Magtskifte i Polen?

22. oktober 2015

Beata Szydlo fra nationalkonservative PiS er muligvis Polens kommende statsminister. PiS fører stort i meningsmålingerne over regeringspartiet PO op til det polske valg, søndag den 25. oktober. Et magtskifte afhænger dog af, hvilke støttepartier, der vælges ind.

VALG I POLEN | Det moderat-konservative regeringsparti PO frygter at miste magten til national-konservative PiS, når Polen går til valg søndag. Valgkampen har især handlet om de polakker, der endnu ikke mærker meget til de gode tider. Michael B. Lauritsen tegner et kort over det polske politiske landskab lige nu.

VALG I POLEN | Det moderat-konservative Borgerplatformen (PO) har været regeringsbærende i Polen siden 2007 med økonomisk liberalisme som ideologisk grundlag kombineret med et afdæmpet, men fast konservativt-katolsk, værdisæt. Trods værdikonservatisme betragtes Borgerplatformen oftest som det store moderne og vestligt orienterede parti i Polen.

Det skyldes i høj grad deres hovedmodstander. Det store oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) er nemlig et nationalromantisk parti med en mere højlydt værdiprofil, der læner sig op ad den katolske kirkes højrefløj på spørgsmål om homoseksuelle, abort, kunstig befrugtning og uddannelse. Partiet har en mere socialt orienteret økonomisk kurs og er desuden skeptisk overfor flere facetter ved det europæiske samarbejde.

Skræmmekampagnens begrænsning
PiS gjorde sig bemærket i udlandet med kontroversielle udmeldinger – især om de store naboer Tyskland og Rusland – da de to grundlæggere, tvillingebrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski, var henholdsvis premierminister (2005-2007) og præsident (2005-2010) for Polen. Deres internationale ageren blev af stadigt flere opfattet som pinlig.

Sideløbende skabte Kaczynski-brødrenes splittelse i Polen med deres indenrigspolitiske hovedværk: ’Den Fjerde Republik’. Et moralsk og politisk renselsesprojekt. Polens Første Republik var Den Polsk-Litauiske Adelsrepublik før 1795, Den Anden Republik var mellemkrigstidens Polen 1918-1939 og Den Tredje Republik Polen efter 1989. Med Den Fjerde Republik skulle Polen tage endeligt afsked med den kommunistiske fortid og det moralske forfald under transitionen. Det skulle ske ved hjælp af korruptionsbekæmpelse og et stædigt opgør med polakker, der havde samarbejdet med myndighederne under kommunismen og stadig besad høje poster i samfundet.

Projektet blev akkompagneret af skingre anklager og overskrifter. Den modstand, som mange polakker til sidst følte mod tvillingernes form, blev effektivt udnyttet i valgkampen op til valget i 2007, hvor PO overtog magten, bl.a. ved brug af en plakatkampagne med ordlyden: ”PiS i regering – polakkerne skammer sig”.

Skræmmetaktikken er siden med succes blevet anvendt af PO ved præsidentvalget i 2010 og parlamentsvalget i 2011, hvor PO-regeringen sensationelt blev genvalgt som den første polske regering siden selvstændigheden med den driftssikre og pragmatiske Donald Tusk ved roret som statsminister.

Tusk er siden forsvundet fra polsk politik til fordel for Bruxelles og en rolle som fast formand for det Europæiske Råd, og da Polen afholdte præsidentvalg i maj i år, syntes også frygten for PiS at være forsvundet fra polsk politik. Den PO-tilknyttede præsident Bronislaw Komorowski tabte valget til PiS-kandidaten Andrzej Duda. Til dels fordi han synes at have undervurderet sine modstandere og forsømt at føre aktiv, positiv kampagne fra starten.

Frygten for PiS er ikke længere nok til at vinde et valg. I samtlige meningsmålinger siden præsidentvalget har PO haltet efter PiS i meningsmålingerne med omkring 10 procent. Og præsident Duda topper troværdighedsmålingerne.

Gaver til de fattige og bank til bankerne
PiS går til valg på løfter om forhøjelse af minimumslønnen, en forhøjelse af bundfradraget, skattelettelser til små virksomheder, ekstra tilskud til fattige børnefamilier og nedsættelse af pensionsalderen, som PO netop har forhøjet til 67 år i en upopulær reform. Det er ikke billige valgløfter, men PiS satser på at kunne finansiere løfterne med momsforhøjelser, mere beskatning af banker og de ofte udenlandsk ejede supermarkeder samt en forbedret skatteindkrævning.

PiS har også slået til lyd for et mindre samarbejdsvilligt standpunkt i forhold til fordeling af flygtninge mellem EU-landene og dermed tvungne flygtningekvoter til Polen. Det står i modsætning til regeringspartiet, der i vid udstrækning har rettet ind efter Tysklands standpunkt på spørgsmålet og i EU-regi har accepteret princippet om tvungen fordeling af flygtninge.

Desuden lover PiS at være den bedste garant for, at Polen bliver ude af Euroen, som har været stabilt upopulær i den polske befolkning siden finanskrisen.

Flygtninge- og euroskepsis til trods, så er PiS’ popularitet i dag i høj grad næret ved social indignation. PiS har også tidligere, med succes, spillet på moralsk forargelse samt vrede og ydmygelse over udlandets behandling af Polen op gennem historien - med seneste akt under EU's udvidelsesforhandlinger.

For selvom Polen er det mest succesfulde europæiske land gennem de sidste 25 år målt i BNP-vækst, selvom uligheden og arbejdsløsheden er faldende, selvom økonomien står til at vokse med 3,3 procent i 2015 og selvom landbruget nyder godt af EU's fonde, så har en stor del af befolkningen uden for byerne ikke oplevet den forhøjede levestandard, som man kunne forvente i et land, hvor den økonomiske succes er blevet meget kraftigt italesat af regeringen, især i årene efter krisen.

Det gør sig ikke mindst gældende blandt unge polakker, der ofte forbigås på et noget stift polsk arbejdsmarked – og som for øvrigt ikke særlig godt husker sidste gang, PiS sad i regering. PiS er ikke længere (kun) et parti for tørklædeklædte koner fra landet med et blindt tillidsforhold til den forhåndenværende præst!

Rundt og møde vælgerne
PO tager også del i kapløbet om ”de forbigåede” og deres stemmer. PO har planer om en omfattende skattereform, der især skal komme de lavstlønnede til gode og har lavet løfter om at hæve minimumslønnen. Og så markedsfører PO sig som det frihedselskende parti i modsætning til PiS, der angiveligt vil gøre polakkerne for afhængige af kirken i moralske spørgsmål om fx kunstig befrugtning.

Den nye PO-leder, statsminister Ewa Kopacz, har også foretaget et velkendt træk for storbypartier, der har mistet kontakten med vælgerne: en togtur rundt i Polen for at møde almindelige borgere. Og så har regeringen desuden flyttet en række regeringsmøder ud til de vigtigste provinsbyer i Polen.

PO har heller ikke kunnet nære sig for skræmmetaktik. De har bl.a. forsøgt at trække den polariserende Jaroslaw Kaczynski ind i valgkampen ved at invitere ham til TV-debat med Ewa Kopacz i stedet for den officielle PiS-statsministerkandidat Beata Szydlo. Kaczynski har en trofast skare af følgere, men scorer meget lavt i tillidsmålinger blandt moderate vælgere, og en af nøglerne til PiS’ succes har netop været for ham at holde sig i baggrunden til fordel for nye ansigter. Han har da også klogt holdt sig i baggrunden i denne valgkamp.

PO har hentet en smule ind på PiS siden præsidentvalget, men har ikke formået at slå mønt af det faktum, at det faktisk går rigtig godt for Polen. PiS virker til gengæld til at have ramt balancen mellem at fremstå ansvarlige og regeringsduelige samtidig med, at de holder et omsorgsfuldt blik på den store gruppe, som endnu ikke for alvor nyder godt af mange års økonomisk vækst i Polen.

Partierne omkring spærregrænsen
Siden selvstændigheden har intet parti i Polen haft flertal alene, og det tegner heller ikke til at blive tilfældet ved dette valg. Derfor bliver en kommende regering nok afhængig af støtte fra andre partier.

Håbet for PO er, at kunne samle en gruppe af ret forskelligartede partier med det til fælles, at de meget gerne vil undgå en PiS-ledet regering.

Det drejer sig om den nuværende meget stabile regeringspartner, bondepartiet PSL. De ligger i meningsmålingerne omkring spærregrænsen på fem procent. Partiet har en klart afgrænset vælgerskare, klare interesser, og skulle være til at forhandle med i regeringsforhandlinger. De har et udstrakt net af aktive græsrødder, hvilket de også har brug for, idet deres direkte konkurrent i landområderne er PiS.

Det nye parti Nowoczesna.pl (Moderne) kom ind på scenen i maj, opstået i protest mod, at PO har bevæget sig for langt væk fra de liberalistiske frimarkedsrødder. Nowoczesna slår til lyd for en flad skat på 16 procent uanset indkomst, og appellerer til de relativt velstående og veluddannede i storbyerne. Dem er der nok af, til at partiet efterhånden ligger stabilt på den gode side af de fem procent og altså sandsynligvis vælges ind.

Nowoczesna skulle være til at forhandle med for PO i en fremtidig regeringskonstellation, selvom de må formodes at stå fast på nogle liberalistiske mærkesager. Men hvis man medregner et tredje støtteparti, som nok bliver nødvendigt for at redde en ny regeringsperiode til PO, kan eventuelle regeringsforhandlinger vise sig at blive besværlige.

Venstrefløjen på vej?
Her står nemlig venstrefløjsvalgkoalitionen Forenet Venstre (ZL), en koalition mellem Demokratisk Venstrealliance (SLD), der er det reformerede kommunistparti, ’Your Movement’, der er en reformeret protestbevægelse, samt flere andre mindre partier på venstrefløjen.

Den polske venstrefløj anført af SLD har siden 2005 ligget underdrejet med en vælgeropbakning på under ti procent ved samtlige valg på grund af korruptionssager, en aura af kommunistiske partifunktionærer, topstyring ved politikere, der klæber til taburetten og kun overfladiske forsøg på fornyelse. Flere opslidende magtkampe har ikke bidraget til partiets popularitet, men har til gengæld stået i vejen for samlende ideer.

Dog synes Forenet Venstre med den nyligt valgte talsperson Barbara Nowacka at have fået et vist momentum, og især yngre kræfter har været aktive. Det giver grund til en vis optimisme for fløjens fremtid, og ZL har i denne valgkamp præsenteret fælles ideer om sekularisering af skolesystemet, ligesom de har taget kampen op med PiS om de socialt indignerede stemmer. Alt tyder på, at Forenet Venstre klarer spærregrænsen, der er otte procent for valgkoalitioner og ikke fem procent som for de andre partier.

Til venstre for ZL står Razem (Sammen). Partiet kan sammenlignes med danske Enhedslisten, men er helt uden deltagelse af tidligere kommunister. De har også haft momentum i valgkampen ved leder Adrian Zandberg, og ligner et friskt pust på venstrefløjen. De fleste meningsmålinger dømmer dem under spærregrænsen. Men nogle giver dem over tre procent, hvilket er nok til at opnå den finansielle støtte fra staten, som er vigtig for at kunne etablere sig som en politisk kraft i fremtiden.

Skulle det lykkes PO at genvinde regeringsmagten med støtte fra et eller flere af de ovenstående partier, så vil det dog blive en ustabil regering, alene på grund af de meget forskellige politiske udgangspunkter i partierne. Derudover vil en regering skulle forholde sig til præsident Andrzej Duda, der kan nedlægge veto mod ny lovgivning, som derefter kun kan gennemtvinges af parlamentet med 3/5 flertal – et flertal, som er meget usandsynligt, selvom lykken virkelig skulle tilsmile samtlige PiS-skeptiske partier.

PiS-lejren heller ikke nem
PiS får på sin side sandsynligvis også brug for støtter, og her er en mulighed, at partiet Kukiz’15 omkring den tidligere rocksanger Pawel Kukiz bliver valgt ind og støtter en PiS-ledet regering. Kukiz har ikke rigtig nogen konkrete programpunkter ud over en stædig og højlydt kritik af det polske system og dets politikere. Det var nok til at give ham 21 procent af vælgernes stemmer ved første runde af præsidentvalget og en meget stor opbakning blandt de yngste vælgere.

Han har dog mistet momentum siden præsidentvalget og er med rette blevet angrebet for sine modstridende udmeldinger og hans kampagnes logistiske støtte fra mere eller mindre rabiate grupperinger på den yderste højrefløj. Men han har en gruppe stædige støtter, der ikke lader sig påvirke, så længe han fastholder sin bastante systemkritik. Og han har ligesom PiS et blik for nogle af de polakker, både unge og fattige, som ikke føler sig taget alvorligt af den nuværende regering. Det kan vise sig at blive nok til at lande over spærregrænsen, og selvom han ikke ønsker at indgå i en koalitionsregering, vil han nok ende med indirekte at støtte en kommende PiS-regering.

En anden uregerlig dark horse på højrefløjen, som kunne fungere som PiS-støtte, er Koalitionen for Fornyelse af Frihedens og Håbets Republik, KORWiN, med excentrikeren Janusz Korwin-Mikke i spidsen. Han har (blandt andet) markeret sig som socialkonservativ og euroskeptisk, men har i denne valgkamp især markeret sig med modstand mod ’islamisering’ af Polen og udnyttet de kulturelle og sikkerhedsmæssige bekymringer, som har spillet en vis rolle i den polske offentlighed siden flygtningekrisen. Han konkurrerer dog om de flygtningeskeptiske stemmer med PiS, og ligger i de fleste meningsmålinger lige under spærregrænsen.

Valget i Polen må stadig siges at stå åbent. Alt peger på, at PiS bliver det største polske parti efter valget, og de er også det mest sandsynlige statsministerparti efter den 25. oktober. Men intet er givet på forhånd, og ligesom PO sandsynligvis står over for en del besværligheder, skulle det lykkes dem at beholde magten, så kan PiS også sagtens ende i besværlige regeringsforhandlinger.

Det eneste man kan sige med stor sikkerhed er, at den næste statsminister i Polen er en kvinde fra højrefløjen, enten Ewa Kopacz fra PO eller Beata Sdydlo fra PiS.

Af Michael Birkkjær Lauritsen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<