Ukraines muslimer i væbnet jihad mod Rusland

01. oktober 2015

Muslimsk demonstrant under Euromaidan.

RELIGION VII | Før Euromaidan var Ukraine præget af en høj grad af islamofobi. Men under og efter demonstrationerne på Kievs Uafhængighedsplads har attituden over for ukrainske muslimer ændret sig drastisk. Denys Brylov analyserer.

RELIGION VII | Før Euromaidan var Ukraine præget af en høj grad af islamofobi. Men under demonstrationerne på Kievs Uafhængighedsplads og den efterfølgende russisk-ukrainske konflikt har attituden over for ukrainske muslimer ændret sig drastisk. Det samme har forholdene indenfor de muslimske samfund i Ukraine. Denys Brylov analyserer.

Fra årsskiftet 2013 og 2014 og frem til i dag er der i Ukraine sket en række sammenbrud af tidligere sociale relationer – og formationer af nye – vedrørende slam.

I denne artikel vil jeg beskrive, hvordan det ”muslimske spørgsmål” er blevet aktualiseret, og hvordan den offentlige attitude over for muslimer er gået fra negativ til neutral og endda til moderat venlig.

Jeg vil ligeledes forsøge at vise, hvordan relationer indenfor det muslimske samfund (ummah) er blevet tranformeret, og hvordan en bevæbnet jihad blevet legaliseret og retfærdiggjort i konteksten af den nuværende konflikt.

Islamofobi
Før den politiske krise i Ukraine var attituden over for muslimer i det ukrainske samfund præget af islamfobi. Især blev en række kampagner, startet af nationalistiske bevægelser mod moské-byggeri, de mest voldsomme og spektakulære udtryk for islamofobi.

Under disse kampagner, og kombineret med et pres fra ultra-radikale kræfter på højrefløjen, nægtede eksempelvis byrådet i Khmelnitsk at diskutere spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet ville give land til byggeri af moskéer.

Ligeledes løb bystyret i Belaya Tserkov fra en tidligere beslutning om at give land til moské-byggeri efter en stærk anti-islamisk kampagne. Sådanne begivenheder har også fundet sted i andre byer, i særdeleshed i Lugansk og Kamenets-Podolsk-området.

Islamofobien optræder også i form af misvisende skriverier i medierne, hvor der henvises til ”den islamiske trussel”. På samme måde har der været en stigning i hate-crimes mod muslimer (angreb på åben gade især) samt vandalisme mod gravsteder og ildspåsættelse af moskéer.

Konflikter med Krim-tartarerne
Volden og den negative attitude er symptomatisk for det gennerelle niveau af xenofobi i det ukrainske samfund. Ifølge data fra tidligere forskning er muslimer en af de mest udsatte grupper i det ukrainske samfund. En af grundene til dette er, at de islamiske organisationer i lang tid har været usynlige i det offentlige rum i Ukraine.

Efter Krim-tatarerne blev deporteret i 1944, forsvandt islam fra det religiøse offentlige rum og blev en personlig trossag. Myndighederne har derfor ikke registeret noget muslimsk trossamfund fra 1944 og frem til 1991, hvor Ukraine blev et selvstændigt land.

De deporterede Krim-tatarer vendte dog tilbage i 1980-90’erne. Dette medførte en række konflikter om land og ejendomme, idet de søgte at få deres eksproprierede ejendomme tilbage. Disse konflikter lagde grunden for islamfobiske holdninger.

Situationen ændrede sig dog med ét under Euromaidan og den efterfølgende russiske-ukrainske konflikt. Under konflikten skiftede den generelle attitude over for ukrainske muslimer, ligesom der skete en tranformation af forholdene inden for den ukrainske ummah.

Euromaidans første muslimske demonstranter
Den første fase af Euromaidan (21.-30. november 2013) berørte ikke muslimerne eller nogen religionssamfund specifikt. Den religiøse involvering i Euromaidan kom først natten til den 30. november 2013, da en gruppe demonstranter, primært studerende, blev angrebet af politiets specialenhed, Berkut nær Den Europæiske Plads.

En stor gruppe af de studerende fandt ly i Mikhailovskiy Klosteret, hvorved de sandsynligvis reddede livet. Klosteret tilhører den ukrainske ortodokse kirke, som ikke er universelt ankerkendt af nogen andre ortodokse kirker, og som er kendt som pro-ukrainsk og i opposition til de daværende politiske autoriteter. Dette blev et vendepunkt for religiøse organisationers involvering i konflikten.

Dagen efter, den 1. december, vandrede mellem en halv og en hel million mennesker igennem Kievs gader i protest mod det voldsomme angreb på studenterprotesten dagen før. Denne protest blev også kendt som ”Vredens Maidan” og var vendepunktet for den civile konfrontation med politiet, hvor Maidan blev epicenter for protesten. I disse dage dukkede de første muslimske demonstranter frem, og især en række kvindelige muslimer, der bar traditionel beklædning, tiltræk opmærksomhed.

En af disse muslimske kvinder, Jamilla, der var etnisk ukrainsk, men havde konverteret til islam, gav som begrundelse for sin deltagelse, at hun var bekymret for sin datters sikkerhed, idet datteren studerede på et af de universiteter i Kiev, der var kendt for sin pro-ukrainske position. Hun sagde: ”Når jeg forestiller mig, at min pige kunne have været en af dem, der var blevet tævet, så kunne jeg ikke længere blive hjemme”.

Muslimske ukrainere ikke enige fra starten
Det er værd at notere, at der i starten af Euromaidan ikke var enhed blandt muslimerne. Mange ukrainske muslimer er oprindeligt fra Rusland og har familie der. Det var derfor kun det mindretal af etniske ukrainere, der var konverteret til islam, som ubetinget støttede op om Euromaidan.

Disse konvertitter tilhørte meget forskellige retninger indenfor islam – lige fra radikale salafistiske jihadister til apolitiske traditionelle muslimer. Den nationale identitet blev således mere afgørende end den religiøse.

Ligeledes var der ingen enhed mellem de krimske tartarer. En del af de Krim-tartarer, der er salafister, støttede op om den tidligere regering og deltog aktivt i dens anti-Maidan-møder. Repræsentanterne for Krim-tartarernes salafi-organisation, Sebat, kendt for deres voldelige besættelse af jordlodder, gjorde sig især bemærket.

I den næste fase af Euromaidan fra starten af januar 2014, hvor sammenstødene eskalerede, blev en tjetjensk muslimsk kvinde ved navn Amina Okueva, der var tidligere kirurg, særlig kendt, idet hun sluttede sig til protesterne som læge. Selvom hun var salafi, sluttede hun sig alligevel til den pro-ukrainske fløj frem for at slutte sig til sine pro-russiske trosfæller i Sebat.

I en kommentar på Facebook skrev hun, at hun kun ville accepterer kritik af sit valg fra dem, der var ”ved frontlinjen i Syrien, hvor jeg prøvede at rejse til, men blev stoppet”. I denne kommentar og en række lignende forklarede hun, at hun støttede ideen om væbnet jihad, som er ret populær blandt de tjetjenere, der aktivt har deltaget i kampene mod russerne.

Jihad mod de russiske styrker
De største muslimske organisationer spillede også en rolle i konflikten. Hovedorganisationen for muslimerne i Ukraine tog aktivt del i forsøgene på at mægle mellem parterne og skabe fred. Disse muslimske grupper var særdeles synlige på gaderne, hvor de deltog i interreligiøse gudstjenester inde i selve orkanens øje omkring den tidligere Uafhængighedsplads.

Det afgørende vendepunkt for muslimerne og samfundets opfattelse af dem kom i kølvandet på Euromaidan, Ruslands annektering af Krim og separatistkrigen i Østukraine.

Historisk set er den største pro-ukrainske befolkningsgruppe på Krim de muslimske Krim-tartarer. Ruslands overtagelse af Krim skete på et tidspunkt, hvor de centrale myndigheder i Ukraine var i opløsning. Den primære modstand mod de russiske styrker kom derfor fra Krim-tatarernes paramilitære enheder, hvis hovedorganisationer rent ud erklærede jihad mod de russiske styrker.

Dette understøttede kun den generelle fordom mod islam i det ukrainske samfund, der ofte kan kondenseres til, at islam netop er en krigerreligion. Denne fordom er så udbredt, at de kirkelige ledere ligefrem spurgte deres muslimske kollegaer i den muslimske hovedorganisation, hvornår de planlagde at erklære jihad mod Rusland.

Krim er blevet endnu mere islamofobisk
Den muslimske involvering i konflikten blev aktualiseret i en uoverensstemmelse mellem loyale ukrainske styrkers kampe mod separatisterne i Østukraine. En række frivillige ukrainske bataljoner spillede en afgørende rolle i denne uoverensstemmelse. En af disse bataljoner er de ”Hundrede frivillige for Krim”, som primært består af muslimske ukrainske konvertitter og Krim-tatarer, der har forladt Krim efter den russiske annektering.

Størstedelen af dem er militaristisk indstillede muslimer, der støtter op om Hizb ut-Tahrir. Deres motivation er et ønske om at bekæmpe de pro-russiske separatister, der er associeret med en anti-muslimsk politik, og befri Krim fra russerne.

Den pro-ukrainske attitude i bataljonen skyldes, at den nye ukrainske regering allerede har indført en meget liberal religionspolitik. Den betyder, at Hizb ut-Tahrir og andre salafi-organisationer som Det Muslimske Broderskab kan operere frit uden at opleve restriktioner.

Anderledes står det til i Krim, hvor den religiøse atmosfære er mærkbart forandret. Der sker jævnligt razziaer af moskéer og madrashaer, og en række medier og salafi-muslimske organisationer, såsom Hizb ut-Tahrir, Nurjular og andre, oplever omfattende restriktioner. Det krimske samfund er blevet endnu mere islamofobisk, især fordi internetartikler med titler som ”Islamister i Krim brygger på en plan” cirkulerer.  

Det betyder overordnet, at vi er vidner til et interessant fænomen: ukrainske muslimer har sammen med resten af det ukrainske samfund fået en fælles fjende i de pro-russiske separatister. Dette medfører, at patriotiske muslimer generelt opfattes positivt på trods af de store ideologiske og religiøse forskelle. Særligt besynderligt er det, at begrebet jihad har fået en positiv klang, fordi det betegner en muslimsk kamp mod Rusland, der gavner den ukrainske sag.

Dette kan på sigt blive problematisk, når og hvis konflikten med Rusland bliver afsluttet. Ukraine kan ende med at blive en transitkorridor og base for radikale muslimske grupper, der har deres egne krav til Rusland, såsom veteranerne fra Tjetjenien, Krim og dem, der vender tilbage fra Irak og Syrien. Kun tiden vil vise, om disse bekymrende fremtidsudsigter bliver til virkelighed.


Denys Brylov forsker ved det Nationale Pædagogiske Universitet i Dragomanov, Ukraine.

Læs andre af hans artikler om Ukraine og Islam her.

Af Denis Brylov


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<