Arven fra en fremmed fortid

22. januar 2015

Billede fra filmen.

FILMANALYSE | Pawel Pawlikowski reflekterer over komplekse eksistentielle forhold gennem minimalistisk filmkunst. IDA er hans prisbelønnede fortælling om en ung kvinde, hvis identitet oprodes, da hun konfronteres med en ukendt fortid. Dalila Tatarević analyserer.

FILMANALYSE | Pawel Pawlikowski reflekterer over komplekse eksistentielle forhold gennem minimalistisk filmkunst. IDA er hans prisbelønnede fortælling om en ung kvinde, hvis identitet oprodes, da hun konfronteres med en ukendt fortid. Dalila Tatarević analyserer.

Pawel Pawlikowskis film IDA har ikke blot indkasseret fremragende anmeldelser. Defineret som filminstruktørens hidtil største mesterværk, står denne arthouse film med favnen fuld af prisoverrækkelser.

Filmen er rost både for udsøgt skuespil, gennemtænkt filmæstetik og tematisk udfoldelse. Et af de centrale emner er identitetsdannelse. Den historiske ramme er en traumatisk europæisk fortid, som til stadighed resonerer gennem nutidens Europa. 

Filmen bliver således til et kulturelt erindringsrum, hvor fortidens samspil med nutiden sættes til forhandling.

En oprodet identitet
Vi befinder os i starten af 1960erne på øst-siden af jerntæppet i det polske landskab, som er dækket af sne.

Anna/Ida (Agata Trzebuchowska) – den ene af filmens to kvindelige hovedpersoner – er en ung, forældreløse novice beskyttet fra omverdenen af et katolsk klosters mure. Hun står overfor at afgive sit troskabsløfte, hvilket dog ikke kan finde sted, før hun, på priorindens indirekte ordre, har opsøgt sit eneste overlevede familiemedlem, mosteren Wanda.

Wanda (Agata Kulesza) viser sig ikke blot at være Annas diametrale modsætning; dedikeret til alkohol, cigaretter og mænd. Wanda besidder ligeledes informationer, som på uventet vis piller Annas hidtidige selvforståelse fra hinanden. Hun afslører, at Annas rigtige navn er Ida Lebenstein, og at hendes forældre efterlod hende på klosteret under anden verdenskrig, i håb om at hun ville overleve krigen.

En ligegyldig sandhed?
En så chokerende nyhed, som umiddelbart ruinerer en persons selvopfattelse og medfører en identitetskrise, fremstilles ofte i litteratur og film på en mere dramatisk og ekspressiv vis, som fører den pågældende person ind i en depression og igangsætter en detektivisk søgen efter svar.

Men Idas relative passivitet er i den henseende bemærkelsesværdig. Hun reagerer ikke som sådan. Hun betragter verden og Wanda med sine store, mørke øjne. Det gennemborende blik efterlader en fornemmelse af naiv, religiøs overlegenhed, som provokerer Wanda, der fastholder sit frisindede livssyn og endda søger at få Ida til at leve livet på sin måde.

Men Wanda er en hærdet personlighed indhentet af livets tragedier. Det er hende, som initierer et forsøg på at opgrave historien om Idas forældre, men samtidig har hun sin egen skjulte agenda. For Wanda har selv en fortid, som skaber uro i hende.

Gravens fortærende kraft
Tre personer krydser gennem tågen den let snedækkede mark hen mod skoven, hvor graven befinder sig. Forrest går Szymon (Jerzy Trela) – manden som myrdede Idas forældre og Wandas søn – klædt i mørkt. Energisk og beslutsomt følger Ida efter ham i sin lyse frakke. Hun vender sig dog om for at se til Wanda, som også er mørkklædt . Ida sætter tempoet ned, går tilbage til Wanda, og sammen følges de ad.

Ida karakteriseres som en tabula rasa, der står mellem forbrydelsen og sorgen.

Ved siden af graven knæler de, mens Szymon fjerner lag efter lag af jorden, indtil han finder frem til de afdødes knoglerester. Vi ser ikke hans ansigt. Han overleverer knoglerne til Ida og Wanda, som i favnen bærer resterne af deres familie væk.

Tilbage sidder Szymon sammenkrøbet i den grav, som kun eksisterer i kraft af hans egne handlinger; en grav han har gravet til sig selv, længe før han var klar over det.

Sammensmeltning af historier
At Ida umiddelbart ikke reagerer voldsomt på nyheden om hendes jødiske afstamning og på den identitetsforskydelse, som dette måtte indebærer, skyldes muligvis – hvis vi hæver fortællingen op på et kollektivt plan – netop det dilemma, som nyere generationer står overfor i et forsøg på at forhandle sig frem til en erindring af en konfliktfyldt fortid. I udgangspunktet har Ida intet forhold til den fortid, som Wanda kaster hende ud i. Men der sker en udvikling gennem Idas interaktion med Wandas personlige historie og mødet med den verden, som Ida har så lidt kendskab til. 

Den kolde mur mellem Ida og Wanda begynder langsomt at falde fra hinanden, hvilket gør det muligt for Ida at forstå den byrde, Wanda er tynget af. Wanda giver efter for sin smerte i armene på Ida, da hun finder frem til den person, som myrdede hendes barn og Idas forældre. I dette møde stilles Ida over for etiske overvejelser, som efterfølgende tvinger hende til at revidere sin egen forståelse af verden og sin tro på gud.

Der skabes et tilknytningsforhold mellem Ida, som repræsenterer nutiden, og Wanda, som repræsenterer fortiden. På den måde overleveres historien fra en generation til anden. Hvad der overleveres, og hvordan det bliver brugt, vil blive Idas beslutning.

Fra det partikulære til det universelle
IDA er en film, som tager udgangspunkt i en enkel individuel historie, men som har iboende universelle værdier. Karakteristisk for filmen er, ifølge Pawlikowski selv, at der ingen forklaringer fremlægges. Fortællingen er ”blot” en refleksion over en tid og et sted, som forvandlede sig fra en kampzone til en spøgelsesby.

Pawlikowski fremlægger menneskelige handlinger uden et forsøg på at dømme eller  definere retfærdighed i sort og hvidt. Hans mål er ikke at udpege de skyldige over for de uskyldige – aggressorerne over for ofrene. På en underspillet måde formår han at fremstille et multiperspektivistisk billede, hvorigennem han giver plads til flere sandheder, som i samspil med hinanden udfordrer spørgsmålet om, hvordan vi forstår en traumatisk fortid, og hvordan vi vælger at erindre den.

Således italesætter Pawlikowski en aktuel problematik, som eksisterer i lande med en konfliktfyldt fortid, og som handler om at finde en konstruktiv vej mod fremtiden. Og valget af denne vej hviler på de nye generationers skuldre; de generationer, som ikke selv har været vidne til eller (op)levet krigen, og for hvem de tragiske begivenheder blot er en fjern historie, de får fortalt. 

Problemstillingen handler ikke om at beslutte, om fortiden skal glemmes eller erindres. Hvad er aktuelt nu, er spørgsmålet om, hvilken historie der videreføres og hvordan? Formår vi at lære af fortiden gennem kritisk revision af historien? Eller vil vi blive ved med at grave i fortiden og akkumulere erindringer i et forsøg på at gør krav på én sandhed, men uden egentligt nogensinde at lære af historiens tragedier?

Som David Denby fra The New York Times skriver om IDA:

”What do you do with the past once you’ve re-discovered it? Does it enable you, redeem you, kill you, leave you longing for life, longing for escape? The answers are startling.”

Af Dalila Tatarević


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<