Erindringer ved Vibeke Sperlings død

23. maj 2017

ØSTEUROPA-EKSPERT: Vibeke Sperlig har spillet en vigtig rolle i debatten om Sovjetunionen før og efter dens fald. (Foto: Wikimedia Commons)

NEKROLOG | Journalisten Vibeke Sperling gik bort den 13. maj 2017. Hun var en vigtig stemme for Central- og Østeuropa i en tid, hvor der taltes lidt om disse regioner. Michael H. Clemmesen deler sine erindringer om og med Vibeke Sperling.

NEKROLOG | Journalisten Vibeke Sperling gik bort den 13. maj 2017. Hun var en vigtig stemme for Central- og Østeuropa i en tid, hvor der taltes lidt om disse regioner. Michael H. Clemmesen deler sine erindringer om og med Vibeke Sperling.

Jeg lærte Vibeke at kende omkring 1980, efter jeg var blevet bedt om at prøve at forklare Informations læsere, at kernevåben godt nok var forfærdelige, men at truslen om deres anvendelse desværre var nødvendig i datidens verden.

Med de efterfølgende sikkerhedspolitiske diskussioner på møder rundt om i landet og i medierne kæmpede vi fra hvert sit hjørne, men ud af dette kom hurtigt et dybt personligt venskab, der varede halvdelen af vores liv.

Mod slutningen af 1980’erne var vi endt på samme side i indsatsen for at forklare og støtte balternes vej til frihed. De tre folks genvundne selvstændighed var blot et element i den serie af dramatiske udenrigspolitiske begivenheder, der fulgte fra 1989 til 1994, hvor Vibeke selvfølgelig direkte dækkede kupforsøget i efteråret 1991, der udløste Sovjetunionens opløsning.

Derefter fulgte reportagerne fra starten af Jugoslaviens opløsningskrige i det følgende par år, hvor hendes dybe kendskab til landets folk og sprog fra sine ungdomsår og studier i Aarhus sikrede, at danskerne fik et godt og nuanceret grundlag for det militære engagement i FN- og NATO-ramme, der prægede 1990’erne.

Det var også i de år, hvor jeg sammen med Vibeke deltog i rejser i den russiske provins med en blandet gruppe under ledelse af Märta-Lisa Magnusson og Ib Faurby. Her fik vi alle syn for hendes beslutsomhed og arbejdsmoral.

Den første episode, jeg husker, var fra rejsen til Volgaregionen i december 1992. Gruppen var indkvarteret i et sammenfaldet tidligere sanatorium for geologer uden for våbenindustribyen Izhevsk i Udmurtien. Vibeke var stærkt influenzasyg og der var kun én, delvis brugbar, telefonlinje i de uopvarmede betonbygninger. Herfra kunne man - måske - få etableret en dårlig telefonforbindelse ud af Rusland. Men Vibeke ville have sin historie igennem uden at vente på bedre muligheder. Hun fortalte os næste dag, at det var lykkedes at tale historien hjem under anvendelse af en betydelig del af natten.

Den næste erindring er fra året efter, hvor gruppen var i Nordkaukasus og bl.a. besøgte hovedstaden Groznij i Tjetjenien. Det var et år før starten af Første Tjetjenske Krig, og Rusland havde indledt, hvad der senere bliver kaldt ”hybridkrig” mod udbryderrepublikken regering med specialstyrker og bevæbnede oppositionsgrupper.

Jeg erindrer ikke mindst mødet med republikkens præsident, den tidligere sovjetiske flyvergeneral Dzjokhar Dudajev, der havde lært om selvstændighedspolitik af esterne under sin tid som chef for bombeflydivisionen i Tartu få år tidligere. Under mødet sad Vibeke ved siden af præsidenten, der ikke mindst forsøgte at overbevise denne energiske, velforberedte, flotte, jævnaldrene kvinde.

Senere blev Vibekes engagement i tjetjenernes skæbne årsag til, at hun blev forment adgang til det Rusland, som hun på godt og ondt forstod og forklarede så meget bedre end næsten alle andre. Det var en tåbelig beslutning, der skadede det dansk-russiske forhold.

Derefter fulgte et besøg i Moskva med min kone i foråret 1994, hvor vi boede hos Vibeke. Det blev et kursus i energisk, professionel udlandsreportage. Vibeke ønskede at udnytte tidsforskellen mellem Moskva og København til hver morgen at have to historier fra Rusland klar til Danmarks Radio. Hendes tykke bog med kontakter fra hele landet – høje og lave - gjorde det muligt for hende at dokumentere og levendegøre historierne gennem telefonopringninger.

Under besøget skulle også vi opleve historien fra maskinrummet og blev taget med til årsmødet i Vladimir Zirinovskijs sortskjortede liberaldemokrater. Vi fulgte også demonstrationen i anledning af årsdagen for Jeltsins angreb på det russiske parlament. Vibeke, den gamle revolutionære aktivist, forklarede, hvorledes vi skulle undgå at blive trampet ned, hvis uropolitiet blev sat ind mod demonstrationen.

At vores kontakt i de efterfølgende ti år næsten kun omfattede bidrag til Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs, som Vibeke redigerede, var resultatet af, at jeg da arbejdede i Baltikum.

Den næste gang, vi var sammen, blev ved markeringen af drabet på Anna Politkovskaja i Ib Schierbecks bogcafé i efteråret 2006. Vibeke var på mange måder, som Anna have været: Uselvisk, engageret, søgende, modig. Men jeg kendte ikke Anna - kun Vibeke, der forenede disse egenskaber med varm menneskelighed.

Hun var et sjældent og sjældent godt menneske.

For mange år siden fortalte Vibeke (von) Sperling mig i spøg, at hun nok ville ende på et refugium for adelsfrøkener. Sådan blev det ikke. Diabetikeren Vibekes engagement gjorde, at hun aldrig sparede sig selv. Hun fortsatte selv efter, at hun var blevet ramt af andre alvorlige sygdomme.

Hun fortjener mere, meget mere, end nekrologer som denne. Hendes liv og gerning har rigeligt stof til en biografi, som vi alle vil kunne lære og beriges af.

 


Michael H. Clemmesen er historiker, pensioneret brigadegeneral fra Hæren og Kommandør af Dannebrog. Han har været leder for Baltisk Forsvarsakademi og ansat som militærhistoriker i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie. Forfatter af bogen "Den lange vej til 9. april".

Af Michael H. Clemmesen


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her