Serbien mellem Moskva og Bruxelles

03. december 2014

Faldskærmstropper med det serbiske og russiske flag under en serbisk/russisk militærøvelse uden for Beograd i november. Foto: Marko Djurica/Reuters

KOMMENTAR | Da det storalbanske flag i oktober dalede ned over Partizan Stadion i Beograd og udløste uro under EM-kvalifikationskampen Albanien-Serbien, tegnedes et velkendt billede i medierne af aggressive og afstumpede serbere. Michael Poulsen fortæller her en anden og mere kompleks historie om Serbien.

KOMMENTAR | Da det storalbanske flag i oktober dalede ned over Partizan Stadion i Beograd og udløste uro på grønsværen under EM-kvalifikationskampen Albanien-Serbien, tegnedes et velkendt billede i medierne af aggressive og afstumpede serbere. Michael Poulsen fortæller her en anden og mere kompleks historie om Serbien.

Da det storalbanske flag – ved hjælp af nymodens droneteknologi – dansede æggende på den serbiske nattehimmel over Partizan Stadion i Beograd midt i oktober, var der igen basis for et par linjer om Serbien på avisforsiderne, som så ofte før med negativt fortegn.  Fra serbisk side var man udmærket klar over, at kvalifikationskampen Serbien-Albanien var en højrisikokamp. Der blev derfor ikke solgt billetter til kampen i Albanien. Desuden var det varslet, at personer, der eksponerede albanske nationalsymboler på eller i nærheden af stadion, ville blive arresteret øjeblikkeligt.

Et muligt angreb fra luften havde man dog ikke taget højde for, og det viste sig skæbnesvangert. Billederne af de efterfølgende slagsmål mellem tilskuere og albanske spillere på grønsværen underbyggede den gængse opfattelse af Balkan som ureguleret og kaotisk, og serbere som aggressive og afstumpede.

Uden på nogen måde at retfærdiggøre ovenstående episode er der dog også en anden historie om Serbien. Det er historien om et Serbien, som stod som den store taber efter Balkan-krigene, et Serbien som brugte en rum tid på at slikke sine sår og komme på fode og sidst, men ikke mindst, et Serbien som fortsat kæmper med at orientere sig fremad i stedet for at hænge fast i fortidens fortrædeligheder.

Serbien har ondt i selvopfattelsen
Siden Balkankrigene i 90’erne, som førte til Jugoslaviens kollaps, har den toneangivende republik i den grad haft ondt i selvopfattelsen. Fra at have været absolut førende i Titos multietniske føderalstat er flere af de andre republikker, som nu er selvstændige stater, rykket forbi Serbien.

Slovenien og Kroatien er medlemmer af EU, og siden Montenegro blev uafhængigt i 2006, og Kosovo udråbte sig selv til selvstændig stat i 2008 (en status man fra serbisk side ikke anerkender), har Serbien så at sige været sig selv. I verdenssamfundets øjne stod Serbien som hovedansvarlig for Balkankrigene, og man har som følge heraf i lange perioder været ude i kulden.

I de senere år har man imidlertid oplevet en serbisk tilnærmelse til det Europa, som man var i krig med for 15 år siden. Et stort antal krigsforbrydere er blevet udleveret til Haag, en form for dialog med Kosovo er etableret, og udfordringer knyttet til korruption, menneskerettigheder og ytringsfrihed forsøger man at imødekomme. Belønningen kom i januar i år, da EU åbnede tiltrædelsesforhandlingerne med Serbien. Dette vil, om alt går vel, gøre Serbien til fuldgyldigt medlem af EU i 2020.

Supereuropæer eller kynisk opportunist
Tilnærmelsen til EU må i høj grad tilskrives Serbiens premierminister Aleksandar Vučić, der samtidig er leder af Serbiens største politiske parti Srpska Napredna Stranka (SNS) (på dansk Serbiens Progressive Parti). Partiet etableredes af en gruppe politikere, der i 2008 valgte at bryde ud fra Serbiens Radikale Parti (SRS). SNS kom første gang i regering ved valget i 2012 og konsoliderede sit mandat ved valget i marts 2014, hvor den siddende koalitionsregering – med SNS i spidsen – fik over 50 % af stemmerne.

Blandt de menige serbere er der dog en udtalt mistillid til det politiske system, som historisk set langt oftere har skuffet end begejstret. Vučić mødes derfor i mange kredse med en sund portion skepsis. Baggrunden fra Serbiens Radikale Parti – et stærkt højre-nationalistisk parti med pro-russiske tilbøjeligheder - gør, at der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt han virkelig er ”supereuropæer” eller blot en kynisk opportunist, der alene er interesseret i at bibeholde magten.

Den retorik, som Vučić i dag anvender i bestræbelserne på at trække Serbien i retning af EU, er så anderledes fra, hvad han tidligere stod for, at det slår skår i tilliden til, at han oprigtigt mener det, han siger.

Båndet til Rusland
Naturligvis kan man over tid komme på bedre tanker og blive ”taget til nåde”, hvilket Ole Sohns bevægelse fra DKP og kærlige krammere til Erich Honecker til øverste leder af Erhvervs- og Vækstministeriet er et lysende eksempel på. For Sohn lykkedes det vel rimeligt, og et flertal anerkender vel i dag hans kvaliteter som politiker. Med til historien hører imidlertid, at Sohns transformation fandt sted over 25 år i et land, hvor politikerleden trods alt er en anelse lavere end på Balkan.

Om Vučić får opfyldt sin ambition om at få Serbien modnet til EU-medlemskab, er der ikke noget entydigt svar på. I modsætning til i Slovenien og Kroatien, hvor den romersk-katolske kirke er fremherskende, er serberne ortodokse. De historiske bånd til Rusland er stærke, senest illustreret med Putins statsbesøg i Beograd midt i oktober. Ved den lejlighed modtog han Serbiens højeste orden for Sovjetunionens indsats i forbindelse med befrielsen af Serbien fra tyskerne under 2. verdenskrig.

Tilbage i 1944 var det nemlig russiske og pudsigt nok også ukrainske soldater, der side om side – under sovjetisk flag – drev Hitlers tropper ud af Serbien. Der er ingen tvivl om, at Putin er populær i Serbien. Fascinationen ved at have en stærk mand ved roret trives i bedste velgående i Serbien, og på hovedgaden i Beograd er det Putins ansigt, der pryder T-shirts, kopper, plakater og andre souvenirs hos gadehandlerne.

Forholdet til Kosovo
Nærheden til Rusland kan, i en tid hvor EU fordømmer russernes aggressive ageren i Ukraine, vise sig vanskelig at bibeholde, hvis man gerne vil fremstå som en seriøs kandidat til EU-medlemskab. Det er imidlertid ingen hemmelighed, at Serbien ikke ønsker at klippe båndene til Rusland over. Russerne støtter nemlig Serbien i spørgsmålet om Kosovo. Endvidere har russerne til dato forsynet Serbien med gas samt favorable lån og investeringer.

En normalisering af forholdet til netop Kosovo er et ufravigeligt krav fra EU. Dette forventes samtidig at kunne blive den største udfordring i forhold til et fremtidigt serbisk EU-medlemskab. Dialogen er mindre fastlåst i dag end tidligere, men det er ikke ensbetydende med, at den er god. Der skal ikke meget til, for at tingene vender, og en episode som den med flaget gør ikke situationen mindre fastlåst. Det faktum, at 23 ud af 28 EU-lande har anerkendt Kosovo som en selvstændig stat (Rumænien, Spanien, Cypern, Grækenland og Slovakiet afviser at anerkende), gør blot situationen endnu mere delikat.

Under oversvømmelserne, som ramte Serbien (samt Bosnien-Hercegovina og Kroatien, red.) i maj, blev det tydeligt, at ytringsfriheden til tider har trange kår. Websider og blogs med indhold, der kritiserede den serbiske regerings indsats og det lokale beredskab, blev udsat for fjendtlige angreb, og det landsdækkende dagblad Kurir oplevede ved flere lejligheder, at deres hjemmeside blev lagt ned.

Der var også eksempler på, at serbere, der via de sociale medier udtalte sig kritisk om indsatsen, blev kaldt til afhøring hos politiet. Chikanerierne antog et omfang, der fik OSCE til at reagere med en officiel fordømmelse af denne krænkelse af ytringsfriheden.

Oversvømmelser var Guds straf for Gay Pride
Hvad angår menneskerettigheder gennemførte man i september – under massiv politibeskyttelse – den første Gay Pride parade i Serbien siden 2010. Det foregik uden de store problemer og er et skridt i den rigtige retning. Paraden skulle oprindeligt have været afviklet i juni, men blev udsat til september som følge af oversvømmelserne.

Ytringer fra den serbisk-ortodokse kirkes overhoved om, at ovennævnte oversvømmelser var guds straf for at tillade Gay Pride paraden, vidner om, at der fortsat er et stykke vej til en egentlig accept af bøsser og lesbiskes rettigheder i Serbien. Skeptikere vil hævde, at man først vil kunne vurdere, om der er tale om en varig forandring, når paraden har været gennemført i flere år i træk. Det bliver således interessant at se, hvad der sker i 2015.

I forhold til fodboldkampen var straffen fra UEFA hård. Albanerne blev dømt som tabere af kampen, men Serbien fik samtidig fratrukket tre point og blev pålagt at spille de kommende to hjemmekampe uden tilskuere. Den næste kamp på Partizan stadion afvikledes den 14. november, hvor Danmark kom på besøg, og afviklingen forløb fredeligt på en tilskuertom arena.

Michael Poulsen er cand.mag i historie og kommunikation og bosiddende i Beograd.

Af Michael Poulsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<