På knivsæggen mellem demokrati og diktatur

13. maj 2015

Er premierminister Gruevski ved at lægge fundamentet til en fuldblods autokratisk stat? Foto: DW/K. Blazevska.

MAKEDONSK KRISE III | Der gisnes i disse dage om årsager til og konsekvenser af den seneste tids uro i Makedonien. Emil Saggau vurderer ikke, at en ny krig er under opsejling, men mener, at det makedonske demokrati kan blive offer for premierminister Gruevskis ambitioner og et storpolitisk spil mellem Rusland og NATO.

MAKEDONSK KRISE III | Der gisnes i disse dage om årsager til og konsekvenser af den seneste tids uroligheder i Makedonien. Emil Saggau vurderer ikke, at en ny krig er under opsejling, men mener, at det makedonske demokrati risikerer at blive offer for den pressede premierminister Gruevskis ambitioner og et storpolitisk spil mellem Rusland og NATO.

Det er endnu uvist, hvad baggrunden for urolighederne og de voldelige sammenstød mellem albanere og makedonske sikkerhedsstyrker i Kumanova i weekenden var. Men sikkert er det, at sammenstødet antog sin voldsomme karakter, da sikkerhedsstyrkerne rykkede ind for at anholde en række "mistænkelige" albanske mænd, som myndighederne anklager for anti-statslige aktiviteter. I weekenden blev der endvidere udsendt en anonym pressemeddelelse, hvor en militant albansk gruppe tager skylden for urolighederne.

De dramatiske begivenheder er måske et af de første alvorlige tegn på, at landet balancerer på en knivsæg mellem demokrati og diktatur. De makedonske statsvenlige medier har beskrevet aktiviteterne som "terror" og omtaler involvering af "udenlandske" agenter, der har arbejdet med statsfjendtlige aktiviteter, som baggrund for begivenhederne.

Dermed følger de retorikken fra premierminister Gruevskis dramatiske tale i weekenden, hvor han insinuerede, at de ulmende uroligheder, der eskalerede i weekenden, var igangsat af fremmede magter, der ønsker at modarbejde den makedonske stat. En retorik, der mest af alt minder om den, Putin anvender om den ukrainske konflikt.

Baggrunden for sammenstødet synes dog at have langt mere lighed med de uroligheder, der udsprang sidste og forrige år mellem etniske albanere og makedonere. Begge gange udviklede mindre gnidninger eller sammenstød sig hurtigt til voldelige uroligheder mellem befolkningen og myndighederne.

Uroligheder eller oprør
Siden freden i 2001 mellem den albanske minoritet og den makedonske stat har der været en sådan række uroligheder, dog ingen så blodige som den nuværende. Weekendens sammenstød kan derfor meget vel være en kulmination på flere års gnidninger mellem de albanske grupperinger og de makedonske myndigheder.

Gnidningerne har antaget mange forskellige former og temaer, såsom diskussioner om det albanske sprogs status, de albanske religiøse mindretals status som trossamfund, albaneres adgang til uddannelse, den regionale forarming af albansk dominerede områder osv. Det er reelle politiske problematikker, som fredsaftalen fra 2001 lovede en løsning på, der endnu ikke er indtruffet - til stor forbitrelse for det albanske mindretal.

Problematikkerne vedrørende den uforløste fred dækker over det uhelede sår, som krigen fra 2001 er i det makedonske samfund, idet fredsaftalen – som det kompromis den var – ikke gav én sejrsherre, men mange.

Det har betydet, at hverken de makedonske veteraner, politikere eller de militante albanske oprørsgrupper entydigt har kunnet erklære sig for sejrherrer eller taber, hvorfor mindet og historien om konflikten fremstår tvetydigt og problematisk. Et sår der hele tiden truer med at springe op - som i urolighederne tilbage i 2013-14 og nu igen i år.

Det er denne uforløsthed, som hurtigt samles op i de makedonske og internationale medier, idet den kan virke som en truende skygge, hvorfra endnu en borgerkrig på Balkan kan tage sin begyndelse.
 
Hvem og hvorfor?
Spørgsmålet efter den blodige weekend handler dog meget mere om, hvorvidt dette var et afgrænset sammenstød mellem albaner og makedonske myndigheder, eller om det skal ses i kontekst af de bredere politiske forandringer og krisen i Makedonien under den nuværende konservative regering – som Qënrim Fazliu påpeger i sin artikel fra i går.

Gruevskis tale i fredags peger på, at regeringen forsøger at sammenkæde urolighederne med udenlandske magters fordækte aktiviteter i Makedonien, hvormed han indirekte sammenkæder weekendens begivenheder og oppositionens aktiviteter.

Krisen i weekenden er derfor måske for alvor farlig, da den i Gruevski og hans partis hænder kan anvendes som endnu et led i etableringen af deres fulde kontrol med det makedonske statsapparat. Urolighederne kan derfor få den kedelige effekt, at de risikerer at centralisere mere magt hos regeringen, hvormed fundamentet for en fuldblods autokratisk stat er ved at være lagt.

Begivenhederne kan være enden på det makedonske demokrati, på samme måde som den tyske rigsdagsbrand blev enden på det tyske.

Gruevski og den makedonske stat og statsvenlige mediers omtale af begivenhederne som terror og oprør igangsat af fremmede magter er på alle måde betænkelig. Ingen omkringliggende lokale statsmagter eller stormagter har interesse i makedonsk ustabilitet – især ikke NATO, der har inklusionen af Makedonien i alliancen på dagsordenen i år.

Albanere ønsker efterlevelse af fredsaftale fra 2001
Det albanske mindretal synes ligeledes meget lidt interesseret i voldelig opstand, men langt mere optaget af, at Gruevskis regering lever op til fredskravene fra 2001. Dette har været tydeligt i den store støtte til det regeringsvenlige albanske parti, hvis agenda netop er en fuld gennemførsel af fredsprogrammets løfter til albanerne.

Det er endvidere meget usandsynligt, at det er de ledende militante albanere, som deltog i borgerkrigen i 2001 eller krigen i Kosovo, der står bag urolighederne. De fleste ledende medlemmer fra det albanske oprør beklæder i dag høje politiske poster, og forsvarsministeren fra 2013-14 – i den albanske koalition med Gruevski – er endda albaner, selvom han var den militære leder af 2001-oprøret.

På samme måde har hverken albanerne i Albanien eller Kosovo interesse i en voldelig genoplivning af konflikten, og de har intet incitament for at støtte en sådan, da det for alvor vil blokere og besværliggøre begge landes internationale relationer til NATO og EU.

De makedonske myndigheder hævder, at de tilfangetagne og dræbte albanere er fra den Kosovo-albanske undergrundshær, der efter freden i Kosovo i 1999 overgik til at være Kosovos regulære hær.

De Kosovo-albanske myndigheder har meldt ud, at ingen af deres senior-officerer mangler, hvorfor de makedonske myndigheders påstand stadigvæk ikke er bevist. Det vil vise sig de næste par dage, når navne og ansigter på albanerne offentliggøres, om det vitterligt er Kosovo-albanere, eller om den makedonske regering må trække påstanden tilbage.

På vej mod nationalistisk semi-autokrati?
Det er ret utænkeligt, at 2001-opstanden skulle gentage sig i Makedonien, da den var foranlediget af den forudgående krig i Kosovo og den albanske stats kollaps kort forinden. Begge begivenheder frigjorde våbenføre mænd, maskinel, infrastruktur og rigeligt med mafiøse organisationer, der kunne supplere med hvad som helst i et statsløst vakuum mellem Kosovo og Albanien.

Disse forudsætninger er slet ikke til stede i dag, og det afgørende politiske incitament for størstedelen af albanerne er endvidere fjernet gennem 2001-freden. En opstand som i 2001 synes utænkelig, da der simpelthen ingen er til at finansiere det eller skaffe våben nok.

En enkelt joker er dog de mere og mere rabiate yderliggående muslimske salafier blandt albanerne, hvis indflydelse – takket være saudiske penge – er steget betydeligt blandt albanerne. I de senere år har man allerede set brandattentater og voldelige overtagelser af klostre og moskeer i kølvandet på disse grupper. Den syriske borgerkrig, som flere albanske muslimer er rejst til, har muligvis fungeret som rugekasse for yderliggående muslimer på samme måde som i resten af Europa.

Det er på den baggrund langt mere det makedonske demokrati, som man i disse dage skal bekymre sig om, end et nyt albansk oprør. Især da Ruslands fornyede interesse på Balkan, herunder i Makedonien, er ved enten at fremskynde landets inklusion i NATO eller overgang til en russisk alliance. En russiske alliance der lurer i baggrunden gennem Gruevski s fornyede venskab med Putin.

I et sådan storpolitisk spil, hvor Makedonien kan udgøre første brik i at samle Serbien, Montenegro og Makedonien enten på NATO eller Ruslands side, risikerer det makedonske demokrati at blive ofret for storpolitik og Gruevskis ambitioner. Næste års fejring af 25-året for makedonsk selvstændighed kan dermed ende med samtidig at blive en trist markør for Makedoniens overgang til rækken af mere eller mindre nationalistiske semi-autokratier i Østeuropa.

Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.

Af Emil Bjørn Hilton Saggau


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<