Mad og magt - ingredienser i et storpolitisk slagsmål

06. november 2016

Lokalt producerede russiske fødevarer er blevet et politisk redskab. FOTO: Hazel Louisa Bolton

INDBLIK | Vejen til hjertet går gennem maven, plejer man at sige - og det samme kan i stigende grad siges om vejen til storpolitisk indflydelse. Fødevarer er blevet et vigtigt instrument i magtkampen mellem Rusland og Vesten.

INDBLIK | Vejen til hjertet går gennem maven, plejer man at sige - og det samme kan i stigende grad siges om vejen til storpolitisk indflydelse. Fødevarer er blevet et vigtigt instrument i magtkampen mellem Rusland og Vesten. Hazel Louisa Bolton forklarer.

Landbrugsindustrien i Rusland har en lang historie bag sig som ideologisk redskab, og i sovjettiden led den under utrættelige forsøg på at få såvel naturvidenskabelige kendsgerninger som menneskelig natur til at tilpasse sig kommunistisk ideologi.

Siden Ruslands annektering af Krim i marts 2014 samt involvering i den efterfølgende konflikt i Østukraine er landbruget endnu engang blevet bragt i spil som politisk redskab. Som svar på Vestens sanktioner mod landet valgte Rusland i august 2014 at indføre et importforbud på fødevarer producerede i EU, USA, Canada, Norge og Australien.

Allerede i 1990'erne udtrykte Ruslands daværende landbrugsminister Alexei Gordejev bekymring over landets høje afhængighed af importerede fødevarer, og den nuværende russiske ledelse har valgt at bruge den aktuelle konflikt som en mulighed for at rette op på det problem. Det har ikke bare ført et nyt slæng af buzzwords - lokalproduktion, importerstatning, selvforsyning – med sig,  men også en heftig pose penge i form af subsidier, investeringer og planer om forbedring af infrastrukturen i landområderne.

Satsningen har langt hen ad vejen givet resultat. Hvor Ruslands BNP i 2015 samlet faldt med 3,7%, oplevede landbrugssektoren i samme periode en vækst på 3,1%. Produktionen af svin, fjerkræ samt korn er alle ifølge USDA - United States Department of Agriculture - stigende. Rusland har overhalet USA som verdens største eksportør af hvede, og den russiske landbrugssektor indbringer nu mere til staten end landets våbenindustri. Planen er ikke bare at øge fødevareproduktionen således, at landet bliver selvforsynende, men også at sikre, at russiske produkter bliver konkurrencedygtige på både pris og kvalitet selv efter sanktionernes eventuelle ophør.

Hvorvidt Rusland helt vil kunne opfylde den målsætning er usikkert, og herhjemme forventer man ikke, at eksporten til Rusland igen vil komme til at se ud, som den gjorde i tiden før sanktionerne. Særligt markedet for svinekød og fjerkræ - som Rusland tidligere i stor stil har importeret fra Danmark - vil i fremtiden sandsynligvis stort set være forsvundet. Til gengæld har der i stedet åbnet sig et større marked for især landbrugsmaskineri, genetik og enzymer til foder.

De rene russiske råvarer
Der er den senere tid vokset en større stolthed frem omkring russiske råvarer og madkultur, og de russiske varer ses i stigende grad som renere, mere næringsrige og mere velsmagende. Rusland har, sagde Putin sidste år, ikke kun potentialet til at fodre sig selv, men i betragtning af sine land- og vandressourcer også potentialet til at blive verdens største producent af ”sunde, økologisk rene fødevarer af høj kvalitet, som vestlige producenter har mistet for længe siden”. Ruslands beslutning i sommers om at forbyde al brug af GMO i fødevareproduktionen kan også ses som et led i den bestræbelse.

Sideløbende med den politiske udvikling har mad også fået en bredere kulturel opblomstring. Det er en udvikling, der har været undervejs i nogle år, men som kun er blevet styrket over den seneste tid.

LavkaLavka er f.eks. et kooperativ, der har eksisteret siden 2009 og gradvist vokset sig større. Det dækker både butikker, caféer og en restaurant og slår sig op på at kende hver eneste producent af deres varer. Etiketterne er ikke kun mærket med varens art og holdbarhed, men også med bondens navn: perlehøner fra Nikolaj Kiselev, agurker fra Fjodor Zajtsev, mælk fra Nina Kozlovaja. Kooperativet arrangerer også smagsprøvninger, hvor forbrugerne personligt kan hilse på bonden og smage på produkterne, og de sælger kun sæsonbaserede og økologisk certificerede varer – omend det i et land uden nationale økologiskestandarder kan være svært at sige, præcis hvad det egentlig betyder. I tilfældet LavkaLavka viser der sig da også at være tale om et selvudviklet system baseret på EU's.

Et andet tiltag er Market Mestnoj Edy - Markedet for lokale fødevarer -, som bliver arrangeret hver måned af Moskvas Bymuseum i sommersæsonen. Her er nøddemælk, øko-is, falafler, marmelader og meget andet, alt sammen produceret af små, lokale virksomheder, der meget gerne vil fortælle historien om netop deres produkt. Samtidig er en hel buket af nye restauranter med fokus på lokal cuisine skudt op. Voronezh, Erwin, Twins og Kutuzovsky 5 er alle nye Moskva-restauranter, der har valgt at fokusere på russiske råvarer og madtraditioner med et moderne twist - ikke helt uden paralleller til udviklingen af vores ”New Nordic Kitchen” herhjemme. Og  tidligere på året bragte den britiske avis Guardian ligefrem en artikel, der udråbte Moskva til et nyt ”foodie heaven”.

Forbrugeren er taberen
De russiske modsanktioners fordelagtige konsekvenser for landbrugsindustrien afspejles dog ikke af tilsvarende fordele for den russiske forbruger.

Sideløbende med indførelsen af de vestlige sanktioner mod landet er den russiske økonomi samtidig blevet hårdt ramt af den faldende oliepris, hvilket har haft en markant påvirkning på levestandarden i landet. Ifølge det russiske statistikbureau Rosstat er middellønnen i Rusland eksempelvis faldet til ca. 36.000 rubler per måned, svarende til omtrent 3.600 kr., reallønnen er faldet med 9,5 %, mens fødevarepriserne er steget med 20,2%, og den gennemsnitlige russer bruger nu op mod 50% af sin indkomst på fødevarer.

Det har ført til et ændret forbrugsmønster, hvor russerne er begyndt at købe mindre kød, fisk, grøntsager, frugt og alkohol og i stedet køber mere brød, kartofler og mejeriprodukter. Samtidig steg salget af grøntsagsfrø - især kartofler, tomater, peberfrugter, løg og agurker – ifølge Reuters med omkring 40% i landets havecentre i 2015, ligesom den russiske søgemaskine Yandex efter indførelsen af embargoen har oplevet en fordobling i antallet af søgninger på, hvordan man laver parmesan og mozzarella selv.

Kraftigt stigende fødevarepriser er kendt for ofte at bidrage til politisk ustabilitet, som man bl.a. også så det i forbindelse med det arabiske forår. Indtil videre har befolkningens forringede levestandard dog ikke efterladt nævneværdige buler i Putins popularitet. Tværtimod lader den nuværende situation kun til at have cementeret hans position som national samlingsfigur.

Af Hazel Louisa Bolton


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<