Burkaforbud, brain drain og Baltikum

08. januar 2016

Fra en demonstration i Estland i oktober, skeptisk overfor EU-pålagt modtagelse af flygtninge

KONFERENCE | Mens flygtningekrisen var på sit højeste, diskuterede burkaforbud i de baltiske lande. Eftertanker ovenpå decemberkonference om europæisk migration i Riga.

Mens flygtningekrisen var på sit højeste i Europa, diskuterede man internt i de tre baltiske lande, hvorvidt burkaen skulle forbydes ved lov. Ikke at det nogensinde har været et aktuelt eller presserende problem i disse lande, da antallet af (ortodokse) muslimer stort set kan tælles på en hånd. Problemet er altså endnu af en mere symbolsk karakter, men tiltrækker sig alligevel meget større medieopmærksomhed end den kraftige migrationsudfordring, specielt letter og litauere står overfor – de mange der forlader landet.

De voldsomme reaktioner på tværs af den europæiske union - tonalt som fysisk i form af opførsel af hegn - hvor hver enkel europæisk nation præsterer sit eget værn imod de udefrakommende er opsigtsvækkende. Migration er i denne henseende et komplekst begreb, hvori flygtningestrømmen sprogligt placeres, og indgår i en cyklisk bevægelse henover kontinentet. Stiller man skarpt på de tre baltiske landes demografiske udvikling i den sammenhæng, er det tydeligt, at Estland, Letland og Litauen i de seneste år har oplevet - og endnu oplever – en forøgelse af statsborgere, der tager til Skandinavien og Nordvesteuropa for at tage arbejde i et forsøg på hovedsageligt at forbedre levevilkår og indkomst.

Arbejdsemigrationen spiller derfor en helt central rolle i den nationale vækkelse, der netop kommer til udtryk og lever i bedste velgående på disse kanter. Man frygter ganske enkelt for nationernes fremtid, når befolkningstallet er faldende, og værner derfor i højere grad om sproget, nationalidentiteten og ser derfor intet problem i at holde så stærkt fast i sine kulturelle rødder eksplicit, at en måske sund patriotisme udvikler sig til en stærkere nationalisme, skepsis og frygt, der voldsomt markeres ved heftige holdninger til flygtningekrisen. 

Når en god portion af de veluddannede og arbejdere forlader hjemlandet til fordel for bedre uddannelsesmuligheder og lønninger, kan det, selv som udenforstående, virke åbenlyst, hvorfor man til stadighed værner om det snævert nationale. I de baltiske lande i dag, går man dog også på barrikaderne for at forsvare sig imod det mulige multikulturelle samfund, hvor burkaen står som et symbol på dette.

Multi-kulti en mulighed i Baltikum?
Hvorvidt et multikulturelt samfund i Estland, Letland eller Litauen reelt er muligt, er ikke kun op til de individuelle samfund – det kræver for så vidt også, at der er flygtninge/migranter, der vælger at tage til et af disse lande. I mellemtiden bliver det igen aktuelt at beskæftige sig med levestandarder og muligheden for at skabe sig et godt liv, der ikke blot omfatter tryghed, men at der også eksister et solidt fundament for at integrere sig fuldt og helt. Estland, Letland og Litauens attraktionsværdi er forholdsmæssigt lav, hvilket netop også understreges i arbejdsemigrationstendensen.

Og det er her, at vi igen er tilbage ved udgangspunktet: hvis ikke engang de grundlæggende sociale, politiske, økonomiske og kulturelle mekanismer (og viljer) for at integrere de etniske russiske eller polske mindretal er tilstede, hvordan skulle man så kunne påtage sig, at integrere mennesker, der kommer fra Mellemøsten, når man så tydeligt udtrykker skepsis i denne  krisesituation i EU? 

Det bør i denne kontekst nævnes, at Estland er tildelt 373, Letland 776 og Litauen 1107 flygtninge. Og som det fremgår af EU Rådets dokument vedrørende omfordelingen af de allerede modtaget flygtninge, der befinder sig i Grækenland og Italien, får hvert nyt modtagerland 6.000€ pr. flygtning. Dette er naturligvis ikke et stort beløb, men trods alt en form for startkapital, der er værd at tage med, når det politiske argument i de tre lande er, at man (heller) ikke er økonomisk rustet til at kunne tage imod flygtninge. Men netop de baltiske lande bør overveje, hvorvidt de nytilkomne kunne indgå i samfundet, styrke det og bidrage til økonomisk, social og kulturel vækst på sigt, når større dele af befolkningerne vælger at tage til lande med flere attraktive muligheder. Migrationscyklussen er udvidet, og hvordan man vælger at håndtere og reagere på den, er tilsyneladende en individuel nationalstats sag på trods af EU-medlemskabet. Når dette er sagt, er det ikke svært at relatere til den frygt, som de mindre lande har for at blive en minoritet i deres eget land på sigt, hvis den massive bølge af flygtninge fortsætter.

Det lader til, at man i de baltiske lande også lider af et historisk hukommelsestab, hvor mange tusinde estere, letter og litauere tog til Vesten som følge af den anden sovjetiske besættelse. Det kan være mere end blot et hukommelsestab, der er på færde. Den tiltagende nationalisme, som ikke kun er en tendens i Estland, Letland og Litauen, men også i Centraleuropæiske lande og på Balkan, præges også af arven efter – og opgøret med - Sovjetunionen. De samfundsmæssige processer og transitionen, som disse lande endnu befinder sig i på forskellige planer, bevirker netop, at en fremtrædende offer-mentalitet som nation indfinder sig i sådanne kritiske situationer, som flygtningestrømmen til Europa har affødt.

Migration som positiv og negativ kraft
Offermentalitet eller ej, så fremstår EU som et væsentligt positivt rum for udvikling. Man modtager finansielle bidrag, er blevet indlemmet i Euroen og er en del af Schengen-samarbejdet, der muliggør bevægelsesfriheden fra bl.a. de baltiske lande til Nord- og Vesteuropa. Hvorvidt EU fungerer som et toneangivende instrument til at skabe udvikling, vækst, sikkerhed og velstand, afhænger dog af konteksten. Når de baltiske lande positionerer sig imod EU på netop flygtningeområdet, fristes man også til at spørge, om det ikke vil have konsekvenser for EU's vilje til at bidrage til at værne om Estland, Letland eller Litauens nationale interesser i andre henseender?

Globalisering, e-økonomier og transnationalisme er nøgleordene i den stigende arbejdsmigration fra øst til vest. Det bør dog nævnes, at arbejdsløsheden er faldende i alle tre baltiske lande, ifølge den lettiske migrationsforsker ved Letlands Universitet i Riga Mihails Hazans’ undersøgelser. Hazans forskning peger yderligere på, at de foretrukne emigrationsdestinationer er Norden/Finland for estere, og Storbritannien/Tyskland for letter og litauere. Dertil påviser han, at de økonomiske faktorer spiller højest ind hos letterne og mindst ind hos esterne, men i samme ombæring motiveres letterne også til at emigrere af ikke-økonomiske årsager.

Letland er det af de tre baltiske lande, der kæmper mest med emigration, og derfor er mest demografisk udfordret. Hazans understreger, at det er en tendens, der er kommet for at blive, og at diasporaen vil fortsætte på sigt, hvis der ikke politisk sættes ind for at forhindre dette. Når lettiske Janis tager til Herning for at tage et arbejde, mister Letland ikke bare en hjerne, men også vigtige hænder der kan være med til at sikre Letlands fremtid – også rent demografisk.

Der er betydelige positive effekter af migration. Konkret for den enkelte migrant, der ofte får et bedre liv, modtagerlandet får en nødvendig – må man gå ud fra – arbejdskraft, afsenderlandet får formindsket sin arbejdsløshed, og ikke sjældent sender Janis penge hjem og vender tilbage til hjemlandet med nye kompetencer. Men ofte bliver han også i fx Danmark eller Tyskland.

I den danske debat fokuseres ofte på de velfærdsydelser børnepenge, understøttelse eller lignende, som indvandrere kan opnå,  og om de virkeligt skal være af samme størrelse for folk, der ikke bliver hele livet i Danmark, og derfor ikke har bidraget hele livet til det danske system. Hazans ser det fra det modsatte perspektiv. Estland, Letland og Litauen leverer jo arbejdskraft og dermed merværdi til DK og andre, hvormed de baltiske lande mister hænder og indtægt, hvorfor Danmark og andre lande burde betale et beløb for hver immigrant, der arbejder der.

Europæisk migration til debat i Riga
I Letlands hovedstad Riga har ikke blot de baltiske, men de europæiske migrationsforhold været til debat i december. Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen har i samarbejde med ’The International Sonnenberg Association’, under EU-projektet ’MyEurope’, inviteret politikere, forskere, studerende, NGO-medlemmer og alle andre interesserede EU-borgere til en debat på Letlands Nationalbibliotek om de mangfoldige udfordringer, som både Baltikum og Europa står over for i disse migrationsprægede tider.

Et af konferencens centrale spørgsmål var, hvordan man udvikler et europæisk fællesskab præget af national og regional diversitet med fokus på en social og demokratisk udvikling. Ved at udveksle erfaringer om lokale som regionale og nationale udfordringer på tværs af grænser blev der drøftet og fremæagt ideer til fremtidens Europa fra øst til vest. 

Konferencens fokus var at sætte migrationsproblematikken i et større europæisk perspektiv. Mange baltere føler måske forståeligt nok, at de er mættet af integrationsudfordringer med det store antal russere, der bor i landene. Mødet med andre europæere, som hver især har deres specifikke nationale udfordringer i forhold til migration og flygtningekrisen er en vej til at forstå, at Europa er forskelligartet og alsidig, men stærkest, når vi går sammen og løser problemerne i fællesskab.

140 mennesker fra 14 forskellige lande, der i fællesskab diskuterer udfordringer og løsninger i det lettiske Nationalbibliotek, kommer selvfølgelig ikke til at skabe nogen større omvæltning i de baltiske samfund eller sindelag. Men bevidstheden om, at man ikke står alene med sine problemer, og at andre EU lande for eksempel anerkender de demografiske udfordringer, balterne står overfor, med en svindende befolkningsgruppe af unge arbejdsduelige og veluddannende og et stor etnisk mindretal, er første skridt til anerkendelse af, at de baltiske og andre enkelte europæiske lande heller ikke bør stå alene med de udfordringer, flygtningekrisen har bragt med sig.

Det første skridt mod en forståelse af migration i Europa kan være, at afmontere den gængse tilgang til problemstillingerne som isolerede og nationale anliggender, men at forstå dem som en fælles udfordring, der kræver fælles løsninger.

Signe van Zundert er cand.mag. og arbejdede indtil for nylig hos Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen. Niels Skibsted, praktikant samme sted, har bidraget til artiklen.

Af Signe van Zundert med bidrag af Niels Skibsted


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<