Montenegro: er Europas længst siddende premierminister skakmat?

06. oktober 2016

For første gang i sin karriere, er SDPs Đukanović ikke sikker på flertal i Montenegros parlament. (Billede taget fra Montenegros parlaments hjemmeside skupstina.me)

VALG | Et sammenbrud i den gamle magtalliance mellem det demokratiske socialistparti og dets regeringspartnere i Montenegro, medfører at resultatet af parlamentsvalget for første gang siden 1989 ikke er givet på forhånd. Emil Saggau analyserer.

VALG | Et sammenbrud i den gamle magtalliance mellem det demokratiske socialistparti og dets regeringspartnere i Montenegro, medfører at resultatet af parlamentsvalget for første gang siden 1989 ikke er givet på forhånd. Emil Saggau analyserer.

Montenegro står i efteråret overfor et parlamentsvalg. En begivenhed, der sjældent har medført den store politiske spænding i landet, idet arvtagerne efter det Jugoslaviske Kommunistparti, nu det Demokratiske Socialistparti (DSP) har siddet tungt på magten siden 1989. Efterårets valg så derfor ud til, at blive blot endnu en af de endeløse bekræftelser på, at DSP’s magt over Montenegro var total, men det er ikke længere tilfældet.

Det, der startede som en mindre konflikt over valgresultaterne ved lokalvalget i hovedstaden Podgorica, har  udviklet sig og er henover sommeren kulmineret i et sammenbrud i den gamle magtalliance mellem DSP og dets regeringspartnere. Dette sammenbrud betyder, at valget og den efterfølgende regeringsdannelse for første gang i nyere tid står åbent. Et komplekst magtspil mellem gamle fjender og venner er begyndt og kan betyde en re-orientering af montenegrinsk politik.

Traditionelt set har landet siden 1996 været delt politisk, kulturelt og religiøst mellem en pro-serbisk fløj og en pro-montenegrinsk fløj. Den pro-montenegrinske fløj har regeret landet under DSP siden 1996, på et flertal baseret på en alliance mellem montenegrinske nationalister og en række minoritetspartier for landets albanske og bosniakiske (også kaldet Sandžak muslimer) mindretal.  Dette politiske velkendte skakbræt, som DSP har mestret til fulde, ser nu ud til at ændre sig.

Đukanović-årene
Montenegros seneste politiske periode fra sammenbruddet af Jugoslavien til i dag betegnes ofte med rette for ”Đukanović-årene”, idet den nuværende regeringsleder Milo Đukanović har været en central leder af det lille land stort set uafbrudt siden 1989. Đukanovićs politiske karriere var egentligt Slobodan Miloševićs opfindelse, idet Milošević fik den da 27-årige Đukanović indsat som leder af det lokale kommunistparti i 1989 og senere som premierminister i 1991, som et led i hans magtovertagelse af Serbien, Vojvodina og Montenegro. Milošević kaldte Đukanović sin ”unge, skarpe” nye mand. Đukanović har vist sig at være mere skarp end selv Milošević havde forudset; han har formået både at distancere sig fra Milošević, holde Montenegro ude af Kosovokrigen og derefter føre Montenegro ud af føderationen med Serbien og frem til endelig selvstændighed i 2006.

Vejen til selvstændighed har dog betydet, at det gamle kommunistparti i Montenegro, som Đukanović  ledte, knak i to – en pro-serbisk og en pro-montenrgrinsk fløj. Den pro-serbiske fløj dannede partiet Den Demokratiske Front (DF) og ønskede tætte bånd, hvis ikke ligefrem union, mellem Serbien og Montenegro. Đukanović s pro-montenegrinske fløj dannede DSP og i de sene 1990er indgik partiet en tæt alliance med en række mindre minoritetspartier, herunder det Sandžak-muslimske/ bosniakkiske parti, det albanske, det kroatiske og henholdsvis et liberalt og socialistisk montenegrinsk parti. Denne pro-montenegrinske alliance af partier har under Đukanović sikret sig den ene valgsejr efter den anden, alt imens det pro-serbiske parti DF har været kørt ud på et sidespor. Alliancen regerede landet kontinuerligt fra 1998-2016 og kaldte sig selv ”For et europæisk Montenegro”, hvilket meget præcist opsummerede det vigtigste valgprogramspunkt, nemlig at integrere Montenegro yderligere i Vesteuropa gennem NATO og EU.

Đukanović, er kendt som en dygtig, opportunistisk og pragmatisk politiker, hvilket han har vist flere gange. Mest markant formåede han at tage afstand fra Milošević på det rette tidspunkt i 1996, hvormed Miloševićs fald i 2000 ikke rev ham med.  Omvendt har han ikke formået at undgå de korruptionssager, som næsten hører med til at være regeringsleder på Balkan. Hans familie er bl.a. under anklage for at have tømt Montenegros næststørste bank og personligt  anklager Italien ham for at stå bag den store smuglerrute mellem de to lande, der forsyner EU med uautoriserede og billige cigaretter.

Den pro-montenegrinske alliances sammenbrud
Magtbasen er  begyndt at smuldre under Đukanović og hans parti. Đukanović s albanske alliancepartner, der udgør en central del af regeringens parlamentariske flertal, er splittet op i et antal mindre albanske partier. De albanske partier har svært ved at nå til enighed om en fælles platform op til valget i oktober, hvorfor ingen af dem sandsynligvis kommer over spærregrænsen. Det liberale montenegrinske parti er derudover brudt sammen i interne stridigheder, men to af partiets kandidater stiller op på DSPs kandidatliste. Đukanovićs sidste og vigtigste parlamentariske alliance var med det mindre socialistparti, Social Demokraterne (SDP), under hans gode ven, Ranko Krivokapic. Partiet markerer sig ofte som mere pro-montenegrinsk og nationalistisk end DSP.

Historisk set har DSP og SDP formået at indgå en konstruktiv alliance på både regeringsplan og lokalt plan. En central del af alliancen har været en magtfordeling mellem partierne, hvorfor Krivokapic bl.a. har siddet som formand for det montenegrinske parlament siden 2003. Derfor var der heller ingen, der forudsagde, at lokalvalget i hovedstaden Podgorica i 2014 skulle blive enden på det gode forhold. Lokalvalgets forløb blev ualmindelig mudret og indviklet, og førte til et alvorligt tillidsbrud mellem de to partier i løbet af 2015. Konfrontationen kom over spørgsmålet om NATO-medlemskab.  Krivokapic åbnede ballet ved at annoncere i januar, at alliancen med DSP var opløst og derefter at opfordre til et mistillidsvotum til Đukanović den 25. januar.

Đukanović overlevede mistillidsvotummet, men oppositionen lugtede blod i parlamentet, hvilket fik dem til at stille mistillid til Krivokapics post som formand for parlamentet. DSPs parlamentsmedlemmer kom ikke Krivokapic til undsætning, og han blev tvunget til at forlade posten. Krivokapic’ nederlag i parlamentet lover ikke godt for en genoprettelse af alliancen frem mod dette valg. Dog har oppositionsaviserne allerede spekuleret i, om opgøret over parlamentets formandspost har været et politisk stunt mellem DSP og SDP for at give dem hver deres platform op til valget. Dette er ikke utænkeligt, idet Đukanović helt utraditionelt er begyndt at bejle til de moderate pro-serbiske stemmer ved blandt andet at forny sit venskab med den serbiske kirke, som er dybt forhadt af de montenegrinske nationalister, som Krivokapics SDP repræsenterer. Splittelsen mellem DSP og SDP kan derfor være et forsøg på at stemmemaksimere på hver sin side af det traditionelle skel mellem pro-montenegrinere og pro-serbere i et forsøg på at afbøde efterfølgerne af det albanske minoritetspartis sammenbrud.

Hvilken opposition?
Udover det traditionelle serbiske parti DF, som ofte henter alle de pro-serbiske stemmer, der udgør mellem 30-40 procent af samtlige stemmer, så er tre nye partier kommet på banen. Disse partier udfordrer DFs traditionelle rolle som de pro-serbiske borgeres talerør. En udfordrer, der har meldt sig på banen, er det radikale serbiske nationalistparti under ledelse af den berygtede serbiske nationalist Vojislav Šešelj, der er hjemvendt i triumf fra krigsforbryderdomstolen i Haag.

Šešeljs radikale serbiske nationalister tiltaler store grupper af de serbiskorienterede montenegrinere og især den store gruppe af serbere, der flygtede fra Bosnien og Kroatien under krigen i 1990erne og fik ophold og borgerskab i Montenegro. De tidligere bosniske og kroatiske serbere i Montenegro bebor bestemte kystområder, hvor de måske er i stand til at gøre udfaldet for de parlamentspladser, der traditionelt har tilhørt den pro-montenegrinske alliance. 

På den anden side presses DF af, at den respekterede montenegrinske diplomat og  professor Miodrag Lekic har startet et moderat borgeligt parti DEMOS, som under sidste præsidentvalgkamp for alvor formåede at udfordre DSP. Dette borgerlige parti kan muligvis bygge bro mellem de mere moderate pro-montenegrinere og pro-serbiske vælgereog dermed afgøre, hvem der får regeringsmagten. Lekic bejler kraftigt til rollen som leder for den nuværende opposition og dermed deres bud på en ny premierminister. Lekic og DEMOS står stærkt i denne rolle, især efter de i begyndelsen af september annoncerede, at de har indgået et tæt samarbejde med et nyt mindre parti URA og Krivokapics SDP. Dermed udgør Lekics alliance for første gang i Montenegros nyere historie, en reel udfordring til DSP. Det hele hviler dog på, om Krivokapic og hans parti holder fast i denne nye alliance eller om Đukanović kan lokke dem tilbage i folden.

Valgets temaer
Det ovenstående er alt sammen valgtaktik og beror på, at Montenegros vælgerkorps fortsætter deres vante stemmemønstre, som de har været siden 1996. I valgkampen er der dog to dagsordner som måske får stemmemønstrene til at ændre sig.

Uden for hovedstanden Podgorica findes et kæmpestort rustent aluminiumsværk af Montenegros engang så omfattende tungindustri.  Dette kompleks er i den sidste valgperiode endelig blevet lukket ned med dertilhørende stor arbejdsløshed efter længere tids kontrovers over salget af det til et tyrkisk firma. I samme periode er Montenegros andet tungindustriværk, nær den næststørste by Niksić, gået konkurs og har efterladt sig en svimlende regning til staten.

Regeringen har forsøgt at få Montenegros vaklende økonomi stimuleret med en stor satsning på turisme. Det er dog uvist, om dette har bidt sig fast, og om de arbejdsløse har genvundet deres tro på fremtiden – ellers står man med en relativ stor gruppe utilfredse vælgere, som kan afgøre valget, hvis de vender deres vrede mod regeringen. Lekic kan måske tiltrække disse vrede vælgere med sit parti, hvis han kan overbevise dem om, at han er manden, der kan lede Montenegro ind i EU.

Lekic er tidligere diplomat og har et bredt europæisk netværk, alt imens han har holdt sig ude af alle korruptionssager. Han forsøger derfor at fremstille sig selv, som manden der har netværket og integriteten til at gennemføre de nødvendige reformer i Montenegro. Omvendt er Đukanović det sikre kort, hvorfor en stor gruppe vælgere foretrækker at vælge kontinuitet frem for den usikkerhed som et regeringsskift kan medføre. Meningsmålingerne giver stadigvæk hans parti mellem 35-45 procent af stemmerne.

Valgets helt store underliggende tema er dog NATO-medlemskabet, som deler montenegrinerne. Baggrunden er, at Đukanović endelig formåede at føre Montenegro ind i NATO sidste år, hvormed han nåede en af de centrale målsætninger, som hans parti er grundlagt på. Medlemskabet af NATO er helt afgørende i DSPs øjne, idet det er en militær og politisk sikkerhed for Montenegros suverænitet. Et NATO-medlemskab blokerer for enhver snak om albansk eller serbisk separatisme, men har omvendt betydet, at DSP er gået meget langt for at møde NATOs krav i bl.a. spørgsmålet om Kosovos fremtid. DSP anerkender Kosovo og de nye grænser til stor fortrydelse for deres serbiskorienterede borgere og for det serbiske politiske og kirkelige apparat.

NATO-medlemskabet er kontroversielt Montenegro, fordi store dele af den serbiskorienterede befolkning anså NATOs kampagne i Kosovo i 1999 som aggressiv indblanding i interne serbiske anliggender. Ligeledes er mange moderate montenegrinere, som ellers ikke deler den serbiske nationalistiske holdning til Kosovo, ikke specielt positivt indstillede overfor NATO. Dette skyldes, at NATO gennemførte bombardementer i Montenegro under sin kampagne i 1999 for at ramme de serbiske udstationerede styrker i Montenegro. Montenegro var i 1999 stadigvæk i union med Serbien, hvorfor Serbien havde tropper i Montenegro på trods af, at Montenegro var neutral under konflikten. Mange montenegrinere mener derfor, at NATO bombede et neutralt land i 1999, hvilket førte til store materielle skader og en stribevis af civile montenegrinske ofre.

Det er på denne baggrund, at Krivokapic og hans parti SDP er imod NATO-medlemskab. En nyligt udført meningsmåling viser, at befolkningen er delt på spørgsmålet om NATO-medlemskab, men at denne deling ikke nødvendigvis følger den traditionelle deling af befolkningen i en pro-serbisk og pro-montenegrinsk lejr. Medlemskabet af NATO kan dermed ende med at være en af Đukanović største politiske sejre, foruden selvstændigheden, men samtidigt være kimen til hans fald – først gennem den brudte alliance med SDP og nu til et tegnende valgnederlag til rivalen Lekic.

Den montenegrinske kamæleon
Den seneste meningsmåling viser, at hans parti DSP sammen med en række mindre partier er tæt på de magiske 50 procent af stemmerne. Derfor bliver det måske et valgteknisk spørgsmål om, hvem der vinder hvilke områder og dermed pladser, som i sidste ende afgør valget. En ting kan man lære af montenegrinsk politik, og det er at aldrig dømme Đukanović ude for tidligt. Den ”montenegrinske kamæleon”, som han i spøg kaldes, har stadigvæk tid til at trække et par jokere ud af ærmet inden valget d. 16. oktober.

Emil B. H. Saggau er cand.theol og har en årrække arbejdet ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.

Af Emil B. H. Saggau


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her