Tadsjikistan mellem religionsfrihed og tvangsbarbering

30. september 2015

Flemming Splidsboel Hansen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og tidligere chef for den politisk-militære afdeling ved OSCE i Tadsjikistan og dermed ansvarlig for blandt andet anti-radikaliseringsindsatsen.

KRONIK | Islamismen vinder frem i Tadsjikistan og det øvrige Centralasien, hvor myndighederne svarer igen med undertrykkelse. I samarbejde med Magasinet Udvikling bringer vi denne kronik af Flemming Splidsboel Hansen.

KRONIK | Islamismen vinder frem i Tadsjikistan og det øvrige Centralasien, hvor myndighederne svarer igen med undertrykkelse. Det stiller de internationale donorer i et vanskeligt dilemma. I samarbejde med Magasinet Udvikling bringer vi denne kronik af Flemming Splidsboel Hansen.

Det fattige Tadsjikistan er sjældent nyhedsstof på vore breddegrader. Men i april i år blev det centralasiatiske land pludselig forsidestof, da chefen for indenrigsministeriets frygtede specialstyrke, OMON, oberst Gulmorod Halimov, var forsvundet fra sit hjem og der var mistanke om, at han var rejst til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat (IS). Mistanken blev snart bekræftet, da Gulmorod Halimov få uger senere dukkede op i en kort video, hvor han poserende med en automatriffel opfordrer sine landsmænd til at slutte sig til IS og truer den tadsjikiske præsident, Emomali Rahmon, med en kommende islamistisk magtovertagelse.

På det tidspunkt arbejdede jeg i Tadsjikistan, og jeg fornemmede, at noget var hændt, da myndighederne begrænsede adgangen til det i forvejen stærkt censurerede internet. Tadsjikistan er et u-land, men selv i landsbyerne er der netadgang og smartphones, så befolkningen kan nemt få adgang til information, også Gulmorod Halimovs video – hvis myndighederne ellers tillader det. I dette tilfælde, som i så mange andre før, valgte de tadsjikiske myndigheder at blokere for netbrugernes adgang til videodelingstjenester som YouTube. Og det illustrerer ganske fint de centralasiatiske styrers tilgang til udfordringen fra den radikale islamisme: Undertrykkelse og begrænsning er deres foretrukne løsningsmodel.

Præsident på pilgrimsfærd
De fem stater i det postsovjetiske Centralasien – Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan – er alle sekulære. Sovjetunionens mangeårige kamp mod religion har tydeligvis haft en effekt, og i regionen har man generelt været utilbøjelige til at pådutte andre en særlig levevis – således heller ikke en med udspring i en bestemt religion. Dette står i skarp kontrast til de sydlige nabolande Afghanistan, Iran og Pakistan, som alle definerer sig som islamiske stater, og hvor religion selvsagt er stærkt til stede i dagligdagen.

Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen har magthaverne i de fem centralasiatiske stater insisteret på at fastholde sekularismen og holde religion ude af det offentlige liv. Samtidig har politiske ledere dog forsøgt at vinde politisk accept og kapital ved at vise sig offentligt som rettroende muslimer. Eksempelvis har Tadsjikistans præsident, Emomali Rahmon, foretaget en pilgrimsrejse (hadj) til Mekka, en oplevelse, styret ikke tillader hvem som helst at få. Et særligt statsligt råd skal således screene og godkende de mange pilgrimsaspiranter, og kun med en officiel tilladelse i lommen kan de relativt få heldige drage af sted.

Denne politiske balancekunst er præcis så vanskelig, som man skulle tro. Politikernes opportunistiske brug af religion synes netop at åbne for den religiøse vækkelse, de forsøger at forhindre, men uden egentlig politisk legitimitet lader politikerne sig friste af at score billige point på denne måde. De har forsigtigt rakt en lillefinger frem, men befolkningerne er sultne efter meget mere, og regimerne har i stigende grad vanskeligt ved at kontrollere udviklingen, som går i retning af mere religion, mere tradition, mere konservatisme og desværre også flere radikaliserede unge. 

Religion i snævre rammer
For at forstå baggrunden for den religiøse vækkelse skal man tilbage til Sovjet-tiden. Det kommunistiske regime ønskede et totalopgør med religiøs tænkning, og man gik generelt så langt, man kunne, uden at fremprovokere en modreaktion. I Tadsjikistans hovedstad, Dusjanbe, bevarede man for eksempel adgangen til et lille antal moskeer for trods alt at imødekomme befolkningens behov, men det hemmelige politi registrerede alle besøgende, og det var almindeligt kendt, at det var alt andet end karrierefremmende at blive set i moskeen. Ville man have succes i sovjetsystemet, var det marxismen-leninismen, man skulle bekende sig til, hvor end man gik. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 eksploderede interessen for islam i den nye stat Tadsjikistan. Befolkningen som helhed forsøgte at finde tilbage til de kulturelle rødder, som var forsøgt kappet over, og som kunne give en form for identitet i en usikker og foranderlig verden. De lokale magthavere, skolet under Sovjet-tidens sekularisme og ængstelige for at tabe magten til nye og fremadstormende politikere med afsæt i islamisme, besluttede at ride med på den nye bølge, men samtidig at holde al religiøs aktivitet inden for snævre rammer.

I Tadsjikistan dikterer disse rammer blandt andet, at al religiøs uddannelse er stærkt kontrolleret, at unge under 18 år ikke må komme i moskeerne, og at folk under 35 år ikke må drage på hadj, at myndighederne pålægger imamer at forkynde officielle meddelelser og fortolkninger, at alle prædikener optages, og at kvinder med tørklæde eller slør er forment adgang til uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser. Som noget nyt er myndighederne begyndt at tvangsbarbere unge mænd, hvis skæg betragtes som lidt for langt, ”islamistisk” eller simpelthen ”ikke-tadsjikisk”.

Lidt forsimplet er situationen i alle fem centralasiatiske lande, at en officiel udgave af islam, en slags kulturelt glansbillede, dyrkes af en herskende elite, mens andre fortolkninger og praksisser findes halvt eller helt skjult og parallelt med den officielle. Denne parallelverden spænder fra moderate over konservative til ekstremistiske holdninger. Det sidste er forholdsvis nyt, men iagttagere advarer om en udvikling drevet af såvel indre (for eksempel politisk undertrykkelse og udbredt korruption) som ydre (for eksempel påvirkning fra Afghanistan eller IS) forhold. Gulmorod Halimov er efter alt at dømme et eksempel på en loyal tjenestemand, som har levet efter de officielle forskrifter, men som gradvist er blevet desillusioneret og radikaliseret, og som nu vil bekæmpe, hvad han betegner som et korrupt, nepotistisk og ikke-islamisk styre.

Antiradikalisering
Og Gulmorod Halimov er ikke alene. Vi har kun mørketal, og vi kan ikke stole på de lokale myndigheders egne opgørelser over antallet af radikale islamister. Til tider vil myndighederne have en interesse i at underdrive problemets omfang for derved at foregive at have folkets støtte, andre gange vil de have en interesse i at overdrive det for at kunne miskreditere og bekæmpe politiske modstandere. Det anslås dog, at mindst 2.000-3.000 Syrien-krigere kommer fra det postsovjetiske Centralasien, flest fra Usbekistan, hvor befolkningen er størst (29 millioner), undertrykkelsen kompromisløs, og korruptionen ødelæggende for unge menneskers drømme for fremtiden. Men der er også hundredvis af tadsjikiske Syrien-krigere, og de synes at være drevet af en foragt for det eksisterende styre og et håb om et friere og bedre liv under islamismen. Dette ”bedre liv” indeholder også en genforening med en religiøs fortid, som til dels er gået tabt i Sovjet-tiden.

Flere internationale organisationer og donorlande støtter aktivt accepten af religiøs frihed og mangfoldighed i de centralasiatiske lande – for eksempel retten til religiøs uddannelse og til at bære traditionel påklædning – men finansierer samtidig antiradikaliseringskampagner. Blandt donorlandene er Danmark, som via Danida tidligere har støttet oplysningsarbejde blandt sårbare unge og blandt forældre, lærere, politifolk med flere i de mest udsatte regioner i Tadsjikistan. Den tostrengede politik har som formål at styrke den enkeltes frihed til at udtrykke sig religiøst, men samtidig at forhindre en udvikling, som vil begrænse andres frihed til at træffe alternative valg, eller som endog vil true stabiliteten i samfundet.

Det er vanskeligt arbejde. Som udgangspunkt er ingen af de lokale styrer villige til at acceptere mere religion, og den del af indsatsen har derfor vanskelige vilkår. Radikalisering bekæmper de gerne, men samarbejde med internationale organisationer eller donorlande forudsætter en form for åben erkendelse af problemets eksistens og omfang – og muligvis endog egentlige årsager – og det er svært for magthaverne. Flere har levet i fornægtelse i mange år, men truslen fra IS har gradvist ført til en åbning, og der er nu stigende interesse for forebyggende indsatser.

Arbejdet hæmmes dog af det forhold, at de mulige egentlige årsager ikke må berøres. For eksempel har de tadsjikiske myndigheder accepteret undersøgende feltarbejde med spørgeskemaer i forskellige regioner i landet, men dette arbejde -udført af lokale, men finansieret af internationale donorer -må ikke berøre emner som korruption, politisk undertrykkelse og knægtelse af personlige frihedsrettigheder. I stedet spørges folk for eksempel om, i hvilket omfang de ser radikalisering som et resultat af utilstrækkelig kontrol med de religiøse aktiviteter i landet eller som et produkt af påvirkning udefra. Der er stadig grænser, som ikke må overskrides.

Data fra feltarbejde som dette kan så indgå i planlægningen af de forebyggende indsatser. Blandt aktiviteterne er træning i at genkende tidlige tegn på bekymrende adfærd hos sårbare unge, og målgrupperne tæller blandt andet forældre, lærere og politifolk. Et særligt fokusområde er ”træning af trænere”, det vil sige kurser for forskellige ressourcepersoner, som efterfølgende skal gennemføre yderligere kurser i deres lokalområde. Alt dette har givetvis en positiv effekt, men det er selvsagt problematisk, at så mange centrale spørgsmål ikke må stilles, og udfordringen er blot at holde takt med radikaliseringen i samfundet, så problemet ikke vokser sig større, men kan håndteres.

Forhandlingsspil
Trods den fælles fortid er de fem centralasiatiske lande ganske forskellige. Alle kæmper med radikaliserede islamistiske grupper, men udfordringen synes størst i Usbekistan og Tadsjikistan. Netop hér findes den cocktail af religiøse traditioner, undertrykkelse, korruption og fattigdom, som kan skubbe unge i en uheldig retning. Styrerne vil dog meget nødigt se problemets kerne i øjnene, for demokratiske reformer og øget frihed kan give de religiøse grupper større indflydelse og i sidste ende koste lederne magten. Den kortsigtede ”løsning” er at forsøge at håndtere udfordringen via undertrykkelse og begrænsning og så håbe, at antiradikaliseringsindsatsen kan hjælpe til at forhindre yderligere rekruttering til de ekstremistiske grupper. Dette er dog ikke en farbar vej, og der er en risiko for, at vi i de kommende år vil se yderligere radikalisering i det postsovjetiske Centralasien med uro til følge.

For de internationale donorer, herunder Danmark, er risikoen, at man på trods af et ærligt ønske om at gøre godt ender med at gå myndighedernes ærinde. Samarbejdet bliver for ofte et forhandlingsspil, hvor eksempelvis kosmetiske forbedringer i retten til frit at udøve sin religion er en belønning til donorerne for at støtte antiradikaliseringskampagnerne. Det kan synes overraskende, at der er et modsætningsforhold i dette, men problemet er netop, at styrerne ikke ser behovet for antiradikalisering i sammenhæng med undertrykkelse og korruption. I bedste fald ønsker de antiradikalisering med fokus på bekymrende adfærd blandt unge – i værste fald med fokus på at knægte de frihedsrettigheder, som er uddelt med den anden hånd. Udviklingspolitik handler også om vanskelige etiske problemstillinger.

Artiklen er bragt i samarbejde med Magasinet Udvikling, som udgives af Danida/Udenrigsministeriet.

Flemming Splidsboel Hansen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og tidligere chef for den politisk-militære afdeling ved OSCE i Tadsjikistan og dermed ansvarlig for blandt andet anti-radikaliseringsindsatsen.

 

Af Flemming Splidsboel Hansen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<