Den store transformation – Østeuropa siden 1989

06. december 2014

Op gennem 1980erne blev den politiske opposition i østblokken stadig stærkere. Her den polske fagforeningsleder og senere præsident Lech Wałęsa. Foto: Corbis/Scanpix

TRANSITIONSDEBAT VII | Vi bringer nu Sabrina P. Ramets oplæg fra Magasinet rØST’s konference ”Forandringer i Østeuropa – 25 år efter Muren”. Oplægget er oversat fra engelsk.

TRANSITIONSDEBAT VII | Vi bringer nu Sabrina P. Ramets oplæg fra Magasinet rØST’s konference ”Forandringer i Østeuropa – 25 år efter Muren”, som blev afholdt den 22. november i København. Oplægget er oversat fra engelsk.

Mit oplæg er – som Julius Cæsar engang sagde om oldtidens Gallien – delt i tre. Først vil jeg diskutere nogle forudsigelser, som forskellige personer, herunder jeg selv, lavede i årene 1988-1995, og notere hvor vi havde ret, og hvor vi tog fejl. For det andet vil jeg undersøge en særligt fejlagtig forudsigelse, som jeg lavede i 1995, og give en forklaring på hvorfor jeg tog fejl. Og for det tredje vil jeg foretage en begrænset vurdering af tingenes tilstand i de post-socialistiske lande i Central- og Østeuropa.

For det første: Enhver forudsigelse af fremtiden må – i modsætning til en profeti – nødvendigvis involvere to ting: En begrebsramme, med hvilket jeg mener et sæt antagelser, herunder en afvejning af relevante fakta, og dokumentation. I 1980erne (som nu) var politologer i Vesten delt i to lejre: de såkaldte realister, som udgjorde majoriteten, og idealister, eller, som Andreas Hasenclever har karakteriseret os, tilhængere af en moral-sociologisk tilgang. (Hasenclever 2001).

Særligt inden for komparativ politik er to generationer af politologer kommet under indflydelse af Samuel P. Huntingtons bog fra 1968, Political Order in Changing Societies. Kernen i Huntingtons bog var påstanden om, at det, der havde betydning for et systems langsigtede stabilitet, var institutionaliseringsgraden, taget som mål for et regimes magt.

Huntington mente, at kommunismen var stabil
Når Huntington betragtede leninistiske systemer – som han kaldte de lande, der i tiden almindeligvis blev kaldt kommunistiske – så han institutionaliseringsgrader, der var sammenlignelige med blandt andet USA og Storbritannien. Han konkluderede herudfra, at demokratiske systemer (eller mere præcist systemer med repræsentative regeringer) og leninistiske systemer var funktionelt ækvivalente for så vidt angik langsigtet stabilitet.

Han og hans tilhængere afviste enhver idé om, at de socialistiske systemer i Sovjetblokken kunne være skrøbelige og endda sårbare over for sammenbrud, som ønsketænkning – og realisterne holdt fast i deres forvirring helt op til 1989, da det socialistiske (eller leninistiske) korthus begyndte at falde sammen.

Idealister, eller tilhængere af den moral-sociologiske tilgang, hævdede derimod, at legitimitet, ikke institutionaliseringsgraden, var den vigtigste faktor i bestemmelsen af et systems stabilitet eller instabilitet, og at legitimitet på lang sigt afhang af et antal faktorer, herunder folkelig accept af de metoder, der anvendtes til at udvælge eller vælge regeringsmedlemmer; troen på at systemets moralsk-juridiske grundlag var, i det mindste, acceptabelt; og endelig en given regerings evne til at levere ydelser til befolkningen, særligt jobs og en tilstrækkelig indtægt. Fattigdoms- og arbejdsløshedstal er derfor blandt de faktorer, der kan svække et regimes legitimitet.

Kommunismens fald forudsås i 1980erne
Realister fremhævede Sovjets beslutning om at knuse den ungarske revolution i 1956 og undertrykke det tjekkoslovakiske eksperiment med ”socialisme med et menneskeligt ansigt” i 1968 og fremhævede den beslutsomhed, med hvilken Wojciech Jaruzelski, på sovjetisk opfordring, indførte militær undtagelsestilstand i Polen i 1980 og således gjorde en ende på mere end et års politisk repluralisering (spredning af den politiske magt mellem flere grupper, red.) i landet.

Idealister, derimod, fremhævede de vedvarende bestræbelser på at løsne eller endda undslippe sovjetisk kontrol; de bemærkede opblomstringen af politisk aktivisme, forlagsvirksomhed og kultur i undergrunden, ikke bare i Polen, men også i Tjekkoslovakiet og Ungarn efter 1980, og tog de forskellige former for opposition mere alvorligt end realisterne.

Derfor forudså et antal forskere og journalister i 1980erne med nøjagtighed kommunismens forestående kollaps i regionen, inklusive Ernst Kux, Ivan Volgyes, Anneli Gabanyi og, mest berømt, Zbigniew Brzezinski i hans Grand Failure, udgivet i 1989 på selve tærsklen til den store transformation.

Check-liste til revolution
Min egen erfaring med at lave forudsigelser var imidlertid nedslående. Manuskriptet til min bog, Social Currents in Eastern Europe (1991), indgivet til Duke University Press i september 1988, begyndte oprindeligt med en klar tilkendegivelse af, at regionen lod til at være på randen af systemsammenbrud og transformation.

Min begrebsramme stammede ikke fra Huntington’s Political Order, men fra Crane Brinton’s Anatomy of Revolution (1965). Jeg havde læst Brinton’s bog halvandet årti tidligere, men genlæste den i begyndelsen af 1988, eftersom jeg allerede i april det år havde på fornemmelsen, at omvæltninger var blevet uundgåelige.

Hvad jeg fandt hos Brinton, var en check-liste over faktorer, der var afgørende for revolution, og da jeg undersøgte den østeuropæiske region, fandt jeg, at disse faktorer – heriblandt økonomisk nedgang, tab af tillid til de herskende eliter og stadig stærkere organisering af oppositionsgrupper – var til stede i rigeligt omfang, særligt i DDR, Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet.

Havel og Wałęsa politisk irrelevante
De første peer-review bedømmere afviste dog min vurdering med det argument, at folk som Václav Havel og Lech Wałęsa, som jeg behandlede, som om de var politisk relevante, var (efter deres mening) politisk irrelevante, og at kommunismen var kommet for at blive.

Jeg formåede at overtale forlaget til at sende mit manuskript ud til to nye bedømmere, og mens det var til fornyet vurdering, kollapsede kommunismen; Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet; og min bog blev godkendt til udgivelse. Mens min bog var ved at blive trykt, blev Wałęsa valgt til præsident i Polen.

Jeg havde en mere interessant oplevelse med at forudsige udbruddet af krig i Jugoslavien. I august og september 1989 tilbragte jeg fire uger i Beograd, Zagreb, Ljubljana, Sarajevo og Skopje med at tale med forskellige relevante personer, inklusive journalister, politikere, præster og forskere. Jeg vendte tilbage til Seattle, overbevist om at landet allerede var under opløsning og på vej mod krig.

”Hvorfor skulle vi bekymre os?”
Men da jeg deltog i en lille uformel konference uden for Washington D.C. – organiseret af et vist agentur – få uger senere, erfarede jeg, at ingen af de omkring to dusin andre deltagere var det mindste interesserede i min selvsikre påstand om, at Jugoslavien var på vej mod krig. ”Hvorfor skulle vi bekymre os om det?”, spurgte en af deltagerne.

Jeg bekymrede mig, fordi jeg ikke ønskede at se befolkningen i Jugoslavien lide, men jeg forstod på spørgsmålet, at et sådant svar ikke ville være tilstrækkeligt. Så jeg svarede, at der ville komme flygtninge til en række vesteuropæiske lande; at tilstedeværelsen af flygtninge ville skabe problemer for deres værtslande; og at NATO i sidste ende kunne blive trukket ind i konflikten.

Mine bemærkninger blev ignoreret, som var de komplet ligegyldige. Ikke desto mindre kunne jeg i marts 1991 offentliggøre min forudsigelse om krig i forårsudgaven af Global Issues.

Usandt at ingen forudså sammenbruddet
En forudsigelse, der blev fremsat på ovennævnte konference, slog mig dengang. Det var en forudsigelse, eller advarsel, af den prominente forsker Charles Gati, om at kommunismens sammenbrud ikke kunne garantere demokratiets succesfulde indførelse, og at det tværtimod kunne lede til fremkomsten af højreorienterede uliberale regimer. Viktor Orban’s regime i Ungarn bekræfter klarsynet af Gati’s forudsigelse.

I betragtning af alt dette ophører jeg aldrig med at forbløffes over, at nogle mennesker fortsat hævder, der ikke var nogen, der forudså kommunismens sammenbrud i Østeuropa; at så snart det skete, forventede alle angiveligt en demokratisk opblomstring i hele regionen; og, sjældnere, at ingen forudså krigsudbruddet i Jugoslavien.

Enhver påstand om, at ingen vidste det, indebærer en implicit påstand om, at man har læst alt, hvad der er publiceret om regionen på ethvert væsentligt europæisk sprog fra 1980erne og frem, og at man har husket det hele uden fejl eller udeladelser. Faktisk er påstanden, at ”ingen vidste det”, ren uforfalsket hybris.

Truslen fra højre
Frarøvet min chance for at tilslutte mig koret af forskere, der forudsagde kommunismens fald, besluttede jeg mig ikke desto mindre for at forsøge mig med et frisk sæt forudsigelser, som blev inkluderet i andenudgaven af min bog Social Currents, udgivet i 1995.

Kapitel 19 bærer titlen ”Propositions about the Future” og oplister 11 forudsigelser. For nutidige formål er forudsigelserne 2, 8 og 11 de mest interessante. I den første forudsigelse, og i overensstemmelse med Gati, skrev jeg, at ”på kort sigt kommer den største trussel mod den politiske konsensus [om opbygningen af demokratiske systemer] fra højre. Dette gælder for Tyskland, Polen, Slovakiet, Ungarn og formodentlig Rumænien (skønt i Rumænien på en noget anden måde).”

Ikke desto mindre erklærede jeg i forudsigelse #8, at ”Demokratiets bedste muligheder findes i Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovenien.” På den tid var Socialistpartiets leder, Gyula Horn, premierminister i Ungarn. Og endelig i forudsigelse #11 forudså jeg, at ”De to lande med de bedste langsigtede perspektiver for stabilitet synes at være Tjekkiet og Slovenien.”

Jeg tror, jeg kan sige, at mine bemærkninger om Tjekkiet, Polen og Slovenien var, i det store og hele, nøjagtige – på trods af en noget ustadig politik under Janez Janša i Slovenien (Janša er leder af det konservative parti SDS og var premierminister i Slovenien fra 2004-2008 og igen fra 2012-2013, red.) – samt at mine forudsigelser om Slovakiet og Rumænien stort set var i overensstemmelse med realiteterne.

Men det var ikke klart for mig på den tid, præcis hvor stor en rolle korruption ville spille for landenes videre vej frem. Endelig tog jeg tydeligvis fejl i min forudsigelse af en glat demokratisk transition i Ungarn.

Hvad skete der?

Øget fattigdom i Ungarn
Svaret ligger i den stigende fattigdom. I 2000 levede 3 millioner ungarer på et eksistensminimum. I 2005 var dette tal steget til 3,2 millioner; og i 2010 var det 3,7 millioner. Dette tal udgjorde 37 % af befolkningen – og det var året, hvor Viktor Orbán genvandt magten og aflagde ed om at opretholde forfatningen blot for hurtigt herefter at præsentere landet for en ny forfatning.

Dette medførte en dramatisk forøgelse af fattigdommen i samfundet i forhold til midten af 1980erne, hvor mellem 17 og 18 % af arbejderklassen var registreret som befindende sig under fattigdomsgrænsen. Blandt landmænd og pensionister, og måske i modsætning til vores forventninger, var fattigdomsraterne endnu lavere i midt-1980erne, helt nede på 14 % i 1985 og kun 11 % i 1987. (Milanović 1990).

Når det kommer til, hvordan folk lever, hvordan de bedømmer deres regeringer, og hvordan de kan forventes at stemme, tror jeg, at to af de vigtigste faktorer er fattigdom og arbejdsløshed – ja under visse omstændigheder er de sikkert de vigtigste faktorer.

Fattigdom og arbejdsløshed
Jeg ønsker ikke at benægte den rolle, som uddannelsesniveau, religiøse tilhørsforhold, alder eller seksuel orientering – blandt andre faktorer – spiller i påvirkningen af politiske valg. Men når en person er ludfattig, arbejdsløs og uden håb under de givne forhold, er det, som denne person med størst sandsynlighed ønsker, at ændre netop disse forhold radikalt.

Hvis man ser på data fra Centraleuropa, Østbalkan og Albanien – hvilket vil sige de dele af det, vi rutinemæssigt kalder Østeuropa, som ikke hørte til det socialistiske Jugoslavien – ser man meget blandede resultater efter 1989/91. I Ungarn er andelen af registrerede arbejdsløse marginalt lavere i dag end i 1991 (8,5 % i 1991 og 7,8 % i 2014), mens fattigdommen har nået det højeste niveau i regionen (47 % i 2012).

I Polen og Rumænien er arbejdsløsheden lavere i dag end i 1991 (et fald fra henholdsvis 11,8 % til 8,8 % og 8,7 % til 7,1 %), og den er lavere i Tjekkiet og Slovakiet, end den var i 2005 (et fald fra henholdsvis 8,9 % til 6,3 % og 16,1 % til 13,3 %). Når det kommer til fattigdom, er der sket håndgribelige fremskridt i Albanien, Slovakiet og Rumænien.

De jugoslaviske efterfølgerstater
Hvad angår de jugoslaviske efterfølgerstater, og hvis vi først ser på fattigdom siden 2004, kan det konstateres, at der er sket håndgribelige forbedringer i Kroatien (fra 29,2 % til 21,1 % mellem 2004-2013), Bosnien-Hercegovina (fra 25 % til 17,9 % mellem 2004-2013), Montenegro (fra 12,2 % til 11,3 % mellem 2004-2012) og – hvis man kan stole på tallene – Kosovo (fra 43,7 % til 30 % mellem 2004-2013). Ironisk, i betragtning af landets stærkere økonomi, havde Slovenien en højere fattigdomsrate i 2012 (13,5 %) end i 2004 (12,9 %).

Arbejdsløsheden, derimod, er en anden sag, og her ser vi ganske blandede resultater med en forværring af situationen i Slovenien og Kroatien (fra henholdsvis 6,4 % til 13,1 % og 13,8 % til 21,6 % mellem 2004-2013); vi ser en håndgribelig forbedring, ifølge officielle data, i Kosovo og Makedonien (fra henholdsvis 39,4 % til 30,9 % og 37,7 % til 28,6 % mellem 2004-2013); en lille forværring i Bosnien-Hercegovina (fra 42 % til 44,3 % mellem 2004-2013) samt en lille forbedring i Serbien og Montenegro (fra henholdsvis 21,5 % til 20,1 % og 22,6 % til 19,1 % mellem 2004-2013).

Men både fattigdom og arbejdsløshed påvirkes, direkte eller indirekte, af korruption. Naturligvis er der nogle, der tjener på korruption, men der er adskillige problemer forbundet hermed. For det første gør korruption det muligt for personer med magt og indflydelse, hvad enten de har deres gang i regeringen eller privatsektoren, at tage sig betalt for varer, tjenester og tildeling af offentlige hverv. Korruption omfordeler velstand på en sådan måde, at den koncentreres i hænderne på de magtfulde og således fremmer og øger økonomisk ulighed.

Angreb på demokratiets rødder
Og jo mere økonomisk ulighed, des mere politisk ulighed, hvilket resulterer i en ond spiral. Jo mere korrupt et land er, jo mere ulige er fordelingen af velstand, og jo flere mennesker lever under fattigdomsgrænsen.

For det andet er korruption, per definition, ulovligt, idet det repræsenterer en bevidst afvigelse fra vedtagne regler. Selv i tilfælde, hvor der er lokal konsensus om, at afvigelsen er acceptabel, endda at foretrække frem for streng overholdelse af reglerne – for eksempel i en virksomhed, hvor ansatte forfremmes på basis af nepotisme frem for præstationer – kan man stadig tale om korruption.

Nogle gange vil der måske være forvirring om reglerne, eller endda om hvad der reelt udgør korruption. Som K. Balachandrudru har bemærket, ”korruption trives i et miljø, hvor der ikke er konsensus om, hvad det er, fordi korruption har en tendens til at ændre karakter i respons til foranderlige socio-økonomiske, kulturelle og politiske faktorer.” (Balachandrudru 2006).

Og fordi korruption involverer afvigelse fra de vedtagne regler, underminerer den regeringsinstitutioner og retsvæsen, eroderer lighedsprincippet og gennemsigtighed og angriber på denne måde ”selve demokratiets rødder.”

Korruption fremmer mistillid
For det tredje, som David Bayley (blandt andre) har antydet, hæmmer korruption økonomisk vækst og skader et lands økonomiske potentiale. (Bayley 1996). Og endelig, som Jonas Lindberg og Camilla Orjuela har bemærket, kan korruption – eftersom korrupt adfærd er designet til at tilgodese dem, der er involveret i den korrupte udveksling, på bekostning af samfundet og lighedsprincippet – fremme mistillid mellem forskellige etniske eller sociale grupper og er således ”særlig problematisk i samfund, som har gennemlevet voldelig konflikt og kæmper for at genopbygge institutioner, social tillid og økonomien.” (Lindberg og Orjuela 2014).

Siden 1960erne har forskellige teorier været fremsat til at forklare udviklingen af korrupt adfærd. Disse teorier inkluderer kulturelle, marxistiske og strukturelle teorier samt udviklingsteorier.

Blandt de sidste er en teori fremført af Gabriella Montinola og Robert Jackson, ifølge hvilken ”Korruption typisk er mindre udbredt i diktaturer end i lande, der er delvist demokratiserede. Men når man har nået et [vist] niveau, vil demokratiske praksisser hæmme korruption.” (Montinola og Jackson 2002). Målet for et givent samfund er at nå dette niveau. Forfatterne påpeger korrekt, at ”korruption falder med øget økonomisk udvikling, som afspejlet i BNP per capita.”

Men hvis vi ser mod de stater, som engang udgjorde den Socialistiske Folkerepublik Jugoslavien, finder vi, at krigsudbruddet i 1991 var forbundet med en eksplosion af kriminalitet og korruption.

Krigene befordrede korruption
For det første blev det let for hærgende soldater, efterhånden som konflikten spredte sig til flere og flere byer, og lov og orden brød sammen, at beslaglægge huse, stjæle værdier og efterfølgende tage del i korrupt virksomhed. Ikke overraskende kom nogle af de ledende skikkelser i de respektive kampenheder i besiddelse af flotte huse, som ikke havde tilhørt dem, da kamphandlingerne startede.

For det andet stimulerede indførelsen af en våbenembargo for hele eks-Jugoslavien i 1991 og, noget senere, en økonomisk embargo for Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro) udviklingen af illegal smuglerhandel med våben, cigaretter og andre varer til priser, der blev fastsat at sælgeren.

For det tredje gav det serbiske parlament tidligt i krigen Slobodan Milošević udstrakte skønsmæssige beføjelser over den økonomiske sektor, som han brugte til at omdirigere ressourcer til sine kumpaner (Miljković og Hoare 2005); noget tilsvarende fandt sted i Kroatien.

Korrupte ’moderate’ politikere
For det fjerde tvang den græske embargo mod Makedonien landet til at bryde Vestens embargo mod Jugoslavien, hvilket de facto fremmede ulovlig handel mellem Makedonien og Jugoslavien.

Og for det femte forsømte de internationale organisationer i post-Dayton tidens Bosnien-Hercegovina at  ”sikre retssikkerhed og gennemsigtighed, før man udbetalte bistand og udviklingslån. Tværtimod,” som Boris Divjak og Michael Pugh bemærker, ”for at begrænse den folkelige opbakning til nationalistiske partier blev korrupte ’moderate’ politikere ofte begunstiget gennem en mere intensiv tilførsel af bistand, hvilket medførte yderligere omkostninger for landets institutioner og bæredygtige udvikling.” (Divjak og Pugh 2013).

Korruption har afskrækket potentielle investorer fra at etablere virksomheder i landet, blandt andet på grund af lokale forventninger om at udenlandske investorer skal betale bestikkelse for at opnå markedsadgang.

Kosovo deler plads med Etiopien og Tanzania
Alle jugoslaviske efterfølgerstater rangerer under 40. pladsen på Transparency International’s indeks over opfattelsen af korruption fra 2013, med Kosovo på 111. pladsen, ud af 119 lande, sammen med Etiopien og Tanzania. 2013-tal fra Freedom House understøtter tallene fra Transparency International.

Hvad kan vi konkludere?

For det første synes det klart, i betragtning af eksemplet Ungarn, at det i bedste fald er vanskeligt for en forarmet befolkning at opretholde liberale demokratiske institutioner. I den udstrækning EU håber at se liberalt demokrati blive rodfæstet i Central- og Sydøsteuropa, burde unionen overveje, hvad den kan gøre for at bekæmpe fattigdom i regionen, udover det den allerede har gjort.

For det andet er det tydeligt, at korruption fremmer socio-økonomisk ulighed og dermed fattigdom. Fra et politisk synspunkt peger dette på, at korruption må og skal bekæmpes.

EU bør dele sin erfaring og ekspertise
Hvor bestikkelse afkræves for at kompensere for lave lønninger (for eksempel til dommere, læger, politi med flere), kan et hævet lønniveau måske gøre en forskel. Og hvor lokale politikere trodser nationale standarder for at opkræve ulovlige gebyrer fra potentielle investorer, og således driver dem væk, kunne løsningen være, at centralregeringen monitorerer og regulerer lokalregeringerne strengere. Andre typer af løsninger må skulle findes for andre typer af korruption.

For det tredje har vi set, at ligesom korruption hæmmer økonomisk udvikling, så fremmer økonomisk stagnation korruption, og der skabes således en ond cirkel.

Og endelig burde det være klart, at der kun er så meget, EU eller andre eksterne aktører kan gøre i regionen. Hvad EU naturligvis kan gøre af nytte, er at dele sin erfaring og ekspertise – som det blev gjort i 1990erne, da American Bar Association (den amerikanske advokatsammenslutning, red.) implementerede sit Central- og Østeuropæiske Lovinitiativ. Resten er op til lokale beslutningstagere og andre borgere.

Sabrina P. Ramet er professor i statskundskab ved Norges Teknisk- Naturvitenskapelige Universitet (NTNU) i Trondheim. Hun beskæftiger sig med østeuropæisk historie, politik og religion og er forfatter til 12 akademiske bøger samt redaktør eller medredaktør til 31.

 

Litteratur

Bayley, David H., “The Effects of Corruption in a Developing Nation”, i Western Political Quarterly, Vol. 19, No. 4 (December 1996).

Brinton, Crane, The Anatomy of Revolution, Rev. & expanded ed. (New York:  Vintage Books, 1965).

Brzezinski, Zbigniew, The Grand Failure:  Communism’s terminal crisis  (New York:  Scribner, 1989).

Divjak, Boris og Michael Pugh, “The Political Economy of Corruption in BiH”, in Ola Listhaug and Sabrina P. Ramet (eds.), Bosnia-Herzegovina since Dayton:  Civic and uncivic values  (Ravenna:  Longo editore, 2013).

Hasenclever, Andreas, Die Macht der Moral in der internationalen Politik.  Militärische Interventionen Westlicher Staaten in Somalia, Ruanda und Bosnien-Herzegowina  (Frankfurt-am-Main:  Campus Verlag, 2001).

Huntington, Samuel P., Political Order in Changing Societies  (New Haven, Conn.:  Yale University Press, 1968).

Lindberg, Jonas og Camilla Orjuela, “Corruption in the aftermath of war:  an introduction”, in Third World Quarterly, Vol. 35, No. 5 (2014).

Miljković, Maja og Marko Attila Hoare, “Crime and the Economy under Milošević and His Successors”, in Sabrina P. Ramet and Vjeran Pavlaković (eds.), Serbia since 1989:  Politics and society under Milošević and after (Seattle and London:  University of Washington Press, 2005), pp. 192-226.

Montinola, Gabriella R. og Robert W. Jackson, “Sources of Corruption:  A Cross-Country Study”, in British Journal of Political Science, Vol. 32, No. 1 (January 2002).

Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Europe:  The Sources and Meaning of the Great Transformation  (Durham, N.C.:  Duke University Press, 1991).

Ramet, Sabrina P., "The Breakup of Yugoslavia," in Global Affairs, Vol. 6, No. 2 (Spring 1991).

Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Europe:  The Sources and Consequences of the Great Transformation, 2nd ed. (Durham, N.C.:  Duke University Press, 1995).

 

De i artiklen refererede tal for fattigdom og arbejdsløshed stammer fra Sabrina P. Ramets bog ”The Liberal Project and the Transformation of Democracy: The Case of East Central Europe” (2007); samt Verdensbanken; Budapest Business Journal; Romania Insider; Independent Balkan News; indexmundi.com; countryeconomy.com; economywatch.com; tradingeconomics.com Agency; FN; og CIA World Factbook.

 

Oversat af Louise Buxbom

Af Sabrina P. Ramet


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<