Fra offer til overlever – krigsbarndoms-museet i Sarajevo

25. maj 2017

Krigsbarndomsmuseet fortæller de personlige og universelle historier fra børn i krig. Museet åbnede i Sarajevo i januar 2017 og har planer om at åbne søster-museer i hele verden.

FORSONING | "Museet fortæller om krigen fra børnenes perspektiv, fra en gruppe ofre, der var helt uskyldige” siger direktøren for krigsbarndomsmuseet i Sarajevo i et interview med rØST-redaktør Helga Molbæk-Steensig.

MUSEUM | ”Vores formål er forsoning gennem en platform af personlige historier, der er apolitiske og neutrale i forhold til konflikten. Museet fortæller om krigen fra børnenes perspektiv, fra en gruppe ofre, der var helt uskyldige” siger direktøren for krigsbarndomsmuseet i Sarajevo i et interview med rØST-redaktør Helga Molbæk-Steensig.

Det nyåbnede krigsbarndomsmuseum i Sarajevo består af en stor samling genstande, fra balletsko, over notesbøger til hjemmelavede køkkenredskaber, og til hver af dem er knyttet en unik historie fortalt af en voksen person, der var barn under krigen i Bosnien. Projektet kom i gang da forfatteren, Jasminko Halilovic, imens han skrev bogen ’Krigsbarndom i Sarajevo 1992-1995’ på Facebook spurgte ’hvad betyder krigsbarndom for dig’ og fik mere end et tusind svar fra unge mennesker overalt i og udenfor Bosnien-Hercegovina. Det viste sig, at mange af historierne var knyttet til en genstand, og at mange af disse genstande - nu mere end tyve år gamle - risikerede at forgå, hvis de ikke blev konserveret.

Historierne på museet er både universelle på tværs af etnicitet, geografi og sociale forhold, og meget personlige. På grund af det stærkt personlige, var det centralt, at museet blev lavet af og for de mennesker, det handler om, nemlig de børn der voksede op under konflikten.

”Vi har alle sammen [i teamet] haft en krigsbarndom, men fra forskellige baggrunde. Jeg selv voksede op under belejringen af Sarajevo og mistede også en af mine venner. Da Jasminko spurgte mig første gang, følte jeg ikke, at jeg var klar til at bearbejde det, men museet fremstod snart som så stærkt et fredsprojekt, at jeg måtte være med” siger Amina Krvavac, der i dag er direktør for museet.

Børn som aktive subjekter
Museet handler om børn og deres oplevelser af krig. Både de pludselige hændelser, såsom fysisk traume, overgreb, vold og tab af nære familiemedlemmer, samt de konsekvenser det har at vokse op i vedvarende usikkerhed, hvor vold, tab, afbrydelse og genoptagelse af skolegang og hverdag, bliver normaliseret. Museets fokus er både disse traumer og de post-traumatiske symptomer mange lever med, og på samme tid børnene som overlevere mere end ofre.

”Vores historier handler om overlevere, der har taget magten tilbage. Mange af krigsbørnene er nu dygtige og succesfulde samfundsstøtter. Der har altså været en del post-traumatisk menneskelig udvikling”, siger Krvovac, og fortsætter:

”Vi ville adressere den fremherskende forestilling om børn som passive ofre i krig. Det er de ikke. Børn er aktive subjekter, de går i skole, de bygger ting, de støtter deres familie, det er en mange-facetteret oplevelse”.

”Hvor var du under krigen? ”
Der er en tendens i Bosnien til at opdele befolkningen i dem, der var i landet under krigen, og dem der flygtede til Tyskland, USA, Sverige eller Danmark. Nogle anser de flygtende for at have taget den nemme udvej ved at tilbringe tiden i gode, trygge, rige lande med masser af muligheder. Af samme årsag kan det være svært for hjemvendte flygtninge at blive fuldt ud integreret i samfundet igen og at få deres historier hørt og fortalt. Krigsbarndomsmuseet vil rette op på dette.

”Museet giver plads til de oplevelser børnene havde under krigen, både dem der blev og dem, der flygtede. Det er kontraproduktivt, at vi har den her konflikt imellem ’dem der blev’ og ’dem, der rejste’ – livet for et flygtningebarn er heller ikke nemt, og det bliver ikke nemmere af at deres oplevelser afvises, når de vender hjem”, siger Amina Krvovac.

Det er i øvrigt centralt, at der ikke er tale om et Sarajevo-museum, men et museum, der behandler krigsoplevelsen for børn generelt. I første omgang i Bosnien, men herefter også i andre regioner.

”Vores vision er at beskæftige os med den universelle oplevelse som børn har i krig. Vi har forskere i Banja Luka, Mostar, Luhavac og Sarajevo. Planen er også at udvide til resten af det tidligere Jugoslavien og lave søster-museer i andre post-konfliktsamfund, for eksempel i Afrika og Sydamerika”, forklarer Krvovac.

Metodisk stringens
Vi samarbejder med det bosniske psykologforbund, for det er centralt for os ikke at re-traumatisere hverken ofre eller forskere”, siger Krvovac om den træning museets interviewere har gennemgået og de overvejelser, der er blevet lagt i fremstillingen af materialet til at indsamle museets mange genstande og historier.

Museet er i første omgang en hjælp for personer med krigsbarndom til at bearbejde de oplevelser de har, men det er også et forsoningsprojekt, der skal bidrage til fortsat fred i regionen, og et forskningsprojekt, der skal bidrage til viden om, hvordan man bedst hjælper børn i krigszoner. For at nå disse mål, har holdet bag krigsbarndomsmuseet fremstillet en streng metodisk tilgang indenfor oral historie.

Vores metode består dels af et spørgeskema med mere end tre hundrede spørgsmål, som deltagerne svarer på i dagene før de kommer til det mundtlige interview og afleverer deres genstande. Skemaet er både med for at indsamle data og for at sætte gang i de minder, der skal fortælles om”, siger Krvovac om museets metode. Museet anvender i øvrigt traditionel arkæologiske metodologi i konserveringen og opmærkning af genstandene og historierne, således at objekterne sammen med de mange svar på spørgeskemaerne kan danne basis for kvantitative og kvalitative forskningsprojekter. Da projektet er relativt nyt, er der ikke endnu gennemført en systematisk gennemgang af alle disse data.

Museet vil bidrage til forsoning efter krigen, ved at fortælle børnenes historier som en del af historieundervisningen i folkeskolerne, fordi børnenes historier netop er politisk neutrale og er udtryk for fælles oplevelser på tværs af etniske og geografiske skel.

”Vi tester netop nu undervisningsmaterialer baseret på vores arkiver. Vi samarbejder også med historielærernes forening og modtager besøg fra skoleklasser. Det er en NGO-tilgang til uddannelse og alle vores undervisningsmaterialer er gratis og apolitisk”, siger Krvovac.

Umuzejiti  
”Vi har fundet på vores eget verbum ’umuzejiti’ som er den handling at tage på museum og efterlade en genstand og dermed også efterlade lidt af den knude, der sidder i brystet”, siger Krvovac om, hvordan krigsbarndomsmuseet får nye genstande.

Krigsbarndomsmuseet har fundet på verbet, men oplevelsen er universel på Balkan, hvor mange museer benytter sig af donerede genstande og personlige historier. Det gælder både de mange krigsmuseer i alle de tidligere Jugoslaviske lande, og det lidt mindre alvorstunge Zagrebs ’Museum of Broken Relationships’ som for nyligt besøgte Rundetårn i København.

Umuzejiti opfylder dermed et behov, der ellers ikke bliver adresseret. Krvovac beskriver det som 'efterkrigsforsoning - nedefra'.

”Statens post-konflikt mekanismer inkluderede ikke psykologiske eller andre værktøjer til at håndtere disse krigsbarndomstraumer. Vi har selv måttet finde ud af det; og jeg håber, at vores museum måske kan hjælpe andre med at løfte lidt af den byrde de bærer rundt på”.

Læs mere om krigsbarndomsmuseet på museets hjemmeside, eller se en dokumentar om museet her, eller besøg det selv i Sarajevo.

Amina Krvovac er direktør og forsker på museet og har en kandidat i børns rettigheder fra Geneve Universitet, samt en bachelor i internationale relationer fra Sarajevo Universitet og en grad i EU-sikkerhedspolitik i forhold til Vestbalkan fra Pristina Universitet.

Helga Molbæk-Steensig er Balkanredaktør på Magasinet rØST.

Af Helga Molbæk-Steensig


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<