Status quo i Tyrkiet?

04. november 2015

Tyrkiets præsident holder tale efter kurdiske angreb i Istanbul. Billederettigheder: Reuters/Murad Sezer

VALGRESULTAT | Erdogan og regeringspartiet AKP’s sejr ved søndagens parlamentsvalg i Tyrkiet manifesterede Erdogans store indflydelse på tyrkisk politik. Valget slog endnu engang fast, at oppositionelle kræfter i Tyrkiet har det svært.

VALGRESULTAT | Erdogan og regeringspartiet AKP’s sejr ved søndagens parlamentsvalg i Tyrkiet manifesterede Erdogans store indflydelse på tyrkisk politik. Valget slog endnu engang fast, at oppositionelle kræfter i Tyrkiet har det svært.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyib Erdogan fik sin vilje og strammede yderligere grebet om magten, da hans parti AKP (Retfærdighed og Udviklingspartiet) og deres premierminister Ahmet Davutoglu ved søndagens parlamentsvalg genvandt flertallet med 50 procent af stemmerne.

Omvalg efter katastrofevalg til AKP

Det er ellers ikke mere end fem måneder siden, at den tyrkiske befolkning sidst var ved stemmeurnerne ved parlamentsvalget i juni. Junivalget blev en mærkbar katastrofe for AKP, der ellers med solide flertal siden 2002 har siddet trygt på magten. AKP mistede i juni knap 10 procent af sine stemmebase, og dermed sit flertal i parlamentet. Efterfølgende forhandlinger om en koalitionsregering med det ideologisk vaklende konservative og socialdemokratiske parti CHP (Det Republikanske Parti) og det stærkt højre-nationalistiske parti MHP (Det Nationalistiske Folkeparti) gled hurtigt ud i sandet, og i slutningen af august erklærede Erdogan omvalg.

Tilbage i juni blev valgets store sejrsherre det pro-kurdiske parti HDP (Folkets Demokratiske Parti), der kom ind i parlamentet med 13 procent af stemmerne. HDP havde med deres liberale, miljøorienteret og rettighedsbaserede dagsorden især formået at tale til de dele af befolkningen, der var trætte af præsident Erdogans stigende autoritære tendenser.

Kampen om de nationalistiske stemmer
HDP’s store last, i statslige øje, er deres forbindelser til den kurdiske guerilla bevægelse PKK (Kurdistans Arbejderparti), som siden 1984 har været i krig med den tyrkiske stat om kurdiske rettigheder. Selv ikke påbegyndte fredsforhandlinger i 2013 har hjulpet på, at AKP-regeringen stadig anser og italesætter PKK for en terrorbevægelse. AKP havde ellers igangsat fredsprocessen for at vinde kurdiske vælgere, men HDP’s fremkomst i de kurdiske dele af landet viste, at AKP ikke kunne mobilisere stemmer der. I stedet valgte de, ved søndagens valg, at satse hårdt på at genvinde de nationalistiske stemmer – stemmer de ved valget i juni havde tabt til MHP’s højre nationalistiske stemmebase. 

I slutningen af juli besluttede den tyrkiske regering, med Erdogans stormende krigsretorik i spidsen, at optrappe krigen mod PKK i den sydøstlige del af landet. PKK gjorde heller ikke det politiske landskab mere fredeligt ved at gengælde med angreb på tyrkiske militærposter. To års succesfulde forhandlinger var smidt på bålet. Med i denne taktiske beslutning, må dog heller ikke forglemmes, at koalitionens hjælp til den kurdiske oprørsgruppe PYD (Unionens Demokratiske Parti) og deres kamp mod islamisk stat i Nordsyrien, havde fremprovokeret rynker i panden hos AKP, som pludselig kunne ane et kurdisk pres, der også kunne skabe momentum til PYD’s ligesindede hos PKK.

Sydøsttyrkiet og kurdisk politik voldsomt udsat
Den borgerkrigslignende tilstand i den sydøstlige region har op til søndagens valg haft voldsomme konsekvenser for infrastrukturen i flere landsbyer i Sydøsttyrkiet. Hundredevis af militante er blevet slået ihjel – både på tyrkisk og kurdisk side, ligesom adskillige civile kurdere er blevet dræbt. Cizre provinsen tæt ved grænsen til Syrien har siden august været i undtagelsestilstand, og er hærget af voldsomme strømafbrydelser, forfærdelige sanitære forhold og militær undertrykkelse af lokalbefolkningen.

 Krigens optrapning i Sydøsttyrkiet har også haft konsekvenser for HDP som henter størstedelen af sin vælgerbase i den del af landet. Her har HDP efterhånden måtte affinde sig med en hverdag, hvor deres kontorer angribes og udsættes for hærkværk. Endnu mere tragisk er det, at Tyrkiet siden valget i juni har været ramt af de mest voldsomme terrorhandlinger i landet i mange år. Tre terrorangreb møntet på HDP aktivister har således fundet sted i Diyarbakir i juni, Suruc i juli og Ankara i august og har samlet kostet over 130 mennesker livet.

Selvom meget tyder på, at angrebene kom fra terrorceller i Tyrkiet i ledtog med Islamisk stat, som kurdere i regionen har kæmpet mod siden sidste sommer, så har den tyrkiske regering ved flere lejligheder påpeget, at PKK også kunne være skyld i angrebene. Ved seneste terrorangreb i Ankara 10 oktober, hvor 102 fredelige politiske aktivister mistede livet, bemærkede premierminister Davutoglu, at en ’terrorcocktail’ blandet af IS og PKK, var bag angrebet. Dette selvom en af de mistænkte gerningsmænd, har direkte forbindelse til en IS celle fra den sydøstlige flække Adiyaman. 

Regeringens retorik har haft det klare formål at isolere HDP ved at sætte dem i bås med PKK og kalde dem terrorister, ligesom at de har ønsket at minde befolkningen om, at i en tid hvor landet er angrebet udefra, så er en stabil flertalsregering det eneste holdbare valg. Især de ældre generationer kan stadig huske de fatale kaotiske år i 1990’erne, hvor krigen mellem den tyrkiske stat og PKK var på sit højeste, og hvor adskillige koalitionsregeringer gjorde det umuligt at tage politiske beslutninger.

Taktikken vandt – genvalg til Erdogan
Præsident Erdogan og AKP’s taktik har åbenbart virket. I en tilstand af krise i landet har befolkningen valgt en politisk fortælling de kender, og som på trods af kritik mod regeringens undertrykkende politiske apparat, stadig ses som tryg og værdig. Den optrappede krig mod PKK og presset fra Islamisk stat-relateret angreb har givet tyrkiske vælgere et indtryk af, at AKP med sin mange succesfulde år bag magten er det eneste parti, der kan redde Tyrkiet fra sammenbrud. Her har en stadig stabil økonomi været udslagsgivende. Økonomien har mindet befolkningen om, at det var Erdogans parti, der i 2002 ændrede landet fra at være tæt på at gå bankerot, til at blive en økonomisk gigant med stigende vækstrate indtil fornyeligt – også selvom den tyrkiske lire har været i massiv fald siden terrorangrebet i Ankara i starten af oktober.

Dertil kommer man næppe udenom, at Erdogans flygtningepolitik, hvor Tyrkiet har taget imod over 2 millioner syriske flygtninge, i egne kredse betragtes som en succes. Erdogan ses blandt sine støtter som en filantropisk leder, der hjælper de svage. Det taler godt til AKP’s stigende religiøse vælgerskare. Ligeledes har hans flygtningepolitik skabt et stærkt udenrigspolitiske manøvrerum for AKP, hvor EU for øjeblikket afviger med kritik i håb om, at Tyrkiet hjælper med at finde en løsning på den massive flygtningekrise. Seneste gave fra EU’s side, var at den årlige EU-rapport om Tyrkiet, der ventet ville være dybt kritisk, blev udskudt fra den 19. oktober til en ikke fastlagt dato efter valget.

Hvad nu? - En presset opposition
Valget i søndags slog endnu engang slået fast, at oppositionelle kræfter har det svært i Tyrkiet.

Det kan blandt andet skyldes den barske og kritiske modstand, som HDP har mødt fra regeringen. Flere valgsteder i Sydøsttyrkiet har været lukket ned, ligesom at HDP af frygt for flere terrorangreb har måtte aflyse de fleste offentlige politiske møder. Det har derfor været umuligt at skabe manøvre rum til at gentage succesen fra juni. I søndags klarede de lige akkurat parlamentets kritisable spærregrænse cut på 10 procent. 

En anden side af sagen er, at parlamentets to andre partier CHP og MHP endnu engang fejlede. På trods af en ellers mere offensiv politisk kampagne, så virker det største oppositionsparti CHP stadig uden overbevisende politiske modsvar til AKP. Det er desuden ingen hemmelighed, at 2/3 af Tyrkiets 50 millioner vælgere, gerne stemmer til højre for midten. De nationalistiske stemmer AKP tabte ved seneste valg til MHP, er hentet tilbage med deres optrapning af krigen mod PKK. Søndagens resultat viste dertil, at selv når AKP er presset, så kan de godt vinde uden en kurdisk stemmebase.

Erdogans overskyggende magt manifesteret
Valgsejren blev i den grad en markant succes for præsident Erdogan. På trods af sin altomfattende magt, havde han denne gang op til valget, besluttet at nedtone den offentlige tilstedeværelse hos AKP. En beslutning som ifølge forfatningen burde være logisk, siden præsidenten besidder et upartisk embede, men som han igennem et hav af autoritære beslutninger, siden han overtog præsidentembedet i august sidste år, virker unaturligt på ham.

Men en mere tilbagetrukken stil har vist sig smart. Godt nok fik AKP ikke stemmer nok til at overtage de 330 ud af 550 ud af parlamentsvalget, som vil være nok til at have 2/3 flertal, og dermed indfri Erdogans store drøm: et præsidentielt system. Til gengæld synes vejen mod denne drøm tættere end nogensinde. Med 50 procent af stemmerne og 317 parlamentspladser har store dele af befolkningen accepteret eller lukket øjnene for, at Erdogan stort set har overtaget kontrollen både over den lovgivende, udøvende og dømmende magt i landet samtidig med, at kritiske journalister konstant er i farezonen for en fyreseddel eller fængsling.

Tilbage står Tyrkiet nu endnu engang efterladt med et dybt polariseret samfund, hvor en desillusioneret opposition lever i en tilstand af frygt og magtesløshed. I stedet kan der håbes på, at den stadig stigende opposition fra den unge generation gennem politiske bevægelser, græsrodsbevægelser og initiativer, hurtigt genvinder de seneste års tro og tydelige beviser på at, oppositionelle kræfter stadig har en rolle at spille. I hvert fald hvis en demokratisk fremtid i landet skal eksistere.

Mathias Findalen Bickersteth, Cand mag i Historie og Mellemøststudier. Har både boet i Tyrkiet af flere omgange og har fulgt den yngre generation af tyrkiske og kurdiske politiske aktivister tæt de senere år. Han er tidligere ekstern lektor på Mellemøststudier på Københavns Universitet og har ligeledes arbejdet med det tyrkiske medielandskab for organisationen International Media Support. I dag bruges han som ekspert i Tyrkiske forhold både på Radio 24/7, TV2 news og P1.

Af Mathias Findalen Bickersteth


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<