Armeniens ungdom i elektrisk folkeoprør

28. juni 2015

Armeniens gader i oprør. Foto af Karen Minasyan / AFP

OPRØR | Store demonstrationer er brudt ud i Armeniens hovedstad Yerevan. Folk er utilfredse med varslede elpris-stigninger. Men man kan ikke slippe tanken om at oprøret stikker dybere og får tankerne hen på Ukraines Maidan-oprør. De unge armeniere vil også have forandring.

Det er en sjælden kritisk folkerøst, der er brudt ud i Armenien, som til daglig styres stramt og national-konservativt af præsident Sargsyan, og hvis aktiviteter er tæt dirigeret af Rusland. Siden årets lyseste dag er tusindvis af armeniere gået på gaden i hovedstaden Yerevan i frustration over stigende el-priser. Det nationale elselskab har varslet med prisstigninger på mere end 16 procent. Elektriciteten er, som de andre større økonomiske aktiver i Armenien, styret af russiske virksomheder.

Demonstrationerne er folkelige, nysgerrige og fredelige, og de bobler af ungdom i et begejstret mod til at rejse sig og sige fra. I et sjældent syn ser man løsslupne unge armeniere, kvinder og mænd, protestere på gaden med bannere og slagsange. Børnene er med, hundene er med, og folk kommer med kage og mad, frugt og vand, til de standhaftige, som demonstrerer i timevis og dagevis. Oprøret kalder sig ’No to Plunder’ - nej til plyndring. På sociale medier deler de unge deres tanker og billeder under hashtagget #ElectricYerevan. Verden ser med.

Ungdommens frustrationer stikker dybere
Flere af de unge sammenligner situationen med oprøret i Ukraine, selvom de godt ved, at ukrainernes oprør var af en anden kaliber. Og dog kan man ikke slippe tanken, at utilfredsheden stikker dybere. Det handler ikke alene om el-priser. Det handler også om relationen til Rusland, ikke i sig selv, men fordi den låste relation hæmmer især ungdommen i frihed og udfoldelse, og i at skabe sig et åbent vindue til resten af verden. Den unge generation er trætte af Ruslands indblanding, og Armenien har svært ved at udvikle sin selvstændighed, når landet domineres udefra. At sammenligne sig med begivenhederne på Maidan-pladsen i Ukraine giver de unge energi. De unge armeniere vil også have forandring.

En sjælden fælles folkerøst
Demonstrationerne startede søndag og voksede sig endnu større mandag. De første to dage nøjedes det armenske politi med at betragte folkemængden på rolig afstand. Tirsdag morgen tog scenariet dog en voldsom drejning, da politiet iført hjelme og skjold dannede en massiv mur, pressede folk væk, og med en kraftig vandkanon forsøgte at opløse menneskemængden. Tryk avler imidlertid modtryk, og politiets hårde magt inklusiv cirka 230 anholdelser har kun haft den modsatte effekt. Tirsdag aften marcherede folkemængden direkte til hovedgaden Baghramyan Avenue, hvor præsidentpaladset og parlamentet har til huse.

I tusindvis sidder folkemængden nu i byens hovedgade, insisterende og vedholdende, og i en ny oplevelse af at have fået en aktiv politisk stemme. En række skraldecontainere er lagt ned som simpel barrikade, al trafik blokeret, og en gruppe unge har iklædt sig svømmebriller, badering og vandpistoler for karikeret at fortælle, at politiets vandkanon var ude af proportioner. Præsident Sargsyan har forsøgt at invitere til forhandlinger, men folkemængden siger nej. Der skal mere til. De nægter at give op. Oprøret har slået dybe rødder - en hurtig løsning er ikke nok.

Folkeoprøret vokser og breder sig, og i gaderne spirer en form for festival-stemning. Aldrig har armenierne udfoldet sig på denne måde, både kritisk og trodsigt over for magthaverne - og uformelt legende og eksperimenterende i et samfund, som normalt agerer konservativt og pænt.

Politiet holder sig nu i periferien uden vrede og uden sammenstød. Folket har indtaget gaderne, nogle steder dansende til musik, og andre steder går de og fejer og rydder opmærksomt op. Mange demonstranter sover i gaderne om natten. Folkeoprøret er konstant. Politiet har nu meddelt, at de støtter folket - for som familieforsørgere er de også utilfredse med prisstigningerne. Hele befolkningen har fået nok af regeringens samspil med Rusland - og Ruslands store krog i Armenien.

Konfliktfyldte naboer og historisk tyngde
Armenien tæller 3 millioner indbyggere og er på størrelse med Jylland. Det lille land i Kaukasus lever i evig højspændt konflikt med sine to naboer - Tyrkiet i vest og Aserbajdsjan i øst.

Tyrkiet vil stadig ikke anerkende det armenske folkemord i 1915, hvor op imod 1,5 millioner armeniere blev dræbt under det Osmanniske Rige, i ungtyrkernes iver efter at forme et moderne Tyrkiet. Folkemordet fandt sted under Første Verdenskrig, i storpolitisk armlægning imellem verdens stormagter. Det Osmanniske Rige tabte terræn til Rusland, og ungtyrkernes vilje voksede. Historisk og naturligt boede en stor del armeniere i det Osmanniske Rige, og systematisk påbegyndte ungtyrkerne at jage, uddrive og massakrere den armenske befolkning som kristen minoritet.

Armeniernes kristne rødder går tilbage til 300-tallet, da Armenien i år 301 var det første land i verden til at indføre kristendommen som statsreligion. I 1922 blev Armenien indlemmet i Sovjet, og i 1991 genopstod Armenien som en selvstændig stat efter Sovjets kollaps.

Folkemordet hviler som tung dyne i den armenske selvforståelse, og i april 2015 markerede armenierne 100-året for folketragedien. Cirka 9 millioner armeniere lever i dag uden for Armenien, rundt om i verden, og folkemordet er et ikke-helet sår, som higer efter bred international anerkendelse. Hos Rusland finder Armenien en form for støtte - næppe af lyst, men snarere af nød på grund af sine to konfliktfyldte naboer.

Øst for Armenien ligger Aserbajdsjan, med hvem Armenien strider om regionen Nagorno-Karabakh. På det officielle verdenskort ligger regionen i Aserbajdsjan, men der bor nærmest udelukkende armeniere. Under Sovjet indgik Nagorno-Karabakh som en lille selvstændig enklave, men siden Sovjet har de to naboer været i åben krig om regionen. I begge lande trænes de unge mænd til at kæmpe, begge lande bruger svimlende summer på militær, og ikke sjældent meldes om mandefald, død og brutale ødelæggelser. Konflikten slår gnister i øjnene hos både armeniere og aserbajdsjanere. Fortællingen om Nagorno-Karabakh sidder i folkefortællingen hos dem begge, ikke nødvendigvis heroisk, men som en svær hårdknude. De to lande taler aldrig med hinanden, og befolkningerne ved intet om hinandens tilværelser. Som udenforstående i konflikten er det derfor paradoksalt at opdage, at de to lande lever i en spejling af hinandens køkkener og klædedragter, livsfilosofi og humor. Ind imellem forsøger Putin iscenesat at agere konfliktmægler, men i virkeligheden samarbejder Rusland strategisk med dem begge. Aserbajdsjan lever solidt af sine olie-rigdomme og betaler sig magtstærkt fra russisk indblanding. Armenien har derimod svært ved at sige fra og må leve i ly under Ruslands tunge vinge.

EU på sidelinjen og Armenien i en russisk klemme
Som en del af EU's naboskabsprogram har Armenien løbende dialog med EU i et sigte efter mere demokratisk struktur. EU's naboskabsprogram omfatter de tre sydkaukasiske lande Armenien, Aserbajdsjan og Georgien samt Hviderusland, Moldova og Ukraine. Alle er tidligere sovjetlande. EU har indgået associeringsaftaler med fremadstormende Georgien, håbefulde Ukraine og længselsfulde Moldova, og disse tre lande aner en lysere fremtid fri af Sovjets skygge. Omvendt har hverken Armenien, Aserbajdsjan eller Hviderusland indgået EU-aftaler. Aserbajdsjan ønsker officielt ikke tættere bånd til EU og skyr let Rusland med sine olierigdomme, hvorimod Armenien og Hviderusland hænger fast i et russisk greb. Armeniens relation til EU er således i sin nuværende form noget stiv og proforma.

Fattigdom, arbejdsløshed og heftig udvandring
Et stort problem for Armenien er emigration. Folk og især de unge flytter til Rusland, EU, USA, Ukraine og naboen Georgien, enten for at studere eller for at finde arbejde. Arbejdsløshed tynger befolkningen, og en tredjedel af Armeniens indbyggere lever i fattigdom. Priserne stiger, de armenske dram vendes tungt i håndfladen, og for mange familier er det vanskeligt at få husholdningen til at hænge sammen. Forskellen på rig og fattig er åbenlys - overklassen klarer sig, mens de svage står tilbage. Siden demonstrationerne begyndte, har flere familier valgt at boykotte al elektricitet, og i aftenmørket hjemme i stuerne sidder de ved stearinlys og demonstrerer på egen rolige facon.

Elektriske drømme og håbet om forandring
Dianna Aslanyan, 24 år, deltager aktivt i demonstrationerne: ”Vi stoler simpelthen ikke på vores politikere. Regeringens beslutninger er uigennemsigtige og gennemsyrede af underlige aftaler med Rusland. Vi er nødt til at sige fra. Folk kan ikke bære mere. Politikerne skal ikke tro, at de bare har magten. Politikerne skal repræsentere os og lytte til vores forenede stemme. Vi bliver nødt til at råbe op, for ellers hører de os ikke.”

Flere af de unge understreger, at det ikke handler om at være pro-Europa eller pro-Rusland. Det handler ikke om strategisk geopolitik, men om egne drømme om en åben tilværelse i et stærkere Armenien. Verden er blevet større, udsynet bredere.

Tilbage på Baghramyan Avenue har tusindvis af unge formet et optog rundt i byens gader. Slagordene lyder ”Azat ankakh Hayastan!” - et fri og uafhængigt Armenien! Mange steder vajer det armenske flag i sine røde, blå og orange farver. Ungdommen har fået smag for forandring, og elektriske Yerevan bobler af noget, som først lige er begyndt.

Om forfatteren: Nana Sofia Hansen er cand.scient.adm. med speciale i konfliktløsning og arbejder tæt med civilsamfundet i Sydkaukasus gennem sin involvering i både SILBAs hovedbestyrelse og FN-forbundets bestyrelse.

 

Af Nana Sofia Hansen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<