Litauens tatarmuslimer gennem 700 år

15. juni 2015

RELIGION II | Siden det 14. århundrede har en minoritet af tatarmuslimer levet i det, der i dag er nationalstaten Litauen. De er anerkendt som et traditionelt trossamfund, er stærkt sekulariserede og udgør 50 % af Litauens muslimer. Egdūnas Račius ser her nærmere på deres rolle i det litauiske samfund.

RELIGION II | Siden det 14. århundrede har en minoritet af tatarmuslimer levet i det, der i dag er nationalstaten Litauen. De er anerkendt som et traditionelt trossamfund, er stærkt sekulariserede og udgør 50 % af Litauens muslimer. Egdūnas Račius ser her nærmere på deres rolle i det litauiske samfund og deres forhold til den voksende gruppe af mere religiøse muslimske konvertitter.

I områderne mellem Polen, Litauen, Ukraine og Rusland findes en stor minoritet af tyrkisktalende tartarmuslimer. Denne minoritet er endt i regionen som lejesoldater, flygtninge og immigranter i det fjortende århundrede og er dermed Europas ældste eksisterende muslimske samfund.

Tatarmuslimerne har, især i Polen og Litauen, været kendetegnet ved en stærk loyalitet over for området og de lokale regeringer, hvorfor de har haft en særlig position i netop disse to lande. Denne position trues nu af nye muslimske immigranter og konvertitter, hvis radikale islam, og statens hårde modsvar mod dem, kan få ødelæggende konsekvenser for tatarmuslimerne.

Islams historie i Litauen går tilbage til det fjortende århundrede, da de første migranter – i form af de nyligt islamiserede tyrkisktalende nomader (tatarer) – ankom til storfyrstendømmet Litauen som en slags politiske flygtninge fra Den Gyldne Horde (historisk mongolsk rige grundlagt ca. 1240, red.) (senere Krim Khanatet).

Kort tid efter fulgte nye strømme af muslimer, delvist som lejesoldater for den litauiske storhertug og delvist som krigsfanger og flygtninge, der valgte at forblive i landet. Grundet den relativt høje tolerance fra de lokale autoriteter og det resterende (katolske og ortodokse) samfund, overlevede det tartarmuslimske samfund under storhertugdømmet, det polsk-litauiske rige og i den russiske periode helt frem til den moderne nationalstat, selvom deres antal og situation gik op og ned.

Et traditionelt trossamfund

Det nye selvstændige post-kommunistiske Litauen har herefter været vidne til en slags genkomst af islam, først og fremmest på grund af genvækkelsen af det tartarmuslimske samfund, der omfatter ca. 50 % af de 3000 muslimer, der er i Litauen (under 1 % af befolkningen).

Det andenstørste muslimske samfund (ca. 15 %) består af konverterede litauere. Resten af muslimerne er primært immigranter fra sovjettiden, der ankom fra Centralasien, Kaukasus og det indre Rusland. I de officielle tal er antallet af tartarmuslimer hurtigt faldende, alt imens antallet af konvertitter er fast stigende. Antallet af muslimske immigranter er stabilt.

Selvom katolikker numerisk konstituerer majoriteten (79 %) af befolkningen, er Litauen en sekulær republik uden en statsreligion, men ni trosbaserede samfund er formelt anerkendt som ”traditionelle for landet” – blandt dem sunnimuslimerne.

Som andre trosbaserede samfund er det muslimske samfund berettiget til et mindre årligt tilskud, der bruges til vedligeholdelse af moskéer og andre bygninger.

Muftiatet – det spirituelle center

Formelt set er hovedcenteret for Litauens muslimer det Vilnius-baserede Spirituelle Center for Litauens sunni-muslimer, Muftiatet, der blev genetableret i 1998 og siden har været domineret af tatarer. Herudover fungerer Muftiatet som en paraplyorganisation for en række tartardominerede registererede sunnimuslimske organisationer rundt om i Litauen, der alle er underordnet Muftiatet.

I tidligere århundreder var der en lang række moskéer i Litauen – bygget til formålet – hvoraf kun et fåtal stadig eksisterede i begyndelsen af sidste århundrede. I sovjettiden var de alle, undtagen en i Raižiai, lukket eller ligefrem fjernet af myndighederne (mest bemærkelsesværdigt den centrale moské i Vilnius).

Derfor er der nu kun fire tilbageværende moskéer, der alle tilhører tartarsamfundet - tre træmoskéer (i Raižiai, Nemėžis og Keturiasdešimt totorių landsbyerne) fra det 19. og 20. århundrede og en murstensmoské i Kaunas fra de tidlige 1930‘ere.

Men på grund af det faldende antal personer, der deltager i bøn, er tre af bygningerne i de tidligere tartardominerede landsbyer, der dog har ansat ansvarlige imamer, kun åbent under de religiøse fester, såsom id al-fitr og id al-adha. Kaunas-moskéen klarer sig bedre, da den er blevet et multikulturelt center, der primært består af udenlandske studerende og forretningsmænd.

Tatarerne og konvertitterne

De litauiske tartarer, der har bevaret deres muslimske identitet udadtil, er i praksis meget mindre religiøst bevidste, end man ofte forventer af muslimer. Det kan virke som om, de ikke har brug for særlige religiøse autoriteter eller vejledning, da de igennem tiden netop har modstået sådanne autoriteters fremkost, især hvis de har presset sig på udefra.

I sovjetperioden skete der en hurtig sekularisering af tartarene, der for størstedelens vedkommende, selv efter den litauske selvstændighed og deraf følgende religiøse frihed, er forblevet ikke-praktiserende, hvis ikke ligefrem agnostiske. De fleste litauiske tartarer ser i dag deres islamiske religion mere som en kulturel komponent, der hører til deres etnicitet.

I modsætning til tartarene er den store samling af konvertitter, der tentativt kan ses som kernen i de muslimske samfund i Litauen, ekseptionelt religiøse. For de fleste af dem er det at være muslim en sindstilstand, og som regel modtager de deres nye religion i dens helhed, som en holistisk enhed, der som konsekvens omslutter hele deres daglige liv.

Indtil videre er dette konvertitsegment en minoritet i det muslimske samfund, men det vokser hurtigt i antal i modsætning til tartarsamfundet, hvor især den religiøse del er ved at dø ud. Denne vækst kombineret med de nye immigranter vil nødvendigvis blive en vigtig, hvis ikke den vigtigste, kraft i det muslimske samfund og i det deraf afledte forhold til det ikke-muslimske samfund.

Nyt syn på islam

Med den ændrede demografi og det ændrede indhold af det islamiske samfund i Litauen er staten snart tvunget til at genoverveje sin position vedrørende islam som en „traditionel“ trosretning i Litauen. Det er derfor et åbent spørgsmål, om staten er villig til at anerkende den form for islam, som dyrkes af konvertitterne og immigranterne, hvoraf en del kan betegnes som „islamister“ og „fundamentalister“, som en naturlig forlængelse af den nuværende specifikke litauiske tartarmuslimske variant af islam.

Hvis ikke, så må Mufitatet forberede sig på, at det kan finde sig selv i et internt problematisk institutionelt skift i forholdet til staten. Omvendt, hvis staten fortsætter med at opfatte det samlede muslimske samfund som „traditionelt“, så kan det betyde, at staten og Mufitatet kan risikere en situation, hvor personer, der dybest set intet har at gøre med den historiske litauiske islam og heller intet tilhørsforhold eller loyalitet har til Mufitatet og staten, kan begynde at presse staten for religiøse rettigheder, som aldrig tidligere har været relevante i den litauiske kontekst.

I en sådan situation tvinges staten til at overveje, om det overhovedet vil have noget at gøre med de muslismske samfund.

Egdūnas Račius er islamforsker og redaktør for tidsskriftet ”Muslims in Europe”.

Artiklen er del af en serie om religion i Østeuropa.

Af Egdūnas Račius


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<