Zoom på polsk fotografi

21. juli 2016

Foto: Marcin Ryczek

FOTOANMELDELSE | På Nordsjælland er der indtil 13. august mulighed for at opleve alsidig polsk fotokunst i udstillingen 'Zoom på Polen', hvor ni udvalgte kunstnere udstilles i regi af Hillerød Kunstforening Annaborg. Værkerne repræsenterer forskellige stilarter fra både anerkendte fotografer og talenter.

I Hillerød på Nordsjælland er der indtil 13. august mulighed for at opleve alsidig polsk fotokunst i udstillingen 'Zoom på Polen', hvor ni udvalgte kunstnere udstilles i regi af Kunstforeningen Annaborg. Værkerne repræsenterer forskellige stilarter fra både anerkendte fotografer og talenter.

Annaborg danner den perfekte ramme om udstillingen med sin særlige indretning, som fremhæver den enkelte kunstners værker uden at bryde helheden i udstillingen. Hver kunstner har fået tildelt et eller flere rum, hvilket giver mulighed for at mærke stemningen uden distraktion.

Udstillingen består af tre dele, der tilsammen giver et indblik i, hvad der rører sig inden for polsk fotografi.

Kacper Kowalski er fotograf, arkitekt og pilot, og det afspejles i hans billeder. Med et særligt perspektiv viser Kowalski Polen fra luften og afslører vinkler, som vi ellers ikke har adgang til. De spændende mønstre, værkerne indeholder, danner et grafisk udtryk og kan sommetider gøre det svært at placere motivet. Det er kun med til at pirre nysgerrigheden. Som noget helt særligt er Kowalskis billeder mærket med længde- og breddegrader, således er det muligt at finde frem til den præcise beliggenhed for hvert enkelt motiv.

Kacper Kowalski har vundet flere internationelle priser deriblandt World Press Photo, Picture of The Year International og Grand Press Photo.

Marcin Ryczek specialiserer sig i fotografi, der referer til symboler og geometri. Han er verdenskendt for sit prisbelønnede billede “A Man Feeding Swans in the Snow”. Billedet er en del af udstillingen i Annaborg, og hvis man nærstuderer værket, kan man forstå, hvorfor det har fået den store opmærksomhed. Ryczeks værker udstråler en ro med minimalistiske motiver, sort/hvide nuancer og grafiske beskæringer. Stærke kontraster er med til at fastholde fokus på fortællingerne i Ryczeks billeder og fremhæver “det hverdags-agtige” i motiverne.

Fotolinjen fra Filmskolen i Lodz byder på fotografier fra en række unge studerende, som er i den afsluttende del af deres uddannelse. Hver især har de en eksperimenterende og personlig stil og udfordrer med deres til tider skæve tilgang til fotokunsten. I denne del af udstillingen er det også muligt at opleve værker af Szymon Kobusinski, uddannet fra Filmskolen i Lodz samt professor Tomasz Komorowski, underviser og kurator for de studerendes værker.

Udstillerne fra Filmskolen er Adrian Gachewicz, Magdalena Franczuk, Aleksandra Malinowska, Robert Mainka og Tomasz Wysocki.

Overordnet er Zoom på Polen en spændende visuel rejse med noter af realisme og drømme. Det hele serveret i hyggelige og intime omgivelser. Det kræver ingen særlig kendskab til polsk fotokunst for at nyde udstillingen.

Der er gratis entré til udstillingen, som kan opleves på Hillerød Kunstforening, Annaborg, Frederiksværksgade 2A, 3400 Hillerød indtil den 14. august 2016. Se mere på Hillerød Kunstforenings hjemmeside

Den nysgerrige kan gå på yderligere opdagelse i fotografiets historie i Polen ved at klikke ind på multimedieguiden, som Culture.pl for nyligt har lanceret

Beata Hoffmann Pedersen er cand.mag. i Polsk Sprog og Kultur fra Københavns Universitet

Af Beata Hoffmann Pedersen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<