Ringe udsigter til forandringer i Bosnien

20. november 2014

Hvis ikke bosnierne får dannet en duelig regering, kan sidste vinters folkelige protester gentage sig. (Foto: Reuters/Dado Ruvic)

REGERINGSDANNELSE | Jais Thomas Møller var international observatør for den danske organisation SILBA ved valget i Bosnien-Hercegovina den 12. oktober i år. Her analyserer han valgresultatet og dets mulige indflydelse på landets nærmeste fremtid.

REGERINGSDANNELSE | Jais Thomas Møller var international observatør for den danske organisation SILBA ved valget i Bosnien-Hercegovina den 12. oktober i år. Her analyserer han valgresultatet og dets mulige indflydelse på landets nærmeste fremtid.

På trods af, at der endnu forestår en række hårde og komplicerede forhandlinger mellem de forskellige bosniske partier om sammensætningen af en bæredygtig regering, hersker der ingen tvivl om, at de tre store rivaliserende nationalistiske partier sidder med de stærkeste kort på hånden efter valget i Bosnien den 12. oktober. 

Valget, der må betegnes som en sejr for de nationalistiske partier, viste især en solid opbakning fra de bosniske vælgere til Partiet for Demokratisk Aktion (SDA). Partiet, der betragtes som det store nationale bosniakkiske parti, vandt en klar sejr i Føderationen og blev samtidig det største parti i alle de kantoner, hvor bosniakkerne udgjorde en majoritet. Derudover vandt partiets formand, Bakir Izetbegovic, det bosniakkiske sæde i præsidentskabet, der ifølge forfatningen udgøres af en bosniak, en kroat og en serber, med omkring 40.000 stemmer foran forretningsmanden og mediemogulen Fahrudin Radončić fra Alliancen for en Bedre Fremtid (SBB). 

I lighed med SDA oplevede Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ) også en relativt stor succes. I alle de kroatisk dominerede kantoner blev det store kroatiske parti i Bosnien det største parti, og derudover lykkedes det partiets leder, Dragan Čović, at løbe med det kroatiske sæde i præsidentskabet. Čovićvandt her en klar sejr foran modkandidaten Martin Raguž, der stillede op for søsterpartiet HDZ 1990.

Raguž havde ellers prøvet at distancere sig fra Čovićog HDZ ved at appellere til de ikke-kroatiske vælgere ved blandt andet at fokusere på Bosnien som en multinational stat og økonomiske forbedringer i landet. I sidste ende kunne han imidlertid ikke mobilisere nok kroatiske kernevælgere eller tiltrække de personer, der identificerede sig som enten bosniere eller bosniakker. 

Milorad Dodik i modvind
I modsætning til situationen i Føderationen, hvor både SDA og HDZ vandt klare sejre, var det politiske billede noget mere mudret i Bosniens andenstørste entitet, Republika Srpska. Her gik Præsident Milorad Dodiks parti, Alliancen for Uafhængige Socialdemokrater (SNSD), kraftigt tilbage sammenlignet med det seneste valg, og derudover mistede man det serbiske sæde i præsidentskabet, hvor Željka Cvijanović tabte knebent til den moderate Mladen Ivanić, der var oppositionens samlede kandidat.

Imidlertid er vurderingen, at Ivanić’s sejr er så godt som betydningsløs, eftersom Det Serbiske Demokratiske Parti (SDS), der er det store oppositionsparti i Republika Srpska, ikke ser ud til at kunne erobre præsidentposten fra Dodik, ligesom SNSD stadig er det største parti i parlamentet i Republika Srpska. Selvom Dodik i dag står svækket og er betragteligt svagere, end han var for fire år siden, er konklusionen den, at han hænger i og fortsat er Republika Srpskas stærke mand.

Set i et større perspektiv skal forklaringen for den forholdsvis store tilslutning til de store nationalistiske partier findes i befolkningens utilfredshed med den seneste regeringsperiode. Her oplevede man op til flere fejlslagne regeringskonstellationer, samtidig med at linjerne mellem oppositionen og regeringen var så ugennemsigtige, at man havde svært ved at skelne imellem hvilke partier, der var i regering, og hvem der var i opposition.

Derfor så man en kombination af flere lag af den siddende regering, store koalitioner samt en ustabil majoritet, der betød, at stort set alle var ved magten, og hvor det var svært at anklage nogen af partierne for Bosniens manglende fremskridt. Valget den 12. oktober var derfor en reaktion mod de sidste fire år og særligt Socialdemokraterne (SDP) blev i den forbindelse straffet af vælgerne, og partiet oplevede noget nær en nedsmeltning på valgdagen.

Centralisering eller decentralisering
Selvom valgets udfald nu vil betyde en langt klarere skillelinje mellem den siddende regering og oppositionen, kan valgresultatet kun betegnes som en skuffelse. Valget, der var det syvende siden den bosniske borgerkrigs afslutning, viste ingen tegn på, at Bosnien vil være i stand til at frigøre sig fra den onde cyklus med en skrantende økonomi og den bosniske befolknings voksende utilfredshed med de politiske partier, som har meget af skylden for, at de statslige institutioner ikke har fungeret, og som dermed har forværret den økonomiske krise.

Tværtimod giver det nu god mening at frygte en gentagelse af den periode, hvor de nationalistiske partier mest af alt havde travlt med at bekrige hinanden og på at tækkes henholdsvis bosniakkiske, kroatiske og serbiske grupperinger, og hvor man samtidig udviste en manglende evne og vilje til at søge en mere konstruktiv og reformorienteret dagsorden. Dermed er der kun ringe udsigter til reelle forandringer.   

I den forbindelse giver valgresultatet heller ikke meget plads for optimisme i forhold til den nærmest uendelige diskussion om, hvordan Bosniens fremtid skal se ud i form af en centralisering eller en decentralisering af landet. Her har særligt SDA været fortaler for det bosniakkiske synspunkt om en stærkere statsmagt styret fra Sarajevo, mens HDZ har udtrykt ønske om dannelsen af en tredje entitet i Føderationen.

Samtidig har Milorad Dodik argumenteret for en politik, der betyder at Republika Srpska skal fungere mindre og mindre som en entitet og mere og mere som en stat, ligesom han ved utallige lejligheder har truet med at udskrive en folkeafstemning om Republika Srpskas løsrivelse fra Bosnien, som han generelt set anser for at være en fejlslagen stat.

Først regering til foråret
Imidlertid skal det nødvendigvis nævnes, at valgresultatet ikke behøver at reflektere en fremtidig bosnisk regering. Under de igangværende koalitionsforhandlinger har SDA givet udtryk for, at man foretrækker at samarbejde med det moderate SDS frem for Dodik og SNSD, der igennem længere tid har været en torn i øjet på det store bosniakkiske parti. Tiden vil nu vise, om en sådan politisk manøvre kan lade sig gøre, der vil betyde et regeringssamarbejde mellem SDA, HDZ og SDS.

Meget synes dog at afhænge af, om SDS formår at sikre sig præsidentposten i Republika Srpska, hvis man også skal overbevise HDZ om sin politik under de forhandlinger, der meget vel kan trække i langdrag, og allerede nu taler man om, at en bosnisk regeringsdannelse først vil falde på plads i februar eller marts næste år. Men selv uden SNSD i en kommende bosnisk regering er det tvivlsomt, om en konstellation bestående af SDA, HDZ og SDS for alvor vil bringe Bosnien fremad og skabe de nødvendige reformer, landet har så hårdt brug for.

Midt i det noget dystre billede af den politiske virkelighed i Bosnien står det dog klart, at en kommende bosnisk regering har et stort ansvar for at løse de mange problemer, som landet i dag står overfor. Det er især afgørende, hvis man vil vende den mistillid, som mange i befolkningen nærer til de bosniske politikere, der med rette bliver anset for at være inkompetente og dybt korrupte, og som bærer ansvaret for Bosniens nærmest kroniske stagnation.

Den manglende tillid til de valgte politikere i landet er lige nu på et historisk lavpunkt, som de folkelige protester i februar 2014 i flere af de store byer i høj grad var et håndgribeligt bevis på, og for den nye bosniske regering vil det derfor i særlig grad være afgørende at få forbedret Bosniens hårdt ramte økonomi og dermed levevilkårene for den bosniske befolkning.

Gadens parlament
Ifølge de officielle opgørelser ligger arbejdsløshedsprocenten på 44 i et land, hvor ungdomsarbejdsløsheden er endnu højere, og hvor den gennemsnitlige månedsløn ligger på 415 euro. Samtidig forværrede de massive oversvømmelser i maj situationen for mange borgere, og oversvømmelserne menes at have kostet landet i alt 2 milliarder i skadesomkostninger, hvilket svarer til 15 % af Bosniens BNP.

Udover at få Bosniens økonomi på fode igen vil det også være afgørende, at få udsigten til et bosnisk EU-medlemskab sat på skinner igen. Bosniens integrationsproces mod et medlemskab blev i 2009 sat på standby, efter at den europæiske domstol for menneskerettigheder krævede en ændring i Bosniens forfatning efter Sejdić -Finci sagen, så etniske minoriteter ville kunne stille op til topposter i et politisk system, der på nuværende tidspunkt er reserveret til bosniakker, kroater og serbere i henhold til Dayton-aftalen fra 1995. Imidlertid er dette krav ikke blevet efterkommet, hovedsagligt på grund af de politiske lederes frygt for, at en sådan ændring vil kunne rykke magtbalancen mellem dem.

Skulle den kommende bosniske regering ikke tage situation alvorligt og forsøge at løse Bosniens problemer, er der dog en reel risiko for at februars protester vil blive fulgt op af langt mere voldelige demonstrationer. Imidlertid er alene tanken om et sådant scenarie stærkt bekymrende og det siger meget om Bosniens skrøbelige og ustabile situation i disse år, at befolkningen så at sige skal agere som et slags gadens parlament for at få de politiske ledere til at foretage de nødvendige og gennemgribende reformer, der kan bringe landet fremad. Uanset hvad, så bliver den politiske udvikling i Bosnien næppe kedelig at følge med i. 

Jais Thomas Møller er historiker fra Københavns Universitet. Han har tidligere studeret Serbokroatisk og Østeuropastudier på bl.a. universitetet i Zagreb.

Af Jais Thomas Møller


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<