Leviathan – Russisk film når det er bedst

08. januar 2015

Foto: Still fra Leviathan trailer.

FILMANMELDELSE | Den Russiske instruktør Andrej Svjagintsev har skabt et filmisk mesterværk. Leviathan regnes som favorit til titlen som årets udenlandske film ved den kommende Oscar-uddeling. Det er historien om korruption, kærlighed og menneskelig magtesløshed - som den kun kan udspille sig i en russisk fortælling.

FILMANMELDELSE | Den Russiske instruktør Andrej Svjagintsev har skabt et filmisk mesterværk. Leviathan har allerede fået massiv opmærksomhed ved både Cannes og London filmfestival og regnes som favorit til titlen som årets udenlandske film ved den kommende Oscaruddeling. Det er historien om korruption, kærlighed og menneskelig magtesløshed - En klassisk tragedie, som den kun kan udspille sig i en russisk fortælling.

I den storslåede natur ved Barentshavet bor Kolia med sin Kone og søn fra et tidligere ægteskab. Trods de sædvanlige frustrationer over korrupte færdselsbetjente og uduelige naboer lever familien en tryg og fredsommelig tilværelse i et idyllisk beliggende hus med udsigt ud over havet.

Men faren lurer lige rundt om hjørnet. For byens borgmester har også øje på huset. Snart må Kolia kæmpe en desperat kamp for at bevare det hjem, som har været familiens i generationer, og  sammen med vennen Dimitri prøver han ad rettens vej at beholde, hvad der er hans. Som du nok kan regne ud, går ingenting som planlagt, og Kolia må indse, at omkostningerne for at udfordre autoriteterne kan være uoverskuelige. Retfærdighed må igen siges at være en by i Rusland - langt væk fra der, hvor Kolia befinder sig!

En symbolsk fortælling
Skelettet fra en strandet hval danner, på smukkeste vis, ramme for historien Leviathan. Det er en bibelsk fortælling om det kæmpemæssige havuhyre, som besejres af den himmelske overmagt. I denne udgave er havuhyret strandet og er i stedet offer for naturens luner. Den umiddelbare kampgejst og aggressivitet lider en langsom død og bliver gradvist nedbrudt af vind og vejr.

Leviathan er samtidig titlen på det politiske værk af Thomas Hobbes fra 1651, hvori det beskrives, at mennesker uden en statsmagt vil føre krig mod hinanden i ”alles krig mod alle”. For at undgå dette danner menneskeheden én stat med én suveræn leder, hvor de afgiver deres frihed til fordel for en autoritær sikkerhed.

Symbolikken til begge fortællinger er tydelig, men den russiske filmiske virkelighed overgår fantasien. Intet forbliver ved det enkelte, venner er kun venner, til det modsatte er bevist, og frihedsidealet skifter gradvist karakter, som filmen skrider frem – hvad der i starten er kampen om at bevare sit hjem, udvikler sig gradvist til noget langt større.

Overraskende kritik af det russiske samfund
Med de seneste års indskrænkede russiske debatkultur er Leviathan en kærkommen forfriskning. Både det russiske filminstitut og det russiske kulturministerium har givet støtte til filmen, og man kunne let have frygtet, hvordan en censureret version kunne lægge en dæmper på filmens dynamik og påvirke filmens karakterer i en negativ retning. Heldigvis lader dette ikke til at være tilfældet.

Kritikken af Rusland er åbenlys, og der bliver ikke lagt fingre imellem i skildringen af et russisk samfund regeret af korrupte magtliderlige drukkenbolte. På borgmesterens kontor hænger Putin trofast og skuler hen over skrivebordet, der bliver skudt til måls mod både Jeltsin og Stalin, når vennerne samles, og politiets håbløse inkompetence får en til at græde af grin.  

Selv kirken få et spark med på vejen, og da Kolia i slutningen af filmen vender sig mod himlen og spørger ”Gud! Hvorfor har jeg fortjent dette?” bliver han mødt af den mest naive præstelige skikkelse, som ikke kan svare fornuftigt på noget som helst. Han ender blot med at recitere fortællingen om Job, som efter en masse modgang endte med at blive 114 år – I Kolia´s situation er det forståeligt, hvis han hellere vil dø på stedet end ønske sig et langt liv!

Den menneskelige magtesløshed kan kun skylles ned med ekstreme mængder vodka, og det bliver den gjort i så solide mængder, at det næsten ikke er til at bære.

Et russisk mesterværk
Filmen spoler langsomt fremad og bliver båret af panoramiske naturbilleder og sparsomme dialoger. Det er med til at give filmen en dybde og ærlighed, som kun sjældent opleves, men er så karakteristisk for Svjagintsevs film. Kun når Vodkaen er på bordet, kommer følelserne frem, men der er aldrig nogen tvivl om den kærlighed, som ligger mellem linjerne. Desperationen og håbløsheden bliver ofte tragikomisk, og i bedste ”Coensk” (Coen-brødrene) stil bliver man fanget af at grine i situationer, som er så tragiske, at man får dårlig samvittighed.    

Det er fortællingen om den jævne mands kamp mod en uovervindelig overmagt. Den totale undergang og personlige tragedie, som lige så vel kunne have været en moderne fortælling af Dostojevskij. En af de bedste film dette år og en ”must see” for alle, som har en forkærlighed for russisk kultur og samfund.  

Filmen var med i opløbet i konkurrencen om de gyldne palmer i Cannes, har i efteråret vundet prisen for bedste film ved London filmfestival og er en af favoritterne for bedste udenlandske film ved det kommende års Oscar-uddeling. Leviathan har premiere i danske biografer 8. januar. Se den officielle trailer til filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=2oo7H25kirk

 

Af Anna Damgaard Nissen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<