Lettisk formandskab og russisk gas

18. maj 2015
Premierminister Laimdota Straujuma, EU-Rådspræsident Donald Tusk, Letlands præsident Andris Berzinš og EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker

Forrest i billedet fra venstre: Letlands Premierminister Laimdota Straujuma, EU-Rådspræsident Donald Tusk, Letlands præsident Andris Berzinš og EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker ved formandskabets åbning i Rigas operahus.

EU-FORMANDSKAB | Letlands første EU-formandskab lakker mod enden efter en indtil videre vellykket proces. EU's energipolitik og forholdet til Rusland har været blandt de centrale emner.

EU-FORMANDSKAB | Letlands første EU-formandskab lakker mod enden efter en indtil videre vellykket proces. EU's energipolitik og forholdet til Rusland har været blandt de centrale emner.

Letland overtog første januar formandskabet for EU's ministerråd for første gang nogensinde. Ansvaret for at koordinere og forestå ca. 1700 EU-møder i det første halve år af 2015 er dermed den tredje store lakmusprøve for Letland efter optagelsen i 2004 og indlemmelsen i Euro-samarbejdet i 2014.

Der har derfor også været et naturligt ønske om succes hos den lettiske regering, og omstændighederne for at skabe dette har i høj grad været til stede.

Overdragelsen af formandskabet skete således med efterårets parlamentsvalg som bagtæppe. Valget medførte ikke afgørende ændringer mellem partiblokkene, hvilket tillod premierminister Laimdota Straujuma og udenrigsminister Edgars Rinkevics at fortsætte med kun enkelte ministerudskiftninger i spidsen for en borgerlig regering.

Konsolideringen af regeringsmagten manifesteredes i en efterfølgende intern aftale mellem de tre regeringspartier Unity, Unions of Greens and Farmers og National Alliance. For at signalere enighed forpligtede partierne sig til kun at fremsætte lovforslag, som hele regeringen kunne stå inde for – en aftale, der kun i få tilfælde har været brudt.

Den interne ro har derfor givet regeringen arbejdsro til at koncentrere sig om formandskabet frem for interne politiske kampe, og det var et særdeles velforberedt bureaukrati, der overtog efter italienerne.

Der har da også kun været rosende ord tilovers for den lettiske indsats – en indsats, der af den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, er blevet kaldt ”ulastelig”.

Det er derfor i stedet eksterne faktorer, der præger det politiske landskab, som Letland skal navigere i under formandskabet. Her har det stærkt forværrede forhold til Rusland, efter dennes annektering af Krim i marts sidste år, haft afgørende indflydelse for det lettiske formandskabsprogram.

Formandskabsprogrammet - tre visioner og en udfordring
Karakteristisk for førstegangsformænd er letterne ambitiøse og har høje forventninger til deres egen termin. Det bredtfavnende formandskabsprogram fremstår ikke blot som en forlængelse af det italienske, men tager også fat på en række højaktuelle problematikker, der på forskellig vis adresserer forholdet til Rusland.

Programmet fokuserer overordnet på tre visioner: Et konkurrencedygtigt Europa, et digitalt Europa og et engageret Europa. De tre visioner trækker alle på de gennemgående prioriteter fra det Trio-program, som Letland er en del af sammen med Italien og Luxembourg.

F.eks. adresserer visionen om det digitale Europa en databeskyttelsespakke og tilhørende direktiv, som det italienske formandskab har forberedt. Men både visionen om det konkurrencedygtige og det engagerede Europa trækker på mere aktuelle udfordringer.

Ønsket om et mere konkurrencedygtigt Europa indbefatter således også et ønske om en fælles europæisk energiunion, der gennem et integreret energimarked skal mindske den store afhængighed af energiforsyninger fra tredjepartslande.

Dette spiller også sammen med visionen om et mere engageret Europa. EU-landene forventes nemlig at revidere den samlede strategi for EU’s eksterne sikkerhed, og her har letterne været meget tydelige omkring imødegåelsen af ’hybrid krigsførelse’, der bl.a. indbefatter Ruslands årlige trusler om afbrydelser af gasleverancen til en række EU-lande.

Udover at disse formandskabsprioriteter tydeligvis er formet af de eksterne udfordringer, EU står overfor, er det også interessant at overveje, hvilke interesser de faktisk reflekterer. Spørgsmålet er, hvor meget Letland selv kan opnå gennem sit første formandskab, herunder hvorvidt de prioriteter, man har udstukket, er nationalt forankrede eller mere EU-motiverede?

Svaret på dette må blive et forsigtigt ”både og”. Letterne har bevisligt trukket på erfaringer fra Litauens første EU-formandskab i 2013, og udråbt sig som en ”honest broker” i forbindelse med rådsforhandlinger. Man har på flere politikområder sågar helt afstået fra at forfølge nationale interesser. Men i forhold til flere vigtige aspekter af formandsprioriteterne kan der spores et tydeligt lettisk fingeraftryk, og dette gør sig gældende på især et område: Energipolitikken.

Energipolitikken – en national prioritet med europæisk perspektiv
Det europæiske arbejde med at blive mere energiuafhængig tager udgangspunkt i ønsket om at opnå en regulær indre energiunion i Europa. Energiunionen omfatter fem sammenhængende dimensioner, der sammen skal sikre, at EU i fremtiden vil have en sikker og omkostningsbillig adgang til energi.

Energiunionen skal derfor øge energisikkerheden og mindske effekterne af eksterne chok, medføre et integreret europæisk energimarked, fremme energieffektiviteten som værn mod øget forbrug, 'dekarbonisere' økonomien og facilitere forskning i energisektoren. Flere af disse dimensioner er særligt interessante for lige netop Letland.

Letland har længe været et af de europæiske lande i EU, der fremstod meget afhængig af importeret gas og olie. Den lettiske energiafhængighed, forstået som forholdet mellem netto energiimporten og det indenlandske bruttoforbrug, har i flere år været over 55 pct.

Det er ca. tre pct. over energiafhængigheden for hele EU, og statistikken har ikke vist tegn på forbedringer de seneste syv år. I 2013 bestod det lettiske energimix af hele 27 pct. naturgas og 31,5 pct. olie, og ingen af delene produceres i Letland.

Begge dele skal derfor importeres, og kommer næsten eksklusivt fra én udbyder – Rusland. Al gasleverance går gennem det lettiske gasmonopol, Latvijas Gaze, hvor store aktieposter ejes af Gazprom og Itera Latvija, et datterselskab til russiske Itera Oil & Gas, der udelukkende ejes af det statslige russiske petroleumsfirma Rosneft. Systemet er, som i mange andre østeuropæiske lande, et levn fra før uafhængigheden, hvor mange sovjetrepublikkers energinet udelukkende var koblet til Rusland.

Det lettiske problem er således, at landet fremstår som en veritabel ’energiø’, hvor forsyningssikkerheden afhænger af et Rusland, hvis forhold til EU-landene er det dårligste i mange år.

Historisk har afhængigheden af Rusland skabt problemer for Letland og andre østeuropæiske lande. Rusland har ofte belønnet og straffet lande ved at differentiere priserne for gasleverancer, forstyrre udbuddet gennem mistænkelige ’sabotage’-hændelser, og afskrække nabolande fra videresalg af modtaget gas.

En øget energisikkerhed koblet med mere effektiv brug af ressourcer og mulighed for energikøb fra resten af Europa er derfor afgørende for Letland.

Spørgsmålet er dog, hvor stort et problem det faktisk er for Letland i forhold til resten af Europa? En nylig simulering af en russisk gasembargo har faktisk vist, at Letland pga. sin underjordiske oplagringskapacitet vil kunne opretholde fuld gasforsyning til sine borgere, såfremt Litauens nye terminal til flydende naturgas også kan levere til Letland.

Modsat vil langt flere andre europæiske lande faktisk have et problem under sådan en embargo. Et ni måneders stop for gasforsyningen vil således medføre et gasunderskud på 10-25 pct. i Tyskland, 25-50 pct. i Polen, og over 50 pct. i Estland og Finland. Energiunionen er altså også en gevinst for resten af Europa.

Samtidig ser formandskabsposten ud til at skabe ny lettisk vilje til frigørelse. Den nuværende regering har i februar vedtaget en adskillelse af Latvijas Gazes udbudsmonopol og kontrol med leveringsinfrastrukturen. Man vil i stedet lade et uafhængigt selskab kontrollere rørledninger, og dermed tage første spadestik til, at andre udbydere kan levere gas til de lettiske husstande.

Vejen frem
Det lettiske formandskab har altså indtil videre været succesfuldt. Udover startskuddet til energiunionen har man håndteret rådsamlinger i kølvandet på terrorangreb i Paris og København og ekstraordinære møder i Det Europæiske Råd i forbindelse med migrationsproblemer i Middelhavet.

Denne succes skal dog evalueres i forhold til de næste to måneder. I maj afholdes topmøde i Riga om EU’s Østlige Partnerskab med tidligere sovjetrepublikker, og her kan forholdet til Rusland endnu engang have stor effekt på EU's politiske projekter.

Emil Bargmann Madsen er praktikant i den politiske og økonomiske afdeling på Danmarks Ambassade i Riga. Til dagligt læser han statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han bl.a. har beskæftiget sig med demokratiske sammenbrud og økonomisk krise i Østeuropa.  Artiklen giver udtryk for Emil Bargmann Madsens personlige vurderinger alene, og er uafhængig af ambassadens forståelse af lettisk politik.

Af Emil Bargmann Madsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<