Homopolitisk public service i Sovjet

05. januar 2015

Brita Kvist og Next Stop i Rusland.

TRANSITIONSDEBAT VIII | Radiojournalist Brita Kvist Hansen tager os med tilbage til 1989. Tilbage til Perestrojkatiden da hun rejste med Next Stop og for første gang stiftede bekendtskab med Sovjetunionen og Moskvas diskrete homomiljø.

TRANSITIONSDEBAT VIII | Radiojournalist Brita Kvist Hansen tager os med tilbage til 1989. Tilbage til Perestrojkatiden da hun rejste med Next Stop og for første gang stiftede bekendtskab med Sovjetunionen og Moskvas diskrete homomiljø.

Nogle gange kunne man ønske noget af den håbefulde, blåøjede naivitet fra Perestrojkatiden tilbage. For et system der åbner sig, og mennesker der folder deres livsdrømme ud, ER bevægende.

Men spørgsmålet er, om det egentlig var russerne, vi så, eller om vi spejlede vores egne værdier i dem, og blev betagede… 

Den hemmelige mission
Jeg havde aldrig hørt om ungdomsbevægelsen Next Stop, eller tænkt at jeg lige pludselig sådan skulle til Sovjetunionen. Men pludselig var muligheden der. En munter lyshåret fyr, jeg skulle komme til at kende rigtig godt, kom glad hoppende hen til mit cafebord og solgte ”billetter” til Moskva. Altså for en 10’er kunne man støtte 10 kilometer af hans rejse. Meget charmerende. Hurtigt var jeg opgraderet fra mikro-sponsor til del af rejsegruppen.

Det var en gruppe bøsser og ganske få lesbiske, der som en del af Next Stops mangfoldige trup var på vej. Ikke med alt for høj cigarføring, for homoseksualitet var stadig forbudt. Vi skulle finde på noget neutralt at kalde gruppen. Det blev til ”Køkkenrullerne”. Det fortaber sig hvorfor, måske fordi det lød ufarligt og hverdagsagtigt og først og fremmest uforståeligt i russiske ører. 

Lovtekst og kondomer i bagagen
Det var år 1989 og ikke bare året for Next Stop, Sovjet og murens fald. Det var også året for den danske lov om registreret partnerskab. Vi var meget stolte af den. Det føltes som at være verdensmester i noget vigtigt. Hele verden burde vide det, og da bestemt russerne.

Vi fik den oversat til russisk og pakkede desuden rygsækkene med Pan-blade, videofilm med AIDS-informationsspots og kondomer i store mængder. Så var vi klar til homopolitisk public service i Sovjet. Tolderne endevendte rygsækkenes indhold, vi svedte, men fik hele baduljen med ind. Vi forestillede os, at alle vi mødte ville være henrykte og taknemmelige over vores ankomst.

Ismejeriet
Der var imidlertid hverken flag-allé eller velkomst-komité, da vi ankom til Pionerpaladset i Ismailova, som var hovedkvarteret for de mange små gruppers bidrag til Glasnost og Perestrojka. Det var sådan set ikke så mærkeligt, for vi havde ingen aftaler på forhånd. Den grå bygning med søjleindgangen var straks blevet døbt ”Ismejeriet” af de vittige aktivister i inderkredsen af Next Stop bevægelsen. Det passede godt med temperaturen. Vi rullede skummadrasser og soveposer ud og sov på ismejeriets gulv et par dage, mens vi ventede på, at begejstrede ligesindede skulle opdage vores ankomst.

Der foregik et væld af aktiviteter i bygningen, men hvor var de homoseksuelle? Til sidst kom en af de dygtige komsomolskole-tolke hen og prikkede til os og sagde, at hun vist godt kendte en, der kendte en, som kendte sådan nogle, som vi var på udkig efter. Rusland er et netværkssamfund!

Popsangeren og hans følge
Så vi mødte Sergej Penkin, en kopi-hitparade-sanger. Han kom susende i lang, skinnende, lyseblå jakke ind i ismejeriet sammen med et lille følge af fans - unge, smilende, generte fyre. Han efterlod dem hos os og valsede af igen. Det var begyndelsen på knap tre uger i stort set uafbrudt selskab med Dima, Jurij, Andrej, Viktor og forskellige andre, der sluttede sig til gruppen efterhånden.

Efter et par dage kom fyrene også og præsenterede to fnisende, meget unge piger arm i arm. Jo, de var da lesbiske, sagde de. Jeg tror nu snarere, det var et udslag af gæstfrihed. Fyrene syntes, det var synd, at jeg skulle trave byen rundt med dem og grine ad al deres flirt og fis. I stedet kom jeg i friluftsbassin med de to veninder, der hvor Frelserkatedralen nu ligger.

Åbnede  dørene
Russisk gæstfrihed er ingen kliche: Gruppen af fyre åbnede uden videre dørene og indkvarterede vores gruppe på omkring ti personer på tre-fire adresser. Vi lærte glæden ved hjemlig sovjetisk hygge, for hjemme var der altid the, marmelade og papfranskbrød. Ude i byen var man ikke sikker på, hvor der var rigtig mad bag de meget lange menukort. Penge havde de vist ikke mange af, så vores fælles store forlystelse i vores næsten sprogløse fællesskab var uendelig gåture i Moskva.

Vi lærte efterhånden at interviewe dem på forhånd: Hvor langt er der? Åh, det er ikke noget særligt, lige om hjørnet. Tyve minutter senere var vi stadig ikke halvvejs. Men det virkede, som om de var vant til at udsætte træthed, sult og sengetider. Vi var utålmodige, ville have besked og havde evigt rumlende maver, når vi ikke præcist vidste, hvornår næste omgang the med gele og papbrød med lyserød kødpølse stod på bordet.

Politik? Nej hellere disko og sauna
Vi havde nok forestillet os, at de ville sidde med åben mund og store ører, når vi fortalte om registreret partnerskab og demokrati i Danmark. Men de ville hellere vide, hvor man gik ud i København. Altså hvordan var der egentlig på Pan, hvad tid lukkede sådan et dansested, hvad var det med saunaerne…?

Kun en i flokken af unge mænd talte engelsk. Han havde lært det af en amerikansk præst, der havde været på besøg og talte med en langsom, drævende accent. Tempoet stod i modsætning til vores store forventninger til, at han skulle oversætte hvert et forvrøvlet indfald, vi udvekslede. Om aftenen var den arme Andrej fuldstændig udmattet af at oversætte alt det, der foregik om ørerne på ham for os. Hvoraf noget var bibliotekar Dimas lange foredrag om de spændende historiske genstande inden for og uden for Kremls mure, og en hel del andet var det rene pjat, fis og flirt.

Paneldebatter om tabuer
Om dagen var vi i Ismejeriet, hvor der var arrangementer. Blandt andet et panel om seksualitet. I det sovjetiske system var der ikke seksualundervisning på skemaet, og mange emner og spørgsmål var fuldstændigt nye for folk. Hvad er homo-, trans, transvestitter?

I panelet sad bl.a. den danske sexolog Gerd Winther fra Sexologisk Klinik i København. De fleste var for generte til selv at lægge ansigt og stemme til deres spørgsmål, så de vandrede på små sedler fra plys-sæderne i en spand op til de indkaldte eksperter. Hun svarede venligt og efter bedste evne på spørgsmål om SM og tantrisk sex. Jeg synes, hun var sej. Public service to go, en flot dansk eksportvare!

Vi tænkte meget over, hvad russerne egentlig tænkte. Vi prøvede at aflæse deres indbyrdes relationer. Gætte deres baggrund. Efter en del dage ser vi, at vores vært er afbilledet på et soldaterbillede, og det viser sig også, at han har været gift, er skilt igen og far til en lille dreng. Det var anskuelighedsundervisning i den høje sovjetiske skilsmisserate, hvor folk ofte var helt unge, når de kastede sig ind i ægteskabet.

Hvad der siden hændte
De tre uger sammen med Jurij og co. blev til flere års venskab og udveksling i årene efter. De besøgte os i København, fik set både Pan, saunaer og den lille havfrue - og ikke mindst Daells Varehus' udbud af sportstøj og andre gode sager. Indimellem så jeg Andrej i Moskva.

Det var i 90’erne, og livet var ikke let. Han og kæresten havde fået et nyt job, hver gang jeg så dem. Så var han pedel på en skole, så solgte han boller ved en metro-station. Eller de var imellem jobs. En lejlighed havde de ikke udsigt til. De var kærester, når mor ikke var hjemme i lejligheden. Homoseksualitet blev afkriminaliseret, men deres liv gik videre cirka som før, og de flashede aldrig deres forhold offentligt.

Jeg prøvede at spørge dem om politik, demokrati og Putin, men fik ofte det svar, at de faktisk ikke orkede at holde øje med alt det, at de ikke gad at stemme, det gjorde jo ingen forskel. Til sidst blev det svært at finde noget at snakke om ind imellem de store huller i vores samtale, og kontakten døde ud.

Alt var anderledes
Jeg tænker ofte, hvor berusende eksotisk det var at besøge dem. Alt var nyt for os, fra kvasmaskinen på gaden hvor alle drak af det samme glas, til sproget og omgangsformerne. Og vi syntes selv, at vi, og det vi repræsenterede, måtte være den største gave, de kunne få og nok lige det, de gik og længtes efter. Nu skulle vi bare have åbnet dørene, besøge hinanden, så ville de blive som os – sådan cirka.

Men hvad forandrede vi egentlig? Nok mest noget inden i os selv. Vi blev budt så varmt og uforbeholdent velkommen i en lukket, ukendt verden. Vores værter åbnede deres hjem og liv og bød os indenfor uden at kende os overhovedet. Fra den ene dag til den anden uden at have hørt et pip om, at vi var på vej. Ville vi gøre det?  

Men måske så vi mere vores egen begejstring end dem og deres virkelighed. Det føltes stort og har gjort varigt indtryk. Nogle gange savner jeg den naivitet.

 

Brita Kvist Hansen, født 1964, radiojournalist. Opholdet med Next Stop i Moskva i 1989 blev starten på en intens interesse for Rusland. Brita Kvist Hansen har siden rejst mange gange i Rusland, har rapporteret derfra de sidste 15 år og taler russisk. Hun arbejder i dag på Orienterings redaktion på P1.

Af Brita Kvist Hansen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<