– Faren er krig udløst af et fejltrin

28. maj 2017

Richard Giragosian fra den uafhængige tænketank Regional Studies Center i Jerevan vurderer situationen i Nagorno-Karabakh. (Foto: Marc Fornós)

GEOPOLITIK | Nagorno-Karabakh-konflikten involverer ikke kun Aserbajdsjan og Armenien, som kæmper om retten til det autonome område. Andre militærmagter i regionen har også store interesser i situationen. De lokale myndigheder i de facto-republikken er ikke selv inddraget i forhandlingerne. Marc Fornós har interviewet Richard Giragosian i Jerevan, Armenien.

GEOPOLITIK | Nagorno-Karabakh-konflikten involverer ikke kun Aserbajdsjan og Armenien, som kæmper om retten til det autonome område. Andre militærmagter i regionen har også store interesser i situationen. De lokale myndigheder i de facto-republikken er ikke selv inddraget i forhandlingerne. Marc Fornós har interviewet Richard Giragosian i Jerevan, Armenien.

I april sidste år eskalerede konflikten i Nagorno-Karabakh voldsomt efter at have været under våbenhvile siden 1994. Konflikten, som kan dateres tilbage til starten af det 19. århundrede, udviklede sig for alvor i slutningen af 1980’erne. Nagorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan, men er etnisk en armensk enklave omgivet af aserbajdsjansk territorie, og har i årtier været stridsæblet mellem de to lande. Det meste af området kontrolleres af Republikken Nagorno-Karabakh – en de facto uafhængig stat etableret på grundlaget af den autonome oblast i den Aserbajdsjanske Sovjetsocialistiske Republik.

Dette interview blev gennemført den 22. marts - inden det armenske parlamentsvalg. Richard Giragosian er direktør for tænketanken Regional Studies Center i Jerevan, politisk analytiker og rådgiver samt specialist i Sydkaukasus og Nagorno-Karabakh-konflikten. Giragosian har bidraget til den nyligt publicerede bog The Great Game in West Asia redigeret af Mehran Kamrava.


I april 2016 blussede kampene op i Nagorno-Karabakh, med mange faldne på begge sider. Kan du forklare, hvad der skete?

"Sidste år blev våbenhvilen brudt fra aserbajdsjansk side, og det endte med at være den største eskalering af fysiske sammenstød siden slutningen af krigen og Bisjkek-protokollen i 1994. Derudover var det den første militære succes for Aserbajdsjan siden 1990’erne, hvor de vandt kontrol over noget territorium."

"Fra armensk side var der ikke motivation til at gennemføre lignende aktioner. Aserbajdsjan havde et klart militært mål om at sikre sig territorier, hvilket lykkedes dem. Armenien oprustede ikke og overreagerede ikke – den armenske præsident beordrede hæren til at standse og ikke tage området tilbage. Herefter mødtes præsidenterne Sargsyan fra Armenien og Aliev fra Aserbajdsjan to gange – i Wien og i Sankt Petersborg – og de lavede en mundtlig aftale om våbenhvile. Den nye aftale ophævede våbenhvilen fra 1994, men denne gang blev aftalen ikke underskrevet."

Hvad er hovedtrækkene i denne aftale?

"At bibeholde den nye status quo og ikke vende tilbage til væbnede kampe. OSCE har tillige udsendt en specialmission og stiller dermed også nogle krav til begge sider for at missionen skal kunne identificere eventuelle brud på våbenhvilen."

"Fordi både Aserbajdsjan og Armenien anklager den anden for brud på aftalen, var der enighed om at indsætte observatører. Myndighederne i Nagorno-Karabakh blev ikke inkluderet i forhandlingerne omkring denne mundtlige aftale, men blev derimod forbudt at tage det nyligt mistede territorie tilbage."

Hvad er sket, siden aftalen blev indgået?

"Aserbajdsjanerne har ikke holdt deres løfter og OSCE-personel fik ikke tilladelse til at udføre inspektionerne. Det betyder at situationen igen er som den var forinden den nye våbenhvileaftale. Der var også endnu nogle angreb fra aserbajdsjansk side i december 2016. De blev effektivt slået tilbage af armenske styrker – men Aserbajdsjan har nu fået testet det armenske militærs kapacitet."

"Der var også et mindre sammenstød i februar. Disse hændelser var ikke betydningsfulde for situationens udvikling, men i min optik ser det ud til, at Aserbajdsjan også denne gang testede det armenske forsvar, uden rigtigt at udgøre en større trussel."

Det ligner en genoptagelse af krigshandlinger. Hvad bliver det næste?

"Først og fremmest tror jeg, at præsident Aliev med disse angreb prøver at bortlede opmærksomheden fra nogle problemer på sin hjemmebane. I militære termer er det dog også muligt at se det som en strategi, hvor de seneste sammenstød kan fortolkes som distraktionsmanøvrer uden noget bestemt mål om at okkupere landområder, men som tilgengæld fastholder Armenien i en trusselssituation."

"Samtidig kan dette handlingsmønster også skabe en vis tryghed for den armenske side ved at afsløre Aserbajdsjans militære system og strategi. Så kan man angribe med en større offensiv i fremtiden, når Aserbajdsjan ikke er forberedt."

"Uanset kommer Aserbajdsjan ikke til at angribe før valget (parlamentsvalget i Armenien den 22. april, red.), fordi det ville være en gave til præsident Sargsyans valgkamp. Samtidig venter de også på nye våbenforsyninger fra Rusland og Israel, som ankommer i april eller maj – denne information er kendt og offentligt tilgængelig. Så det er muligt, at det næste væbnede sammenstød finder sted i slutningen af april eller i maj."

Bekymrer du dig for oprustningen?

"Bestemt. I løbet af de seneste år er spændingerne vokset, og begge sider har. Aserbajdsjan har købt mere og nyere militærudstyr fra Rusland og Israel, og Armenien har også investeret i opgraderinger – men til billigere priser, takket være en aftale med Rusland. Dette kan føre til en endnu mere forfærdelig konflikt, nu hvor begge sider er fuldt oprustet med nye våben."

"Siden kampene i april 2016 har vi nu en ’nyt scenarie’. Efter hændelserne sidste år og de seneste militære sammenstød er det tydeligt, at den armenske hær er klar til at slå ethvert angreb fra aserbajdsjansk side tilbage. De er også forsigtige med at lade sig provokere og udløse en omfattende og vedvarende væbnet kamp. Det er det, som er den virkelige fare i denne situation: ’Krig ved et uheld’."

"Faren er, at et enkelt fejltrin på begge sider – fra politikere eller fra hæren, kan føre til en ”eskalering af uheldige hændelser”. Hvis der udløses en reel krig helt ude af kontrol, hvor andre parter – for eksempel Rusland, Tyrkiet og Iran – kan blive involveret, kan det blive en meget alvorlig situation."

Rusland og Tyrkiets forhold, som nåede et kritisk punkt sidste år, er nu bedre på grund af deres fælles interesser. Hvordan påvirker dette, og Tyrkiets interne forandringer, konflikten i Nagorno-Karabakh?

"Hvad gælder den tyrkiske side, så tror jeg ikke, de ønsker, at konflikten eskalerer. Både fordi deres forhold til Rusland ikke er optimalt på nuværende tidspunkt, og fordi de ikke ønsker at sætte de diplomatiske anstrengelser, der har været for at styrke dem, over styr. Samtidig er Tyrkiet også frustreret, fordi landet ikke har kontrol over situationen, selv om de ønsker at kontrollere myndighederne i Baku."

"Tyrkiet ønsker ikke en konfrontation med Rusland nu på grund af denne konflikt. Dette skyldes også det der skete i Tyrkiet sidste sommer: Dem, der var mest pro-Aserbajdsjan i Tyrkiet var ”pro-Gülen”, og er blevet anholdt eller udvist fra hæren. Dette har svækket Tyrkiets indflydese i Aserbajdsjan og omvendt."

"Rusland indtager heller ikke en tydelig position i denne sag. De ønsker på den ene side at forbedre relationen til Aserbajdsjan på grund af interessen i landet som våbenkunde, hvor april 2016 var det bedste tidspunkt rent salgsmæssigt. På den anden side er det muligt, at folkene omkring Putin ønsker en ændring af status quo, for at få mulighed for at indsætte russiske fredsbevarende styrker i området. Det ønsker hverken Aserbajdsjan, Armenien eller Nagorno-Karabakh."

"Både USA og Frankrig vil ikke indblandes mere i situationen end højest nødvendigt og efterlader derfor Rusland som den største spiller. Det kan endda, efter Trumps sejr, betyde et fuldstændigt amerikansk fravær, hvilket kan give Rusland mere plads til at udvikle deres strategi."

Hvad med Minsk-gruppen? Efter sammenstødene i 2016 sagde du, at den diplomatiske vej var blokeret. Hvad tror du nu, et år senere?

"Jeg forsvarede Minsk-gruppen som den eneste måde at løse konflikten på, men processen skrider ikke fremad, fordi positionerne nu er krystalliseret, og den politiske vilje til at forandre dem, findes ikke. Minsk-gruppen forbliver dog under alle omstændigheder den eneste ramme, hvori parterne kan mødes – den eneste kommunikationsbro. Og den skal holdes åben."

"Efter min mening er det en brist i konstruktionen, at myndighederne fra Nagorno-Karabakh ikke er med i Minsk-gruppen. Samtalerne i gruppen medfører dermed en risiko for, at uanset hvor stor enighed gruppen selv kan opnå, kan Nagorno-Karabakhs repræsentanter sætte sig imod beslutningen. De burde være med for processens skyld, og der findes måder at inkludere dem på – eksempelvis som neutral aktør. Det er ikke nødvendigt at anerkende Nagorno-Karabakh som autonom stat, men de kan deltage som observatører. Samtidig kan man involvere en aserbajdsjansk flygtning fra Karabakhs delegation – også som neutral part."

Er dette en reel mulighed? Er idéen nogensinde blevet overvejet?

"
Det er den blevet, men desværre ville Nagorno-Karabakhs myndigheder ikke tillade de aserbajdsjanske flygtninge fra Karabakh-delegationen at deltage, så det mislykkedes."

I sidste uge sagde David Babayan, chefen for præsidentens centrale informationskontor i Nagorno-Karabakh, at de lokale myndigheder var klar til en tilbagevenden af aserbajdsjanere til Karabakh. De ville give dem pas og statsborgerskab, og de ville komme til at leve i det demokratiske land, som Nagorno-Karabakh er. Hvad mener du om denne idé?

"Jeg tror, det er en god ting. Nagorno-Karabakh vil oprigtigt have dem indenfor, så de kan sikre territoriet. Problemet med forhandlingerne er dog, at parternes positioner er så isolerede, at de ikke engang har talt om ”retten til at vende tilbage”, fordi fredsprocessen ikke er åben endnu. Der kunne være andre løsninger på bordet, såsom at betale flygtningene eller andre, men ingen af disse forslag bliver vendt."

Hvilke konklusioner kan vi trække fra Minsk-gruppen om, hvordan disse spændinger kan blødes op?

"For mig at se, er der for det første ikke noget håb om at diplomatiske aspirationer kan løse konflikten før der er opnået reelt demokrati på begge sider. For det andet er Armenien og Aserbajdsjan så langt fra hinanden, at det uheldigvis måske kræver mere krig for at tilføre et større alvor ved forhandlingsbordet, inden der kan sættes gang i en reel fredsproces med en klar forståelse af, at begge sider kommer til halvt at vinde, halvt at tabe i denne konflikt. Lige nu arbejder parterne i højere grad med strategier for ikke at tabe ansigt."

Hvad med OSCE’s rolle i dette? Og hvad med deres observatører?

"Den mundtlige aftale søgte at løse anklagerne fra begge sider om brud på våbenhvilen. Målet var at etablere klar og tillidsfuld information omkring dette afgørende aspekt, men det var umuligt at indsende observatører på aserbajdsjansk side – slet ikke som i Ukraine. OSCE er nødt til at aftale feltbesøgene med konfliktens parter, hvilket jo ikke er en god måde at få ægte og pålidelig information på. Samtidig lader det parterne handle frit mellem inspektionerne. Resultatet er, at verden udenfor ikke har klar information."

Hvis vi forestiller os en uovertruffen indsats for fred i Mellemøsten og Vestasien, hvor hele verden og multilaterale institutioner er involveret, ligesom de var i Europa efter Anden Verdenskrig – kunne konflikten om Nagorno-Karabakh så blive inkluderet i lignende rammer for fred i regionen?

"Teoretisk set, ja. Selv om denne konflikt adskiller sig fra situationen længere sydpå."

"Situationen er dynamisk og vi skal ikke undervurdere interessen fra andre aktører. Kina har for eksempel voksende indflydelse i regionen."

"Indtil videre er Minsk-gruppen den eneste ramme for forhandlinger, der eksisterer. De parter som har en fremtrædende rolle – udover landene, der er direkte involveret i konflikten – er trekløveret Rusland, Tyrkiet og Iran. Og efter atomaftalen har sidstnævnte også styrket deres mulighed for og vilje til at bruge magt i konflikten."

Marc Fornós er uddannet sociolog fra Universitat de Barcelona og Kaukasus-kender.

Oversat fra engelsk af Julie Arnfred Bojesen

Af Marc Fornós


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<


Vi søger redaktør!

Magasinet rØST søger nu en skarp redaktør til at dække Visegradlandene.
Vi du være med til at bidrage til oplysning og nuanceret debat i det danske mediebillede?

Hent opslaget her