Mellem muslimsk folketradition og ortodoksi på Balkan

18. august 2015

Osmannisk Bektashi gravplads, Harabati Baba tekke, Tetovo, Makedonien. Foto: Tanya Mangalakova.

RELIGION V | Professor emeritus Jørgen Schøler Nielsen ser tilbage på post-kommunismens religiøse brydningstid i slut-1990’ernes Sydøsteuropa: Traditioner og dogmer blev udfordret, og der blev pustet nyt liv i gamle religiøse samfund.

RELIGION V | Professor emeritus Jørgen Schøler Nielsen ser tilbage på post-kommunismens religiøse brydningstid i slut-1990’ernes Sydøsteuropa. En tid med famlende folkelig vækkelse inden for islam, hvor traditioner og etablerede dogmer blev udfordret, og der blev pustet nyt liv i gamle religiøse samfund.

I slutningen af 1990’erne arbejdede jeg med et større forskningsprojekt om en transnational sufi-orden, som i løbet af 1990’eme havde opnået en betydelig position i nogle vesteuropæiske lande, og som havde haft en del held med at tiltrække konvertitter.

Samtidig var en religiøs vækkelse ved at markere sig i den sydøsteuropæiske offentlighed, som  bl.a. viste sig i forskellige former for ’folkereligion’ af islamisk karakter. I den forbindelse besøgte jeg en turbe uden for provinsbyen Haskovo i Bulgarien, der ligger ved hovedvejen mellem Sofia og den tyrkiske grænse.

En turbe er et mausoleum, hvor en særligt hellig personlighed ligger begravet. Denne her indeholdt Ali Koch Baba’s grav – han skal have levet i 1700-tallet.

Mausoleet var af karakteristisk form, en beskeden sekskantet bygning af sandsten med et kegleformet tag, lige stor nok til at der var plads til helgenens grav indenfor med en gang omkring.

Inde i mausoleet på væggen over gravens hoved var der et maleri af profeten Muhammad med datteren Fatimah og hendes to sønner Hasan og Husayn – malet i traditionel primitiv ikonstil af en lokal (kristen) ikonmaler. Ved siden af denne turbe lå der en mindre af samme udseende, denne med to mindre grave.

Brydningstid

Det var en lørdag, og mellem 30 og 40 mennesker var mødtes om fællesspisning og individuel bøn og meditation ved graven. En af de ældre mænd bød os velkommen og fortalte om Ali Koch Baba’s særligt fromme personlighed og hans mirakler. I turben ved siden af, sagde han, lå hans to sønner begravet. Da blev han afbrudt af en ung mand, der fortalte os, at han havde læst og vidste bedre: Det var ikke hans sønner, men hans to tjenere.

Der var flere forskellige ting i gang her. For det første var det ganske klart, at der var kommet liv i noget, der gennem årtier var blevet undertrykt af det kommunistiske regime. Den eneste form for religion, der blev tolereret, var den af regimet godkendte. Der var en officiel mufti, ligesom den ortodokse kirke havde en statsanerkendt patriark. Det var almindeligt antaget, at begge personer også havde status som officerer i det bulgarske sikkerhedsvæsen. Enhver religiøs aktivitet uden for deres kontrol var forbudt.

For det andet var der en spænding mellem en mundtlig og en skriftlig tradition symboliseret i den unge mands indvending. Han havde læst – men hvad han havde læst var en mellemlang uddannelse til ingeniør.

Det var ikke sådan, at han havde læst særligt omkring den ortodokse islamiske tradition, og han var lige så meget en discipel af den afdøde Baba, som den ældre mand var. Men det, at han havde læst, var i sig selv tilstrækkeligt til, at han mente, at han kunne kræve en form for autoritet, der trumfede den mundtlige.

For det tredje lå der også en latent trussel i det, at den unge mand havde læst. Hvad kunne han ellers finde på at læse – for eksempel de skrifter om den ortodokse islam, som især saudi-venlige grupperinger sørgede for var nemme at finde på markedet?

Til sidst lå der også her en antydning af, at den unge simpelthen vidste mere og bedre end den ældre, at alderdom og erfaring ikke nødvendigvis længere kunne forvente respekt.

Konfus vækkelse efter kommunismens fald

Den vækkelse, der var i gang i slut-1990’erne i disse folkelige miljøer, var usikker og noget konfus. Dem vi mødte ved turben uden for Haskovo kaldte sig selv kizilbash, og nogle af dem satte det lig med bektashi, mens andre også kaldte sig selv for alevi.

I et center var der en lille boglade, hvor en af bøgerne til salg havde titlen Bektashi - Kizilbash - Alevi. Senere det samme år så jeg en anden bog med nøjagtigt den samme titel, men med en anden forfatter og fra et andet forlag. Denne gang var det i bogladen hos en stor alevi cem (forsamlingshus) i det sydlige Istanbul.

Forbindelsen mellem disse tre betegnelser er naturligvis ikke noget tilfælde. Historisk er bektashismen en form for islamisk mystik, sufisme, hvis rødder kan spores tilbage til det 12. århundrede i Anatolien. I modsætning til de fleste af de kendte sufi-ordener er den dog usædvanlig. Som med de fleste andre var der en række grader af indvielser i ordenens betroede ritualer og lærdomme, men det er særligt på det sidste, at de markerede sig.

For det første holdt de profeten Muhammads fætter og svigersøn Ali i højeste respekt, så han nærmest udgjorde en del af en treenighed sammen med sin hustru, profetens datter Fatima. Derefter førte de deres åndelige arv tilbage til de tolv shiitiske imamer.

Bektashi-ordenens omtumlede historie

I sin oprindelse lå traditionen meget tæt på den shiitiske safavi-orden, kendt for dens vartegn, nemlig en rød kalot - derfor ’rødhueme’, eller kizilbash. Altså var bektashismen, med sine blandede shiitiske og kristne islæt, i høj grad noget heterodoks og noget, som de sunnitiske lærde var meget ubekvemme ved.

Bektashi-ordenen blev særligt magtfuld i Osmannerrigets storhedstid. Den blev meget tæt forbundet til eliteregimentet janitsharerne, men måtte også lide regimentets skæbne, da det blev opløst i 1820’eme i de første stadier af den osmanniske stats reformproces. Da Kemal Atatürk lukkede alle sufi-ordenerne i 1920’eme, forsvandt både bektashi-ordenens organisation og dens lærde tradition. Tilbage blev de folkelige lag af ordenen, der til dels er at finde i form af alevismen i det sydøstlige Tyrkiet.

Men det var også lykkedes bektashismen at slå rod på det osmanniske Balkan, hvor bevægelsen overlevede den tyrkiske nedgang - indtil kommunisterne fik dem presset under jorden. Bortset fra de grupperinger vi så i Bulgarien, hovedsageligt blandt etniske tyrkere, men også blandt de bulgarsk-talende muslimer, pomakkerne, var det særligt albanere, der var bektashier. I 1930’erne mente man, at omkring 70 % af befolkningen i selve Albanien var muslimer, hvoraf en stor del, særligt i den sydlige del af landet, var bektashier.

Konkurrencen fra nye islamiske grupperinger

I 2011 var jeg  tilbage i Bulgarien med en lille forskningsgruppe, hvor vi i Sofia var til en konference om de islamiske institutioner i Balkan efter kommunismens fald. Nu har de ikke længere monopol og må dele deres status med andre islamiske grupperinger, der kan forhandle sig til anerkendelse under lovgivninger om religionsfrihed, hvis formulering er blevet til under vejledning af OSCE (Organization of Security and Cooperation in Europe).

I nogle lande gør myndighederne, hvad de kan, for at undgå at anerkende mere end højst nødvendigt – det er også tilfældet med de mange kristne frikirker og sekter, der søger fodfæste. De fleste af disse lande har gamle muslimske befolkninger, der kan spores mange hundrede år tilbage i området. Men de er også blevet indvandrerlande, hvor man har set befolkninger fra den arabiske verden og Sydasien vokse frem.

Indvandrerne foretrækker oftest at samles med trosfæller af egen baggrund frem for med de indfødte grupperinger og deres institutioner, og de kan godt komme med markant anderledes ideer om, hvad der udgør en korrekt islam – og så er grundlaget lagt for konkurrence.

Udgivet oprindeligt i TEOL-information, nr. 44, 2011.

Af professor emeritus Jørgen Schøler Nielsen, hovedredaktør på ”Yearbook of Muslims in Europe”.

Artiklen er del af en serie om religion.

Af Jørgen Schøler Nielsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<