Ukraines demografiske bolværk

30. april 2015

Millionbyen Kharkiv har på trods af sin nærhed til Rusland ikke taget imod separatisterne. Her er det byens Lenin statue, der må lade livet i september 2014. (Foto: kievukraine.info)

NATION | Fantasierne om en snarlig russisk invasion af Ukraine er stærkt overdrevne, skriver Ivan Nestor Nielsen. Ukraines byer er i dag højborge for ukrainsk nationalisme, og den udvikling har mere end noget andet sikret Ukraines selvstændighed.

NATION | Fantasierne om en snarlig russisk invasion af Ukraine er stærkt overdrevne, skriver Ivan Nestor Nielsen. Ukraines byer er i dag højborge for ukrainsk nationalisme, og den udvikling har mere end noget andet sikret Ukraines selvstændighed.

De sidste 100 års demografiske udvikling i de ukrainske byer er en ofte overset forklaring på den udeblevne russiske militære invasion af landet, (bortset fra de facto besættelsen af det østlige Donbas).

På under 100 år er de etniske ukrainere i de ukrainske storbyer gået fra at være et mindretal på ca. 30% i 1926 til et absolut flertal på ca. 75% i 2001. Tallene udgør et gennemsnit for de otte største byer i den regeringskontrollerede del af landet; nemlig Kyiv, Kharkiv, Odessa, Dnipropetrovsk, Lviv, Zaporizhya, Mykolayiv og Kherson. De seneste tal er fra folketællingen i 2001, men i dag er tallene formentlig endnu mere i de etniske ukraineres favør.

Borgerkrigen 1920
For ca. 100 år siden var situationen fundamentalt anderledes. Under borgerkrigen 1917-1921, hvor ukrainerne kæmpede for selvstændighed fra Rusland, var det relativt let for den russiske invasionsstyrke at tage kontrol med de ukrainske byer. Det ikke-ukrainske flertal gav stiltiende sin accept. Det var i landområderne, hvor 90% af befolkningen var ukrainsk, at den væbnede modstand mod sovjetmagten var stærkest. Her varede kampene langt ind i 1920’erne. Den kunstige hungersnød i 1932-33 (Holodomor) ramte da også primært den ukrainske landbefolkning, og det ses i dag af ukrainerne som beviset på, at man fra russisk siden med Stalins tvangskollektivisering af landbruget ønskede at ødelægge den ukrainske nation.

Resultatet af den ukrainisering af Ukraines storbyer, som indledtes i 1920’erne, var derfor en etnisk - mere end en sproglig - ukrainisering og afrussificering. Med undtagelse af den vestukrainske storby Lviv, taler de fleste etniske ukrainere i storbyerne i dag russisk i dagligdagen. Det afholder dem dog ikke fra at betegne sig som etniske ukrainere og for en stor dels vedkommende også som ukrainske nationalister. Situationen kan sammenlignes med Irland, hvor et flertal af bybefolkningen taler engelsk i dagligdagen, men af historiske grunde stadig nærer dyb mistillid til englænderne.

I 1926 levede 18% af Ukraines befolkning i byerne. I 2001 var dette tal steget til 68%.

Forskere har peget på, at en hurtig industrialisering og urbanisering af en stor landbefolkning er en vigtig grobund for nationalismen.

I Sovjetukraine var national-kommunismen, hvor ukrainske interesser blev forsøgt forsvaret overfor centralmagten i Moskva, til en slags surrogat for nationalismen, der af ideologiske grunde var bandlyst. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev den russofile national-kommunisme gradvist udfaset som dominerende ideologisk strømning i Ukraine og erstattet dels af den liberale og dels af den integrale variant af ukrainsk nationalisme. Denne proces accelererede under Glasnost-politikken i 1980erne og cementeredes efter uafhængigheden i 1991.

Den orange Revolution var et nationalt gennembrud
Men det afgørende gennembrud for ukrainsk nationalisme skete efter Den Orange Revolution i slutningen af 2004, hvor ukrainerne første gang gjorde oprør mod den Moskva-støttede østukrainske politiker Viktor Janukovitj. De bragte den vestligt orienterede og nationalistiske Viktor Jusjtjenko til magten i Kyiv i januar 2005.

I december 2014 opsummerede Jusjtjenko i et interview: ”I min periode som præsident i 2005-2010 oplevede vi en ukrainsk renæssance. Jeg vil hævde: ånden vinder altid over materien. Jeg er overbevist om, at vi aldrig har talt så meget om værdier, enhed, sprog, kultur, historisk hukommelse og vore helte som i 2005-2010…. Det Maidan, der fandt sted for et år siden, havde ikke været muligt uden Den orange Revolution 2004”.

Tal fra Institut for sociologi ved Ukraines videnskabernes akademi synes at bekræfte denne udvikling: Ukrainernes tillid til russerne faldt markant fra 1994 til 2010. I 1994 svarede 68% af de adspurgte "ja" til spørgsmålet: "Er De parat til at optage en russer i Deres familie, eller er De parat til at acceptere en russer som ven". I 2010 var dette tal faldet til 45%. Der er næppe nogen tvivl om, at ukrainernes tillid til russerne det seneste års tid er faldet yderligere pga. Krim-annekteringen og den russisk-støttede separatisme i Østukraine.

Russisk invasion er helt urealistisk
I dag udgør de ukrainske storbyer pro-ukrainske højborge. En russisk invasionsstyrke vil møde en langt overvejende fjendtligsindet ukrainsk bybefolkning, der med massiv vestlig støtte ville kunne føre guerillakrig med store russiske tab til følge. Denne omstændighed har mere end noget andet afholdt de russiske generaler fra at invadere Ukraine med regulære tropper. Kreml vil helst undgå en gentagelse af Afghanistan-fadæsen, hvor Sovjetunionens fejlslagne krig i 1979-89 endte med landets sammenbrud. Et russisk militært nederlag i Ukraine vil med stor sandsynlighed føre til Ruslands sammenbrud.

Ivan N. Nielsen er cand.mag., ekspert i ukrainsk samfund og politik og formand for Dansk-Ukrainsk Selskab.

 

Af Ivan Nestor Nielsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<