Gigantomaniens pris

11. december 2014

ANALYSE | Statskassen knager, og energisektoren klynker. De lave oliepriser og vestens sanktioner har sendt den russiske industri til tælling og rublen ud i frit fald. Men at verdens største olieselskab, Rosneft, i disse dage kæmper for livet skyldes ikke kun ydre faktorer. Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Europa.

ANALYSE | Statskassen knager, og energisektoren klynker. De lave oliepriser og vestens sanktioner har sendt den russiske industri til tælling og rublen ud i frit fald. Men at verdens største olieselskab, Rosneft, i disse dage kæmper for livet skyldes ikke kun ydre faktorer. Jesper Gormsen analyserer. Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Europa.

- Og så var der den om olien og rublen, der mødtes omkring de tres, lyder en russisk joke, der har været i omløb siden første august, da EU og USAs tredje sanktionspakke trådte i kraft. Dengang kostede en dollar 36 rubler og en tønde olie 105 dollars. I dag er tallene 57 og 63, og det lader til at være et spørgsmål om dage, førend virkeligheden indhenter vittigheden, og rublen og olieprisen mødes omkring de tres.

Det er først indenfor de seneste uger, at panikken er begyndt at brede sige blandt almindelige russiske forbrugere. I den russiske energisektor har Vestens sanktioner imidlertid gjort ondt fra dag ét. Industrien er dybt afhængig af udenlandsk teknologi for at udvinde den ofte svært tilgængelige russiske olie og gas. Faktisk er produktionen allerede begyndt at falde på særligt vanskelige felter. Derfor blev september og oktober ét langt stormløb på de russiske regeringskontorer. Først anmodede gaskoncernen Novotek om 2,6 mia dollars fra den såkaldte nationale velstandsfond til at finansiere en terminal til produktion af LNG-gas (liquified natural gas - flydendegjort naturgas). Senere erklærede også selskabet Lukoil, at de vil have del af kagen. Og til sidst meldte verdens største olieselskab Rosneft sig i koret af klagende energikoncerner med et krav på 1,5 trillioner rubler, hvilket dengang svarede til omkring 40 mia dollars.

Kilderne tørrer ud
I går bekræftede præsident Putin, at Rosneft vil få 300 mia rubler fra den såkaldte Nationale velstandsfond, hvilket med dagens kurs svarer til 5,5 mia dollars. Samtidigt meddelte præmierminister Medvedev, at den russiske stat ville nedbringe sin aktiepost i Rosneft fra 69 til 50 procent. Samme dag udstedte statskoncernen obligationer for 625 mia rubler (11 mia dollars) til anonyme købere. I dag faldt rublen til sit laveste niveau overfor dollaren og euroen nogensinde.

Kursfaldet skete på baggrund en yderlige prisfald på oliemarkederne, men den økonomiske krise i Rosneft skyldes først og fremmest USA og EUs tredje sanktionspakke. Den berøver en række russiske finansinstitutioner muligheden for at refinansiere deres gæld i vesten. Finanseringsproblemerne har — hvilket formentligt også var tanken - spredt sig som ringe i vandet, hvorfor man nu nødtvunget privatiserer dele af Rosneft, tillader selskabet at udstede obligationer samt giver den trængte energisektor adgang til velstandsfonden, der ved sin oprettelse i 2008 egentligt var tænkt som russernes fælles pensionskasse.

Født forgældet
I de kreml-tro medier har bevillingen ikke fyldt meget og er primært blevet udlagt som en nødvendig skridt i lyset af Vestens sanktioner. Sådan vil den delvise privatisering af Rosneft og selskabets obligationsudstedelse formentlig også blive udlagt. Det er imidlertid ikke hele forklaringen. Store dele af den russiske energisektor har nemlig været nemme ofre for sanktioner, ikke mindst oliegiganten Rosneft.

Det statsejede olieselskab har over de sidste 10 år opbygget en enorm gæld. Den har rødder tilbage til 2004, da oligarken Mikhail Khodorkovskij blev fængslet for skattesvig. Fængslingen var del af den nye præsident Putins kamp mod «familien» - den gruppe af rigmænd, der havde sat sig på de saftigste lunser af det sovjetiske fallitbo. Budskabet til oligarkerne var klart: det skulle ikke være enkeltestående rigmænd, der skulle rådede over landets energiressourcer og ikke enkeltstående rigmænd, der skulle regere Rusland, men derimod en stærk stat.
Rusland skulle stå stærkere internationalt - koste hvad det koste ville

Olien og opgøret med oligarkerne
I Gazprom havde man allerede én energigigant, der blev brugt både som cash cow og som politisk instrument, men man manglede en stærk statslig aktør på oliemarkedet. Valget faldt på statsselskabet Rosneft. Igor Sejtin, der menes at have haft mere end én finger med i aktionen mod Jukos, blev i 2004 formand for selskabets bestyrelse og pressede på for, at Rosneft skulle opkøbe resterne af Khodorkovskijs beslaglagte selskab, Jukos.

Da ingen andre havde lyst til at yde kredit til det tvivlsomme opkøb, valgte Rosneft at tage imod et tilbud fra China National Petroleum Corporation (CNPC). Mod en forudbetaling på 6 mia dollars skulle Rosneft over de næste seks år levere olie via den transsibiriske jernbane. Dét viste sig at være en dårlig forretning, som kostede Rosneft 40 dollars per tons olie. Det lykkedes imidlertid kun at tvinge kineserne til kosmetiske ændringer af kontrakten.

Kina — den besværlige kreditor
Ikke desto mindre valgte Rosneft i 2006 igen at tage imod et lån fra et kinesisk oliefirma. Denne gang var det Sinopec, der hjalp med at overtage Udmurtneft fra TNK-BP, mod at kineserne selv fik en stor aktiepost.I 2009 stod første del af rødledningen Østsibirien-Stillehavet (VSTO), og Rosneft behøvede nu ikke længere transportere olien til Kina via jernbanen.

Men også her havde man gjort regning uden vært. Kineserne gjorde opmærksom på, at man fra russisk side opkrævede en tarif for transport gennem hele VSTO, men eftersom Kina modtog olie via en stikledning, der gik fra VSTO cirka halvvejs, valgte kineserne selv at fastsatte en lavere pris per ton. Og da oliepriserne kollapsede i slutningen af 2008 havde Rosneft heller ikke andet valg end at tage imod et kinesisk tilbud. Mod en forudbetaling på 15 mia dollars forpligtede det russiske selskab sig til at levere til en fast pris indtil 2018.

Man mener at CNPC gav Rosneft en forudbetaling på 70 mia dollars, mod at det russiske firma over de næste 25 år at skulle levere 365 mio tons olie - fra endnu ikke udbyggede oliefelter i Sibirien.

Petro-produktivitet
Krisen havde imidlertid blot forstærket kremls tro på, at Rusland manglede internationale sværvægtere, og over de næste par år satsede man fortsat massivt på store statsejede og -kontrollerede konglomerater. Rusland skulle stå stærkere internationalt - koste hvad det koste ville. Man søsatte tv-stationen RussiaToday, som skulle korrigere verdens forudindtagede holdninger om Rusland, og man så store opkøb fra Rosneft og det andet statskontrollerede olieselskab Lukoils side.

Denne «gigantomani» parret med statens ukritiske støtte til oliegiganternes mange opkøb skabte en usund forretningskultur, med lav produktivitet og stærkt voksende gæld. Så da Rosneft i marts 2013 opkøbte TNK-BP og med med 218.000 ansatte og næsten 5 procent af verdens samlede olieproduktion kunne kalde sig verdens største olieselskab var markedets reaktion yderst forbeholden.

Med pant i endnu ikke udvundet olie
Ifølge Igor Setjin havde opkøbet givet en effektivitetsgevinst på helt op til 10 mia dollars, men dét argument bed investorerne ikke på. Målt på produktivitet lå Rosneft nemlig langt efter konkurrenterne. Mens hver medarbejder i Shell i gennemsnit solgte for fem millioner dollars olie om året, lå det tilsvarende tal i Rosneft på kun 729.000.

Samtidigt bragte købet firmaets samlede gæld op på 31 mia dollars, hvilket fik både Moody’s Investors Service og Fitch Rating Ltd til at nedjustere firmaets kreditvurdering. Med god ret. Blot måneder senere optog Rosneft endnu et lån hos CNPC. Man mener, at det kinesiske selskab gav Rosneft en forudbetaling på 70 mia dollars mod at det russiske firma over de næste 25 år at skulle levere 365 mio tons olie - fra endnu ikke udbyggede oliefelter i Sibirien.

Omfattende skatteindrømmelser
Rusland er stærkt afhængig af sin eksport af olie og gas, og de fossile brændsler er tiltænkt en hovedrolle mange år ud i fremtiden. Den russiske regering har vedtaget flere programmer for øget off-shore udvinding i Artis og i det østlige Sibirien og har under pres fra blandt andet Rosneft gennemført omfattende skatte- og afgiftssænkninger for de energiselskaber, der var villige til at investere i nye projekter.

Som led i sommerens kæmpekontrakt mellem Kina og Rusland valgte Moskva at undtage gasproduktionen på to felter i Østsibirien for skatter og afgifter til gengæld for, at Kina fritog den russiske gas for importtold. Sidste uges gasaftale med Indien forudsætter også told- og skattefriholdelse for såvel felter som rørledningen, hvis endelige linieføring endnu ikke ligger fast.

Uduelighed eller anti-russisk komplot?
Flere kritiske journalister har påpeget det groteske i, at lige netop Igor Setjnin, der om nogen pressede på for at få Mikhail Khodorkovskij dømt for skatteunddragelse, nu får ikke bare skatte- og afgiftsfriholdelse, men midler fra russernes fælles opsparing. Økonomiske analytikere advarer om, at det er det helt forkerte tidspunkt at privatisere Rosneft på. Og at der sandsynligvis kun er én sandsynlig køber – et eller flere kinesiske energiselskaber …

Ikke desto mindre er det russiske finansministerium sluppet nådigt fra at tage hul på nationens pensionsfond. I den russiske medievirkelighed er Rusland kringsat af fjender, og de store hjælpepakker til Rosneft, Lukoil og Novotek tilskrives ikke de tre koncerners forretningsmiljø eller - strategi. Tværtimod er holdningen i mange medier, at sanktionerne med de russiske banker i virkeligheden har til formål at tryne Rusland, fordi landet er den eneste aktør på den verdenspolitiske scene, der ikke vil danse efter Vestens pibe. Spørgsmålet er om det vil ændre noget, at rublen og olieprisen mødes omkring de tres.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Af Jesper Gormsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<