Bosnien” tager sin begyndelse, idet Travniks beg’er og andre betydningsfulde personer samles den sidste fredag i oktober 1806 for at tale om den franske konsuls snarlige ankomst. Og de er mildest talt skeptiske:

”… nu skulle allehånde vantro konsuler og spioner strømme til og ved hvert skridt frit påberåbe sig deres kejseres myndighed og magt. Således ville det med tiden være forbi med de gode gamle dage og ’den herlige ro’, der havde hersket i det tyrkiske Bosnien, og som det længe var blevet vanskeligere og vanskeligere at forsvare og bevare. Det var Guds vilje, at denne orden skulle råde: tyrkerne skulle herske frem til Sava og schwaberne (østrigerne, red.) på den anden side af Sava. Men nu satte alle kristne sig op mod dette klare, guddommelige påbud, ruskede i grænsepælene og gjorde alt for at undergrave dem, åbenlyst og i hemmelighed. I den senere tid forekom det endda, at Guds vilje var blevet mindre og mindre åbenbar og tydelig. – ’Det er ikke godt at vide, hvad der vil ske, og hvem der kommer’, sagde de gamle tyrker med oprigtig bitterhed til hinanden”.

De kristne kom nu først 72 år senere i form af Østrig-Ungarns besættelse af Bosnien-Hercegovina, som var forløberen for den endelige annektering i 1908. Og denne blev på sin side en væsentlig årsag til første verdenskrigs udbrud i 1914. Sådan hænger alting så smukt og skæbnesvangert sammen.

En dejlig cigaret af mærket Drina
Men tilbage til Lutva’s Kaffehus – for det ligger der endnu, neden for den kølige Sumec-kilde i Travniks gamle basarkvarter, der nu består af en samling forkølede souvenirboder. Jeg havde lidt svært ved at finde den fine gamle osmanniske bygning, der huser Lutva’s, indpakket som den var i et utal af højrøde Coca Cola-parasoller. Men det lykkedes.

Nu om stunder har Lutva grillmad på menuen, så jeg bestilte en gang cevapi’er med pomfritter og en kop kaffe. Lutva’s kaffe? Spurgte tjeneren. Ja tak, svarede jeg og fik en klassisk tyrkisk kaffe med grums i bunden, Turkish delight og en dejlig cigaret af mærket Drina, som de gamle beg’er (sådan cirka) ville have nydt det – for foden af den rislende Sumec-kilde en efterårsdag i 1806.

Vi må ikke glemme Ivo Andrić’ fødehjem, som forståeligt nok også er en attraktion i Travnik. Nærmere bestemt er der tale om en kopi af det hus, han blev født i, rejst på det sted, hvor det oprindelige hus stod. Det er et meget nydeligt, klassisk bosnisk hus, hvidkalket og med karakteristiske trætagspåner. Ligesom huset ikke er originalt, er der heller ingen originale møbler i det, men nogen har fundet på at sætte en lille vugge ind i et af rummene og påstå, at det var her baby Ivo sov som spæd.

Herudover kan man læse plancher om Andrić’ liv og færden efter vuggestadiet, hans engagement i den pro-jugoslaviske bevægelse ”Unge Bosnien”, som også Gavrilo Princip var en del af, og som var årsag til at Andrić blev fængslet af de østrigske myndigheder under første verdenskrig. Endelig er der et velassorteret bibliotek med hans udgivelser og oversatte værker. Hele museet er samlet på førstesalen af huset. I stueplanet er der en bar uden nogen åbenlys forbindelse til Ivo Andrić og desværre også uden stemning..

Jajce – Centralbosniens perle
En times tid med bus fra Travnik ligger den lille by Jajce, Centralbosniens perle – eller ’lille æg’ som navnet betyder. Jajce har det hele. Den ligger ubegribeligt smukt ved bredderne af de to floder Pliva og Vrbas, som flyder sammen i et betagende tyve meter højt, brusende vandfald. Bag ved dette åbner en middelalderport op til den gamle by, og herfra fører en sti op ad det lille bjerg, hvorpå Jajce er grundlagt. På toppen ligger byens imponerende borg.

Jajce fungerede som hovedstad i det bosniske middelalderkongedømme i 1400-tallet, og byen rummer flere kristne monumenter fra tiden før osmannerne: Blandt andet en gotisk kirkeruin med et nærmest perfekt bevaret klokketårn og dystre katakomber udhulet som en underjordisk kirke i den rå klippevæg.

Men selvom Jajce byder sig til som en vaskeægte turistmagnet – skøn at skue, spændende at gå på opdagelse i og med de værste skader fra krigen i 1990’erne repareret – følte jeg mig som den eneste gæst i byen. Efter at have turet seværdighederne, og haft dem stort set for mig selv, satte jeg mig på en fortovscafé i hovedgaden for at betragte byens leben – eller mangel på samme.

Ved nabobordet sad et par lokale mænd. En betjent parkerede sin motorcykel og slog sig ned hos dem. Her blev han siddende en lille time og sludrede med sine venner, tilsyneladende stadig i tjeneste – i hvert fald i uniform. Tre midaldrende bikere med kors som rygmærker kom slentrende ind gennem byporten. Jeg nåede at tænke uha, men betjenten ved nabobordet nikkede venligt til dem, og de nikkede tilbage. Så besluttede jeg, at jeg havde iagttaget livet i Jajces hovedgade længe nok, betalte min regning og slentrede ud af byporten i det afslappede tempo, der lod til at være stilen på stedet.

På den anden side af Jajces tykke mure ligger et stykke af byens, og regionens, nyere historie. En ejendom – vel nærmest et forsamlingshus – fra 1930’erne, der husede den anden konference for det Antifascistiske Råd for den Nationale Befrielse af Jugoslavien (AVNOJ) i slutningen af november 1943. Det var her, fundamentet blev støbt til det socialistiske Jugoslavien med de seks konstituerende republikker, som skulle eksistere frem til starten af 1990’erne. Bygningen og dens inventar, der omfatter portrætter af Tito, Stalin, Roosevelt og Churchill er nu et nationalt monument i Bosnien-Hercegovina.

Det kan absolut anbefales at besøge stedet. Hvor meget af interiøret der er originalt, og hvor meget der er rekonstrueret, skal jeg ikke kunne sige, men når man træder ind i salen og ser rækkerne af brune stole på mørkbejdset trægulv, talerpulten, scenen med ikke bare en statue af Tito i fuld figur, men også en buste af manden, herover et banner med teksten ”SMRT FAŠIZMU – SLOBODA NARODU” (død over fascismen – frihed til folket!, red.) og til højre herfor et portræt af Karl Marx, ja så føles den historiske kulisse komplet. Og man har den helt for sig selv.

Læs også første del af rejseberetningen: Suset fra Sarajovo.

Af LB


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<