Makedonien: Det yngste europæiske diktatur

09. august 2016

Det nationalkonservative parti tager skridt henimod at etablere et diktatur.

DEBAT | Det demokratiske valg i Makedonien er blevet udsat flere gange og fortsat ikke afholdt. Emil Bjørn Hilton Saggau argumenterer i denne artikel for, at den manglende afholdelse af valg er et skridt på vejen imod et nyt nationalkonservativt diktatur i Makedonien.

DEBAT | Det demokratiske valg i Makedonien er blevet udsat flere gange og fortsat ikke afholdt. Emil Bjørn Hilton Saggau argumenterer i denne artikel for, at den manglende afholdelse af valg er et skridt på vejen imod et nyt nationalkonservativt diktatur i Makedonien.

I de seneste måneder har Makedoniens (FYROM) regeringsbærende nationalkonservative parti under ledelse af Nikola Gruevski  taget afgørende skridt henimod at gøre Makedonien til et nyt europæisk diktatur. Disse skridt, som i historiens blændende ironi er taget i jubilæumsåret for den demokratiske makedonske stat og grundlov, er kulminationen på en række politiske forskydninger i Sydøsteuropa, der har muliggjort transformationen af den makedonske stat. De makedonske institutioner og partier har været låst fast i et hårdt forhandlingsspil, der får staten til at vakle mellem demokrati og autokrati. Et spil der har kastet det lille Balkan land ud i en langvarig og hård politisk krise.

Ved EU og USA's mellemkomst blev der i juli indgået en ny fælles aftale mellem de fire største partier her. Aftalen sætter et punktum for den nuværende politiske krise, men åbner op for en ny, der nemt kan ende med at blive endnu mere katastrofal for landet. Konsekvenserne af den nye aftale vil vise, om Makedonien tager skridt mod at restituere demokratiet eller om det blot bliver endnu et skridt mod at konstituere autokratiet.

2015: Et år på en knivsæg
I foråret sidste år, som beskrevet tidligere i denne artikel,  fremtvang en række alvorlige begivenheder bevis på, at det nationalkonservative makedonske parti ikke bare følte sig magtfuldkomment, men samtidigt var i gang med en magtovertagelse af alle makedonske institutioner gennem korruption, trusler, politivold, pres mod uafhængige medier og NGOer og en langsom, men konsekvent, udskiftning og degradering af regeringskritiske embedsmænd og dommere på alle niveau til fordel for mere partiloyale.

Korruptionen og magtovertagelserne blev afsløret i en række båndoptagelser, hvor ledende regeringsmedlemmer talte frit om korruption, nepotisme og andre metoder som flittigt anvendes for at fæstne partiets magt. Disse båndoptagelser førte til protest fra oppositionen og boykot af parlamentet samt demonstrationer.

Under demonstrationerne i 2015 gennemførte politiet en voldsom anti-terror aktion i det albanskdominerede område af Makedonien, hvor flere omkom eller blev såret. Aktionen blev set som et forsøg fra regeringens side på at demonstrere deres magt og dreje fokus over på den påståede planlagte albanske nationalistiske terror, som politiet tilsyneladende forpurrede.

Oppositionen så aktionen som et forsøg på at mobilisere de nationalistiske kræfter bag regeringen og udnytte eventuelle sammenstød mellem makedonere og albanere til at sikre regeringens magt. Oppositionen lod derfor demonstrationerne eskalere i omfang.

Den ophedede situation kølede lidt ned da EU og USA i fællesskab fik bragt regeringen og oppositionen til forhandlingsbordet i juni sidste år, hvor man blev enig om nyvalg i april dette år.

Det tabte spil
Dette nyvalg blev dog aldrig gennemført, idet regeringen allerede i marts annoncerede unilateralt, at valget ville blive skubbet til d. 5 juni. Denne udmelding var hverken godkendt af EU, USA eller for den sags skyld af oppositionen eller regeringspartiets albanske koalitionspartner. Kort tid efter godkendte de relevante makedonske juridiske instanser udskydelsen uden videre bemærkninger. Forfatningsdomstolen udtalt kort efter, at dette var forfatningsstridigt – dog uden reaktion fra regeringen, som gik videre med sine planer indtil EU og USA satte hælene i.

Dette lettere bizarre forløb skete samtidigt med, at den makedonske præsident, fra det nationalkonservative parti, valgte at benåde alle de af sine partimedlemmer, der var mistænkt for korruption og magtmisbrug. En række af dem kom for en dommer, og offentligheden har ikke fået formel indsigt i, hvad de var anklaget for.

Disse to afgørende handlinger fra den makedonske regering vidner om, at partiets ledelse er villig til at gå langt for at beskytte sine egne og ser stort på aftaler indgået med oppositionen og internationale organisationer. Disse skridt tyder på, at partiet er ved at tage nogle afgørende skridt væk fra den demokratiske sti.

Oppositionen, der primært består af det socialdemokratiske parti, som er det gamle transformerede kommunistparti, opfordrer til boykot af valget d. 5 juni. Boycotten vil kun blive ophævet, hvis en række nøglereformer og ændringer i den makedonske stat gennemføres inden valgdagen.  Boycotten og øget pres fra EU og USA førte regeringen til forhandlingsbordet i starten af juni, hvorefter valget blev aflyst. Præsidenten trak derpå sine benådninger af partifællerne tilbage.

Indtil der gennemføres nyvalg skal der nedsættes en interrim regering, der  både skal gennemføre de nødvendige reformer vedrørende valgsystemet og sikre et fair valg bl.a. ved at luge ud i valglisterne. Disse har været et af de helt store problemer, da både døde og et hav af ”spøgelsespersoner” (ikke eksisterende vælgere) har optrådt på listen. Et af de mere morsomme eksempler er, at den amerikanske Jessica Alba ifølge valglisterne skulle leve i en makedonsk landsby og havde stemt på den siddende regering.

Interrimregeringen skal arbejde på at luge ud i denne type fusk, så afdøde og amerikanske berømtheder ikke optræder som vælgere.

Den albanske joker
En anden central brik i det makedonske magtspil er den albanske minoritet, der tæller op mod 1/3 af landets samlede befolkning. Denne brik viste sig at være afgørende for den nye aftale og hindringen af valget d. 5 juni. Det er kun ved de albanske partiers mellemkomst, at den siddende national-konservative regering blev tvunget til forhandlingsbordet.

Den albanske minoritet har indtil videre haft to centrale partier, der varetager albanske interesser i parlamentet. Begge partier forsøger at gennemføre den nationale fredsaftale, kendt som Ohrid aftalen, mellem makedonere og albanske makedonere, som blev enden på den albanske opstand i 2001. Aftalen indeholder bl.a. et løfte om, at den albanske minoritet skal have øget adgang til uddannelse og sikres, at deres sprog anvendes i den makedonske administration.

Indtil nu har det ene albanske parti støttet oppositionen og det andet den nationalkonservative regering – og den nationalkonservative regering har kun kunnet regere takket være den albanske opbakning. Støtte fra den albanske minoritet er derfor en af nøglebrikkerne, hvis man skal lede Makedonien. Det er svært at indkredse de to albanske parties konkrete politik – udover varetagelsen af albanske interesser – idet begge partier bedst kan beskrives som en slags ”patron-klient”-organisationer. Denne klientelisme gennemsyrer den albanske minoritet, hvor eks. nyuddannede kun kan få job gennem kontakter i de respektive partier. Selv dagligdagsproblemer, som adgang til vandforsyning eller infrastruktur i landsbyer er afhængige af, at de lokale er medlemmer og støtter op om et af partierne.

Den albanske minoritet er derudover en generel joker i makedonsk politik, idet det ”albanske spørgsmål” hurtigt og bogstaveligt talt kan sætte ild til Makedonien. Makedonske nationalister kan mobiliseres til demonstrationer- ofte voldelige- hvis de føler, at albanerne tildeles noget uretmæssigt. Omvendt kan albanerne mobiliseres, hvis de ikke føler, at Ohrid-aftalen overholdes. Listen over ømme punkter mellem den makedonske stat og den albanske minoritet er lang og inkluderer en række alvorlige sager lige fra den før omtalte anti-terroraktion til en højspændt sag om politiets brutale mord på unge albanere. 

Den nationalkonservative regerings magtovertagelse er kun mulig, hvis de formår at balancere mellem nationalistisk makedonske politik og passivisering af det albanske mindretal. Denne balancegang lykkedes for premierminister Gruvski helt frem til maj i år, hvorefter begge albanske partier begyndte at opfordre til boycott og nægtede at stille op til valget d. 5 juni. Et brutalt politidrab på en ung albaner viste sig at trække tråde op til det nationalkonservative parti, der har forsøgt at give én enkelt betjent ansvaret. Samtaler mellem ledende medlemmer af partiet om sagen er blevet lækket, hvilket har skabt stor vrede og forbitrelse blandt albanerne, der er begyndt at slutte op om oppositionen. Centrale albanske ledere begyndte i maj at lufte tanker om, at albanerne udover at boykotte valget skulle begynde at arbejde mod en føderalisering af Makedonien. Dette har vist sig at lægge maksimalt pres på regeringen og anses for en af hovedårsagerne til, at regeringen kom til forhandlingsbordet med oppositionen.

Et storpolitiske ”window-of-opportunities”
I foråret 2015 så det ud som om, at både EU og USA havde fået tvunget den makedonske regering og opposition til forhandlingsbordet, så konflikten kunne få en fredelig og demokratisk udgang. Det forgange år har vist, at det langt fra er tilfældet, og man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, hvad der taler for at det lykkes denne gang. Konflikten mellem regeringen og oppositionen er kun blevet mere uforsonlig det forgange år, hvorfor det er svært at se dem indgå i en konstruktiv dialog.

En række politiske forskydninger i Sydøsteuropa det seneste år har nemlig forandret rammebetingelserne for makedonsk politik, hvorfor den makedonske regering har fået frit spil frem til juni. De mest centrale er:

•    flygtningestrømmen: Makedonien er centralt for at stoppe strømmen af flygtninge op imod Vesteuropa. Det har givet den makedonske regering et vigtigt kort, som bremser europæisk indblanding. Hvis EU blander sig for meget, så kan den makedonske regering åbne grænserne og dermed sende tusinder af flygtninge nordpå.

•    Islamisk terrorisme: frygten for islamisk terrorisme spreder sig, og dette spiller den makedonske regering på, da den forbinder albansk muslimsk opposition til islamisk terrorisme. Denne – påståede – sammenhæng er et kort, som kan anvendes overfor Nato, EU og USA, hvilket regeringen flittigt gør.

•    Nato og Rusland: Albanien er vordende medlem af Nato og senest her i 2015/16 har Montenegro skrevet under på sit medlemskab, mens Serbien øjner en mulighed for at blive medlem. Dette er sket imens tilliden mellem Rusland og Nato er svækket. Det betyder, at Makedonien er en af de sidste sydøsteuropæiske stater, der ikke er med i Nato. Hvis Makedonien vender sig til russisk side,  vil det betyde, at Rusland får adgang til flybaser med mere i hjertet af Sydøsteuropa. Dette vil  være en torn i øjet på USA, EU og Tyrkiet. Det betyder, at man især fra amerikansk, tyrkisk og Natos side ikke vil skubbe landets regering fra sig over i Ruslands favn.

•    Det græske problem: Grækenland blokerer stadigvæk for Makedoniens optagelse i Nato og EU, hvilket ikke ser ud til at løse sig fremover. Den makedonske regering har derfor meget lidt at tabe, hvis EU og Nato medlemskab udskydes.

•    Tyrkiets rolle: Tyrkiet har af både kulturelle og geopolitiske årsager store interesser i Makedonien. En mindre oprindelig tyrkisk-osmannisk befolkning findes stadigvæk i Makedonien, hvilket Tyrkiet anvender som legitimering af sin interesse i landet. I de senere år har Tyrkiet – ofte indirekte – støttet sin egen minoritet og de muslimske albanere økonomisk, hvilket det makedonske landskab vidner om igennem de hundredvis af nye tyrkiske minerater, der rejser sig fra selv den mindste albanske flække. Tyrkiet har de senere år vist sig som en regional spiller, der især ønsker at øge sin indflydelse, hvorfor de søger lokale allierede. Et mere autokratisk Makedonien kan muligvis finde en alliancepartner i Tyrkiet, hvilket kan skærme dem mod internationalt pres.

De ovenstående faktorer taler for, at det regerende nationalistiske parti har gode kort på hånden, hvis de ønsker at fastholde deres magt med udemokratiske midler. Den primære blokade, der står mellem dem og total overtagelse af staten, er de albanske partier. Det åbne spørgsmål er, om det national-konservative parti kan finde en luns stor nok til, at den kan lukke munden på albanerne. Det synes ikke utænkeligt. Den kommende interrim-regering og evt. valg (hvis det nogensinde kommer) vil vise hvilke elementer, der har fået afgørende vægt og, om Makedonien tager endnu et skridt mod diktatur.

Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.

Af Emil Bjørn Hilton Saggau


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her