En bog om resterne efter Sovjet

15. juni 2017

FACADER: Kjartan Fløgstad ser på arkitektur og byplanlægning som rester af den sovjetkommunistiske ideologi i sin nye bog 'Trans-Sovjet ekspress'. (Foto: Wikipedia/JAB)

LITTERATUR | Den anerkendte norske forfatter Kjartan Fløgstad har rejst Rusland på kryds og tværs i 40 år, og oplevelserne har fulgt ham gennem karrieren. I bogen Trans-Sovjet ekspress, ser han på sovjetisk arkitektur og bygningskunst som resterne af ideerne bag den enorme union. Her fortæller Fløgstad om, hvorfor han blev inspireret til at skrive bogen.

LITTERATUR | Den anerkendte norske forfatter Kjartan Fløgstad har rejst Rusland på kryds og tværs i 40 år, og oplevelserne har fulgt ham gennem karrieren. Nu har han udgivet bogen Trans-Sovjet ekspress, hvor han ser på sovjetisk arkitektur, byplanlægning og bygningskunst som resterne af ideerne bag den enorme union. Her fortæller Fløgstad om, hvorfor han blev inspireret til at skrive denne bog.  

Den første gang, Jerntæppet gik op for mig, var sommeren 1977. På det tidspunkt boede jeg i minebyen Bjørnevatn, som kun ligger et par kilometer inde på norsk område. Her i det høje nord markerer elvene Grense Jakobselv og Pasvik én af de skarpest overvågede og mindst kendte grænser i Europa. Siden grænsekommissionen i 1826 har Norge og Rusland og Sovjetunionen (med et finsk mellemspil i årene 1919-1944) mødtes her i en skillelinje som markerer dybe kulturelle, sproglige, etniske, religiøse og politiske forskelle. Under den kolde krig var dette det eneste sted i Europa, hvor NATO grænsede direkte mod Sovjetunionen. På russisk side er området stadig tungt militariseret. Kun nogle få kilometer fra den norske grænse lå Sovjetunionens og nu Ruslands hovedbase for strategiske ubåde.

På trods af forskellene har grænseforholdene mellem Norge og Rusland været et opbyggeligt eksempel på godt naboskab mellem to meget forskellige nationer. Selv under den kolde krig herskede fred og fordragelighed. Den Røde Armé frigjorde i efteråret 1944 denne del af Norge fra nazistisk okkupation gennem et felttog, der kostede over tyve tusinde sovjetiske soldater livet – over to tusind af dem faldt på norsk jord. Finnmarkboerne modtog de sovjetiske frigørere med åbne arme, som til gengæld opførte sig som eksemplariske okkupanter. ”Få okkupationsarmeer i verdenshistorien vil kunne fremvise et så pletfrit eftermæle”, skriver militærhistorikerne Gyllenhaal og Gebhardt.

Grå og slidt overflade
På dette sted passerede jeg den russiske grænse for første gang. Stort, tungt og stumt lå Sovjetunionen blot en armlængde borte. Den lille grænsebom ved Storskog i Østfinnmark markerer en af de store grænser i verden – her er der noget, som stopper, og noget helt andet, som begynder.

Den russiske grænseby Nikel ligger så tæt på Pasvik, at den er synlig fra norsk side og fra indflyvningen til Kirkenes Lufthavn. Når du nærmer dig byen, indfrier den alle de fordomme, en vestlig turist måtte have om sovjetiske minebyer. Hele samfundet var tilsyneladende asbestgråt, trist, nedslidt og fattigt. Fra høje skorstene steg der fosforholdig røg, som havde lagt landskabet omkring byen øde og brændt vegetationen af i miles omkreds. Som en million Hollywood-filme har vist: I Østblokken skinnede solen aldrig, sommeren var en afskaffet årstid, regnbuen havde kun to farver – og begge var grå.

Tolkene og guiderne var gode til norsk og svarede på alle spørgsmål med pokerfjæs og udtryksløs stemme. Når der eksempelvis blev spurgt, hvordan det gik med skoltesamerne (en undergruppe af østsamer, red.) på Kolahalvøen, kom svaret kort og præcist:

”De bor nu alle sammen i en blok og er meget lykkelige.”

Førstehåndsindtrykket var et slidt samfund, overdækket af let gennemskuelig propaganda.

Men skindet og overfladen bedrager. Efter 1989, da jeg mødte unge, som var opvokset i Nikel, inden de flyttede til Vesten, kunne de fortælle om en dejlig barndom i byen. Forsyningssituationen havde været bedre end i andre dele af Sovjetunionen, indbyggerne havde lange ferier sydpå ved Sortehavet og tidlig pensionsalder. Gode biblioteker, ballet og skak, for ikke at tale om idræt og sportsaktiviteter af alle typer.

Under den kolde krig gik rejsen videre fra Nikel til Murmansk med jernbane, som behændigt slyngede sig forbi strategiske og militære installationer. Og det tog sin tid; seks til otte timer på de tyve mil over Kolahalvøen frem til den arktiske storby. Murmansk var en nybyggerby, en helteby fra den store fædrelandskrig og kulturby. Efter, at de fik besøg af en norsk strygekvartet fra Kirkenes, kom der gerne et fuldt symfoniorkester på genvisit østfra.

Litteraturen led
Under perestrojkaen fik jeg udgivet en roman (U 3) på russisk, både i bogformat og som føljeton i tidsskriftet Inostrannaja Literatura. Det medførte en lanceringsturné og delegationsrejser sammen med norske kolleger både til den russiske forfatterforening i Moskva og til delrepublikkerne Estland og Armenien. Mine egne russiskfærdigheder var kun lige gode nok til at forstå fodboldtabellerne i Pravda, men jeg prøvede at følge kulturlivet på andre måder.

Ytringsfriheden efter 1991 førte til en fri presse, men ikke til en litterær blomstringsperiode. I boghandlerne overtog pornoen klassikernes plads i den humanistiske arv. Sammen med planøkonomien brød også den litterære politiske økonomi sammen. De sociale følger var hjerteskærende at se på nært hold. Udviklingen af levestandard og demografi under Jeltsins regime gør det muligt at forstå, at mange russere den dag i dag ser med mistro på demokratiets velsignelser.

Den sovjetiske modelby
Norge har fælles grænse med Rusland i nord. På andre områder er norske og russiske interesser vævet endnu tættere sammen. Ét af dem er opdelingen mellem olie- og fiskeriressourcerne i Barentshavet. På øgruppen Svalbard, oppe omkring 80 grader nord, har norske og russiske samfund levet fredeligt side om side, selv midt under den kolde krig. Mens den norske bosætning på Svalbard efterhånden blev koncentreret omkring kulminerne i Longyearbyen, udbyggede russerne to minesamfund på øgruppen. I samsvar med Paris-aftalen af 1925 havde begge lande ret til at drive næringsvirksomhed på Svalbard. Den barske minelandsby Barentsburg var hovedsæde for russisk virksomhed, mens Pyramiden inderst i Isfjorden blev udbygget som sovjetisk modelby i efterkrigstiden, helt frem til Sovjetunionens fald. Gennem hele efterkrigstiden lå der altså en kommunistisk mønsterby på norsk område!

Mod slutningen af 1900-tallet førte flere faktorer til at driften i Pyramiden blev afsluttet, og samfundet omkring minen flyttede bort. Den sovjetiske planøkonomi var brudt sammen, kullet i Pyramidefjeldet var af dårlig kvalitet og svært at uddrive. En tragisk flyulykke, hvor over hundrede russiske og ukrainske minearbejdere omkom, medvirkede til at sætte en stopper for minedriften i Pyramiden.

Selv om indbyggerne pludseligt drog afsted, blev byen i mange år stående som den havde været, som et slags industrielt Pompeii. Kaffekopperne på bordet, bøgerne på bibliotekshylderne, filmrullerne i biografen, det medicinske udstyr på hospitalet, Lenins samlede værk i spindelvæv bag minedirektørens skrivebord. Og der var ingen mennesker. Isoleret midt i den mægtige arktiske natur blev Pyramiden et eldorado for ruinturister, og med Nordenskiöld-gletsjeren lige overfor blev de industrielle ruiner nærmest et valfartssted for fremstående fotografer fra mange lande. Blandt andet har Ville Lenkkeri fra Finland og hollandske Simone Sassen lavet udtryksfulde fotobøger fra Pyramiden. [1]

Rester af en utopi
Fotografen Siri Hermansen var den, som først gjorde mig opmærksom på stedet, vi rejste derhen flere gange og udgav sammen bogen Pyramiden. Portræt af en forladt utopi i 2007. Som halvtuddannet arkitekt kunne jeg i denne sovjetiske modelby genkende træk fra den tidlige sovjetiske avantgardisme. Rester efter kunstnerisk og arkitektonisk modernisme havde rent ud sagt overvintret på denne udpost langt nord.

Den lille bog om Pyramiden er oversat til mange sprog, også til russisk. Sådan blev bogen også en døråbner. Jeg præsenterede den russiske version i Moskva og i Murmansk, samt på eksotiske steder som den gamle Gulag-by Norilsk ved Jenesej-floden helt nord i Sibirien. Rejserne i Rusland og Ukraine og i gamle sovjetrepublikker som de baltiske lande gjorde, at jeg fik lyst til at udvide perspektivet fra Pyramiden på Svalbard, og se mere samlet på, hvad som står tilbage 25 år efter, at Sovjetunionen blev borte.

Trans-Sovjet ekspress er altså en bog om det, der er tilbage efter det korte århundrede med sovjetsocialisme. Det er en bog om forsider og eksteriør, om proletariske facader, om bolsjevismens ydersider, manifesteret i sovjetstatens byggekunst. Samtidigt er det en personlig rejse gennem fem årtier af vores største og mest ukendte nabolands historie. På forunderlig vis blev rejserne i den ydre verden til en færd i mit eget indre, fra Russerbroen bygget af sovjetiske krigsfanger under anden verdenskrig i min hjemby Sauda, til mine børnebørns forfædres hjemsteder i Brest og Odessa.

Kjartan Fløgstad er en norsk forfatter og regnes som en af de "nye fire store” i Norge. Han har i sit forfatterskab beskæftiget sig meget med norsk industrikultur og international kultur, og er kendt for sin unikke stil, hvor han blander stilarter og sproglige niveauer i magisk realisme.  


Oversat fra norsk af Julie Arnfred Bojesen


[1] Ville Lenkkeri: The Place of Nor Roads, Hatje Cantz, Ostfildern 2009; Simone Sassen: Ultima Thule. A Journey to Spitsbergen, Schirmer/Mosel, München 2008.

 

Af Kjartan Fløgstad


comments powered by Disqus
Søg

Vælg land
Østeuropa
RSS
Få nyheder og analyser fra Magasinet rØST som RSS-feed, læs mere her.
Nyhedsbrev





<