ICTY lukker og slukker

22. maj 2017

Krigsforbryderdomstolen for Jugoslavien i Haag afslutter sit virke efter dommen på Ratko Mladic. (Arkivfoto)

KRIGSFORBRYDELSER | Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) fælder sin sidste dom til november, men retsopgøret fortsætter i de lande, der var involveret i krigen på Balkan i 1990’erne. Det samme gør debatten om, hvorvidt retfærdigheden nu også er sket fyldest? Steen Ramsgaard analyserer.

KRIGSFORBRYDELSER | Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) fælder sin sidste dom til november. Men retsopgøret fortsætter i de lande, der var involveret i krigen på Balkan i 1990’erne. Det samme gør debatten om, hvorvidt retfærdigheden nu også er sket fyldest? Vil og tør lande som Kroatien, Serbien og Bosnien anklage krigens topfolk, og formår de at afsløre kommandostrukturer bag krigsforbrydelserne

Når Det internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i den hollandske by Haag til november afsiger dom i sagen mod den tidligere bosnisk-serbiske general Ratko Mladic, lukker domstolen ned efter næsten et kvart århundredes arbejde på at straffe forbrydelserne under krigen i det tidligere Jugoslavien. I alt når FN-tribunalet at afsige godt 160 domme. Retsopgøret er dog langt fra slut, og retssagerne fortsætter i princippet ved de involverede landes egne domstole.

Ud over sagen imod Ratko Mladic falder der dom i yderligere to sager ved tribunalet til november. En af dem er en appelsag imod seks tidligere bosnisk-kroatiske ledere, der i 2013 blev dømt for krigsforbrydelser imod bosniske muslimer i Mostar-området.

Den tredje og sidste drejer sig om tre serbiske politikere fra Serbiens Radikale Parti, SRS. De er tiltalt for at have udvist foragt for retten og for bestikkelse og trusler imod vidner i sagen mod Vojislav Seselj. Han er professor, leder af det ultranationalistiske SRS, af militsen De Hvide Ørne og selvbestaltet ”tjetnik”-fyrste (tjetnik er betegnelsen på ultranationalistiske serbere; oprindeligt blev betegnelsen brugt om kongetro serbere, der førte guerillakrig imod de tyrkiske osmanner). Seselj selv blev i marts 2016 frifundet for anklager om forbrydelser imod menneskeheden, mord, forfølgelse og etniske udrensninger af muslimer og kroater i Bosnien og Kroatien og af etniske kroater i selve Serbien. En dom, der blev anket på stedet.

Sagen imod Seselj og flere andre appelsager mod højtstående personer skal afgøres ved en særlig FN-domstol med betegnelsen Mechanism for International Criminal Tribunals. Så selv om tribunalet officielt lukker, så fortsætter det altså, indtil appelsagerne er afsluttet.

Domme har skabt præcedens
Allerede kort efter krigsudbruddet i Bosnien i foråret 1992 stod det klart, at der blev begået uhyrlige forbrydelser, og at krigen fortrinsvis blev ført mod civile.

Derfor oprettede FN allerede tribunalet i 1993, mens krigen stadig rasede. Det var første gang, FN selv tog skridt til et retsopgør efter en krig. Det første af den form for opgør var imod krigsforbrydere i Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig, og det blev gennemført af sejrherrerne.

Formålet med tribunalet har været at sende et signal til både de involverede parter om, at de ville blive stillet til ansvar for deres forbrydelser, og til omverdenen om, at en sådan fremfærd ikke ville blive accepteret af det internationale samfund. Blot et år senere opstod i øvrigt en ny konflikt med folkemordet i Rwanda, hvor tabstallene var langt værre end i Bosnien. Også her blev de skyldige stillet for en FN-domstol.

Set ud fra en overordnet betragtning har tribunalet i Haag været en succes. Domstolen har med egne ord ”ændret landskabet for international humanitær ret og givet ofrene en mulighed for komme til orde og fortælle om de rædsler, de har set og oplevet. De hidtidige afgørelser i sager om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden har vist, at en høj position og placering i et samfund ikke længere er nok til at beskytte vedkommende imod retsforfølgelse”, skriver tribunalet bl.a. på sin hjemmeside.

Christian Axboe Nielsen er lektor ved Østeuropastudier på Aarhus Universitet. I årene 2002-07 arbejdede han som analytiker for anklagemyndigheden i Haag bortset fra en periode på halvandet år, hvor han arbejdede for Den Internationale straffedomstol, ICC. Siden har han været ekstern konsulent for Jugoslavien-tribunalet ved retssager, hvor han selv har vidnet.

Han er enig i vurderingen af, at tribunalet har haft stor betydning:
”Det mener jeg, det har. Men FN er et stort system, og det betyder, at man jo kan spørge hvilke dele, der mener det. Der er jo flere meninger om, hvorvidt det har været en succes. Der er dele, der mener, at visse dommere har været meget ambitiøse. Måske endda for ambitiøse med hensyn til at finde og dømme de skyldige,” siger han og fortsætter:

”Det vigtigste er at konstatere, at tribunalet over en periode på mere end 20 år har retsforfulgt 161 personer og i mange tilfælde opnået præcedensskabende domme. Tribunalet vil mange år fremover have en stor betydning for, hvordan vi retsforfølger krigsforbrydere fra forskellige konflikter. Og det er bl.a. på grund af tribunalet, at vi i dag har en permanent international straffedomstol (ICC, red.). Omvendt står det i dag klart, at de der mente tribunalet ved sin blotte eksistens kunne skabe og fremme forsoning på Balkan, de var vildt overoptimistiske,” understreger Christian Axboe Nielsen.

Topfolk dømt
Den hårdeste dom, tribunalet til dato har afsagt viser, at tribunalet har levet op til de store ord i sin egen målsætning. Dommen blev afsagt over den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic (billedet øverst på siden). Det skete ligeledes i marts 2016, hvor Karadzic blev idømt 40 års fængsel for medskyld i folkemordet i Srebrenica og en lang række andre forbrydelser.

Radovan Karadzic har anket dommen. Og i sit første interview siden dommen med et serbisk medie, ugemagasinet Nedeljnik, fremsatte han i december 2016 et meget overraskende synspunkt – nemlig at ”forbrydelsen i Srebrenica blev begået af forrædere imod det serbiske folk”. Han kom også med andre overraskende udtalelser, som f.eks: ”Jeg oplevede krigen med stor sorg, selv inden den brød ud. Jeg var temmelig sikker på, hvad der ville ske, hvis udviklingen fortsatte…”.

Interviewet blev i en omskrevet engelsk version bragt af det serbiske medie B92 den 8. december 2016. Udtalelserne virker meget overraskende, eftersom netop Karadzic – i månederne før bosnierne i februar-marts 1992 stemte for løsrivelse af Jugoslavien – truede Bosniens muslimer med ”strømme af blod” i tilfælde af en løsrivelse. Ser man derimod udtalelserne i lyset af den fremherskende trang til at fremstille sig selv og sine ”etniske landsmænd” som ofre og alle andre som gerningsmænd, så giver interviewets postulater god mening – nemlig den, at serberne i omverdenens øjne er blevet ofre for forbrydelser, som ”forrædere imod det serbiske folk” har begået.

Tribunalets næsthårdeste straf blev afsagt over den kroatisk-serbiske leder Milan Martic, der var præsident for udbryderrepublikken Krajina 1991-95. Han blev i sommeren 2007 idømt 35 års fængsel for krigsforbrydelser, mord og etnisk udrensning af så godt som alle etniske kroater i Krajina, der i krigsårene udgjorde omkring 30 procent af Kroatiens territorium.

Altså to af de største fisk under hele krigen. Men der, hvor tribunalet ikke for alvor er lykkedes med at nå i mål, er i sager, hvor netværk og kommandostrukturer ikke er kommet for dagens lys. Anklagerne har i sager imod de små fisk forsøgt at optrevle de kommandoveje, der kunne afsløre, hvor højt oppe i systemerne de forskellige planlæggere sad, og hvor ordrerne til at begå overgreb blev udstedt. Den plan er kun lykkedes i begrænset omfang.

Alle ser sig selv som ofre
Desuden har de forskellige befolkningsgrupper i det tidligere Jugoslavien meget svært ved at acceptere, når folk fra deres egen etniske gruppe bliver dømt, forklarer Christian Axboe Nielsen:

”Vurderingen af tribunalet og dets virke er jo intet steds udelukkende positiv. Enkelte steder er den endda helt igennem negativ. Forklaringen er, at der er en udpræget tendens til at bedømme tribunalet ved kun at fokusere på hvor mange ’fjender’, der er fundet skyldige, og hvor mange af ’vore egne’, der er blevet dømt. Den måde at se tingene på er udtryk for, at man stadig ser sig selv som offer og som værende i offerrollen, mens modparten ses som gerningsmænd,” siger han og uddyber:

”I Kroatien f.eks. er folk næsten udelukkende interesseret i hvor mange gerningsmænd, der er dømt for forbrydelser imod kroater. Også i de andre tidligere jugoslaviske republikker ser de på, hvor mange af ’de andres’ forbrydelser imod ens egne, der er blevet dømt ved domstolene. Som forsker må jeg sige, at det ikke er en hensigtsmæssig målestok. Men det er altså den målestok, der anvendes i det tidligere Jugoslavien.”

”Men det skal nu aldrig være et tribunals opgave – uanset hvor det er etableret – at efterkomme ønskerne fra de mere nationalistiske fløje, der ofte i bund og grund selv medvirkede til og hyldede de forbrydelser, der blev begået.

De lokale retsopgør
Domstole i Serbien, Kroatien og Bosnien har allerede i mange år ført retssager imod folk, der var anklaget for forbrydelser under krigen. Men udenforstående kan godt have deres tvivl om, hvor helhjertet de enkelte domstole arbejder, når det drejer sig om ”deres egne”.

Serbien har store problemer med sin nationale krigsforbryderdomstol. Posten som chefanklager har ikke været besat siden begyndelsen af 2016. Og selv om udenforstående ikke er imponerede over den tidligere chefanklagers indsats, så hævdede han selv i januar i år, at Advokatforeningen i Beograd havde nægtet at give ham en advokatbestalling, så han ikke længere kunne arbejde som advokat. Begrundelsen var, skriver webmediet Balkan Insight, at de andre advokater var meget utilfredse med hans indsats som chefanklager. På trods af, at de afsagte domme næsten alle var over enkeltpersoner, der var placeret lavt i hierarkiet.

Dermed har domstolene ikke formået eller ønsket at afsløre de kommando- og magtstrukturer, som tribunalet netop arbejdede på at få klarlagt.

Ikke desto mindre har det hele tiden været meningen, at de nationale domstole skulle deltage i retsopgøret, pointerer Christian Axboe Nielsen:

”Det har aldrig været tanken, at man kun skulle retsforfølge de her godt 160 mennesker i Haag. Processen skulle fortsætte ved at retsforfølge de skyldige i de enkelte lande. Derfor vil retssagerne ved landenes særlige krigsforbryderdomstole fortsætte. Og nogle af dem vil formentlig også skabe stor opmærksomhed uden for de berørte landes grænser.”

En af de sager, der trods alt har vakt international opsigt, er sagen imod serbiske statsborgere, der blev dømt for mord og krigsforbrydelser imod muslimer i Srebrenica i juli 1995. Men netop den sag er et godt eksempel på, at det kan være relevant at stille spørgsmålet, om det nu også er en fordel at lade hvert enkelt land dømme sine egne forbrydere, mener Christian Axboe Nielsen:

“Det var en opsigtsvækkende sag for den serbiske krigsforbryderdomstol. Gransker man sagen nærmere med den viden, vi har om Srebrenica, så tegner der sig dog et specielt billede. Det serbiske tribunal fremstiller situationen, som om massakren fandt sted på grund af nogle individuelle sadistiske gerningsmænd, der begik forbrydelser stort set på egen hånd. Men forbryderne havde jo logistisk, økonomisk og anden form for støtte fra den serbiske stat.”

Udviklingen ved Kroatiens krigsforbryderdomstol er heller ikke just udtryk for upartiskhed.

”I Kroatien er der en tendens til, at hvis man overhovedet efterforsker forbrydelser begået af kroater i enten Kroatien eller Bosnien imod enten serbere eller muslimer, så bliver de udelukkende omtalt som ’ensomme ulve’, der handlede på egen hånd og ikke som en del af en større, iscenesat plan. De kroatiske myndigheder har en stærk interesse i at sige, at ’hvis vi går i gang med at retsforfølge forbrydere, så er det fordi de er psykopater’. Der mangler politisk og juridisk vilje til at efterforske og retsforfølge forbrydelser begået af kroater imod serbere i 1990erne.

“I Bosnien oplever man store problemer ved den særlige statsdomstol for krigsforbrydelser og alvorlig organiseret kriminalitet. Mange vigtige efterforskninger og retssager er gået i stå eller dommene er blevet underkendt. Jeg frygter, at der bag kulisserne er en aftale mellem serbiske, bosniakiske og kroatiske politikere om at neutralisere domstolen, da mange af disse politikere også udmærket er klar over, at en velfungerende bosnisk statsdomstol kunne tage hul på forbindelsen mellem krigsforbrydelserne i 1990’erne og senere omfattende korruption og organiseret kriminalitet med politiske forbindelser,” forklarer den tidligere danske analytiker ved tribunalet.

Udplyndringer og korruption
I Bosnien, Kroatien og Serbien er der her 20 år efter krigen mange politikere, der har en ikke uproblematisk forbindelse til enten forbrydelserne eller til den ideologi, der ligger bag forbrydelserne. Og det er ikke tilfældigt, at de domstole, der beskæftiger sig med krigsforbrydelser, også kigger på organiseret kriminalitet og korruption, mener Christian Axboe Nielsen:

”Der var rigtig mange mennesker i 1990’erne, der scorede kassen ved at deltage i udplyndringerne i forbindelse med etniske udrensninger. Man lænsede ikke bare de civile for tyske D-Mark, smykker og andre værdigenstande. Udplyndringerne omfattede også en vild og kaotisk privatisering af fabrikker, butikker, magasiner, gårde, etc. Der er rigtig mange af gerningsmændene fra dengang, der nu er blevet hæderlige mennesker. Men de fik startkapitalen gennem de her udplyndringer,” forklarer han.

”Meget korruption i det tidligere Jugoslavien hænger sammen med plyndringerne og privatiseringerne i 90erne. Derfor er der også en tendens til, at man ikke vil løfte for mange sten, for man er ikke interesseret i, at der vælter alt for meget frem i dagens lys.”

Axboe Nielsen forudsiger, at retsopgøret vil fortsætte i årtier. Derfor har tribunalet i nu 15 år bidraget og hjulpet med at etablere de særlige domstole i de enkelte lande, så de kan komme ordentligt i gang med deres egne retsopgør:

”I Tyskland ser vi jo stadig sager fra Anden Verdenskrig. Det samme er tilfældet i andre lande, så det vil ikke undre mig, hvis vi i 2040 stadig ser sager fra 1990’erne. Men man må anerkende betydningen af den offentlige mening. Ikke mindst blandt de nationale politikere har det desværre alt for tit været skuffende at se, hvordan de nationale domstole har bevæget sig fremad.”

Ny udfordring i Kosovo
Kosovo faldet lidt uden for problematikken omkring tribunalet i Haag og dets ophør. Ansvaret for retsopgøret efter krigen 1998-99 og dens efterdønninger er nu i hænderne på EU’s særlige juridiske afdeling EUlex.

Det er EU’s juridiske samarbejde, der skal tage sig af at retsforfølge de etnisk albanske gerningsmænd bag forbrydelser begået imod etniske serbere i Kosovo under og efter krigen.

Det er noget af en udfordring, understreger Christian Axboe Nielsen:
”EUlex skal forsøge at opnå mere, end ICTY formåede. Domstolen skal retsforfølge de etniske albanske gerningsmænd. Man må konstatere, at nogle af de gerningsmænd, der er blevet anklaget for krigsforbrydelser, de har nu ledende stillinger i Kosovo i dag. Så det bliver i særlig grad interessant at se, om Kosovo samarbejder med domstolen. Ikke mindst fordi Kosovo jo gerne vil optages i EU.”

Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Europa. Se den oprindelige artikel her. 
Steen Ramsgaard er freelance journalist med speciale i Balkan, foredragsholder, forfatter og lejlighedsvis rejseleder på Balkan. Han har netop udgivet bogen
 “Krigen i Europas baggård – historien om Jugoslaviens sammenbrud”, som rØST har anmeldt her.

Af Steen Ramsgaard


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her