Enden på transitionen

10. april 2015

Et sovjettisk bud på fremtiden fra magasinet Tekhnika i 1930'erne.

TRANSITIONSDEBAT XI | Den kommunistiske periode i EU’s østeuropæiske landes nyere historie har efterladt sig mange spor i både fysisk og kulturel form. Alligevel giver det mening at opgive tanken om, at disse lande befinder sig i overgangsfasen imellem planøkonomisk diktatur og liberalt markedsøkonomisk demokrati, mener Kristoffer Hecquet.

TRANSITIONSDEBAT XI | Den kommunistiske periode i EU’s østeuropæiske landes nyere historie har efterladt sig mange spor i både fysisk og kulturel form. Alligevel giver det mening at opgive tanken om, at disse lande befinder sig i overgangsfasen imellem planøkonomisk diktatur og liberalt markedsøkonomisk demokrati, mener Kristoffer Hecquet.

Bevæger man sig rundt i forstæderne i Riga, Prag og Budapest eller sågar i centrum af Warszawa, Bukarest eller Sofia, mærkes fortidens fyrre år med autoritært styre stadig. Fortiden hænger fast i den monumentale og funktionelle arkitektur og de lange, brede boulevarder, selvom det allerede er 25 år siden, Berlinmuren faldt. Perioden som sovjetiske lydstater har også efterladt sig andre spor i form af udslidt infrastruktur, og produktionsapparat, højt uddannelsesniveau, ringe tillid til myndigheder, og øvrige karakteristika såsom korruption og bureaukrati, der ofte relateres til landenes transitionsproces fra etpartistat til demokrati. Men sovjettiden har også skabt kulturelle særpræg som nøjsomhed, udholdenhed, socialt familiært ansvar og mistro mod Rusland.

Jerntæppets æra udgør et vigtigt kapitel i de øst- og centraleuropæiske landes historie, og derfor vil fortiden også blive hængende de næste 25 år både mentalt og fysisk, ligesom Franco-fascismen gør det i Spanien, 60’ernes og 70’ernes folkhemspolitik gør det i Sverige og Anden Verdenskrigs ødelæggelser gør det i Tyskland (og mange andre europæiske lande).

Grundideen om transition er, at overgangen fra diktatur til demokrati er lineær med et klart udgangspunkt og mål. Der herskede efter 1989 en vis forventning om, at landene i den tidligere østblok, som nu er en del af EU, engang ville blive ”lige som os”, altså kopier af vores egne lykkelige nordeuropæiske statsstrukturer. Denne forventning var (og er) urealistisk, formynderisk og har en bismag af kulturel imperialisme eller etnocentrisme. Selvom de nordiske lande er forbilleder på mange områder, vil de øst- og centraleuropæiske lande altid forblive sig selv. Det har den fælles fortid i Sovjetunionens bufferbælte været med til at forme, men det er langt fra hele forklaringen på de østeuropæiske særpræg.

Dybere østeuropæiske fællestræk
Ud over Sovjetlydstatsarven findes en række karakteristika, som er gældende for størstedelen af området, og som i bund og grund udspringer af den europæiske geografi: Hvor Vesteuropa er præget af bugter, halvøer, floder og bjergkæder, er Østeuropa domineret af en samlet, primært flad landmasse. Vesteuropa er placeret yderst på kontinentet imod Atlanterhavet, mens Østeuropa nærmere er placeret i midten af det eurasiske kontinent med Asien mod øst. Disse forhold har haft fundamental betydning for regionens historie og befolkningssammensætning.

Uden naturlige grænser har det flade Østeuropa været meget følsomt for invasioner, særligt i betragtning af sin placering ”på vejen” mellem Vesteuropa og Asien. Landegrænser har konstant flyttet sig, imperier er vokset og kollapset, og konstante invasioner fra blandt andet folkevandringer, bulgarer, hunner, avarer, magyarer, vikinger, mongoler, korsriddere, tyrkere, franskmænd, tyskere og russere har gang på gang ødelagt, plyndret, udsultet og opløst området. Grænser er flyttet frem og tilbage, nogle ophævet og nye etableret.

Jerntæppet var i øvrigt heller ikke først til at dele Europa i øst og vest. Den endelige deling af kontinentets første supermagt, Romerriget, skete i 385 og delte Europa i et latinsk vest-rige og et græsk-domineret øst-rige. Dette lagde grunden til delingen af kristendommen i en vestlig katolsk version og en østlige ortodoks under det store skisma i middelalderen – hyppigst dateret til 1054.

I renæssancen var Europa domineret af to poler: Det Habsburgske rige i vest og det Osmanniske rige i øst – og i 1521 deltes det Habsburgske Rige desuden i netop vest og øst. Og før Churchill og Stalin (og Roosevelt) delte Europa i et amerikansk domineret vest og et Sovjet-domineret øst i Jalta, nåede kontinentet at være delt imellem vesteuropæisk fascisme og østeuropæisk kommunisme i første del af 1940'erne. Bare for at nævne nogle eksempler.

En af konsekvenserne af disse geografiske omstændigheder har været en omfattende pluralisme inden for både sprog og religion. Sammenlignet med Vesteuropa, som domineres af den germanske og latinske sprogstamme (krydret med lidt baskisk og keltisk), præges Østeuropa af sprogstammerne slavisk, finsk-ugrisk, græsk, albansk, baltisk og tyrkisk – udover germansk og latin.

Vesteuropa domineres af den katolske, protestantiske og calvinistiske kirke, mens Østeuropa præges af en stor mængde variationer af den ortodokse kirke, shia-, sunni- og sufi-islam, unierede (ortodokse, der tror på Paven), den armenske og georgiske kristne kirke og buddhisme (jo, den er god nok: Europas eneste buddhistiske republik, Kalmykien ligger i Rusland 50 km syd for Volgograd) foruden katolicisme og den protestantiske kirke.

Pluralismen gælder ikke blot et kludetæppe af lande med forskellige etniske og religiøse karakteristika. Landene i sig selv er hver især kludetæpper med et væld af etniske og religiøse mindretal.

Helt kort kan Østeuropa således karakteriseres som en uhomogen blanding af uhomogene lande med relativt kort tradition for demokrati og markedsøkonomi.

Transitionen er slut
Det er ikke disse karakteristika, man skal måle på for at vurdere, om Øst- og Centraleuropa er nået igennem transitionen fra autoritært styre og planøkonomi til frit marked og demokrati. Som Søren Riishøj skrev i sin artikel Transitionen til ”noget andet”, er transitionsprocessen ikke lineær og kan bevæge sig i forskellige retninger. De forskellige lande har haft forskellige forudsætninger for den politiske udvikling, der fulgte diktaturernes fald i 1989, hvilket har ført til forskellige typer af samfund.

Flere argumenter peger på, at de østeuropæiske lande i EU allerede er nået igennem transitionen. De økonomiske parametre som BNP og levestandard ligger stadig under EU-gennemsnittet, men på demokratiske og andre samfundsområder er niveauet ved at være nået, selvom der stadig er brug for reformer.

Økonomisk set er der fortsat en væsentlig ulighed imellem øst og vest, men uligheden har udlignet sig mærkbart på ganske få år, og stor økonomisk vækst i flere af de nye EU-lande som Polen, Baltikum og Slovakiet er medårsag til, at EU ikke fortsat er i recession. Fire af disse lande er allerede en del af euro-samarbejdet. Den økonomiske integration i EU er derfor ikke mindre hos de østeuropæiske lande end andre steder i EU, selvom gennemsnitsindkomst og andre økonomiske parametre fortsat ligger lavere.

Dog findes der en anden arbejdsmarkedsstruktur end i det øvrige EU med få eller ringe rettigheder for arbejdstagere samt tilpasning og omfattende afhængighed af udenlandske investorer. Nogle argumenterer for, at der er behov for reformer bl.a. for at beskytte arbejdstagerne, men i bund og grund er det et politisk spørgsmål. Der er ingen arbejdsmarkedsmodel, der kan karakterisere hele EU eller sætte én standard for, hvordan praksis skal være. Som forskerne Andreas Nölke og Arjan Viegenthart forklarer i et studie, findes der den ”angelsaksiske”, den ”rhinske” (kontinentale) og nu også den østeuropæiske model. Argumentet er, at det ikke er en uudviklet model, men blot en anden model.

Som den økonomiske er den politiske integration i EU ligeledes synlig. Både de baltiske lande og ikke mindst Polen har – deres størrelse taget i betragtning – ladet deres stemmer høre i europæisk politik, særligt i sikkerheds- og energipolitiske spørgsmål. Litauen fik for eksempel trumfet EU-sanktioner imod Rusland igennem, efter krisen i Ukraine eskalerede, og Polen har fået sit forslag om energiunion til at blive en reel europæisk strategi. Derudover har særligt Polen positioneret sig tungt på politiske poster i hele EU-systemet, og til trods for sit konservative politiske ståsted bliver Polen betragtet som et progressivt EU-positivt land i det europæiske samarbejde. Dermed er de tidligere østblok-lande ikke længere observerende, forsigtige modtagerlande, men aktive europæiske politiske aktører.

Nået langt på 25 år
Mange vil pege på Ungarn som et land, hvor transitionen har taget en forkert drejning og er på vej tilbage mod autoritært styre, som professor Sabrina P. Ramet beskriver i sit indlæg. Der findes åbenlyse tilbageskridt inden for medie- og valglovgivning, og korruption er fortsat et stort problem i landet. Men der er lang vej tilbage til stadiet i 1989, og den ungarske befolkning har også vist, at de ikke finder sig i hvad som helst. Dette blev tydeligt under protesterne imod forslaget om internetskat i efteråret 2014. Forslaget blev trukket tilbage.

Selvom der er meget, der kan blive bedre, er det vigtigt at huske, hvor meget regionen har ændret sig på 25 år: Regionen har fået stabile demokratier og markedsøkonomier, der er varer på hylderne i butikkerne, og der er kritiske ord i aviserne. Den samfundsmæssige omvæltning har været fundamental siden Murens fald.

Men denne region vil aldrig blive til Vesteuropa, da dens karakteristika baserer sig på mere end en fortid i kommunisme. Det er meget svært at opnå og måle den totale og vellykkede transition. Visse elementer eller kvaliteter i samfundet kan - eller ønskes - ikke ændret. For at sætte det på spidsen kan man sige, at Danmark endnu ikke har gennemført transitionen fra enevælde til demokrati, da monarkiet stadig er grundlovssikret, og kongehuset fortsat er på finansloven.

Betingelserne for EU-medlemskab i Københavnerkriterierne var et effektivt redskab til at presse landene til reformer forud for deres optagelse. Udvidelsen i 2004 blev derfor en belønning for og anerkendelse af deres reformiver, men betød også, at Københavnerkriterierne som instrument til demokratisering udløb. Herfra har den demokratiske udvikling været et nationalt anliggende, da det er svært at føre en egentlig vestlig transitionspolitik, efter landene er blevet EU-medlemmer, udover at fordele flere penge til opbygning af infrastruktur.

At fratage østblokken transitionsprædikatet kan – udover at udligne den gamle forestilling om, at Europa er delt i et A- og et B-hold – muliggøre, at landene ikke længere kan gemme sig bag transitionen som undskyldning for manglende reformer samt ansvarlig økonomisk og social politik. ”Vi vil gerne, men vi kommer jo fra en svær fortid”-diskursen vil ikke længere være anvendelig. Ansvaret for et sundt politisk miljø bør ligge alene hos de enkelte befolkninger og regeringer.

Transitionen som overgangsperiode er således ovre, og i stedet har vi at gøre med en hel union af lande, der for bestandigt skal udvikle sig selv og holde hinanden op på det fælles værdigrundlag, de som EU-medlemmer har lovet at overholde. Dette uanset deres baggrund, hvad enten det er som diktatur, kolonimagt eller blot en provins i et andet land.

Det er nu mere end ti år siden, at øst-udvidelsen af EU forseglede Jerntæppets fald. Der er fortsat europæiske lande uden for EU, der har brug for pres for at opnå samme succes som dem, øst-udvidelsen omfattede. Lande der har haft en anden retning i deres transitionsproces med større indflydelse fra øst og mindre fra vest. Her har Københavnerkriterierne mindre, hvis nogen, effekt, og hvis EU skal påvirke udviklingen i disse lande, vil det være nødvendigt med en helt anden strategi.

Af Kristoffer Hecquet


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<