En slags retfærdighed

18. december 2015

International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia. Her så krigens ofre de anklagede krigsforbrydere i øjnene foran en dommer. (Foto: Magasinet rØST)

FORSONING | Det internationale retsopgør efter konflikten i det tidligere Jugoslavien gav stemme til ofrene for de uhyrlige krigsforbrydelser. Men var sandheden også nøglen til fred og forsoning? Tilbageblik af Frederik Harhoff, tidligere dommer ved tribunalet i Haag.

FORSONING | Det internationale retsopgør efter konflikten i det tidligere Jugoslavien gav stemme til ofrene for de uhyrlige krigsforbrydelser. Men var sandheden også nøglen til fred og forsoning? Tilbageblik af Frederik Harhoff, tidligere dommer ved tribunalet i Haag.

No Peace without Justice – no Justice without Peace. Denne tankegang lå bag oprettelsen i 1993 af FN’s Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien. Også kendt som ”Tribunalet” eller  International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia (ICTY), hvis arbejde først kom i gang i forsommeren 1995.

Et retsopgør efter den model, som ICTY er udtryk for, giver anledning til en lang række principielle overvejelser af både politisk og retlig karakter. Hvordan vægter man hensynet til ofrene og deres pårørende i forhold til de formodede gerningsmænd, så de og de samfund, de hver især er en del af, så vidt muligt kan komme til at leve sammen i fordragelighed?

Og er det muligt i en sådan type proces at sikre en retfærdig rettergang, der lever op til de standarder, vi normalt bekender os til i Europa?

Had og tilgivelse
Det er et udbredt synspunkt, at et retsopgør efter en væbnet konflikt i virkeligheden kan modarbejde fredsprocessen. Bl.a. fordi straffesagerne mod de formodede krigsforbrydere nemt kan få konflikten til at blusse op på ny, når den ene parts ”krigshelte” bliver stillet til ansvar ved landets domstole, der domineres af den anden part.

Denne holdning er imidlertid efter min vurdering fejlagtig – eller i hvert fald ufuldstændig.
Der er ingen tvivl om, at et retsopgør spiller en betydelig rolle i bestræbelserne på at forsone de stridende parter efter ophøret af en væbnet konflikt, uanset om der er tale om en international krig eller en borgerkrig.

Det skyldes først og fremmest, at retssagerne bidrager til, at i hvert fald en del af sandheden kommer frem i offentligheden, og at der bliver placeret et ansvar for de forbrydelser, der fandt sted. Fjendebillederne må nedbrydes, sandheden må fortælles uden omsvøb, og ofrene for forbrydelserne må lære at tilgive deres gerningsmænd.

Mægling mellem to indbyrdes hadefulde befolkninger er imidlertid overordentlig vanskelig, ikke mindst fordi der ofte knytter sig historiske fortællinger om tidligere overgreb til hadets begrundelse. Sådanne overgreb skal jo i krigens vanvittige logik hævnes for at understøtte selvrespekten, den nationale stolthed, de statslige interesser og ikke mindst drømmene om egen storhed. Det har vi hørt alt for mange gange før, og det er næsten altid her, det går galt.

Vanskelighederne ligger især i spørgsmålet om blotlæggelse af forbrydelserne, for det er her, at smerten, hadet og hævnen er rodfæstet. Sandheden om forbrydelserne må frem, ikke blot for at ofrene og deres pårørende kan få vished om, hvad der egentlig skete med deres savnede og dermed, om muligt, få bortvejret deres værste anelser og mistanker, men også for at gerningsmændene kan få lejlighed til at vedkende sig, angre og undskylde deres overgreb.  

Sandheden er imidlertid bedst fortalt, hvis den fortælles frivilligt i dialog med de berørte. Er det ikke muligt, må sandheden tvinges frem, og det er her, at retsopgøret kommer ind.

De internationale opgør
ICTY har forsøgt at bidrage til forsoningen ved at afholde offentlige møder i lokalsamfund i kølvandet på domme i de sager, hvor forbrydelserne var begået i et bestemt geografisk område. På disse møder er anklageren og forsvareren mødt op sammen med registraren (justitssekretæren) og har forklaret, hvordan efterforskningen foregik, hvilke beviser, der blev tilvejebragt og hvordan, hvilke problemer, der dukkede op under sagen for henholdsvis anklager og forsvarer, og hvad der i øvrigt blev lagt vægt på i dommen, herunder i strafudmålingen.

Tilhørerne, der bestod af både pårørende og gerningsmandens bagland, kunne herefter stille spørgsmål til anklageren, forsvareren og registraren, og møderne forløb for det meste i god ro og orden. Formålet var at skabe større opmærksomhed om dommen i hvert enkelt tilfælde og herunder navnlig give tilhørerne et indblik i, hvad der var foregået før og under selve retssagen.

Dermed blev dommen mere nærværende og forståelig for offentligheden. Herudover er der gennem registrarens såkaldte ”Outreach Program” løbende blevet givet information til offentligheden om sagerne i de områder, der har været særligt berørt af forbrydelserne.

Endelig har der været holdt en række konferencer for dommere og anklagere i det tidligere Jugoslavien, hvor dommere og anklagere fra ICTY har videregivet deres erfaringer med retssagerne i Haag og redegjort for ICTY’s udvikling af den humanitære folkeret gennem tribunalets retspraksis.

Retsopgør til diskussion
Jeg har selv deltaget i flere af disse konferencer, og det er mit indtryk, at de har været nyttige både for de eks-jugoslaviske dommere og anklagere og for os selv. Det er dog svært at sige, om disse initiativer har haft nogen virkning for forsoningsprocessen og i givet fald hvilken – ud over at styrke tilliden og netværket mellem de nationale domstole og ICTY.

Det har selvsagt også været overvejet, om der i stedet for en international straffedomstol burde have været nedsat en sandhedskommission i stil med de sydafrikanske TRC’s. Et tilsvarende spørgsmål blev også rejst efter borgerkrigen i Rwanda – forud for etableringen af FN’s Rwanda-Tribunal i 1994.

Men sandhedskommissioner virker ikke altid efter hensigten. Det er med andre ord ikke givet, at en sandhedskommission i det tidligere Jugoslavien ville have bidraget mere konstruktivt til forsoningen og freden end retsopgøret ved ICTY i Haag.

Jeg er ikke generelt skeptisk over for sandhedskommissioner. Min pointe er blot, at det ikke i alle tilfælde vil være muligt at få etableret sandhedskommissioner til at arbejde konstruktivt med forsoning i lande, der har været splittet af en blodig borgerkrig med et meget stort antal alvorlige forbrydelser, og at det derfor i sådanne tilfælde kan være mere hensigtsmæssigt i stedet at gennemføre et retsopgør.

Blandet modtagelse
Straffesagerne ved ICTY har, som man kunne forudse, fået en blandet modtagelse. Næsten hver gang, der blev afsagt en dom i Haag, har der lydt skarpe protester fra ofrene og deres organisationer. De har hævdet, at den eller de domfældte har fået en alt for mild straf, mens den eller de dømtes bagland tværtimod har indvendt, at dommen var alt for hård, og at processen ikke har været retfærdig.

Begge indvendinger viser, at det fortsat kniber med både forsoningen og tilliden til den retfærdighed, der udgår fra Haag. Som dommer har jeg alligevel hørt mange af de ofre, der er blevet ført som vidner ved ICTY, give udtryk for deres dybe taknemmelighed over at have fået lov til at fortælle omverdenen om deres lidelser og de overgreb, de har været udsat for.

Det er utvivlsomt en kolossal befrielse for ofrene og en anerkendelse af deres smerte, når de oplever, at deres vidneudsagn bliver lagt til grund for en domfældelse af gerningsmanden: Lidelserne bliver synliggjort og bekræftet ved dommen over den tiltalte.

Heri ligger i sig selv et vigtigt element i forsoningen. Ofrene skulle ellers have levet alene med deres smerte. Det styrker utvivlsomt deres oplevelse af retfærdighed, også selv om de er uenige i strafudmålingen. Det må ikke overses, at netop hensynet til ofrene er den primære begrundelse for tribunalets eksistens og det retsopgør, det er sat til at forestå.

Personligt er jeg derfor ikke i tvivl om, at retsopgøret ved ICTY i hvert fald indirekte har haft en vis forsonende virkning på forholdene i det tidligere Jugoslavien i den forstand, at nogle af ofrene har fået anerkendelse af deres lidelser og har set, at retfærdigheden trods alt er sket fyldest i ét eller andet omfang.

Retssagerne har måske været for få, for langsomme, for langt væk fra begivenhederne og ikke mindst for dyre. Men dommene er gennemgående grundige og velargumenterede. Skylden og ansvaret er efter min vurdering blevet placeret rigtigt hos dem, der indtil videre er blevet endelig dømt.

Dertil kommer, at processen som nævnt har ansporet nationale domstole til selv at gå i gang med et nationalt retsopgør både i Bosnien, Kroatien og Serbien.

Frederik Harhoff er dr.jur., professor ved Syddansk Universitet og tidligere dommer ved ICTY.

Denne artikel er et forkortet uddrag af kapitlet ”En slags retfærdighed” i den netop udkomne bog "Og Balkan kom til Danmark". Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og er redigeret af Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss. Pris 300 kr. Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Europa.

Af Frederik Harhoff


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<