Religion uden nationalisme – ny græsk ortodoksi

19. juni 2015

Ærkebiskop Ieronymos med en gruppe indvandrere. Det er yderst sjældent, at han ses afbildet omgivet af græske flag eller andre nationale symboler.

RELIGION IV | Den græsk-ortodokse kirke har længe været forbundet med nationalisme, men en intern kritik af kirkens forståelse af sig selv som nationens vogter er vokset frem. Trine Stauning Willert analyserer.

RELIGION IV | Den græsk-ortodokse kirke har i årevis været forbundet med nationalisme, tætte bånd til staten og et modsætningsforhold til Vesten. Men siden starten af årtusindet er en ny tradition inden for græsk ortodoks teologi vokset frem, som kritiserer kirkens forståelse af sig selv som nationens vogter og dyrker en økumenisk multikulturalisme. Trine Stauning Willert analyserer.

Mange forbinder den ortodokse kirke generelt, og i særdeleshed den græsk-ortodokse kirke, med religiøs nationalisme. Således skriver religionsforskeren Olivier Roy, at “de tydeligste former for religiøs nationalisme findes i den ortodokse kristendom, hvor identifikationen mellem kirke og folk bygger på tætte bånd til staten.”

Der er ingen tvivl om, at den ortodokse kirke i Grækenland har spillet en afgørende rolle i opbyggelsen af en græsk national identitet. Kort efter oprettelsen af den græske nationalstat i 1830 blev den græske ortodokse kirke erklæret autokefal (uafhængig og med eget overhoved, red.) og løsrev sig dermed fra patriarkatet i Konstantinopel.

Den græske nationale fortælling blev baseret på to gyldne epoker, nemlig den antikke græske tradition og det byzantinske rige. Den moderne stat skulle ses som en genfødsel af disse to civilisationer, men da størstedelen af befolkningen ikke var bekendt med den antikke arv, blev det byzantinske rige i praksis idealet for den moderne stat.

Repræsentanter for den græske kirke har i høj grad bidraget til at give kirken et nationalt image, og i det 20. århundrede har kirken støttet fascistiske diktaturer, som brugte religion til at legitimere deres regimer under slogans som ’Fædreland, Religion, Familie’ og ’Grækenland for kristne grækere’.

Et budskab om national identitet

I 1998 blev ærkebiskop Christodoulos leder af den græske kirke. Med sine kun 58 år var han den yngste ærkebiskop nogensinde. Han talte i et sprog, alle kunne forstå, og han var dygtig til at udnytte mediealderens muligheder for at få kirkens budskab udbredt. Det budskab, han formidlede, handlede dog mere om national identitet end om kristen livsførelse.

Grækenland var i 1990’erne præget af store forandringer på grund af landets integration i EU og den ændrede situation på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning. Mange opfattede disse forandringer som en trussel for græsk national identitet, og konflikten med den tidligere Jugoslaviske republik om retten til navnet Makedonien blev anledning til store nationalistiske demonstrationer, som også kirken bakkede op om.

Demonstrationerne handlede ikke kun om Makedonien, men også om Grækenlands position i den europæiske familie, og her mente mange, at Vesteuropas katolske og protestantiske traditioner var uforenelige med Grækenlands ortodokse tradition, som ville blive fordærvet af landets integration i EU. Derfor faldt ærkebiskop Christodoulos’ nationalistiske budskaber om at det græske folk skylder sin identitet til den ortodokse kirke i god jord hos en stor del af befolkningen.

Men det var ikke alle, som billigede den nye ærkebiskops linje. Da Christodoulos blev ærkebiskop, overtog biskop Ignatius hans bispesæde i Volos i Thessalien. Den nye biskop havde en mindre nationalistisk profil end sin forgænger, og i 2001 grundlagde han sammen med teologen Pantelis Kalaitzidis et teologisk akademi med det formål at ”fungere som et åbent forum for tænkning og dialog mellem den ortodokse kirke og intellektuelle verden over” og derved at dyrke tværfaglighed og mellem-religiøs forståelse. Fra dette akademi er opstået en ny tradition inden for græsk ortodoks teologi, som kritiserer kirkens forståelse af sig selv som nationens vogter.

Kirkens frigørende potentiale

Teologernes kritik går på, at den ortodokse kirke har betalt en høj pris for det nære forhold til nationen. Teologen Kalaitzidis påpeger, at gennem kirkens næsten fuldkomne nationalisering har den givet afkald på sin universelle og økumeniske identitet til fordel for den særskilt græske identitet.

Ifølge Kalaitzidis bør kirken ”rette blikket mod de sidste dages komme og ikke vende sig mod den glorværdige byzantinske fortid eller græskhedens traumatiske historie under tyrkisk herredømme eller i nyere græsk historie”. Faktisk går han så vidt som til at kalde kirkens tilbedelse af national særegenhed for ”en åndelig primitivisme, der underlægger os jordens, stammens og blodets hedenske infernalske kræfter”.

Han mener, at kirkens frigørende potentiale ligger i at overkomme forskelle baseret på sprog, kultur, oprindelse, familiebånd etc. I den forstand kan hans teologiske projekt sammenlignes med en kosmopolitisk vision om et inkluderende verdenssamfund, blot med den forskel at fællesskabet i den ortodokse kirke afhænger af medlemmernes tro på en bestemt Gud og religiøs tradition.

De senere år er kirkens nationalistiske retorik aftaget som følge af et lederskifte i kirken kombineret med den økonomiske krise, som har givet Grækenland rollen som Europas syndebuk. Den nye situation afspejles i Kalaitzidis’ tekster, hvor han nu fokuserer på vigtigheden af Europa som en fælles ramme for både øst og vest, idet han uddyber, at det for ham personligt ”ikke er et spørgsmål om Ortodoksi eller vesten, Ortodoksi eller Europa, men Ortodoksi og vesten, Ortodoksi og Europa”. Denne holdning står i stærk kontrast til den udbredte anti-vestlige holdning blandt traditionelle ortodokse teologer og store dele af kirken. 

Suppekøkkener og multikulturalisme-teologi

Ærkebiskop Christodoulos blev i 2008 afløst af den langt mere moderate og næsten mediesky Ieronymos. Den nye ærkebiskop kritiserede indirekte sin forgænger for at misbruge slogans som ‘fædreland, religion og familie’ og gjorde det klart, at han vil prioritere handlinger frem for slogans.

Kort efter Ieronymos’ indsættelse blev det græske samfund ramt af den værste økonomiske og humanitære krise i 60 år, og i stedet for at bruge krisen til at indgyde befolkningen mod gennem en nationalistisk og fremmedfjendtlig retorik valgte den nye ærkebiskop at fokusere på kirkens forpligtelse i forhold til velgørenhed ved at oprette suppekøkkener og yde humanitær bistand til krisens ofre, uanset om de er grækere, udlændinge, troende eller ikke.

Ærkebiskoppens mindre nationalistiske linje og rummelighed over for fremmede har også en pendant i de senere års teologi. Her har flere teologer arbejdet med at udvikle en multikulturalisme-teologi. Især i forbindelse med skolens religionsundervisning er denne teologi blevet fremhævet som en måde, hvorpå græske teologer kan undervise i religion, selv i skoler hvor ikke alle elever er ortodokse.

Repræsentanterne for den nye græsk ortodokse teologi fremstår som reformvenlige og åbne for dialog med både vesteuropæiske kristne traditioner og sekulære intellektuelle. Deres overordnede mål er at få den græske kirke til at koncentrere sig om det kristne budskab og ikke være nationens forlængede arm.

Religion uden kultur

Et ofte brugt argument for kirkens rummelighed over for det anderledes er et citat fra Bibelen om, at det ikke kommer an på ”at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Galater-brevet 3.28). Dette er usædvanligt i ortodoks teologi, fordi der er tradition for at henvise til de græske kirkefædre, når man vil påpege den ortodokse kirkes identitet.

Der er altså tale om en teologi der, med Bibelen som fælles reference, åbner op for dialog med vestlige kirkelige traditioner, og som ønsker, at den græske kirke i højere grad knytter sig til de universelle principper, som den økumeniske patriark i Istanbul repræsenterer, end til de knap 200 år hvor kirken har været repræsentant for det nationale fællesskab.

Ifølge teologen Kalaitzidis vil kirken genopdage sin mest autentiske mission, fordi ”Kristendommen opstod i Romerrigets særligt multikulturelle omgivelser, og i ortodoksiens guldalder under Byzans var den i høj grad økumenisk og multietnisk og ikke etnocentrisk”.

Denne fortolkning af den ortodokse kirke går imod religiøs nationalisme og er snarere et eksempel på den tendens, Olivier Roy kalder ”religion uden kultur”. Hvor Roy fremhæver fundamentalistiske religiøse retninger, viser det græske eksempel, at der også blandt progressive religiøse tænkere kan være en bevægelse væk fra det kultur-religiøse mod en religiøs tradition, der opfattes som renere og mere autentisk, i dette tilfælde den økumeniske ortodokse tradition frem for den nationalistiske ortodoksi.

Læs mere om emnet i Trine Stauning Willert artikel i bogen New Voices in Greek Orthodox Thought: Untying the Bond Beteen Nation and Religion, forlaget Ashgate (2014).

Trine Stauning Willert er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Af Trine Stauning Willert


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<