Usikkerhed og nostalgi i Georgiens flygtningelejre

20. april 2017

FASTLÅST: Lige ved en motorvej udenfor hovedstaden ligger Georgiens største lejr for interne flygtninge, Tserovani. Den midlertidige situation for indbyggerne er stadig den samme ni år efter krigen (Foto: Wikipedia).

STATUS QUO | Ni år efter Krigen i Sydossetien er Georgiens flygtningelejre for internt fordrevne nu blevet tilsyneladende permanente. Frivillige arbejder for at styrke håbet om fremtiden blandt indbyggerne i lejrene, men udfordres af status quo.

STATUS QUO | Ni år efter Krigen i Sydossetien er Georgiens flygtningelejre for internt fordrevne nu blevet tilsyneladende permanente. Frivillige arbejder for at styrke håbet om fremtiden blandt indbyggerne i lejrene, men udfordres af status quo.

Da Sydossetiens præsident Leonid Tibilov annoncerede, at han ville holde folkeafstemning om at ændre de facto-statens navn fra Sydossetien til Sydossetien-Alania, blev det tolket som et aktivt træk mod en mulig forening af Sydossetien og regionen Nordossetien-Alania på den russiske side af Kaukasus-bjergene – samt som provokation af Georgiens regering. Situationen for de sydossetere, der nu befinder sig udenfor det okkuperede områdes grænser og er internt fordrevne i Georgien, forbliver uløst.

Krigen i 2008
De øgede spændinger mellem Rusland og Georgien førte til en femdags krig i 2008. Mange måtte flygte, og ifølge Human Rights Watch blev der begået krigsforbrydelser på begge sider af konflikten. HRW har dokumenteret, at folk fra den sydossetiske Akhalgori-region, der på det tidspunkt hovedsageligt var beboet af georgiere og ikke en del af konflikten, blev udsat for forfølgelse af militser. De blev tvunget til at forlade deres områder under trusler om lukning af den administrative grænse mod Georgien.

Territoriet kontrolleres nu af myndighederne i regionens hovedstad Tskhinvali med støtte fra den russiske hær og efterretningstjeneste. For de sydossetiske myndigheder og Rusland er dette nu en de facto-stat, mens Georgien og majoriteten af det internationale samfund ser det som okkuperet georgisk land. Der er to grænseovergange, der adskiller området fra resten af Georgien: én georgisk og én russisk. For at komme helskindet ind i og gennem området, er man nødt til at samarbejde med begge hære.

Tserovani-lejren
I nærheden af oldtidsbyen Mtskheta 20 kilometer udenfor Georgiens hovedstad Tbilisi, lige ved siden af en motorvej, som skal være med til det ambitiøse projekt at skabe et moderne svar på silkevejen mellem Europa og Kina, ligger Tserovani: En stor lejr struktureret i firkanter og parallelle linjer med 2000 skure og 8000 beboere.

Indbyggerne i Tserovani kommer først og fremmest fra regionen Akhalgori, som ikke har været genstand for territoriale stridigheder før krigen i 2008, samt fra steder omkring Tskhinvali. Denne lejr er landets største og blev bygget i løbet af seks måneder lige efter krigen for at huse internt fordrevne. Der er 12 lejre af denne art i hovedstadsregionen. Skurene er der stadig, og skønt nogle af dem vakler lidt, står væggene endnu – modsat boligbebyggelsen i Tskhinvali-regionen, hvor ødelæggelserne var enorme.

Simpel tilværelse
Den oprindelige lejr blev bygget med identiske huse, som kostede én symbolsk georgisk lari (under tre danske kroner, red) at bebo. Husene blev bygget hurtigt efter krigen, og familier kunne flytte ind efter noget papirarbejde. Når man går rundt i Tserovani, ser man nu huse af forskellig art og i varierende stand. Nogle er blevet renoveret, andre går hurtigt i forfald.

Vi taler med nogle mennesker og spørger dem om udfordringerne ved stedet, og en ung kvinde begynder at klage over priserne på gasregningen. Det samme gentages af to ældre kvinder, som dog påpegede, at de var bange for at klage:

”Vi har i det mindste gas nu. Måske råber vi op, hvis vi mister det”, siger den ene, og er et eksempel på denne generations frygt for at udtale sig. Samtidig belyser hun det faktum, at andre lejre ikke engang har gas eller drikkevand.

Unge frivillige og grænseudfordringer
I Tserovani møder vi Nana Chkareuli fra foreningen ”For a Better Future” - en pige som allerede inden krigen i 2008 var motiveret til at engagere sig mere i samfundet. Efter krigen fortsatte hun med sine aktiviteter for at forbedre de forhold, som de interne flygtninge blev nødt til at leve under. Foreningen har gang i flere programmer, blandt andet for fredsopbygning og sikring af levevilkår.

Et af de større af disse er et program, der afhænger af Dansk Flygtningehjælps støtte til organisationen CHCA i Tbilisi, og hedder ”From dependency to self-sufficiency - Innovative, effective and scalable livelihood solutions for Georgia” (“Fra afhængighed til selvforsyning – Innovative, effektive og skalerbare levevilkårsløsninger for Georgien”, red.). Målet er at hjælpe folk med at udvikle deres egne virksomheder og bevare forbindelsen mellem Mtskheta og Akhalbori-regionerne. Det er svært at benytte den kuperede vej fra Akhalgori til Tskhinvali. Rusland har bygget en ny vej, men den er sværere at tilgå fra Akhalgori og grænseovergangene komplicerer transporten yderligere for indbyggerne i regionerne.

Nana ved godt selv, at situationen er kompleks – ligesom hverdagslivet i de okkuperede områder, bliver hendes projekter stadig sværere at gennemføre. Russiske tropper begyndte i maj 2013 at sætte pigtrådshegn op, hvorefter EU’s fredsbevarende styrke, European Union Monitoring Mission (EUMM) udtalte, at konstruktionen af hegnene var uacceptabel og ikke i tråd med retten til fri bevægelse, som det er blevet fastsat af international lovgivning.

Tidligere kunne Nana rejse til Akhalgori, men den russiske grænseovergang vil nu ikke lade hende passere på grund af hendes civilsamfundsaktiviteter. Manges problemer udspringer af denne påtvungne opdeling af landet efter konflikten.

Rodløshed og hjemve
”For a Better Future” fokuserer også på de unge fra lejren. De bliver mere og mere involveret i livet i Tbilisi, kun 20 kilometer fra Tserovani, og er ved at bevæge sig væk fra virkeligheden i Akhalgori. Alligevel organiserer foreningen aktiviteter for at øge følelsen af en fælles identitet med det håb, at de en dag kan vende tilbage til deres land og leve videre der.

Udenfor lejren er teenagere bange for at fortælle, at de er internt fordrevne i frygt for at blive afvist. Integrationen har været udfordrende i Mtskheta-regionen, fordi den usædvanlige situation tiltrækker sig en del opmærksomhed – noget, der igen fører til uro og afvisning fra lokalsamfundet i Mtskheta. Samtidig bor de internt fordrevne heller ikke på egen jord, hvor de føler sig hjemme. Selv om de ejer hytterne, de bor i, udstråler stedet midlertidighed. Som en beboer sagde:

”Denne usikre situation gør alt sværere. Den opslugende følelse af nostalgi over vores moderland er en følelse, vi ikke kan komme af med; den er altid i vort sind”.

Svære levevilkår
I Prezeti, en anden lejr, mødte vi Mariam. På trods af, at denne lejr er mindre, bor her stadig 1800 indbyggere i 300 hytter. De fleste er fra Akhalgori, men der er også nogle fra Tskhinvali. Mariam bor i et almindeligt skur med sine fire familiemedlemmer – forældre og to brødre. Hun ville studere journalistik, men efter bureaukratiske problemer blev hun nødt til at stoppe. Til sidst lykkedes det hende at blive optaget på virksomhedsstudier. Nu arbejder hun i en bank og tjener 200 lari (580 danske kroner, red.) om måneden – som den eneste i familien med et fast job.

Familien har en lille butik – med løbende udfordringer. Blandt andet vil producenterne ikke levere varer i lejren, fordi det ikke er en lønsom forretning, så familien skal selv rejse til og fra Tbilisi. Samtidig kan mange af lejrens indbyggere ikke betale for varerne, fordi de ingen penge har. Mariam og hendes familie håndterer dog situationen, de tilbyder produkterne alligevel. I sidste ende taber de ikke penge, og det er også en måde at hjælpe samfundet på. Støttenetværket blandt internt fordrevne er det, der gør livet i lejren muligt.

Arbejdsledighed er det største problem i flygtningelejrene og den mindste udgift er en økonomisk udfordring. Mariams familie har dog et lille stykke jord og nogle husdyr, som giver dem mad på bordet, om end med besvær, fordi jorden er svær at dyrke.

Mariam har været med i nogle projekter sammen med foreningen ”For a Better Future”, blandt andet som koordinator for et projekt for ungdomsengagement i lokalsamfundet rettet mod unge mellem 17 og 30 år. Hun vil gerne være mere aktiv i sociale aktiviteter i lejren og hjælpe sine naboer med at forbedre deres livssituation.

”Situationen er ikke nem for mig og min familie, så lige nu kan jeg desværre ikke gøre andet end at arbejde og hjælpe dem med mine midler”, siger Mariam.

Håb for fremtiden
Nana Chkareuli påpegede under besøget i Tserovani, at den nuværende model for håndtering af internt fordrevne personer, er problematisk på mange måder og kan ikke tilbyde tilstrækkelig assistance til de flygtede familier. Hendes mening er, at det er nødvendigt at reformere ydelserne til internt fordrevne og tilpasse dem flygtningenes behov.

”Blandt andet burde regeringen ikke lade sig styre af statens budgetnedskæringsinitiativer, men identificere de internt fordrevnes behov gennem aktivt at involvere flygtningene. På den måde kan man etablere og tilpasse systemer, der kan afhjælpe behovene på en holdbar måde”, mener Nana.

Samtidig bliver antallet af internt fordrevne i Georgien stadig højere, eftersom en sådan status går i arv. Det er hverken holdbart for regeringen eller de internationale donorer, at op mod syv procent af Georgiens befolkning nu er internt fordrevne.

Indbyggerne i Georgiens flygtningelejre kæmper med de samme udfordringer som resten af landets borgere, men derudover også med situationens konstante usikkerhed. I et land, hvor tradition og familie står meget stærkt, er de blevet tvunget til et liv langt borte fra deres forfædres jord. Midt i en politisk situation, som oftest bliver vendt ved skriveborde langt fra hverdagens realiteter, venter Georgiens internt fordrevne på en løsning.

 

Marc Fornós er uddannet sociolog fra Universitat de Barcelona.

Oversat af Julie Arnfred Bojesen

Af Marc Fornós


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<