Lost in Bosnia – mellem modstridende målsætninger

19. november 2014

Stillbillede fra Lost in Bosnia.

FILM | Hvorfor laver vi film? Dette spørgsmål behandles i dokumentarfilmen Lost in Bosnia, som blev screenet på dette års CPH:DOX. Filmen giver anledning til at diskutere dokumentarens rolle og potentialer i en bosnisk kontekst.

FILM | Hvorfor laver vi film, hvordan laver vi film, og hvad laver vi film om? Disse spørgsmål behandles i Lost in Bosnia - en 93 minutters omnibus-film og bidrag ved dette års CPH:DOX. Magasinet rØST har set filmen, som giver anledning til at diskutere dokumentarens rolle og potentialer i en bosnisk kontekst.   

Dokumentarfilmen Lost in Bosnia tog plads som én ud af mange europæiske bidrag i dette års netop overståede CPH:DOX (Københavns internationale dokumentarfilmfestival, red.).

Filmen, der er produceret i samarbejde med uddannelsesprogrammet Film Factory på Sarajevo Film Academy (University Sarajevo School of Science and Technology), har den ungarske filminstruktør, Béla Tarr, som kunstnerisk leder og mentor.

Lost in Bosnia er et eksperimenterende projekt, hvor elleve filmstuderende har fået én uge til at instruere hver deres korte film, som efterfølgende er blevet klippet sammen til ét værk. Resultatet er ”a collective film poem about filmmaking itself”, som det fremgår af CPH:DOX’s præsentation af filmen.

Filmens overordnede tema og den røde tråd, der binder de elleve dokumentariske stykker sammen, bliver således det spørgsmål, som filmen indledningsvis stiller sit publikum, nemlig hvorfor vi laver film.

Forfejlet forventningsafstemning
Fordi film – og herunder også dokumentarfilm – altid er fortolkning og repræsentation, er der som udgangspunkt ikke nogen bestemt virkelighed, som filmen skal og bør leve op til. Det gælder også en film som Lost in Bosnia. Med andre ord skal filmen selvsagt ses som udtryk for blot én ud af flere repræsentationer af Bosniens mange virkeligheder.

Det er muligt, at vi som publikum er ofre for  indgroede forventninger om, at film om Bosnien nødvendigvis må tage stilling til krigen og dennes konsekvenser, som  ifølge den gængse forestilling, og reelt set, har præget landet de seneste 25 år. Denne forventning farver naturligvis vores møde med en film, som bærer titlen Lost in Bosnia.  

Filmen selv og de elementer, som filmen er pakket ind i – fx filmens titel og DOX’s introduktionstekst – er således med til at skabe en forventning hos sit publikum; en forventning som, i dette tilfælde, ikke bliver indfriet. Resultatet er derfor en del forvirring omkring, hvad det er, Lost in Bosnia vil.

Modstridende målsætninger
Èn ting er, at filmen undersøger ”filmmaking itself” og ikke helt leverer et svar, der stikker dybere end at, ”Film is magic.” En anden ting er, at filmens indpakning lægger op til en diskussion om muligheden for at vise ”a new generation's yearning to create and define their own lives in the wake of the country's tumultuous history.” Disse to visioner behøver ikke at udelukke hinanden. En film kan både handle om det at skabe film, og være udtryk for en identitetssøgende generation af unge, som bruger filmen til at tegne selvportrætter. Men i Lost in Bosnia  kommer disse visioner til at stå tilbage som uforløste og lettere modstridende målsætninger, der ikke gør os klogere på nogen af delene:

Hvor bliver de nye generationer af, som søger at (re)definere deres liv i forhold til et samfund med en meget nær, turbulent fortid? Hvor bliver fortolkningen af den bosniske virkelighed af?

Misvisende markedsføring
Det er også værd at bemærke, at ingen af Lost in Bosnia’s elleve medvirkende instruktører har rødder i Bosnien-Hercegovina. At det skal nævnes er ikke en opfordring til at holde fast i etnocentriske fortolkninger – hverken af det bosniske samfund eller af filmen, som selvfølgelig sagtens ville kunne stå alene uden nødvendigvis at blive fortolket i lyset af sit (nationale) bagland. Med andre ord: En film produceret i Bosnien-Hercegovina behøver ikke nødvendigvis have en bosnisk instruktør for at udgøre en legitim repræsentation eller fortolkning af situationen i Bosnien og/eller for at bidrage til filmhistorien i og omkring Bosnien.

Men det er misvisende, for så vidt som de elleve instruktører faktisk beskrives og markedsføres som bosniske instruktører, og deres filmiske stemmer som en ny generations lyst til at skabe og definere deres egne liv i lyset af landets omtumlede historie.

Motion picture selfies
Fordi instruktørerne vælger at vende kameraet ind mod sig selv i en form for motion picture selfies, undgår de på mange måder at tage stilling til det samfund, som de er i. Dette kan muligvis være symptomatisk for den fase i transitionen, som Bosnien befinder sig i, og som på flere måder indebærer en både bevidst og ubevidst afstandstagen til landets konfliktfyldte og traumatiske fortid – både på lokalt og internationalt plan.

Når alt det er sagt, så er der et lille antal af de medvirkende instruktører, der faktisk vender kameraet væk fra sig selv som instruktører og fortællere og ud mod det bosniske samfund, som kalder på at blive set, analyseret, reflekteret, forstået, behandlet. Her formår instruktørerne at fremlægge en kritisk stilling til det samfund, som de er en del af.

Med udgangspunkt i en forståelse af (dokumentar)film som en social handling samt i de forventninger, som Lost in Bosnia aktiverer, bliver det relevant at spørge: Hvad handler film i Bosnien-Hercegovina om, hvorfor bliver de lavet, hvordan skal, kan og/eller burde de laves, og hvilken funktion burde eller kunne de have? Hvilke forpligtelser og ansvar har kunstnere – hvis de da har nogen?

Dykker man ned i andre nyere bosniske dokumentarfilm, findes der gode eksempler på instruktører, som formår at indfange netop de lidt mindre åbenlyse sider af, hvad man igen med en lidt fortærsket vending kan kalde den bosniske ”virkelighed.” Her kan blandt andet nævnes Ines Tanović (A Day on the Drina, Coal Mine) og Namik Kabil (Magnet, Inside). Disse instruktører viser sans og øje for de komplekse overlap mellem fortid, nutid og fremtid, som tilsammen udgør det labyrintiske, men også det fremmedgørende, som har kendetegnet dele af det bosniske samfund over de sidste mange år ikke mindst som følge af krigen og dens efterspil.

So similar, so different…
Screeningen af Lost in Bosnia indledtes, som noget ganske væsentligt, med en af Europa-Kommissionen produceret reklamefilm under titlen ”So similar, so different, so European.” Kendere af EU’s egen kanal på YouTube vil vide, at netop kommissionens videoer er fænomenale til at præsentere ukomplicerede budskaber om europæisk sammenhængskraft og sammenhold.

At denne video blev vist, gav derfor god mening set i forhold til den informationskampagne om EU-udvidelse, som Kommissionen har udført gennem sin tilstedeværelse under CPH:DOX. Som tilfældet var, var netop dette, og andre relaterede forhold, ikke desto mindre med til at skabe en åbenlys diskrepans mellem de elleve filmskaberes (selv)iscenesættelser på lærredet og måden, hvorpå Lost in Bosnia blev præsenteret – eller ”indrammetom man vil – over for sit publikum.

Hvis hensigten med filmen har været at vise ”a new generation's yearning to create and define their own lives in the wake of the country's tumultuous history”, så slipper Lost in Bosnia i hvert fald ikke godt fra det. Man tvinges derfor til at spørge sig selv, om det kan tænkes, at netop denne beskrivelse derfor kan ses i lyset af Europa-Kommissionens involvering i projektet? Det lugter lidt af EU’sk kunstnerisk ansporing. Uanset hvad, står den introducerende beskrivelse faktisk i modsætning til det, som filmen efter eget udsagn (og nærmere kendskab) beskæftiger sig med, nemlig spørgsmålet om, hvad formålet med at lave film egentlig er, samt hvilken funktion de kunne eller/og burde have som stemmer i diskussioner om, hvordan et konfliktfyldt samfund kan forstås og i hvilken retning det kan/bør udvikle sig. 

På denne måde overses desværre også muligheden for at bryde med de åbenlyse narrative spor og fastgroede forestillinger om landet, som netop nu, forhåbentligt bevæger sig mod en bedre fremtid.

 

Annemarie Majlund Jensen er cand.mag i Europastudier fra Aarhus Universitet.

Dalila Tatarevic er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur med speciale i erindring, identitet og litterær erfaring.

 

Af Annemarie Majlund Jensen & Dalila Tatarević


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<